Kære Ombyggere,
Så blev det sgu søndag.
Jeg synes tiden flyver afsted!
For noget tid siden hørte jeg Tim Ferris sige: ”Easy decisions, hard life. Hard decisions easy life.”
Hans påstand er, at de nemme beslutninger vi tager, som regel, på længere sigt, gør livet mere hårdt og besværligt for os selv, mens de svære beslutninger vi træffer vil gøre livet på nemmere. I hvert fald på den lange bane.
Hvis du ikke kender Tim Ferris, så tjek ham endelig ud, det er ham der har skrevet “4 Hour Work Week” og “Tools Of Titans”, så hvis man har en lille entreprenør i maven, så er han bestemt værd at tjekke ud.
Han har også en podcast hvor han interviewer snesevis af spændende mennesker der har opnået succes på de mest mærkværdige måder og som glædeligt deler deres tips, tanker og filosofier til bedre “entrepreneurship”.
Anyway, jeg gav dette lille citat videre til en læser der var så sød at komme med noget dejlig feedback på de her søndags-supporter.
Men hun syntes at svære beslutninger var li med et svært liv… Så hun var ikke helt med på hvad jeg mente med det…
Det gav mig lyst til at tage den op her i plenum, for når jeg kigger tilbage på mit eget liv, så kan jeg finde rigtigt meget sandhed i denne her påstand.
Jeg er godt klar over at svære beslutninger i begyndelsen kan lade til også at gøre livet sværere, hårdere og mere trist, men personligt mener jeg at det er hvad man gør det til. (!!)
Det er igen den der med forskellen på smerte og lidelse. Hvor smerte er noget uundgåeligt, men dog midlertidigt, mens lidelse er når vi med vores tanker og vores måde at opfatte (situationen) på, tilføjer mere smerte.
Jeg hørte engang et meget godt ekesmpel, så det får du lige.
Sitiation 1) En mand låner sin bil ud til sin kone, hun bliver involveret i et trafikuheld, som hun gudskelov slipper uskadt fra, men bilen er total skadet.
Situation 2) En mand låner sin bil ud til sin kone, og mens konen er inde og shoppe og bilen holder parkeret, bliver bilen torpederet af en anden bilist, og bilen er totalskadet. Men ingen mennesker kom noget til.
I situation 1 vil manden være lykkelig for at der ikke skete hans kone noget, og være mindre obs på bilens tilstand.
I situation 2 vil han være rasende over at han nu står der med en totalskadet bil, og råbe op “hvad fanden laver den idiot!?” osv.
Men det er fuldstændigt samme udfald. Det er nøjagtigt samme situation, ingen tilskadekommende mennesker, men en totalskadet bil. Dog er det to forskellige optakter til situationen.
Og derfor lægger vi to vidt forskellige opfattelser i de to situationer, selvom udfaldet er præcis det samme.
Man kunne jo godt i situation 2 også glæde sig over at konen ikke sad i bilen, og at der ikke var sket nogen noget osv…
Hvis man ville…
Raserianfaldet i situation 2 ændrer nemlig ikke på situationen.
Men den tilføjer mere smerte.
I og med at sådanne reaktioner er stressende for systemet.
Og hey, jeg skal være den første her til at række hånden op og råbe “skyldig!” her.
Lad os se på et andet scenarie, nemlig hvis du tager den svære beslutning om at gå fra en kæreste fordi det bare ikke fungerer eller fordi du ikke føler at kærligheden er der fra din kærestes side, ja, så bliver livet umiddelbart lige en tand sværere, fordi kærestesorg er afsindigt hårdt.
MEN!
På længere sigt, er det en god beslutning der sparer dig for en masse konflikter, skuffelser og svigt i fremtiden.
MEN!
Hvis du efterfølgende går og dvæler ved alt det skrækkelige ved at denne kæreste nu ikke er i dit liv længere, lyver for dig selv om hvor godt det hele var, og sukker over alt det du nu har mindre af, mangler, aldrig kan gøre igen, altid vil gøre ondt på dig, aldrig vil glemme, altid vil være hårdt… Ja… Så bliver det fandens hårdt, også på længere sigt.
Men det er modgang og lidelse der kunne have været undgået, hvis du havde forsøgt at se anderledes på det…
Forstår du hvad jeg mener?
Jeg har snakket meget med mennesker om deres kærestesorg og rigtigt mange nærmest insisterer på at have det dårligt. (Uden at de selv er klar over det)
Misforstå mig ikke, det kan ikke undgås at have det dårligt når man få knust sit hjerte, og man skal bestemt ikke forsøge at flygte fra de svære følelser, men man skal arbejde sig igennem dem.
Der er stor forskel på at sige:
”Jeg har det så forfærdeligt, jeg ved ikke hvordan jeg skal få det bedre, men jeg vil gerne prøve det du siger med at vende mine tanker om, og jeg vil også rigtigt gerne prøve nogle af de værktøjer du giver mig, og se om de virker for mig”
Og sige:
”Jeg kan sagtens se at alt hvad du siger, er rigtigt, men…” Fyld selv resten ud…
Det der ”men”, ved du hvad det er læser?
Det er en beslutning.
…Det er en beslutning om at du ikke kan…
Og når du allerede har taget beslutningen, hvad er der så tilbage at arbejde med?
Ikke rigtigt så meget vel?
Men ægteskab og parforhold er kun en lille del af alt det vi kan putte ind under tesen ”Nemme beslutninger, hårdt liv. Svære beslutninger, nemt liv” og jeg synes da lige du skal have et par stykker mere med til din søndags-hygge-læsning.
Jeg hørte et interview med en mand der fortalte at han og hans kone var blevet skilt, og de havde to små piger sammen.
De små piger var meget tæt knyttede til deres mor og havde virkelig meget behov for at have deres mor omkring sig hele tiden.
Han fortalte at han var tæt på at gå ind i denne her klassiske kamp om samværet, men at han så alligevel lod fornuften tale fordi han kunne se at hans piger pt. havde mere brug for deres mor end for ham, deres far.
Han fortalte at det var ufatteligt hårdt fordi at det jo betød at han ikke ville komme til at se dem så meget som han ønskede, men til gengæld, så vidste han med sig selv, at det at han ikke havde taget denne her kamp, som mere handlede om hans ego end om hans pigers trivsel, betød at han på længere sigt ville få et langt bedre forhold til sine to døtre.
Den er sgu barsk.
Det synes jeg i hvert fald.
Ikke fordi at en tur i statsamtet er en “skide nem” beslutning, men den er trods alt nemmere end at tage beslutningen om at undvære sine børn mere end man egentlig har lyst til.
Her kan faderen så gøre to ting:
Han kan tænke på alt det gode der kommer ud af at hans piger vokser op i tryghed uden at blive brugt som kasteskyts i et bittert brud, og han kan glæde sig over alle de dage han trods alt får med sine piger, fokusere på alle de ting han kan få udrettet mens han ikke har pigerne så han kan nyde de dage han har med dem i fulde drag. Han kan sørge for at være 100% mentalt tilstede når de er hos ham, give dem alt det bedste som ikke bare gør dem glade men også gør ham selv glad.
Han kan fylde dagene uden døtrene ud med ting der er godt for ham og som gør ham glad så som træning, golf-ture og ølsmagning med vennerne.
ELLER…
Han kan tænke på hvor latterlig pigernes mor er, hvor meget hun har ødelagt for ham, hvor åndsvage kvinder generelt er, hvor sørgeligt det er at han skal mangle sine piger to dage mere om ugen, hvor meget han går glip af, hvor frygteligt tomt der er derhjemme når pigerne ikke er der, hvor idiotisk det lyder at han døtre skulle have mere brug for deres mor end for ham, hvor nederen det hele bare er osv.
Kan du se hvor jeg vil hen?
De to ovenstående scenarier, det er valg. Det er beslutninger.
Kan du genkende offeret i den sidste?
Jeg kan i hvert fald.
Både i forhold til parforhold, men også i forhold til mange andre relationer.
Jeg kan ikke tælle på en hånd hvor mange gange jeg ikke har følt at en eks-kæreste eller en eks-ven har ”ødelagt noget for mig”…
Jeg har jo også haft det sådan med mine forældre…
De har ødelagt mig. Det er pga. deres svigt at jeg fucker alting op i mit voksenliv…
Men jeg har jo siden fundet ud af at det ikke behøver at være sandt.
Jeg har magten til at ændre det.
Hvis jeg virkelig vil.
Jeg kan gå ind og tage ansvaret for om jeg skal fortsætte med at fucke alle mine parforhold op, eller om jeg vil lære mig selv at kende og finde ud af hvorfor jeg gør som jeg gør, og hvordan jeg kan stoppe det og ændre på mit liv.
En ting er sikkert:
Hvis jeg havde haft de forældre jeg havde ønsket mig, så sad jeg ikke her og skrev til dig nu…
Hvis jeg ikke havde fået de tæsk -bogstaveligt talt- jeg har fået, så havde jeg ikke haft de indsigter jeg har nu og jeg var ikke blevet den jeg er…
Nå, men tilbage til emnet.
Det her med at de svære beslutninger kan gøre ting nemmere på længere sigt, det kender vi også fra helt almindelige dagligdagskonflikter.
Hvis ikke vi adresserer uoverensstemmelser med kolleger eller får fortalt vores venner når de skuffer os eller gør os kede af det, så kan det på længere sigt resultere i en massiv følelse af adskillelse og ensomhed.
Jeg ved det, for jeg har selv en uhyggelig tendens til bare at please eller sige ”det er okay, det gør ikke noget” selvom jeg i virkeligheden ikke synes det er okay.
Hvilket efterlader en følelse af ikke rigtigt at passe ind nogle steder…
Nu skal dette ikke være en opfordring til konstant at have ”sig fra-” og ”nej-hatten” på, for der er da næppe noget mere jævnt irriterende end mennesker der hele tiden skal skabe ufred med alt deres føle-føle-drama.
Så det er en hårfin balance.
Men hvis det er noget der er vigtigt for dig, og noget der trækker dig ned eller gør dig ked af det eller får nogle virkelige triste følelser frem, så adresser det.
Sig det.
Mega, mega svært, men på længere sigt, rigtigt godt for dig og for dem du omgiver dig med.
Næste step er så at lære at sige de her ting på en god, konstruktiv, ikke-bebrejdende måde der kan skabe den forståelse og respekt man leder efter.
Men det er en helt anden snak.
Det kan man jo øve sig i.
Men husk, alt med måde.
KOm lige til at tænke… Man kan jo faktisk også sige, at hvis man begynder at gøre det for meget, og man bliver total konfrontations-Lis, så er det jo heller ikke sværtfor en længere…
…og så gør det dermed heller ikke livet nemmere længere, men snarere sværere, fordi det ender med at folk ikke orker at være sammen med dig.
Giver det mening?
Nyt ekesmpel, tag nu sådan noget som job.
Jeg kender rigtigt mange der sidder i et job de næsten ikke kan holde ud. Overvej lige at bruge 1/3 af sin tid -halvdelen af ens vågne timer- måske endda mere, på noget man dybest set ikke kan lide…
…Men det er ”smør på brødet”…
Den nemme beslutning er at blive i jobbet. Man ved hvad man har. Så er man på den sikre side. Og hvad nu hvis, og hvad nu hvis…
Men på længere sigt skaber det en grundfølelse af generel utilfredshed med humørsvingninger og parforholdskriser til følge, worst case, kan det ende med en sygemelding pga. stress…
Den svære beslutning er selvfølgelig at sige jobbet op.
Jeg har en veninde der har været skide god til at træffe de her beslutninger omkring job og karriere i hendes liv.
Hvis hun er begyndt at føle en generel utilfredshed, hvad enten det har været fordi hun kedede sig eller fordi hun følte hun lavede noget andet end det hun var ansat til eller fordi hun synes der var for mange byrder på hendes skuldre eller fordi hun syntes hun fik for lidt i løn, så har hun turde tage beslutningen og sige sit job op, ogsåuden at have et andet et på hånden.
Whoa! Så har man sgu en god tillid til livet!
Og…
En meget god lille opsparing til at klare den hvis det næste job alligevel lod vente lidt på sig…
Hvilket bringer mig videre til næste punkt på listen over ”svære beslutninger, nemmere liv”:
Opsparing.
Tadaaaaaaaaaaaaa!
Noget jeg aldrig selv har kunnet.
Fordi jeg har haft et helt skævt forhold til penge, og når jeg endelig havde nogle, så skulle de satme også bruges.
Og det har været en dejlig nem beslutning at bruge penge når jeg havde dem, men havde jeg nu taget den svære beslutning og lagt lidt til side hver evig eneste måned, så kunne jeg måske have købt bil uden at låne penge, og måske havde det ikke været nødvendigt at gå fra hus og hjem da finanskrisen rasede.
Men jeg har ikke gidet den sure beslutning om at sætte til side, det var meget sjovere at bruge dem.
Sur røv, da jeg så måtte vinke farvel til mit dejlige hjem på Bryggen i 2008, fordi jeg ikke havde noget som helst på kistebunden, andet end gæld.
Havde jeg nu haft lidt opsparing, så havde jeg formentlig kunnet blive siddende i min lejlighed indtil krisen var ovre og jobbene begyndte at komme igen.
Men det havde jeg ikke og det betød at jeg måtte sælge min lejlighed midt i krisen, og det tabte jeg over 800.000,- kr. hvilket efterlod mig med en gæld på knap 400.000,- som, efter lejligheden var solgt og jeg ikke ejede noget længere, blev konverteret fra boliglån til forbrugslån på 11,75% i rente…
Tillykke.
En anden ting på listen er forberedelser.
Det kunne være til en eksamen, eller til en præsentation på arbejdet.
Den nemme beslutning er at gøre det middelmådigt.
Den svære er at være rigtig grundig.
Skippe caféture med veninderne, droppe byturen lørdag aften og undvære Facebook, netflix, Twitter og Instagram i en periode.
Whuuuuuuuuuuuuuuuuuut!?
Noooooooooooooooooooo way!?
Yes way!
Hvis man virkelig vil skille sig ud, så må man gøre arbejdet, og det er mega surt mens det står på, i hvert fald med nogle ting, men på den lange bane, der vil det være en rigtig god investering.
Det er forskellen på at levere noget der er ok godt, og noget der er spitzenklasse.
Det koster. Men det er det hele værd.
Det var en svær beslutning at sidde derhjemme og læser noter igennem igen, igen, men det endte med at være en rigtig god deal…
Sådan er det også når det gælder om at tage vare på dig læser.
For nogle kan det være en hård beslutning at skulle bede om hjælp, som f.eks. at få terapi, men i bedste fald kan det ændre -måske endda redde- deres liv.
Måske oooorker du ikke at træne, men du ved jo godt, at på længere sigt, er det det der vil gøre at du kan leve livet længere uden skavanker.
Det samme gælder den nemme mad, det er som regel ikke den der er bedst for dig på længere sigt.
Den der er lidt mere krævende og kræver tilberedelse og tid, det er som regel den der er bedst for din sundhed.
Måske mærker du ikke noget til det nu, men så måske om 10 år.
Derfor er der mange der ikke gør det. Det er for besværligt eller krævende lige nu og her.
Rygning er endnu et godt eksempel.
Nogle af alle de ting jeg selv gør for at hjælpe mig selv, såsom at læse bøger og lytte til podcasts, det koster på en anden konto.
Men jeg ser på det (nu gør jeg i hvert fald) som tid jeg investerer i mig selv og mit eget velbefindende og jeg har jo kunne mærke en markant forskel i egen krop, sind og sjæl.
Og jeg kunne da ikke mærke en sk** forskel i starten, men nu høster jeg frugterne af års arbejde.
Fordi jeg tog de svære beslutninger. Fandt tålmodigheden.Tog tiden. Og troede på det.
Og jeg er slet ikke færdig. Der er mange ting i mit indre der stadig har brug for en kærlig hånd. 43 års mønstre er ikke lavet om på 2 år. Desværre.
At læse tykke bøger og lytte til lange podcasts for at blive klogere på mig selv, det er der skal til, og der er ingen vej udenom.
Det er sgu da bestemt ikke altid det jeg har mest lyst til, men når først, jeg er i gang så føles det fedt.
Lidt ligesom med sex, hahahahaha.
Jeg vil sgu da også gerne se Netflix og hygge med let underholdning hvor jeg ikke skal tænke så meget og jeg bare kan læne mig tilbage og lade mig ”forlyste”, men jeg ved også at hvis jeg læser den 674-siders moppedreng ”Tools Of Titans” af Tim Ferris, så vil jeg blive beriget med en masse viden der kan gøre mit liv, nemmere, bedre, rigere, sjovere, vildere eller hvad ved jeg.
Eller hvis jeg lader den der 1 time lange podcast om hvordan andre har opnået at finde mere passion og lykke i deres liv, køre om morgenen når jeg går og gør mig klar, fremfor bare at lade morgen tv køre som baggrundsstøj, så vil det da uden tvivl have meget større værdi for mig på længere sigt selvom det nemmeste ville være lidt let underholdning i baggrunden.
En måde jeg har gjort dét muligt på er ved simpelthen at afskaffe mit tv!
Ganske enkelt.
Mega svær beslutning.
Nærmest angstprovokerende, men jeg kan slet ikke finde ord for hvor godt det har været for mig og for mit sind ikke at blive tæppebombet med ”bad news” hver evig eneste dag.
I dag er det to år siden jeg vinkede farvel til mit tv.
Bevares, jeg ser da en film på Netflix i ny og næ.
Svær beslutning, men den har forbedret min livskvalitet væsentligt.
Så med svære beslutninger menes ikke bare de der beslutninger der gør ondt at tage, der menes også i høj grad også dem vi bare ikke rigtigt gider at tage.
Når jeg ser på mit eget liv, så kan jeg i hvert fald finde talrige eksempler på at det på længere sigt er en rigtig god investering i os selv, vores helbred og vores sociale liv, at tage det sværeste og/eller mindst attraktive beslutninger.
Selvfølgelig er det en sandhed med modifikationer, for hvis jeg står overfor beslutningen om at hoppe ned i en silo med lort, eller gå ud og tage et bad, så vælger jeg den nemmeste belutning.
Men sådan er det jo med alting.
Alt er relativt, og alt afhænger af hvordan vi ser på tingene.
God søndag.
/Hanne <3
DETTE INSPIRERER MIG
Som jeg nævnte har jeg ikke noget tv, i stedet bruger jeg rigtigt meget tid på at lytte og se fede TED talks, her er en af dem jeg har set for nyligt om som virkelig rørte mig.
Noget af det der står mit hjerte allermest nær, er at vi mennesker skal være gode ved hinanden og hjælpe hinanden.
Mennesker som ham her, gør verden til et bedre sted at være.
Tak for ham.
Se den hvis du har lyst.
DETTE HJÆLPER MIG
Engang imellem deler jeg også noget musik med jer. Klik på billedet og lyt til denne her sang.
Når jeg lytter til sange, så prøver jeg at lytte til dem som om sangen er fra mig til mig.
Så når jeg hører en sang om kærlighed, så sidder jeg ikke og sukker over at jeg ikke har en kæreste, i stedet lytter jeg til teksten som om sangen er en kærlighedserklæring fra mig selv til mig selv.
I selvhjælp er noget af det stærkeste man kan gøre, at lytte til selvhypnoser eller meditationer med “Jeg er…”
For eksempel, “jeg er stærk”, “jeg er smuk”, “jeg er elskelig”. Det påvirker vores underbevidsthed i langt højere grad når der er et “jeg er” foran.
Denne her sang bruger præcis det, og den er rigtigt smuk.
Prøv at se om du kan lytte til den uden at trille en lille tåre…
Og prøv at se om du kan mærke en kærlighed til dig selv spire lidt indeni…
Det kan jeg, og det hjælper mig så utroligt meget. Så her er en af de smukkeste sange, fra mig til dig.
❤
PS. LIGE LIDT NYT FRA HJERTEKULEN
Jeg ved godt at jeg har sagt det i måååånedsvis at jeg har et online-kursus om at hele sit hjerte “lige på trapperne”, og det har jeg også, men apropos emnet i dag, så har jeg bestemt ikke valgt den nemme løsning i forhold til kreeringen af kurset.
Jeg kunne godt have valgt at gå lidt overfladisk til værks, lave et par 10 minutters videoer med små life-hacks og så et par øvelsesark og så var den skid slået, og jeg kunne bruge en almindelig powerpointpræsentation til mine videoer…
Men jeg har taget den svære beslutning om at jeg vil være grundig. Jeg vil have det hele med, og jeg vil lave en præsentation i et program jeg ikke kender, fordi det visuelt ser flottere ud…
Og fåååårk det er langt sværere end jeg troede. Og meget mere kompliceret at sammensætte end jeg nogensinde ville have troet.
Til gengæld bliver det virkelig spækket med alt hvad jeg har. Både det jeg selv har lært, det jeg har lært fra andre.
Jeg tog også en rigtigt svær beslutning om at lukke forretningen i to uger, så jeg kunne hellige mig produktionen af dette onlineforløb.
Jeg kan ikke beskrive hvor svært det har været at sige nej til jobs og “lade som om jeg holder ferie”, for der skal jo smør på brødet, men ved I hvad? Jeg har simpelthen sparet op.
🙂
JA! Tadaaa! Så nu kan jeg klare to uger uden at tjene penge, så jeg kan lave dette kursus færdigt.
Det føles fantastisk og jeg er sikker på at jeg -på den lange bane- vil blive rigtigt glad for min beslutning om virkelig at være grundig og gøre mit bedste for at sammensætte et forløb som rigtigt mange kan få glæde af, hvad enten man er visuel, auditiv eller praktisk anlagt.
Der er allerede 74 på ventelisten på kurset, og jeg er så takenemmelig for jeres tålmodighed.
Men nu ved I at der snart sker noget.
Jeg glæder mig til at præsentere det for jer!
❤
