Travel

Perspektivet der snyder dig

By February 11, 2018 No Comments

Argh, kender du det at man opdager en “nederen” fejl i teksten og bare ikke har kan slippe det før man har rettet det?!
Sådan havde jeg det lige da jeg vågnede i morges og opdagede at der var “forsvundet” noget tekst da jeg skulle forklare om utroskab.
Det er rettet i denne udgave. 😀

Kære læser,

I dag skal det handle om tilgivelse.

Tilgivelse kan være helt absurd svært at give.
Både tilgivelse af andre, men så sandelig også tilgivelse af os selv.

Når vi ikke tilgiver, så bærer vi nag.
Nag er en selvretfærdig følelse.
Men selvretfærdighed gavner os som regel ikke. Heller ikke selvom vi “har ret”.
Vi bliver -helt naturligt og forståeligt- selvretfærdige når nogen gør os fortræd eller foruretter os…

Fred Luskin har skrevet i sin bog “Forgive for good – A proven prescription for health and happiness”:
“I grundige videnskabelige undersøgelser har det vist sig, at oplæring i tilgivelse reducerer depression, øger en fortrøstningsfuld indstilling, mindsker vrede, forbedrer åndelig tilknytning og øger emotionel selvtillid”

Hva’ be’ har’!?

Tilgivelse er i forvejen så forbandet svært, at vi gør bedst i at lære at forstå hvad tilgivelse egentlig er, og hvad det ikke er, i sidste ende handler det om vores eget helbred!
Mange misforstår tilgivelse, og derfor nægter de at tilgive de mennesker der har gjort dem ondt, fordi de mener at den eller de mennesker simpelthen ikke gør sig fortjent til deres tilgivelse.
Men det handler ikke om hvad de mennesker “fortjener”, det handler om hvad du fortjener!
Problemet er, som jeg også var inde på sidste søndag, at det er os selv det går udover, når vi ikke vil tilgive…

Man skal prøve at flytte sit perspektiv lidt, så man ikke ser det hele fra den vinkel hvor det ser ud som om at den eneste der nyder godt af tilgivelsen, er den der har forvoldt skaden, for det er et perspektiv der snyder dig om som ikke fortæller -hele- sandheden.

Tilgivelse er til for os.
Dig og mig.

Ikke for dem der gør -eller har gjort- os fortræd.

Tilgivelse er til for at give os det tilbage der blev taget fra os, hvad end det måtte være; ære, værdighed, respekt, fred, stolthed, styrke, kontrol, magt, frihed eller kærlighed…

Vrede, sorg, hævntørst, had, bitterhed, forurettelse, forsmåethed og lignende nagende følelser er som det rene gift i vores indre system, der nærmest ætser os op og ødelægger os indefra.
Det er følelser der filtrer. Forstår du hvad jeg mener?
De skaber knuder.
Knuder der er svære at løsne op igen.
Her er tilgivelsen din balsam.
Balsam der går ind og blødgør, løsner de sammenfiltrede knuder i systemet op og skaber lethed, blødhed og frihed.
Kan du se billedet for dig læser?

Mange tror fejlagtigt at tilgivelse er det samme som accept af den fortræd der er begået mod dem, men det er det ingenlunde.
Det er slet ikke det tilgivelse handler om.
Det tog mig selv ret lang tid at indse dette, og i dagens lydversion fortæller jeg om et eksempel fra mit eget liv, der lærte mig hvad tilgivelse handlede om. Et eksempel fra et af de områder hvor tilgivelse er virkelig svært, nemlig det drejer sig om vores egen familie.
Det trak også lige en tåre at skrive og indtale den, det må jeg indrømme…

Få dagens lydversion her: Dagens lydversion af “Perspektivet der snyder dig”

Tilgivelse er altså ikke det samme som at sige ”det er okay at du har gjort mig ondt”, og det er heller ikke ensbetydende med at fritage den der har gjort en ondt for ansvar eller konsekvenser.
På ingen måde!
Tilgivelse er frigørelse fra de giftige følelser der æder dig op, og fritagelse for at et andet menneske -som har gjort dig ondt- skal have magten over dine tanker og dermed også over din harmoni og dit liv!

Det man skal forstå er, at gengældelse alligevel aldrig vil lette på den smerte man har over den forurettelse man har lidt.
Sat lidt firkantet op, så forsvinder sviden fra slaget ikke ved at jeg slår igen. Og det fjerner heller ikke min skuffelse over personen der slog mig, eller den dybe følelse af krænkelse og oplevelse af svigt (hvis det er en jeg kender).
I bedste fald kan gengældelse give mig et flygtigt selvretfærdigheds-kick og måske en ganske kortvarig snert af at føle en vis kontrol og magt over situationen.
Men det er en stakket frist.
For det retfærdiggør stadig ikke den fortræd man blev udsat for og det sletter ikke følelserne og heler ikke såret.
Derfor vil man stadig vende tilbage til at føle sig krænket, skuffet, ked af det, bitter, svigtet og forurettet.
Nu vi er ved retfærdiggørelse, så er det, det, mange mener at tilgivelse så er.
En retfærdiggøren af en ondskabsfuld handling…
Men du retfærdiggør på ingen måde noget som helst ved at tilgive.

Jeg siger det lige igen: du retfærdiggør IKKE noget ved at tilgive!

Selvom du tilgiver, vil handlingen som du har tilgivet stadig være uretfærdig, det ændrer tilgivelse ikke noget som helst på, det eneste det ændrer på er hvordan du lever videre efter handlingen.
Tilgivelse er ikke accept.

Tilgivelse er -som jeg skrev lige før- frigørelse fra det menneske der har gjort dig ondt.
Hvordan det!?
Jo, for når du har tilgivet, så har du givet slip, og så er du ikke længere ”forbundet” med din plageånd.
Hvis du ikke tilgiver, så risikerer du at være evigt forbundet med denne person, forstået på den måde, at den person så altid vil være den der er grunden til ”det og det” forfærdelige der ødelægger din tilværelse eller ansvarlig for ”den og den” elendighed der fortsat plager dit liv.
Det vil sige, at den person så på en måde har magten over dig og dit liv og ikke mindst over hvordan du oplever dit liv.

Tilgivelse gør dig fri af den bitre forbindelse.

Hvis du ikke er i stand til at tilgive, så vil alle dine forhold til andre mennesker være sårbare.
Fordi du tager din smerte med dig ind i dine forhold.
Som f.eks. når du tager din smerte over utroskab, med ind i et nyt parforhold, eller som når du tager smerten fra de svigt du oplevede i din opvækst med dig rundt og lader det påvirke din tro på dig selv og din tillid til andre mennesker.

Men det er ikke kun dit forhold til andre mennesker der er sårbart hvis du ikke er i stand til, eller villig til, at tilgive, det er dit forhold til dig selv også!
Dit fundament bliver skrøbeligt og porøst fordi de føromtalte giftige følelser æder dig op indefra.

alle forhold og relationer vil der opstå fejltagelser og misforståelser, så derfor er du nødt til at have et redskab til at stå igennem disse hændelser, uden at gå i stykker og uden at tage dem med dig videre og lade dem forpurre og ødelægge andre forhold.
Dét redskab, det hedder tilgivelse.

Ægte, helhjertet tilgivelse består af to komponenter: At give slip og at komme videre.
Du gør tavlen ren og kigger ikke tilbage i fortiden.

Hvis jeg skal prøve at forklare det her på en lidt anden måde, så sker ægte tilgivelse med kroppen.
Say what!?
Ja, du tilgiver med kroppen!
Fordi, det er der du kan mærke om du vitterligt har tilgivet.
Hvis du stadig lægger personen til last for din elendighed, din smerte eller din ulykke, og du stadig jævnligt tænker på det, og mærker det i kroppen når du gør, måske i maven, hjertet eller brystet, så er det fordi du ikke har tilgivet.
Hvis der ikke længere er en utidig murren eller en sværmen af ubehagelige sommerfugle i maven, og der ikke længere er kløen i næverne eller sammenbidte kæber og tænder der skæres om natten, og hvis du kan bevare ro i dit sind -og i særdeleshed i din krop- når du tænker på hændelsen,  har du tilgivet.

Ved indbildt, halvhjertet tilgivelse derimod, der er du ikke kommet videre.
Der har du kun tilgivet med ordDu har tilgivet med dit intellekt så at sige.
Men naget føles -og bor- stadig i kroppen.
Du siger måske at du er kommet videre og at du har tilgivet, men du piller stadig i såret og koger stadig suppe på fortiden i dine tanker.
Når du koger tankesuppe på fortiden, så er det faktisk en aktiv handling du foretager dig.
Jeg ved godt at det føles som om at tanker bare popper op, helt uden at vi ønsker det, men vi kan sagtens lære at styre de tanker.
Det er nemlig kun tanker, og tanker kan ændres!
Teknikkerne til hvordan man gør det, dem får du i øvrigt -blandt andet- i mit nye onlineforløb om heling af hjertet, just sayin’.
Jeg siger ikke at tilgivelse er li med at glemme, slet ikke, det ville være mærkeligt at sige, for man kan jo ikke med et fingerknips bare glemme, MEN, man kan give slip på det, og lade være med at blive ved med at se sig tilbage og udsætte sig selv for fortræd igen.
For det er jo faktisk det man gør når man bliver ved med i tankerne at hoppe tilbage til hændelsen der alligevel aldrig kan gøres ugjort, man re-traumatiserer sig selv.
Og denne gang er det ikke personen der forurettede dig der gør det det, men dig selv.
Det FØLES som om at det er vedkommendes skyld, for det er jo ham/hende der gjorde det dengang, og derfor hans/hendes skyld at du tænker på det og lider under det nu…

Kan du selv høre hvor meget magt den person så har over dig!?
Hvis du vil tage den tilbage, så skal du tilgive.

Længere er den ikke.
Og som jeg sagde sidste søndag, så er det ikke nok bare at sige at du har tilgivet, det er kun halvhjertet, og det giver dig ingen fred.

Hvis vi tilgiver halvhjertet, så bliver tilgivelsen -som jeg også sagde sidste søndag- ofte bare en selvretfærdig tilgivelse, altså sådan en lidt skinhellig jeg-gør-altid-det-rigtige tilgivelse, og den kan du ikke bruge til så meget andet end måske allerhøjest selv synes at du er en yderst large og nobel person og måske til at høste lidt billigelse og beundring hos andre, men du kan ikke bruge den til at få den ønskede indre fred til at bosætte sig i dig.
Og det er den du skal have.
Det er den du fortjener!
Men den intellektuelle -halvhjertede- form for tilgivelse den vil du kun kunne bruge som en slags pointtavle mellem dig og den du -efter sigende- har ”tilgivet”, hvor du kan ”bevise” hvor god og tilgivende en person du er, ved at pege på din score på tavlen.
Men det vil kun skabe foragt, mistillid og mere ”giftighed” i forholdet til den person og desværre ikke være grundlag for din fred og din lykke, fordi man ikke kan bygge indre fred og lykke på foragt, mistillid og bitter gift.
Og hold nu kæft hvor har jeg selv stået der mange gange…
Ja, jeg kan da nærmest ikke begynde at tælle hvor mange gange jeg har løjet for mig selv og påstået at noget var ude af mit system, selvom det på ingen måde var…
Og nøglen til det, altså til at få det ægte og oprigtigt ud af systemet, se, den kommer jeg med mit bud på næste søndag i 3. og sidste etape af serien om tilgivelse.
Uuuuuh, cliffhanger!

Okay, så for lige at runde af, hvis man skal tilgive, så skal man gøre det helhjertet. Og det er rigtigt, modbydeligt svært når man føler sig forurettet.
Lidt det samme som at skulle sige undskyld for noget man ikke mener man har gjort forkert.
Bare RØV svært!
I know! Tro mig, det kan man høre meget mere om i dagens lydversion.
Men når du kun har tilgivet halvhjertet, så har du kun tilgivet med ord og så er det stadig dig det går værst udover, og stadig dig der sidder ”fængslet” i følelser der er nærmest ubærlige.
Og det fortjener du ikke.

HUSK:

Intet er let for den uvillige

Gælisk ordsprog

/Hanne ❤

Få dagens lydversion her: Dagens lydversion af “Perspektivet der snyder dig”

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at træne det menneske du gerne vil være mere af.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det!
Du får en dejlig meditation med og -selvfølgelig- får du også først besked om nye kurser og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.