Til tider kan jeg slet ikke rumme at være i min egen krop der har holdt mig hen i uvished i ugevis. Fotograf: Privatfoto
Skrevet 19. februar 2015
Jeg kan ikke lade være med at føle mig virkelig dum, når jeg tænker på alle de gange hvor jeg -helt from- har siddet på en restaurant og bedt om at få mit kød gennemstegt med et glas alkoholfri vin til. (Smager i øvrigt ganske rædderligt)
Man kunne nærmest se glorien over mit hoved, og jeg nød at sige at det altså var fordi at jeg “var med rogn”.
Ja, det var faktisk det udtryk jeg brugte. Det, eller “en kage i ovnen”.
“Et lille liv” eller “en lille spire i maven” og lignende romantiske udtryk har jeg holdt mig langt væk fra. Når jeg selv prøver at tænker nærmere over det, så har det nok været for at holde en vis følelsesmæssig distance til min graviditet, fordi jeg hele tiden har vidst at der var en overhængende fare for at det kunne gå galt.
Jeg græmmer mig når jeg tænker på alle de gange at jeg hat gået og fjollet med min kæreste og sagt at “Det var baby der sagde at vi skulle spise 3 marcipanæg med nougat-midte”.
Eller når jeg har følt at der var “aktivitet” i den region hvor den lille reje -hvis hjerte jeg selv havde set slå i uge 7+1- lå og rodede rundt.
Eller når jeg holdt hånden på min mave, som i øvrigt ret tidligt blev stor og rund.
Jeg har jo givetvis ikke haft en skid cravings. Det må være noget jeg har bildt mig selv ind.
Der har jo ikke været en skid aktivitet! Igen noget jeg har bildt mig selv ind.
Maven har åbenbart bare været konstant oppustet eller hvad ved jeg, for der er i hvert fald ikke noget foster der har vokset sig stort.
Og hvad med alle de kosttilskud jeg har gået og fyldt mig med? Folsyre, fiskeolie, kalktabletter og fra uge 10 også jerntabletter, og for hvad? Ingen verdens nytte. ‘Kæft hvor dumt altså….
Og hold nu op hvor jeg bare føler mig latterlig, at have været ude og bruge penge på graviditetskluns, at have brugt tid og energi på at snakke om navne med min kæreste og tid på at bryde vores små hoveder på hvorledes vi skulle overbringe den glade nyhed efter nakkefoldskanningen, skulle vi bare købe nogle små sko og stille dem foran de intetanende kommende bedsteforældre, eller skulle vi måske bare spørge dem, “skal I noget d. 17. september?”(Terminsdato), eller skulle vi måske bare tage billedet fra ultralydskanningen med og smide det på henslængt på spisebordet. Ja, ja, idéerne var mange.
Men det kunne vi da godt glemme alt om!
Jeg føler mig totalt forrådt og bedraget af min egen krop.
Hvordan kunne den undlade at fortælle mig at noget var galt?
Hvordan kunne den få mig til at tro at der var liv derinde, når der slet ikke var?
Hvorfor fik jeg ingen smerter og ingen blødninger?
Hvorfor havde jeg stadige ømme bryster og hovedpine?
Hvorfor forsvandt mine graviditetssymptomer ikke?
Jeg har aldrig født et barn, så jeg ved ikke hvordan det skal føles når der er “rigtigt”, og når det lykkes. Jeg aner ikke hvordan jeg skal opfange faresignaler, jeg ved bare at jeg føler mig snydt og bedraget. Holdt for nar af min egen krop.
/Hannah <3
