Argh, kender du det at man opdager en “nederen” fejl i teksten og bare ikke har kan slippe det før man har rettet det?!
Sådan havde jeg det lige da jeg vågnede i morges og opdagede at der var “forsvundet” noget tekst da jeg skulle forklare om utroskab.
Det er rettet i denne udgave. 😀
Kære læser,
I dag skal det handle om tilgivelse.
Tilgivelse kan være helt absurd svært at give.
Både tilgivelse af andre, men så sandelig også tilgivelse af os selv.
Når vi ikke tilgiver, så bærer vi nag.
Nag er en selvretfærdig følelse.
Men selvretfærdighed gavner os som regel ikke. Heller ikke selvom vi “har ret”.
Vi bliver -helt naturligt og forståeligt- selvretfærdige når nogen gør os fortræd eller foruretter os…
Men…
Når vi sidder fast i selvretfærdighedens fængsel, så sidder vi fast et sted i fortiden hvor den hændelse fandt sted. En hændelse der for længst er passé og slut og som vi alligevel ikke kan ændre på…
Det eneste selvretfærdigheden kan give os, er at vi “får lov til at have ret”…
Men…
Det forhindrer os i at have lov til at være lykkelig…
Som Louise Hay sagde det:
“Det er som at spise en teskefuld gift hver dag, det hober sig op inde i dig og ødelægger dig”
Når vi sidder fast i noget i fortiden, så er vi ikke fremtidsorienterede.
I hvert fald ikke på dét punkt som vores nag og bitterhed drejer sig om.
Det betyder at vi -på dét punkt- ikke er frie, stærke og lykkelige.
Okay, lad mig komme med nogle eksempler.
Her er en lille liste over nogle af de -mange- ting der kan være rigtigt svære at tilgive:
Og hvis jeg skal prøve at sætte et par ord på hvad jeg mener med at vi ikke er frie, stærke og lykkelige på de punkter hvor vi ikke har tilgivet, så kunne det lyde således:
Svigt:
Hvis nu du for eksempel er blevet svigtet af en veninde, og du ikke har tilgivet hende, så står du ikke stærkt i forhold til hende. Du er ikke fri for bange anelser, mistro og mistillid, og du plages måske af tanker om hændelsen, tanker som enten bliver brugt til at slå dig selv i hovedet med, eller til at foragte hende med. Din relation med hende er ikke længere lykkelig.
Jeg har min egen helt dugfriske historie om et svigt fra en veninde som jeg deler med lydabonnenterne i dag, hvis du vil lytte med til dagens afsnit kan du få fat i det her: Du er ikke stærk, fri og lykkelig…
Omsorgssvigt:
Hvis dine barndomsminder, mest af alt, er fulde af sorg, angst og frygt på grund af modbydelige ting du er blevet udsat for, og at det, du overvejende har fået ind-programmeret igennem din opvækst er følelsen af ikke at være elsket, god nok eller tilstrækkelig, så ligger det måske ikke lige til højrebenet at tilgive dine forældre, eller hvem der nu måtte have gjort dig fortræd i din barndom.
Det betyder at du ikke står stærkt både i din relation til det -eller- de menneske(r) der har gjort dig fortræd (hvilket kan udspille sig på mange måder) men også at du ikke står stærkt og hviler i dig selv på de områder af din personlighed hvor den fortræd der er gjort imod dig, har ramt dig.
Og det er umuligt at blive stærk på de områder, så længe nagen -altså den manglende tilgivelse-holder dig fast i offerrollen.
For når du er offer er du magteløs, og magtesløshed stjæler ikke bare din frihed, men også din evne til at stille sig stærkt, og altså i sidste ende din mulighed for at opleve lykke og harmoni på de pågældende områder hvor du er ramt og ikke har formået at gøre dig fri fra offerrollen men stadig lever med nag og ophobet bitterhed.
Utroskab:
Utroskab er det ultimative svigt, fordi den person der betyder allermest for dig, som du stoler allermest på og som du elsker allermest, har bedraget din tillid og trampet på din værdighed.
Så her er det ikke bare det svigt der ligger i selve handlingen, men også den krænkelse af samhørigheden og den tillidsfulde og intime forbindelse man har til det menneske.
Uanset om det er en forælder, et familiemedlem, en tæt ven eller en kæreste, er de alle sammen mennesker vi har en eller anden form for kærlighedsrelation til, og svigt fra dem rammer os meget hårdere end svigt fra ikke-kærlighedsfyldte relationer, selvom de nu i høj grad også kan gøre nok så ondt!
Når vi bliver svigtet af kærlighedsrelation, som f.eks. en kæreste, hvad enten det er fordi han/hun er utro eller det er fordi vi bliver forladt af vedkommende, så står vi -selvsagt- ikke stærkt i den relation længere, og hvis ikke vi helhjertet tilgiver vedkommende for den fortræd han/hun har gjort os, så er vi ikke stærke, frie og lykkelige på et meget vigtigt område af vores liv, nemlig kærligheden.
Hvis ikke vi tilgiver for den skade vi har lidt i kærlighedens navn, så vil kærlighed være svær for os. Vi står ikke stærkt i kærligheden.
Et punkt jeg selv -til stadighed- virkelig er udfordret på, og som hæmmer mig så meget at jeg ikke engang kan se en mand jeg synes er spændende, i øjnene.
Fordi jeg står ikke stærkt…
Fordi jeg tror ikke på mig selv…
Fordi jeg stadig har tilgivelsesarbejde at gøre.
Jeg skal både tilgive mig selv for at have troet på at jeg ikke var god nok, men jeg skal også tilgive dem der behandlede mig som om jeg ikke var.
Og så fremdeles.
Kan du se hvor jeg vil hen læser?
Når vi ikke tilgiver stiller det os i en position hvor vi ikke er stærke, frie og lykkelige.
På dét område.
Man kan altså godt være stærk, fri og lykkelig i forhold til sit fag, sin karriere og sit job, men samtidig være et ufrit, ulykkeligt offer i forhold til sit kærlighedsliv.
Og det er -desværre- næsten altid dér at vi er mest hæmmede, har de største udfordringer og oplever de mest invaliderende problemer i forhold til at være fremtidsorienterede: I kærligheden.
Og det hele hænger jo sammen, for jo mere fremtidsorienterede, frie, lykkelige og uafhængige vi er og jo stærkere et fundament vi har -altså jo stærkere vores forhold til os selv er- jo bedre vil vi også kunne tilgive…
Så hvis man skal starte et sted, på denne her vej mod at lære at tilgive, så er selvkærligheden et godt sted at starte.
Vil du fordybe dig mere i det kan du få pakken med de tre lydfiler om selvkærlighed her: Selvkærlighed Del 1, 2 & 3
Når vi er blevet mere selvkærlige, så kan vi begynde at kigge på den svære kunst: At tilgive.
Som jeg jo også har talt om i de tre indlæg om selvkærlighed, så er selvkærlighed rigtigt mange ting.
En af de ting det også er, er at have sin egen livsmission!
Noget du vil prioritere din kostbare tid til, og som du går op i med liv og sjæl og som fylder begge (altså liv og sjæl) op med glæde, gnist og inspiration!
Ja, det lyder måske lidt kliché, men når du har en “mission” og når du har din helt egen passion med masser af ambitioner, ønsker, håb og drømme, så fordamper al smålighed og nag faktisk meget nemmere, fordi, du gider slet ikke bruge din tid og din energi på at beskæftige dig med -endsige bekymre dig om- mennesker der sårer -eller har såret- dig.
Din tid er simpelthen for dyrebar og dit liv for kort.
Og derfor kan du nemmere give slip.
BEMÆRK!!! at mange siger at de har tilgivet, eller om ikke andet, siger at de ”ikke gider bruge deres tid og energi på den og den idiot”, men gør det alligevel! Og sidder stadig fast i nag og bitterhed, selvom de siger at de ikke gider bruge mere tid på det.
Hvis der stadig er nag og bitterhed, og tanken om denne person og det han/hun har gjort, giver en ubehagelig fornemmelse i maven eller får det til at “klø i næverne” eller kæben til at bide sammen, så har man ikke tilgivet! Og så suger det stadig ens energi, styrke, frihed (fra offerrollen) og lykke!
Om man vil være ved det eller ej.
Så det jeg egentlig siger her, er, at man ikke bare kan sige at man “ikke gider bruge mere energi på det”, uden også at tilgive.
For hvis man kun siger at man ikke gider dit og dat, så sidder det stadig og nager hvis ikke tilgivelse har fundet sted. No matter what.
Men det er min påstand.
Igen er det et postulat jeg kommer med, fordi jeg kender det fra mig selv.
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg i løbet af mit liv ikke har løjet for mig selv og sagt at jeg “ikke ville bruge mere krudt på det”, selvom jeg inderst inde stadig kunne mærke bitterheden og skuffelsen helt ned i maven!
Så jeg kom stadig jævnligt med selvretfærdige, foragtfulde bemærkninger om personen eller hændelsen, samtidig med at jeg hårdnakket benægtede at jeg brugte noget som helst tid eller tankevirksomhed på det!
Det giver ingen mening.
Kan du se det læser?
Alligevel er det her noget vi alle sammen gør. I stor stil endda.
Men nag, smerte, skuffelse og bitterhed går ikke væk af at vi lyver for os selv og påstår at det ikke er der eller af at vi erklærer at vi i hvert fald ikke bruger mere af vores tid på det…
Det tror jeg vi er mange der har måttet erfare!
Hvad med dig læser?
Tjekker bare. 😀
Hey…! Stay strong!
Vi går videre med tilgivelse næste søndag også og graver os endnu dybere ind i dette svære emne.
God Søndag.
/Hanne
