Hej
Så er Søndags-Supporten tilbage i din indbakke 🙂 ❤
Og jeg fortsætter lidt hvor jeg slap sidst.
Skam er nemlig et super vigtigt emne, fordi skammen ødelægger mange ting for os; den får os til at gøre ting vi ikke har lyst til, eller blokerer os fra at gøre ting vi har lyst til.
Den forhindrer os også i at vise os som de fulde, hele mennesker vi er.
Det er skammen der gør at vi ikke fortæller alt om os selv, og skammen der gør at vi hele tiden vender den polerede overflade udad og skjuler eller dækker over resten.
Når vi gør det -altså kun vender den pæne side udad- så er vi ikke autentiske.
Vi er ikke os selv.
I hvert fald ikke 100 %.
Vi ”er” kun noget af os selv. Udadtil.
Det værste er, at vi sender et signal til os selv om at vi ikke accepterer os selv fuldt og helt, hvilket blot styrker trangen til at gemme den skamfulde del væk, hvilket igen sender endnu kraftigere signaler til os selv om at den del af os selv er forkert, uværdig og uønsket.
Det er faktisk derfor jeg deler alt ”mit lort” med dig læser, både fordi det -forhåbentlig- kan hjælpe dig, men også fordi det faktisk er et led i også at hjælpe mig selv til bedre at acceptere mig selv som jeg er, med alt hvad jeg er, gør, siger, tænker og står for, og det er samtidig et værktøj til at afmystificere alt det jeg gik og troede jeg var alene om.
Du kan gøre det samme.
Ved at dele ”dit lort” med dem du stoler på, i stedet for at gemme det væk.
Du vil blive overrasket over hvordan de langsomt vil begynde at åbne op over for dig også, og du vil næsten uundgåeligt skabe stærkere og tættere bånd med de mennesker der gengælder din åbenhed med en tilsvarende åbenhed.
Sidste søndag snakkede jeg om det her med at skammen stjæler min frihed til at sige fra, og min frihed til at sige det der falder mig ind.
I dag vil jeg gå videre med to andre punkter som jeg selv oplever at skammen stjæler fra mig:
Nemlig min frihed til at stå op for mig selv, og mit frihed til at vælge.
Når mennesker jeg holder af bliver behandlet dårligt, så er jeg der som en løvinde og skal nok vise gerningsmanden tænder!
Jeg vil til enhver tid stå op for folk der bliver udsat for uretfærdighed og dårlig behandling, særligt hvis det er nogen jeg holder af, eller hvis det er nogen der er svage og ikke selv kan forsvare sig, så skal jeg nok slå kløerne i ”de onde”, brøle og hvæse højlydt af dem!
Men når det er mig selv der bliver udsat for uretfærdighed eller dårlig behandling, så er sagen pludselig en helt anden…
Så klapper jeg som regel i som en østers…
…Og lader det ske…
Lige som jeg beskrev i sidste Søndags-Support, hvordan min evne til at sige fra var fuldstændigt lammet.
Det er lidt i samme boldgade det her.
Jeg lammes og bliver ude af stand til at stå op for mig selv…
Somme tider kan jeg sagtens gå til modangreb, men det hjælper mig kun sjældent, og det styrker faktisk min skam når jeg gør det.
Hvorfor?
Fordi jeg har lært, at hvis man reagerer aggressivt -hvilket et modangreb jo er- så er det fordi der er ”noget om snakken”.
Så selvom det, i det øjeblik hvor jeg går til modangreb, kan føles rigtigt fedt, så har det desværre den bivirkning, at jeg bagefter blot har det endnu værre med mig selv.
Okay, lad mig lige forklare hvad der foregår inde i mit hoved:
Det der med at der er ”noget om snakken” hvis man reagerer voldsomt på noget, det er lidt et tveægget sværd; fordi, det kan sagtens være at der netop er noget om snakken, men det kan også være at vi bare er overbevist om at der er noget om snakken.
Og hvad er så forskellen på de to?!
Det skal jeg sige dig, det første, det er en ”rigtig” sandhed, det andet, det er det vi går og tror er sandheden.
Så helt enkelt ser det således ud:
Hvis nogen siger til mig at jeg er grim, og jeg reagerer voldsomt på det, så er det:
ENTEN fordi jeg rent kulturelt set, vitterligt ikke har særligt pæne og attraktive træk og jeg selv er klar over det og ikke har accepteret det (taget ejerskab over det)
ELLER fordi jeg inde i mit eget hoved selv går og tror (altså, er overbevist om) at jeg ikke er smuk og attraktiv.
Så der kan altså være ”noget om snakken” enten i sandhed, eller i egen overbevisning.
Og vi kender jo ikke selv forskellen. For når vi er overbeviste om noget, så tror vi jo fuldt og fast på at det er sandt. Det er ikke engang oppe til debat.
Så reaktionen vil være den samme, hvad enten det er en reel sandhed, eller det blot er en begrænsende overbevisning som i virkeligheden ikke er sand.
Derfor er det super vigtigt at vi begynder at lære sandheden om os selv at kende, og ikke mindst at vi accepterer den, tager ejerskab over den og står op for den!
Når vi gør det, så punkterer vi totalt andres mulighed for at beskæmme os.
Et godt eksempel på en mand der totalt har taget ejerskab over sin egen mangel på ”klassisk skønhed” er Rowan Atkinson, eller ham der kalder sig ”eggemannen” på Instagram, helt klar et follow værd.
Der er også et hav af kvinder der er brilliante på det område, et af de bedste eksempler jeg engang så var en kvindelikg fotograf der tog en masse klassiske modebilleder og lavede efterligninger med hende selv som model, og det var ur-komisk fordi hun tog så meget pis på sig selv, for hun lignede på ingen måde en model, hun var en helt almindelig kvinde med den klassiske 30-års delle på maven. Det handlede ikke om at nedgøre modellerne, men om at tage pis på sig selv. Super sjovt og ejerskab på højt plan.
Jeg fik lige et link af en veninde til en komiker der gør det samme på Instagram, og hold nu kæft, jeg kan ikke trække vejret, så sjovt er det. Hun hedder Celeste Barber
Du kan finde mig her hvis det dkulle have interesse: Hanne Paludan
At tage ejerskab er nøglen til at overkomme skam! Og det er der bare ingen der lærer os at gøre!
Så når jeg fortæller historien -som jeg egentlig selv synes er lidt pinlig- om at jeg nogle gange har det som om at ting har følelser, og at jeg stadig har min gamle, hullede lyserøde panter i en mør, nusset, lyserød kjole fordi jeg tror den bliver ked af det hvis jeg smider den ud, så tager jeg faktisk ejerskab over den ”pinlige” del af mig selv, fordi jeg ”siger det højt”, og det gør det nærmest umuligt for andre at beskæmme mig på dét punkt
Det er også derfor at en normalvægtig person bare vil ryste på hovedet og rulle med øjnene, hvis en anden skulle finde på at kalde vedkommende ”fede svin!”
Hvorimod hvis det bliver sagt til en overvægtig person ELLER en person der tidligere har kæmpet med overvægt, så går det lige i hjertet.
Og det mener jeg helt bogstaveligt.
Man vil kunne mærke hjertet begynde at hamre hårdere og hurtigere, og det er så her at vi ofte enten bliver aggressive og går til modangreb, eller bliver lammede og helt klapper i.
Fordi vi bliver ramt.
Hårdt.
Et sted hvor det gør ondt.
Og hvorfor gør det ondt?
Fordi det er en del af os selv vi ikke vil være ved eller ikke har det godt med.
Fordi vi skammer os over den…
Og det kan blive en utroligt kompliceret og hæmmende faktor i vores liv, for skam kan brede sig udover meget andet end bare lyserøde tøjpantere og kropsidealer.
Skammen kan i princippet ramme os overalt.
Og hvor, hvorfor og hvordan den rammer os, afhænger af vores historie som igen danner grundlaget for vores fastømrede overbevisninger.
Og således kan to forskellige mennesker rammes helt forskelligt; en kvinde kan gå og skamme sig over at have kommet til at kaste sig lidt rigeligt i grams i sine unge år og været i seng med flere hundrede mænd, mens en anden kan sidde og skamme sig over kun at have knaldet med to mænd hele sit liv…
Hvis hende den første kvinde havde ”lært” at hun bare skulle tage på eventyr og få alle de erfaringer hun havde lyst til og brug for, og at der intet galt ville være med det, så ville hun ikke skamme sig over det.
Men i og med at hun gør, så har hun givetvis en overbevisning der siger at hendes mange eskapader gør hende til et forkert menneske.
Men den overbevisning kan hun lave om på, og det gør hun ved at tage ejerskab over sine egne handlinger og gøre dem til værende OK i hendes verden.
Det er hun nødt til, for hun kan ikke lave det der er sket i fortiden om. Så accept og ejerskab er den eneste løsning.
Hvis ikke hun gør det, så vil hun aldrig komme til at synes at den del af hende selv er ”OK” og så accepterer hun ikke sig selv fuldt og helt.
Og det giver hende et meget skrøbeligt fundament.
Hvis kvinde nummer to havde lært at det er helt fint at tage det stille og roligt, og at hendes værd ikke bliver målt i hvor mange mænd hun har knaldet med, så ville hun ikke skamme sig eller føle sig forkert over kun at have haft to sexpartnere hele sit liv.
Hun har nu to muligheder, hun kan lave om på det og gå ud og få noget mere erfaring, eller hun kan tage ejerskab og gøre det kun at have haft få partnere til hendes eget kvalitetsstempel.
Skammen kan også ramme den anden vej; Lad os antage at kvinde nummer to er meget ung. Hjemme har hun lært at man i hvert fald ikke bare skal gå ud og knalde løs, det er kun ”billige tøser” der gør det.
Men i hendes pigeklike i klassen, der bruger de antallet af drenge man har været sammen med som en slags popularitetsmålestok.
Og ifølge den er hun håbløst ”bagud”, for hun har kun knaldet to drenge, mens flere af de andre piger har knaldet mere end ti og også givet blowjobs og alt muligt andet.
Det bringer skam over hende. For hun vil ikke være forkert. Hun ville ikke være udenfor.
Så hun går ud og giver blowjobs og knalder med drenge, selvom hun inderst inde måske ikke er klar og ikke har lyst… Og det bringer OGSÅ skam over hende, for hjemme har hun lært at det er billigt, uværdigt og beskidt.
MEN hvis hun derimod havde taget ejerskab over sin egen status, og sagt, jeg gider sgu ikke ”give den op” for hvem som helst, så kan i andre gøre hvad i har lyst til, så ville hun sagtens kunne have været en del af kliken uden at begå overgreb på sig selv.
Det kunne også være omvendt, hun kunne have taget ejerskab over det faktum at hun gerne vil ud og prøve grænser af lige som sine veninder, og så kan hendes forældre mene hvad de vil om det, det er ikke hendes verdensbillede men deres.
DERFOR er det så vigtigt at vi lærer os selv at kende og mærker efter hvad der føles mest rigtigt for os selv, således at vi kan træffe de rigtige valg igennem livet.
Det kan være LIGE SÅ RIGTIGT at vælge at være mere udfarende og eventyrlysten i forhold til seksuel erfaring, som det kan være at være tilbageholden, så længe man er tro mod sig selv og så længe man passer på sig selv og på andre. Det er bare sjældent tilfældet når man er helt ung, for man har hverken færdighederne i hjernen eller livserfaringen til at regne ud hvad der er bedst hverken for en selv eller for andre.
Som voksne er problemet tit at vi simpelthen ikke kender os selv, fordi vi har rendt rundt hele livet og har haft travlt med at ”høre til i kliken” og gøre det vi tror andre vil have, og derfor ikke ved hvad vi selv vil, selv har lyst til og selv har brug for.
Nu ramte jeg af en omvej så altså lige ned i det her med at skammen stjæler vores frihed til at vælge, fordi vi ofte vælger det vi tror andre gerne vil have at vi vælger, i stedet for at vælge det vi egentlig gerne selv vil.
Eller vi vælger noget for at bevare et tilhørsforhold -eller noget popularitet- og ikke fordi vi har lyst til at vælge det.
Helt banalt, så kan det være sådan noget simpelt noget som at sige ”nej tak” til alkohol når man er i byen, eller sådan noget som at være ”hende den kedelige” der ikke køber noget slik når vi er i biografen med veninderne.
Og så drikker man måske alkohol en aften hvor man måske egentlig havde allermest lyst til at lade være, eller propper sig med slik en dag hvor man faktisk for en gangs skyld ikke havde cravings efter slik, blot for ikke at være ”hende den kedelige”.
I nogle kredse bliver man set ned på hvis man er sundhedsfreak , i andre kredse bliver man set ned på hvis man ikke er det.
Og det samme gjaldt i skolen, på nogle skoler eller i nogle klasser blev man anset som nederen hvis man var en stræber, på andre skoler eller i andre klasser var man nederen hvis ikke man var stræber.
Faktum er at vi har brug for at høre til.
Så nu siger jeg det lige igen: DU ER NØDT TIL AT KENDE DIG SELV for at vide hvor det er bedst for dig at høre til!!!
På den måde undgår du at gå og stræbe efter at blive accepteret af en gruppe der ikke engang er god for dig.
Hvor mange kan ikke se tilbage på deres ungdom og græmme sig over nogle af de mennesker og grupper man har idealiseret dengang!?
Og desværre fortsætter vi med at gøre det langt ind i vores voksenliv.
Både i venskaber og parforhold; knokler og knokler for at passe ind steder hvor vi slet ikke hører til, i stedet for at tage ejerskab over den vi er og det vi vil, og så finde en gruppe der passer til det!
Frygten for at stå alene tilbage overskygger alt, så i stedet klamrer vi os til steder hvor vi ikke hører til.
Jeg har selv gået i mere end fyrre år og higet efter at høre til steder hvor jeg slet ikke passede ind, i stedet for at gøre mig den ulejlighed at finde ud af hvad jeg egentlig selv havde mest lyst til, og så finde venner og kærester der passer ind i det billede.
Vi bruger altså oceaner af tid på at prøve at være noget vi ikke er. Og som vi heller ikke har lyst til at være.
Og det frygten for at stå alene der driver os. Og det er skammen der driver den frygt.
Vi kan ikke bære at være ”forkerte” overfor andre.
Så hellere være os selv utro eller begå overgreb på os selv…
Det er en høj pris.
Det kan måske lyde utroligt kompliceret at skulle til at lære sig selv at kende, for hvordan ved man lige hvem man selv er, hvis man har brugt hele livet på at leve op til andres forventninger og leve efter andres præmisser?!
Jamen det ved man heller ikke!
Og det vidunderlige er at, det behøver man heller ikke!
Man kan starte helt forfra og ganske enkelt selv vælge hvad og hvem man vil være og hvorfor, og så tage ejerskab over det.
Og der er INTET galt med at ændre det undervejs efterhånden som man bliver klogere.
Husk, dem der aldrig ændrer på deres mening, ændrer aldrig på noget som helst!
Okay, for nu at vende tilbage til det her med at stå op for sig selv, så sagde jeg i starten at jeg er der som en løvinde når det gælder om at stå op for andre, men desværre ikke når det gælder om at stå op for mig selv. Der lader jeg ofte bare tingene ske.
Og lige som at man ikke hjælper sig selv eller fjerner følelsen af skam ved at gå til modangreb -snarere tværtimod- så hjælper man bestemt heller ikke sig selv ved ikke at stå op for sig selv og bare lade uretfærdighed og dårlig behandling regne ned over en.
For når man ikke forsvarer sig selv, så siger man indirekte til sig selv at man fortjener behandlingen…
Kan du se det læser?
Jeg har jo nævnt historien med den nederen rejseguide før, men nu tager jeg den lige med som eksempel igen:
Jeg var af sted på en grupperejse hvor guiden af ukendte årsager ser sig sur på mig og åbenlyst behandler mig dårligt, også når andre i gruppen er til stede.
En dag står vi samlet alle sammen og guiden spørger hver enkelt i gruppen om hun skal bestille en billet til en behandling det sted hvor vi var. Undtagen mig. Hun spørger altså ALLE, en for en, men springer mig over…
Og jeg sagde intet til det…
Men jeg mærkede hjertet galopere og vreden syde indeni. (Vrede er stort set altid et sikkert tegn på at man er ked af det, men det er ofte vrede vi vælger at udtrykke det med fremfor sårbarhed og ked af det hed, og det gør vi for ikke at tabe ansigt. Altså, for ikke at skamme os. Fordi de fleste af os har lært at det er skamfuldt at tabe ansigt, OG at det at vise sårbarhed er det samme som at tabe ansigt…)
Så hvorfor sagde jeg ikke noget?!
Det gjorde jeg ikke fordi jeg grundlæggende tænkte at der nok var noget galt med mig siden jeg fik denne behandling, og hvis jeg stod op for mig selv ville det pludselig blive tydeligt for alle at der var noget galt med mig, hvor i mod hvis jeg ikke sagde noget, så var der en vis sandsynlighed for at ingen lagde mærke til det…
Og det værste er, at det faktisk ofte var sådan… At folk simpelthen ikke lagde mærke til det, fordi det ikke var dem det gik ud over… Og det gjorde bare skammen endnu dybere… ”Jeg er åbenbart så ubetydelig og uværdig at ingen lægger mærke til at jeg lider og ingen lægger mærke til at jeg bliver holdt udenfor…”
Den anden årsag til at jeg ikke sagde noget er, at jeg bliver ”Hanne 7 år”.
Hanne der blev mobbet i skolegården, og som blev totalt handlingslammet af bar frygt for at stå helt alene tilbage. Hende der er rædselsslagen for at blive hånet ud af flokken og være for evigt til grin lige som 7-årige Hanne oplevede det.
Men hvad er det der sker nu, som voksen, når jeg ikke står op for mig selv?
Det er det samme som når jeg ikke siger fra.
Jeg sender et klart og tydeligt signal til mig selv, om at det er OK at andre mennesker træder på mig.
Og DÉT fjerne ikke min skam, det styrker den!
Hvis jeg derimod tager ejerskab over hvem jeg er som person, og hvad jeg er værd, så er der ingen der kan pille mig ned, og slet ikke en eller anden ubetydelig rejseguide som jeg alligevel aldrig skal have noget med at gøre igen.
Så SELVFØLGELIG skal jeg stå op for mig selv.
Jeg skulle have spurgt hende om der var nogen særlig grund til at hun ikke spurgte mig også. Og det skulle jeg have gjort uden at være bange for om hun ville nedværdige mig yderligere. For det er jo selvfølgelig også en af årsagerne til at jeg ikke gjorde det. Skammen blokerede mig. Frygten for at blive beskæmmet yderligere.
Men havde jeg nu gjort det, så havde der været tre muligheder, hun kunne sige:
Hvis det første sker, så kunne jeg tage undskyldningen for gode varer og se om hun ville ”turde” gøre det igen, chancen for at hun ikke ville gøre det igen er faktisk ret høj og risikoen for at hun ville gøre det samme igen ret lav, men hvis nu hun gjorde det igen ville jeg så bare køre samme rutine en gang til, eller eventuelt trække hende til siden og bede hende om en forklaring på hendes opførsel.
Hvis det andet skete kan jeg i stedet for bare at lade det fare (for her vil jeg tit opgive og så bare lade det den dårlige behandling fortsætte) så kan jeg spørge igen, eller jeg kan bryde ind og sige ”du glemte vist mig, du må også gerne bestille til mig!” uden at være bebrejdende og anklagende i stemmen. For hvis jeg er det, så antyder det bare at jeg selv tror der er ”noget om snakken”, altså at jeg selv tror at det er rigtigt at der nok er noget galt med mig. Og det er det første vi skal huske at eliminere; vores egen -ofte falske- overbevisning om at der er noget i vejen med os, noget skamfuldt og uværdigt.
RET RYGGEN og tro på dig selv!
Hvis det tredje sker, så kan det enten være noget jeg kan lære noget af, fordi måske kan hendes negative opfattelse af mig være noget jeg selv har været medvirkende til at forårsage, og det kan jeg måske lære at lægge på hylden om nødvendigt.
Jeg skal bare EJE det. Jeg skal være OK med at jeg har begået en fejl, som har fået en anden til at behandle mig dårligt. Jeg skal være OK med at jeg begår fejl.
Fordi der ER ok!!!
Det kan også være at hun siger noget der bare er helt ude i hampen, eller at hun måske benægter at hun har sprunget mig over, og i så fald siger det bare mere om hende end om mig, og dét skal jeg også bare eje. Hvis jeg, uden at vise det, men bare i mit stille sind, kan ryste på hovedet og rulle med øjnene og sige til mg selv, ”hun er da et lille menneske”, og totalt EJE det, så kan hun ikke røre mig. Så tager jeg al magien fra hende og hun har ingen magt over mig what so ever.
Men det her er en rigtig svær øvelse, og det er nok også derfor at vi bliver konfronteret med den så mange gange i løbet af vores liv, fordi der bliver ved med at være noget vi kan lære.
Så min opfordring denne søndag er, hvis der er noget du skammer dig over, noget du gemmer lidt væk, tag det frem, hiv det ud i lyset, EJ det!!!
Det gør dig IKKE til en stor idiot, det gør dig til et menneske!!!
ET STÆRKT ET AF SLAGSEN!
Og ingen kan røre dig, når først du tager ejerskab over hvem du er, og det gør du ved at lære dig selv at kende og vide hvorfor du er den du er, og kunne lide det!
Og husk, hvis du ikke aner hvem du er, og du ikke kan mærke det, så start forfra.
Begynd at byg hende du gerne vil være op, helt fra scratch. Det er faktisk en af de ting jeg gennemgår i mit onlineforløb ”Sådan heler du dit hjerte”.
At bygge sig selv og sit fundament op, og ”lære” sig selv at blive den man gerne vil være.
Du vil få nemmere ved at sige fra, du vil blive meget bedre til at sige det der falder dig ind, du vil kunne stå op for dig selv når du har brug for det og du vil meget bedre kunne træffe valg der er gode for dig.
God søndag!
/Hanne ❤❤❤
!!!NYT NYT NYT!!!
Som noget nyt i lydabonnementet vil jeg hver uge dele en øvelse med dig, som du kan praktisere i løbet af ugen.
SAY WHAT!??
Yes! Det bliver awesome!
Ikke et øje tørt!
Er du der hvor NU ER DET NU der skal rykkes på de “forbandede” livsændringer, så glæd dig til masser af små kærlige los i måssi fra mig hver uge i lydabonnementet.
Desuden vil der løbende komme små -GRATIS- live webinarer i den tilhørende lukkede Facebookgruppe.
Også her vil jeg dele lækre life-hacks med dig og der bliver mulighed for at stille spørgsmål i chatten osv.
Herlighedsværdien vil jo ingen ende tage!
Så det glæder jeg mig meget til at lancere for jer.
Hva’ si’r du!?? Er du ikke med på lydabonnementet endnu!??
Shit manner!!!
Men så er det godt at du kan komme med her: Søndags-Support på lyd
Phew ha da da…
Jeg ved det er noget du vil få glæde af. Og ellers, så’ der ingen binding.
Prøv det!
❤❤❤
