Travel

Cliffhangeren

Det vi tænker skaber vi og det vi føler tiltrækker vi – Hvis jeg dog bare havde vidst det noget før… Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Tak for tålmodigheden.

Undskyldninger er der nok af, som f.eks. at jeg har koncentreret mig om indhold til denne nye side Hjerte Under Ombygning”. Jeg synes ikke længere det var relevant at kalde min blog “Venter På Storken” når nu den ikke længere handler om fertilitetsbehandlinger, ufrivillige aborter og hvad der følger med af sorger, bekymringer og frustrationer i forbindelse med dette.
Nu handler bloggen mere om personlig udvikling.
Det er den kommet til fordi jeg var helt nede og bide i gulvtæppet efter jeg -igen- aborterede og tre uger senere bliver forladt af mine kæreste. Det betød jo også at jeg mistede min bedste ven… og mit hjem…
Jeg brød helt sammen og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig igen.
Jeg beskyldte mig selv for alt hvad der var gået galt og begrundede det med min svære opvækst.
Men hvad kunne jeg bruge det til? Intet…
Hvor bragte det mig hen? Ingen steder…
Hvilke problemer løste det? Ingen af dem…

Jeg er 42 år og har aldrig haft en kæreste i mere end 3 år… Hvad fanden er der galt med mig?!

Det gik op for mig at jeg var nødt til at kigge indad. Jeg var nødt til at “får styr på mig”. Tage mig af mig.
Den rejse og de opdagelser jeg gør på min vej, deler jeg med dig her. Så alt hvad du kan læse om personlig udvikling på denne blog har afsæt i min egen personlige udvikling og mine egner erfaringer og (aha-)oplevelser.
Indlæggene drejer sig om alt lige fra at komme sig over kærestesorg, til at deale med svære ting i både arbejdsliv, privatliv og venskaber, men særligt med håndtering af alt det der foregår inden i.
Inde i mig.
Inde i dig.
Inde i os alle.
Vores tanker og følelser.

Tankerne og følelserne styrer os mere end man måske skulle tro og de sætter dagsordenen for vores virkelighed.

Det års tid der nu er gået fra min absolutte nedtur til nu har været en sindssyg rejse. På godt og på ondt. Og når man læser på bloggen så vil man måske tænke at det mest har været “på ondt”, men det er faktisk ikke sandt.
Det forstår jeg nu.
Det der ikke måtte ske, skete.
Og det skete fordi det skulle ske…
Det var nødvendigt.
For mig.
Og for ham…

Måske har du læst hvor langt ude jeg var, og hvordan jeg tog al skyld på min kappe, samtidig med at jeg var smurt ind i min egen rolle som offer: Det var dybest set mine forældres skyld at jeg havde det så dårligt som jeg havde og at jeg var blevet det menneske jeg er blevet og at jeg havde de “fejl og mangler” jeg havde og at jeg ikke forstod at værdsætte kærlighed og tryghed.
Det var deres skyld at jeg ikke kunne elske og blive elsket.
Det var deres skyld at jeg blev destruktiv når det gik mig godt, når jeg mødte kærlighed, når nogen virkelig ville mig.
Det var deres skyld, fordi jeg aldrig havde følt mig elsket og værdsat i min opvækst og derfor slet ikke kunne finde ud af det når jeg blev det som voksen.
Jeg havde ikke lært det.
I alle mine forhold har jeg med tiden opbygget en destruktiv adfærd som med sikkerhed ville ødelægge alt det gode…
Fordi jeg ganske enkelt ikke kunne være i det…
Jeg kunne ikke finde ud af at have det godt…
Og værst af alt: Jeg elskede ikke mig selv.

Og måske er det deres skyld…
Jeg er jo ikke vant til at blive elsket ubetinget…
Jeg er jo ikke vant til at have det trygt og godt…
Jeg er jo ikke vant til at blive lovprist og beundret…
Og sjældent -om nogensinde- er jeg blevet mødt med stolthed eller ros fra mine forældre.
Og vist har det været hårdt…
Vist er jeg mærket…
Og nu er det det jeg kender…

At have det skidt og føle mig uønsket og uelsket er det jeg er vant til…
Det føles trygt og rigtigt… (Paradoksalt nok)
Men hvad kan jeg gøre ved det?!
Kan jeg spole tiden tilbage og gøre fortiden ugjort?
Kan jeg glemme den?
Kan jeg viske den ud?
Næh… Det kan jeg ikke…
Så hvad så?
Ja, hvad så…

Det er tid til at tage mit liv i mine hænder.
Har jeg lyst til at føle mig skyldig over at forholdet ikke holdt?
Har jeg lyst til at gå og banke mig selv i hovedet med det?
Har jeg lyst til at smadre endnu et forhold i nær fremtid?
Har jeg lyst til at være ulykkelig og plages af lavt selvværd og dårlige tanker om mig selv?
Har jeg lyst til at gå og være ked af det?
Har jeg lyst til rende rundt og være negativ?
Næh…
Det har jeg ikke…

Så tror jeg det er på tide at jeg får lavet om på det.
Så er det på tide at stoppe med at hænge alt op på den knage der hedder ”det er mine forældres skyld” og ”jeg ikke kan gøre for det”.
Det har jeg gjort i 42 år og jeg er ikke rigtigt kommet videre!

Gu’ kan jeg da ej gøre for det, men jeg kan gøre noget ved det!
-Og det er lige præcis det jeg har gjort her i det forgangne år der nu er gået siden aborten og den smertelige optakt til bruddet.

Jeg kan nærmest ikke begynde at fatte alt det der er sket. Med mig. Med mit liv. Det er den vildeste udvikling, og jeg er helt opslugt af at dele den med andre, for det jeg har oplevet på denne rejse, det under jeg alle at opleve på deres.

Det kan nok være svært at se fornuften i at det virkelig skulle være nødvendigt at komme helt derud hvor jeg var, før jeg gjorde noget.
Men faktum er desværre at sådan er det for mange.
Rigtigt mange.
Vi skal heeeeelt ud på kanten før vi virkelig får erkendt, “okay, nu er jeg nødt til at gøre noget ved mit liv”.
Nogle erkender det aldrig. De fortsætter i offerrollen og føler at ”alt og alle er imod dem”. Alt bliver ”gjort imod dem” og at de er ufrivillige, hjælpeløse , uskyldige ofre for hvem alt livets materie og bærme bare regner ned over dem og deres tornede landevej kaldet livet.
Det er trist.
Jeg ved det, for jeg har selv været sådan en.

Og flere gange -både som teenager og voksen- forsøgt at gøre en ende på mit kummerlige lorte-liv!
Men nu står jeg så her, og ved at have ændret -radikalt- på den måde jeg ser på ting, har de ting jeg ser på ændret sig.
Radikalt.
Vi burde tage aktion og gøre noget når vi er glade, lykkelige og har overskud. Det er dér vi burde arbejde med os selv, med den måde vi opfatter ting på, med vores mindset og med vores personlige udvikling.
Men vi gør det bare ikke, ”for der er det jo ikke nødvendigt”.
Tror vi.
Det er som at børste tænder. Du får huller i tænderne hvis du ikke gør det. Og når først du har fået huller, så skal du have hjælp fra tandlægen til at fikse det, og det kan blive en bekostelige og langvarig proces, afhængigt af hvor længe du har undladt at pleje dine tænder.
Hvis du derimod forebygger, ved at børste dine tænder grundigt, bruge tandtråd og huske at møde op til de halvårlige tjek, så er sandsynligheden for at du får huller, ret lille.
Ikke sandt?

Nogle får gjort noget ved det, men gør det kun i en periode, indtil de er ovenpå igen. Når så man er ovenpå igen, så behøver man jo ikke gøre mere.
Er tanken.
Men det er en dum tanke.
Og helt forkert.
Det er i hvert fald tilfældet for mig.
Jeg har nemlig gjort det på den måde.
For det er jo ikke sådan at jeg har gået igennem livet og totalt ignoreret at jeg havde nogle issues. Jeg har gået til adskillige psykologer, startende i slutningen af mine teenageår.
Men jeg er aldrig kommet helt ud over rampen. Jeg er aldrig nået derind hvor det ændrede på noget som helst.

Der er aldrig nogen der har lært mig at elske mig selv.

Der er ikke nogen eller noget der har hjulpet mig til at indse at jeg sad fast i en offerrolle.
Ingen har vist mig hvor meget helt simple vejrtrækningsøvelser kan gøre at jeg får det bedre når jeg bliver angst, ked eller ophidset.
Der er heller ingen der har fortalt mig hvordan jeg styrer mine tanker når de løber af med mig, hvilket har resulteret i at jeg har tænkt og tænkt og blot fået det mere og mere dårligt.

Jeg har søgt hjælp utallige gange, men jeg har ikke fået de rette værktøjer til at deale med min svære opvækst…

De værktøjer har jeg fået nu. Fordi jeg aktivt selv har opsøgt dem.
Jeg nøjedes ikke med indlæggelsen på psykiatrisk eller de bevilgede psykologbesøg jeg fik fra hhv min fagforening og min sundhedsforsikring.
Og gudskelov for det, for de førte -som sædvanligt- ingen vegne.
Ikke et ondt ord om psykiatere eller psykologer, men de har bare aldrig været i stand til at hjælpe mig, og jeg har immervæk set nogle stykker efterhånden.

Det handlede om at finde en form for terapi der passede til mig.
Noget der virkede.
Noget der rykkede mig op med rødderne og satte mig ned i en ny potte med nyt lækkert muld som jeg kunne gro og vækste i.

At sidde og trampe rundt i min traumatiserende barndom hjalp mig ikke, det re-traumatiserede mig…

En veninde tog fat i mig da jeg havde det allermest forfærdeligt og sagde at jeg skulle besøge hendes hypnoterapeut, ikke noget jeg selv nogensinde ville have fundet på, jeg tror min idé om hypnose var at det var lidt for ”hokus-pokus” til mig, men jeg var så langt nede at jeg var åben for hvad som helst.
Det er jeg taknemmelig for den dag i dag, for hos hypnoseterapeuten der skete der altså ting og sager!

Jeg fik en masse god inspiration til bøger jeg kunne læse, nyhedsbreve jeg kunne modtage, selvhypnoser jeg kunne foretage osv, og det satte en lavine af selvudvikling i gang hos mig.

Jeg var faktisk allerede selv begyndt så småt efter at have set dokumentaren “Jeg vil være Ole Henriksen” på TV2. Og det var før hele min verden styrtede sammen. Og altså før min eks forlod mig. Dokumentaren inspirerede mig meget og jeg købte den bog de omtalte, “Rewire your brain” af John B. Arden.

Og min lillebrors eksmand fortalte mig om Peter Levine’s bøger om barndomstraumer og hvordan man får bugt med dem og får dem “ud af kroppen” so to speak.

Og de bøger har gjort underværker. Men jeg var længe om at læse dem. Det er svært at koncentrere sig om at læse når man er helt ude af flippen, og når man ikke får søvn nok, og ikke får spist nok eller spist rigtigt for den sags skyld.
Jeg er i forvejen ikke ligefrem nogen bogorm, så det går pænt langsomt.
Så jeg gjorde noget andet, og en af de ting jeg gjorde var at starte med at lytte til TED Talks.
(Hvis du ikke kender til dem, så gør dig selv den tjeneste at søge på “TED talks” på YouTube)
Jeg startede med at søge på “TED talks about heartbreak” og jeg fandt mange vidunderlige, fantastiske TED Talks omkring dette, og når man har lyttet til noget på YouTube, så er det jo sådan at der kommer en række forslag til hvad man kan se/lytte til i samme boldgade.
Og wauw… Jeg er virkelig stødt på mange fede ting. Jeg har flere hundrede videoer gemt på min YouTube profil som jeg skal se/høre.
Og jeg gør det!
Dagligt lytter jeg til inspirerende YouTube videoer.
Dagligt.
Ikke bare dengang jeg var ked af det, men også nu!
Jeg gør det hver evig eneste dag.
Hver evig eneste dag!!!
Det er blevet en vane.
Jeg har dem i ørene når jeg kører i bil eller på cykel, når jeg laver mad, når jeg arbejder, når jeg går i bad sætter jeg min højtaler til og lytter der også, og gerne også før sengetid enten når jeg ligger på sofaen eller i sengen.
Jeg fandt ud af at det med at lytte var et rigtigt godt alternativ til at læse, for mig. Jeg får lyttet. Jeg får skamlyttet. Jeg er ikke nær så god til at få læst. Men det vil jeg gerne blive bedre til, og jeg har faktisk allerede læst en del.

Jeg er ved at skrive en e-bog om alt hvad jeg har gjort for at få det bedre og her vil du få en liste over alle de bøger jeg har læst og alle de YouTube kanaler jeg selv ser og abonnerer på.

Udover fede TED talks og hvad jeg ellers kan finde af inspirerende kilder på YouTube, så begyndte jeg også at købe lydbøger om selvhjælp.
De lydbøger har vendt op og ned på mit liv.
Intet mindre.

En af de bøger jeg har lyttet til er “You can heal your life” af Louise Hay, og en anden er “Infinite possibilities” af Mike Dooley. Desværre findes lydbøgerne sjældent på dansk, så hvis man ikke er så god til det engelske, så må man nøjes med bøgerne.
De er alle oversat til dansk.

I min e-bog vil du også kunne finde en litteraturliste over bøger der er værd at læse og lydbøger der er gode at lytte til uanset hvor i livet du er.

Nå, men nu til sagen, for jeg har jo længe lovet at komme med den cliffhanger som jeg efterlod Jer med i en tidligere blogpost.
Det, jeg skrev om i den blogpost var den modstand man kan have på at få det bedre.
Ja, det lyder måske lidt tåbeligt. For vi vil sgu da allesammen gerne have det bedre, ikke?
Men du kender det sikkert godt.
Jeg gør i hvert fald.
Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden:
Jeg har i mine mange lydbøger, YouTube videoer og TED talks hørt hvor meget godt det gør for en at begynde at meditere.
Og jeg vil gerne.
rigtigt gerne endda.
Men jeg gør det ikke.
Jeg deltaget i mange fantastiske meditationsworkshops hvor jeg lærer hvordan man gør, og bliver forsikret om at det er okay når mine tanker vandrer og jeg får værktøjer til hvordan jeg samler tankerne igen.
Jeg får indsigt i hvor mange fordele der er i at begynde at mediere hver morgen inden jeg står op og hvor megen indre fred og ro jeg kan opnå ved det og hvad denne fred og ro har af fantastiske “bivirkninger” på min krop og min sjæl.
Og ikke mindst på alt det negative, triste og dårlige tankemylder der ikke tjener mig godt.
Og alligevel får jeg det ikke gjort.
Hvorfor!?
Fordi jeg har modstand på det.
Og med modstand mener jeg ikke at jeg ikke vil.
Eller at jeg tænker det er noget forpulet vrøvl der er for fjollet til mig.
Tværtimod.
Jeg ser kun alle fordelene og jeg vil rigtigt, rigtigt gerne.
For jeg vil jo gerne have det godt.
Og jeg vil gerne have indre fred.
Så hvorfor fanden gør jeg det ikke bare???
Jeg ved det ikke…
Jeg ved det virkelig ikke…
For det er jo ikke ligefrem fordi det er svært at sætte uret 15 min før og så bare gøre det?
Jeg kan oven i købet lytte til en guidet meditation.
Den kan jeg jo bare finde på YouTube.
Eller jeg kan bruge en af de utallige apps jeg har købt til formålet.
Men jeg gør det fandenfisemig ikke.
Og se dét er modstand.
Ikke uvilje.
Men modstand.
Uforklarlig modstand…
Og så alligevel ikke:

95% af alt hvad vi gør styres af vores underbevidsthed, og vores underbevidsthed er “vanedyr”.
Underbevidstheden påvirkes af “billeder” og repetition.
Jo flere gange du gentager noget, jo dybere forankres det i din underbevidsthed.
Du bliver programmeret så at sige.
Du skaber en vane.
Og programmeringen/vanen sætter sig i kroppen. Så kroppen husker for dig. Du behøver ikke længere huske tallene i din dankortkode, de sidder i fingrene.
Du skal bare have tastaturet fra dankortterminalen og så taster du bare, uden at tænke over det.
Men hvis nogen har byttet om på tallene på terminalen, så går det op i hat og briller.

Hvis du ikke er vant til at træne, men gerne vil. så vil du måske opleve modstand på det, og selvom du gerne vil i gang, så finder du altid undskyldninger for hvorfor du ikke lige kan komme i gang i dag.
En klassiker som mange nok kender til.
Lige så snart du så vil “prøve noget nyt”, så vil du kunne mærke denne her mærkelige modstand i kroppen.
Den der finder på undskyldninger og overspringshandlinger.
Den der ikke for ting gjort.
Den der hjertens gerne vil, men bare ikke får det gjort.

Det er den modstand jeg oplever når jeg gerne vil meditere…

En af de ting jeg har lært er, hvor stor en kraft mine egne tanker har, og hvor meget magt de har over mig og hvordan jeg lever mit liv. Over hvordan jeg opfatter mit liv.
Jeg besluttede mig for at jeg skulle prøve det af om der var noget sandhed i alt det her med at mine tanker skaber min virkelighed.
For hvis det er sandt, så kan jeg jo lave om på rigtigt mange ting i mit liv.

Så kan jeg vel nærmest få alt hvad jeg ønsker mig?

Nu skal det her ikke blive for højtflyvende og hokus-pokus agtigt, så derfor vil jeg komme med nogle eksempler fra mit eget liv.
Første gang jeg oplevede at der var noget om snakken var efter en session hos hypnoterapeuten. Udover 1 times hypnosesession, brugte hun forud for den en hel time på at snakke med mig. Om alt det jeg gik og tumlede med. Min abort, mit knuste hjerte, min boligsituation, min økonomiske situation. Alt. Og hun bragte masser af håb. Og jeg husker at hun hele tiden afsluttede sine opmuntrende og motiverende sætninger med “Det er dér vi skal hen!”.

Og jeg var med hende hele vejen.
Gu’ var det dér vi skulle hen!
Hver gang jeg tog hjem fra hypnoseterapi følte jeg mig opløftet, motiveret og på bedre tanker.
Meget bedre tanker.
Noget helt andet end når jeg havde været til psykolog, hvor jeg følte mig tung, trist og forgrædt når jeg gik derfra.
En af gangene var jeg virkelig glad og opløftet da jeg gik fra hypnoterapeuten, og jeg tænkte “det skal sgu nok gå, der skal nok komme kunder” (Jeg havde svært ved at få min freelance fotograf virksomhed til at løbe rundt, hvilket jo nok hang sammen med hvordan jeg havde det på det tidspunkt!!! Det giver god mening nu…) og jeg var ét stort smil og følelsen af glæde og optimisme var helt oprigtig.
Jeg tog over på en café i nærheden for at drikke mig en kop the og spise en sandwich og bare nyde resten af dagen. Da jeg kom ind på caféen og havde fået bestilt, satte jeg mig godt til rette med min tlf.
Der var tre ubesvarede opkald, og der var blevet efterladt beskeder alle tre gange, så jeg aflyttede beskederne.
Det var -minsandten- tre potentielle kunder. “Yes mayn!”
Jeg ringede dem op og to af dem endte med at blive til jobs!
Jeg blev nærmest euforisk og besluttede mig for at tage med til et lille cocktailarrangement jeg var inviteret til senere samme aften -som jeg ellers ikke havde haft lyst til at tage med til- og jeg fór ud og forkælede mig selv med et nyt sæt undertøj og en ny kjole.
Ja, mindre kunne jo ikke gøre det.
Og jeg havde nærmest ikke en klink. Og den mønt jeg havde, blev brugt på hypnoterapi!

😀

Dumt vil nogen måske mene, men sandheden er, at jeg kom aldrig til at mangle de penge jeg brugte på det tøj…
Da jeg tog ind til festen den aften, tog jeg bilen. Det gjorde jeg på trods af at det var inde midt i KBH hvor sandsynligheden for at finde en p-plads er nærmest li nul.
Men jeg sagde til mig selv, “jeg finder en plads” og gentog det flere gange mens jeg smilede og følte glæden ved den fundne p-plads, allerede inden jeg tog hjemmefra.
Latterligt?
Måske.
Men fandt jeg en p-plads!?
Yup!
Uden at lede.
:-O
Yup!

En anden ting jeg har oplevet var noget større end at finde en p-plads.
I forbindelse med bruddet med min eks blev min økonomi lagt fuldstændigt i ruiner. Det handlede selvfølgelig også om at jeg havde en down-periode hvor der ingen jobs kom. Sjovt nok i samme periode hvor jeg gik og var negativ og ulykkelig.
Så snart jeg kom på bedre tanker og generelt fik det bedre med mig selv begyndte de gode jobs at komme.
Uden at jeg gjorde noget for det.
Ligesom der heller ikke var noget jeg havde undladt at gøre eller gjort anderledes da de udeblev.
De udeblev bare.
Lige pludselig så jeg mig selv sende jeg tilbud på fotograferinger for Bosch og Maersk og efterfølgende vinde opgaverne!
Bare sådan.

Lad mig komme med et andet eksempel:
I en af mine lydbøger havde jeg hørt Mike Dooley snakke om at man er nødt til at ændre sit mindset omkring de ting man ønsker at ændre på. Hvad enten det er kærlighedsliv eller økonomi.
Og jeg sad her med en total lorteøkonomi der betød at jeg var nødt til at lukke mit ApS og i stedet fortsætte med en enkeltmandsvirksomhed som jeg havde gjort det før jeg mødte min eks. (Jeg havde stiftet ApS’et for at være bedre stillet mht barsel og den slags).
Det var min revisor der rådede mig til at lukke ApS’et.
Jeg fik aldrig helt fat på hvorfor det ikke var så smart at have ApS’et og i stedet køre biksen som enkeltmandsvirksomhed, for jeg var helt ude i tovene, men jeg rettede bare ind til højre og gjorde som han sagde.
Det betød at min pension skulle ændres og en masse andre besværlige ting, og mit pensionsselskab tog sig tre måneder til at lave rettelsen, så en dag fik jeg lige pludselig tre girokort á 5000,- kr ind ad døren alle sammen til betaling 1/8-15 eller hvornår det nu var.
Ja, hvad tro de selv?
Jeg har sgu da ikke 15.000,- klik jeg lige kan betale.
For jeg havde naturligvis ikke lagt de 5000,.- til side hver måned i de tre måneder.
Sådan spiller klaveret ikke hjemme i Hannes bogholderi.
Men det kunne da -også- være noget jeg skulle lære…
Nå, men jeg ringede derind men der var ingen kære mor, og hvis jeg ikke kunne betale så måtte jeg opsige min pension og forsikring.
WTF!?

Netop som jeg sidder der med mine tre girokort, så hører jeg et afsnit af Infinite Possiblities hvor Mike Dooley siger at for at ændre hans mindset havde han været nødt til at ændre på de ting han gjorde og de ting han købte.
Som i, at hvis jeg har et “fattigdoms-mindset” så er det det der er min virkelighed, og bliver ved med at være min virkelighed.

Fordi mine tanker -og dermed mit mindset- bliver min virkelighed.
Så den virkelighed jeg lever i nu og her, er et resultat af de tanker jeg har haft.
For woo-woo til dig?
Det var det også lidt for mig, men hæng på lidt endnu.

Mike Dooley fortsætter: … En dag hvor hans skulle flyve fra et sted i USA til et andet for at holde et foredrag, så havde han købt flybilletter til første klasse. Også selv om han ikke lige syntes han havde råd. Og på trods af at der ikke havde været særligt mange tilmeld til det her foredrag.
Men han insisterede på at han var en stor og berømt foredragsholder og at sådan nogle fløj på første klasse. Og lad mig lige tilføje at han på daværende tidspunkt altså endnu ikke var en stor og berømt foredragsholder.  Hence den sølle tilmelding.

Han understregede dog at man ikke skal gå ud og bruge en masse penge man ikke har. Naturligvis ikke. Han havde pengene til flybilletten på første klasse, men hvis han købte dem ville økonomien være temmeligt stram resten af måneden.
Men han gjorde det. Og det gav ham følelsen af at være en stor og vigtig foredragsholder.

Nu sad jeg så der med mine tre girokort. Jeg havde betalt det ene, for det kunne jeg lige overkomme, men hvis jeg betalte de to andre var jeg ikke sikker på om jeg ville have penge nok til resten af måneden, og hvis der nu ikke kom jobs ville jeg ikke have til huslejen næste måned osv.

Men så tog jeg en beslutning…

Jeg besluttede KUN at bekymre mig om nuet. Lige nu og her.
Ikke om hvad der ville mangle om 14 dage.
Ikke om hvad der ville mangle til den næste første.
Kun om hvad der var til lige nu og her.
Jeg tænkte over det i et par dage. Jeg tænkte at der selvfølgelig nok skulle komme jobs og at alting nok skulle løse sig, for det plejer det jo.
Til sidst følte jeg mig overbevist.
“Jeg gør det fandme”.
Så jeg loggede ind på netbank og betalte de sidste 10.000,- kr.
Dumt?
Måske…
Men faktum er, at jeg kom aldrig til at mangle de penge…
Det løste sig.
Tilfældigt?
Muligvis…
Dunno.
Men en ting er sikkert, jeg er villig til at eksperimentere meget med denne her filosofi om at mine tanker og mit mindset faktisk er med til at styre rigtigt meget af den virkelighed jeg oplever.
Hokus-pokus?
Det er meget muligt…
Men hvad nu hvis det ikke er?
Hvad nu hvis det passer?

Og det skader mig jo ikke at tænke i mere positive baner og tænke lidt højere tanker om mig selv og min formåen.
Og mest af alt, at lade være med at bekymre mig om ”frygtelige scenarier” som måske aldrig sker.
Det er ret befriende.
Det er bestemt ikke nemt, for det er ret indgroet i mig at bekymre mig om hvorvidt jeg har til regningerne.
Sådan er det for rigtigt mange. Vi bekymrer os om ting der ikke engang er sket endnu.
Mange af bekymringerne er nogle vi har ”overtaget” fra andre, blandt andet vores forældre.
Nogle af dem bygger selvfølgelig også på bitre erfaringer.
Men man skal huske at blot fordi man har stået i en situation engang, hvor man ikke havde til regningerne eller hvad det nu måtte være, så er det jo ikke sikkert at det nogensinde sker igen.

Lad mig komme med et sidste eksempel:
Da min kæreste og jeg gik fra hinanden der stod jeg pludselig uden et sted at bo. Heldigvis havde jeg købt et bolig-garantibevis dengang vi flyttede fra min lejlighed.
Det betød at jeg kunne vende tilbage til boligselskabet og at de så var forpligtede til indenfor 3 måneder at skaffe mig en lejlighed tilsvarende den jeg havde før, i samme bebyggelse.
Ret heldigt at jeg havde gjort det.

Den lejlighed jeg havde før havde jeg selv sat tip-top i stand, og jeg havde fået nyt køkken i, købt opvaskemaskine og hvidmalet alle paneler, dørkarme og vinduer som ellers ”leveres” fra udlejer i mørkgrå og bordeaux-rød. Lejligheden lå på 6. sal hvilket jeg var vildt glad for da jeg er lidt af en sucker for lys.
Men… Den lejlighed jeg så fik med mit bolig-garantibevis lå kun på 2. sal. Køkkenet var fra 1979 og jeg kunne ikke få sat et nyt køkken i ”for det gjorde de ikke mere”, og jeg havde ikke råd til at sætte den i stand på samme måde som jeg havde gjort med den gamle og heller ikke hverken overskud eller råd til at få hvidmale alt træværket.

Så selvom lejligheden var ”tilsvarende” i størrelse, så var den slet ikke tilsvarende i lys og lækkerhed.
Jeg var synderknust.
Og bitter.
Jeg skrev endda et blogindlæg -som jeg dog aldrig udgav- der hed ”Mørke Rum”, hvor jeg beskrev hvor hæsligt og mørkt jeg synes der var i mit nye hjem.
Og ikke nok med at der var mørkt og grimt, lugten af cigaretrøg fra underboen trængte også op i min lejlighed, og jeg er ikke-ryger og bryder mig bestemt ikke om at komme hjem til en lejlighed der stinker af værtshus.
Jeg var ked af det.

Jeg kontaktede boligselskabet vedrørende cigaretlugten i min lejlighed og de sendte en vicevært som prøvede at fuge lidt her og der, men det hjalp ikke.
Jeg skrev til boligselskabet om ikke jeg kunne få lov til at blive skrevet op til en anden lejlighed, men dét kunne der ikke blive tale om, for så skulle jeg have boet her i mindst to år, og det talte ikke at jeg havde boet her før i næsten 4 år!

Jeg lover Jer for at jeg var nedtrykt.
Og ærgerlig.
Ærgerlig over nogensinde at have forladt min gode gamle lejlighed, og så for sådan et r**hul der bare svigter mig…
Offerfrakken igen.
Alt var andres skyld.

Men en dag tog jeg en beslutning.
Jeg var simpelthen nødt til at få det bedste ud af det. Jeg var nødt til at skabe mig en base jeg kunne lide at komme hjem til.
Med lidt planter, lyskæder og stearinlys lykkes det mig at skabe en god og rar stemning og jeg fik samtidig også ryddet ud i tøj og ting.
Virkelig fedt.
Jeg begyndte at fokusere på alt det gode. Tænke gode tanker om mit hjem. Droppe at fokusere på røglugt, mørke, gamle køkkener og grimt, gråt træværk og i stedet fokusere på hvor heldig jeg var at jeg trods alt havde et dejligt hjem og at jeg havde fået gjort det rigtigt hyggeligt og rart.
Pludselig en dag får jeg en mail, helt ud af blå luft, den er fra boligselskabet og de skriver at jeg godt kan blive skrevet på den interne venteliste til en anden lejlighed alligevel.
Jeg kunne nærmest ikke få armene ned, og inden jeg havde set mig om lå det første tilbud i postkassen.
Jeg tog op og så på den ny-tilbudte lejlighed som lå på 3. sal, så det var da lige et nøk højere op mod lyset end den jeg havde.
Den der tager imod mig da jeg kommer for at se lejemålet er sønnen til den ældre dame der havde boet der og som nu var kommet på plejehjem.
Han spørger nysgerrigt hvorfor jeg var interesseret i denne lejlighed, når den har samme størrelse som den jeg selv havde. Jeg fortalte ham om lugtscenerne fra underboen og så griner han og siger at det er det samme i denne lejlighed, bare med lugten af karry.
Jeg åbner døren til den lukkede altan -hvor lugten fra de andres lejligheder ofte er værst, og ganske rigtigt, der lugter virkelig meget af indisk restaurant.
Som jo normalt er en dejlig nok duft, bare ikke inde i ens lejlighed.
Hver dag.
Hele dagen.
Desuden havde også denne lejlighed et køkken fra 1979 og gråt og bordeauxrødt træværk…
Jeg så det for mig, at jeg skulle igennem hele mareridtet en gang til for at få lejligheden til at se tålelig ud, og jeg vidste at den ikke ville være særligt meget lysere end den anden og ikke nok med det ville jeg igen få problemer med lugtscener, bare med karry i stedet for cigaretter.
Øv…
Jeg havde ikke lyst til at sige ”ja tak” til den lejlighed.
Men jeg var også bange for at boligselskabet så ikke mente at mit problem med cigaretrøgen så kunne være så ”alvorlig” hvis jeg sagde ”nej tak”.
Så jeg var bange for at de så ville slette mig fra ventelisten.
Jeg ringede derind dagen efter og spurgte om jeg kunne sige ”nej tak” uden at blive slettet, og selvfølgelig kunne jeg det, ligesom alle andre på den interne venteliste kan jeg sige ”nej tak” tre gange før jeg bliver slettet.

Så jeg sagde ”nej tak”.
Jeg måtte have lidt is i maven.
Jeg fortsatte med at tænke gode tanker og allerede dagen efter lå et nyt tilbud om en lejlighed, En 6. sals lejlighed.
Jeg begyndte allerede at få glade sommerfugle i maven og jeg ringede lynhurtigt til den der boede i lejligheden, for at komme op og se den.

Og det syn der mødte mig var ubeskriveligt!

Den var hvidmalet OVER DET HELE, der var nyt køkken i, den var sat pænt i stand, der var opvaskemaskine, vaskemaskine og så lå den jo altså på 6. sal!
Jeg blev helt euforisk, og jeg tænkte at NU skal jeg fanden tag mig eksperimentere lidt med det her ”koncept” der hedder at det man tænker skaber man og det man føler tiltrækker man.
Det vil sige at jeg skulle altså have følelsen af allerede at have fået lejligheden.
Den er måske lidt svær kunne man tænke, for jeg anede jo intet om hvor mange der stod før mig på listen.
Men da jeg gik derfra så lavede jeg winning-poses med armene i vejret og jeg nærmest dansede tilbage til min egen lejlighed i lallegladt gadedrengehop, og da jeg kom ind ad døren slog jeg armene ud og skreg i glædesrus til mine to forskrækkede katte ”Juhuuuuu! Døve-Mis og Høre-Mis! Vi skal flytte! Yaaaaaaaaaaaaaiiiiiiiiiii! Vi skal flytte! Vi skal bo i en dejlig lejlighed med masser af lys og med opvaskemaskine og hele pivtøjet! Juhuuuuuuuuuu!”

10 dage senere fik jeg svar.
Lejligheden var min.
Og her bor jeg nu.
Og jeg er ovenud lykkelig!!!

Havde jeg fået muligheden for at komme på venteliste hvis jeg havde fortsat min bitre tilgang til det hele?
Det ved jeg sgu ikke.
Måske.
Havde jeg fået min nuværende dejlige lejlighed hvis ikke jeg havde teet mig helt lallegladt som om jeg allerede havde fået den og som om jeg nærmest også havde vundet i Lotto oveni?
Ved det ikke.
Måske.

Men hvad jeg ved med sikkerhed er, at de tanker og følelser jeg havde da jeg gjorde min røglugtende lejlighed hyggelig, og de tanker og føleler jeg havde efter at have set 6. sals lejligheden, var meget rarere at have!
Meget mere rart at være positiv end bitter.
Meget mere rart at være lalleglad og lade som om den var i hus, end at være bekymret og frygte at den ikke var i hus.

Kan du se hvor jeg vil hen?
Lige pludselig har jeg skabt et meget bedre miljø for mig selv.
Det var et bevidst valg jeg traf.
Jeg kunne også have valgt at fortsætte med at være ked af det og bitter, men jeg valgte noget andet.

Det jeg også har lært af alt det her er, at det er vigtigt at mit mindset matcher mit mål.

Hvis mit mål er at få en bedre økonomi, så kan det ikke nytte noget at jeg går og siger højt at jeg aldrig har råd til noget, eller at jeg går og tænker at der nok ikke kommer jobs nok.
Og hvis jeg har et mål om at finde mig en kæreste, så kan det ikke nytte noget at det eneste jeg fokuserer på er at “alle de gode er optagede” og at “det er umuligt at møde en” for så matcher mit mindset ikke mit mål!

Og når jeg tænker tilbage på mine ti år som single, så var det netop det der var problemet.
Jeg fokuserede kun på at der ikke var nogle steder jeg kunne møde nogen, og at de altid var optagede når jeg så endelig stødte på en der var interessant, og at datingsider kun var fulde at freaks og at mænd i øvrigt også bare var nogle dumme svin, osv. osv. osv

Ikke ligefrem et mindset der matcher målet om at finde en kæreste.

Så derfor handler det nu om at få styr på mindsettet.

Og jeg øser selvfølgelig ud af mine erfaringer og prøvelser i kommende indlæg her på bloggen.

I næste indlæg vil jeg fortælle om endnu en ret sindssyg ting der ”lige skete” og som i mine øjne skete fordi jeg ser helt anderledes på verden nu…

<3 Hanne

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply