Jeg har fundet på løgne for at få omsorg og opmærksomhed. Jeg har været forfærdeligt ensom, dybt desperat og paranoid… og jeg var bare et barn… Modelfoto Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Jeg ved godt at jeg har efterladt Jer med en lille cliffhanger i sidste indlæg. Jeg skal nok også fortælle, det lover jeg, men som den lille svigteprinsesse jeg er, så bliver det altså ikke i dette indlæg som jeg ellers havde sagt, for der er lige noget andet der træner sig på, og det skal jo ud mens det er aktuelt, og det er det lige nu og her.
Jeg læste en kronik i Kristligt Dagblad -som faktisk har mange vildt fede artikler, jeg kan varmt anbefale at læse nogle af de artikler og kronikker der bliver lagt op på Facebook- det er fedt, følsomt og samfundsrelevant stof.
Kronikøren, der i øvrigt var supervelformuleret og skrev pissegodt for at sige det på godt dansk- gjorde opmærksom på at der var for lidt opmærksomhed på folk der stadig havde det svært, folk som ikke var kommet ud af depression, psykisk eller fysisk sygdom endnu, og at der var alt for meget fokus på stærke mennesker og soltrålehistorier og at de her mennesker der var kommet ud på den anden side var de nye helte og det nærmest kun handlede om at skrive blogs og komme i Go’ aften Danmark…
Jeg følte mig truffet, og dét selvom jeg ikke engang har været i Go’ aften Danmark. ?
Og min blog er heller ikke skrevet med det formål.
Jeg blev bare rigtigt ked af hendes betragtninger. Som om det var forkert at hylde mennesker der er kommet ud på den anden side. Jeg ved godt at det formentlig ikke er det hun mente, hun synes bare at der er for lidt fokus på dem der ikke er kommet ud på den anden side endnu.
Og jeg forstår hende godt og jeg forstår også hendes budskab. Men jeg er bare ikke enig med hende i at der skal være mindre fokus på “succés’erne” og mere fokus på “taberne”.
Jeg tror nemlig ikke på at der er nogen der har endegyldigt tabt og som aldrig kommer ud på den anden side nogensinde.
Det er et spørgsmål om vilje. Langt, langt hen ad vejen.
Jeg ved godt at nogle vil føle sig provokerede af at jeg siger det, men tro mig, jeg har selv befundet mig der.
Der hvor jeg bare accepterede at “sådan er jeg”. “Jeg er bare født til at skulle være ked af det og skulle have det svært, og sådan er det”.
Og som jeg også beskrev i indlægget “Det er nemmere at lide…” så er det også -hvor paradoksalt og vanvittigt det end måtte lyde- den følelse jeg kender bedst: “Det-er-synd-for-mig-og-jeg-kan-ikke-gøre-for-det” følelsen og “jeg-har-det-svært-og-det-vil-jeg-nok-bare-altid-have” følelsen.
Men hvorfor acceptere at have det skidt?
Det er sgu da fordi det nærmest er den eneste følelse jeg kender til!
Så når noget går godt, et parforhold feks. så fucker jeg det op, og når jeg skal ud og rejse -som er noget af det jeg elsker allermest her i livet- så bliver jeg syg. Ofte så syg at jeg bliver indlagt. Det kan være alt fra flænger i låret så jeg må syes, e-coli forgiftninger så jeg må indlægges, ører der eksploderer i flyet så jeg må direkte fra lufthavnen til hospitalet, nældefeber over hele kroppen så jeg må bruge en mindre formue på hormoncreme som jeg så skulle gå smurt ind i på hele ferien, voldsom betændelse i øjnene så der må tilkaldes læge akut, svamp i ørene så jeg ikke kan være nogle steder for smerter, influenza og hvad ved jeg der ikke sker når jeg er af sted…
Meget sigende ikke?
Min krop kan ikke finde ud af at have det godt. Mine tankemønstre har været (for det er de ikke nær så meget mere fordi jeg arbejder intenst på en “re-wireing”) overvejende negative, og tankerne har forplantet sig i kroppen som en bestemt og permanent følelse og det er den følelse jeg nu er mest tryg ved: Følelsen af at have det elendigt inden i.
Så hvis ikke jeg bliver svigtet, gjort ked af det eller holdt udenfor, så medvirker jeg selv til at skabe situationer der fremkalder den følelse.
Trist?
Ja!
Kan det laves om?
Ja!
Men det kræver et KÆMPE arbejde og en enorm vedholdenhed, og det er den jeg deler med dig her på bloggen.
Så hvis du kender de her følelser, så læs endelig med, og kom endelig med kommentarer og indspark.
Anyway, jeg blev ærgerlig over at læse artiklen, fordi jeg synes at det er vigtigt at fortælle succeshistorierne, for de kan trods alt medvirke til at andre -via inspiration fra mennesker man kan spejle sig i og identificere sig med- får samlet sig selv op og også bliver en af dem der kommer ud på den anden side.
Jeg er ikke overhørig for at hun sikkert heller ikke mener at de gode historier ikke skal fortælles, hun synes bare at de beretninger der ikke er succés’er får for lidt opmærksomhed.
Det ved jeg sgu ikke om jeg synes hun har ret i.
Tænd for nyhederne, så er der masser af non-succés.
Se reality tv, masser af triste skæbner og mennesker der virkelig har det svært indeni og som tv-stationerne lukrerer på og udstiller på et plan så det er kvalmende og forkasteligt.
Der lukreres på mennesker der har det så svært og er så ødelagte indeni at de ikke er i stand til at føre en normal tilværelse, og den skal vi andre så sidde hjemme i vore IKEA divaner og glo på mens vi får kaffe og småkager galt i halsen, så vi rigtigt kan føle os “bedre og klogere end dem”.
Ækelt.
Jeg synes også at folk tit brokker sig over at alle kun viser den pæne overflade på Facebook og andre sociale medier, alt er så poleret, du lægger kun billeder ud af dig selv når du ser lækker ud, når du er ude og rejse eksotiske steder, når du har det godt med din kæreste og når dine børn er søde.
Og sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke…
Og her kommer så denne kronikør og “brokker sig” over at nogle af os rent faktisk deler vores aller inderste: tunge, svære og meget personlige issues, blot fordi vi så også vover den frækhed at dele hvordan vi så rent faktisk kom oven på igen…
Ja, hvor herre bevares, vi kunne jo “risikere” at inspirere og motivere andre til selv at komme ud af mørket.
Føj for en grim en!
Nu ved jeg godt at jeg skyder hende noget i skoene som hun med al sandsynlighed ikke har ment, men det var bare den oplevelse jeg fik da jeg læste kronikken.
Jeg delte derfor kronikken på min Facebookprofil -fordi jeg synes den er vigtig- og skrev:
“Jeg forstår forfatteren og jeg forstår det yderst velskrevne budskab rigtigt godt…
Men…
Den negative tone taler for sig selv, den er nærmest som et ekko af en insistereren på at VILLE have det uhelbredeligt skidt.
Tro mig, jeg har selv været der.
Det med at være offer og være ked af det har fulgt mig hele livet…
Lige indtil jeg “vågnede op”. Og ja, jeg deler mine erfaringer på min blog, men ikke for at komme i Go’ aften Danmark, men i håbet om at kunne motivere og hjælpe andre ud af deres krise.
Jo flere vi er der deler vores erfaringer og happy endings (selvom der er jeg ikke helt selv endnu, det er en længere proces) jo flere er der mulighed for at vi rammer og kan “samle op” og give inspiration.
Jeg ser intet i vejen med at man deler sine livskriser med læsere, hvis eneste “risiko” ved at læse med, er at blive inspireret.
Fordi vi hylder folk der kom ud på den anden side, betyder det ikke at vi ikke bryder os om dem der ikke er der endnu.
Jeg er som sagt ikke selv 100% ude på den anden side, da 42 års “programmering” ikke bare lige kan slettes fra den ene dag til den anden.
Jeg begyndte at skrive min blog mens jeg var helt nede i kulkælderen og det blev kun værre.
Det krævede også en indlæggelse og den har jeg også skrevet om.
Men pludselig blev jeg opmærksom på at jeg skulle passe på ikke at fastholde mig selv i rollen som hende der havde det ganske forfærdeligt og har haft et rigtigt hårdt liv.
Ja, gu’ har jeg haft det hårdt! Men det hjælper jo ikke at blive ved med at fokusere på hvor hårdt jeg har og har haft det.
Anyway, jeg forstår godt forfatterens pointe men jeg er bare ikke helt enig i alle hendes betragtninger.”
Det fik en af mine venner til at respondere (Jeg har fået lov til at citere ham, så det gør jeg)
Han skrev:
“Jeg kan følge dig 100% Hanne, specielt i det at føle sig som offeret .
Hvad er det man siger? Enhver er sin egen lykkes smed, ihvertfald når det handler om at nå ud “på den anden side”. Hjælpen er at finde mange steder, men den virkelig hjælp hviler hos en selv… Men ja, man kan leve højt på i rigtig lang tid at søge bekræftelse i “hvor er det synd for mig”, men kommer man ikke langt med.”
Jeg svarede, men gjorde det på mobilen så det blev knap så uddybet:
“Nej, det er præcis det.
For mig bunder det i at det er her jeg har kunnet få omsorg.
Jeg har fundet på løgnhistorier om at jeg var blevet ramt af en bil, blot for at se min mors reaktion og i håbet om at hun ville give mig opmærksomhed og omsorg…
Dén mekanisme følger mig også i voksenlivet og jeg blev opmærksom på det imens jeg skrev min blog.
Det er voldsomme ting der er blevet skrevet og jeg fik mange kærlige reaktioner og det føltes rart at folk -mine venner og bekendte- dragede omsorg for mig og tilkendegav at de synes at det var noget lort jeg havde været igennem og at jeg var sej og modig.
Selvfølgelig var det rart.
Men pludselig blev jeg opmærksom på det her behov jeg havde for at få den omsorg, og jeg fandt ud af at jeg skulle passe på ikke pludselig at blive “hende det er åh, så synd for”.
For det ville fastholde mig i den rolle.
Offerrollen.
Og det er der ikke kommet en skid godt ud af indtilvidere.
Så nu tager jeg ansvar.
Nu skal jeg ud af offerrollen.
Og jeg skal drage omsorg for mig selv.
Det kan ikke nytte noget at jeg er så afhængig af andres omsorg og kærlighed.
Det vigtigste er omsorg og kærlighed TIL mig selv, FRA mig selv… Og den er svær… Når man synes så uendelig lidt om sig selv… Så man skal starte der… Med at elske sig selv. Når man kan sige “jeg elsker dig” til sig selv OG MENE DET, så kan man gå videre med sin personlige udvikling…”
Det fik ham til at skrive en personlig besked til mig, og den har jeg også fået lov til at citere:
“Shit du skrev noget i din kommentar som jeg kæmper lige så meget med… Jeg kunne skrive 10 A4 ark småtskrevet når det omhandler at tilegne sig opmærksomhed på den uhensigtsmæssige måde og så selvhadet.
Had er et grimt ord, men så det ikke at kunne li sig selv…. Det er hamrende destruktivt på nærmest alle fronter og eddermame vigtigt at man får styr på…
Kender ik din historie, men kan nemt regne ud at du er blevet eller følt dig svigtet… Oven i mit ADHD fik jeg så tilegnet titlen, store skader som følge af voldsomt svigt.
Sådan, skandalerne har ingen ende taget og faktisk nærmest ikke kigget mig selv rigtigt i spejlet i flere år, fordi ham jeg så der, kunne jeg simpelthen ikke fordrage… Jeg er helt hundrede med på hvor du befinder dig og det er godt nok noget af en kamp at få rettet op på… Hanne, jeg er lutter øre, du må gerne være ynkelig overfor mig, det skal man sgu ha lov til en gang imellem og viser sgu bare at man er et menneske…
Hold nu kæft hvor er det langt ude rent faktisk…. Hver dag er en kamp og et lillebitte skridt i den rigtige retning ik?
Jeg kan ik noget, duer ik til noget, ingen vil ha mig, du er dum og uintelligent, grim, gammel, halvfed osv osv osv er tanker der har kørt i mit hoved i alle disse år, dog værst de sidste 4-5 år…. Begynder at blive lidt bedre, men fandme lang vej…”
Ja… og jeg kunne jo kun skrive til ham hvor godt jeg kendte til at det han skrev der… Og han fortsatte meget ærligt og åbent senere på aftenen i en personlig besked:
“Så er jeg kommet hjem… Tidligt, men dejligt.
Det er noget mærkeligt noget altsammen, underligt at forholde sig til og så alt gir alt mening…
Jeg har næsten fået styr på følelsen “spildt 46 år”.
Men det har jeg seføli ikke, da det bla har givet mig en datter, adskillige uddannelser og en masse sjov, altsammen rigtig fint, men en ting er jeg gået glip af i den grad, og det er kærlighed…
Har seføli haft den enorme kærlighed man har til sit barn og den kan ikke sammenlignes med noget andet, men når jeg sidder i dag og tænker tilbage, så har jeg levet et følelseskoldt liv…
Følelserne har jeg altid haft i mig, de er ikke nye, men jeg undertrykkede dem i alle de år, da det i en tidlig alder var noget jeg blev nødt til at gøre.. Lang historie….
Jeg har som dig, helt det samme, faktisk i alle de år, higet, ledt og søgt efter det jeg aldrig fik i min opvækst, nemlig opmærksomheden, accepten og respekten fra mine forældre…
Jeg har strøget fra den ene kvinde og videre til den anden, netop bare for at få noget opmærksomhed, eller den mindste følelse af at “være noget”.
Det nyeste tøj, dyreste tøj, håret var altid klippet og sad snorlige, altid klar til fest og spontanitet og jeg blev hurtigt populær på ikke at være kedelig, men så heller ikke andet…
Jeg har simpelthen lagt så meget beslag på mine reelle behov, overskredet mine grænser for sygt ved at gå fra den ene til den anden, stukket løgne ud til højre og venstre om hvorfor jeg ikke kunne blive i det jeg havde gang i og bla bla.
Jeg udviklede den mest fantastiske teknik gennem årene, til at få rettet fokus på mig og netop være et tudefjæs…
Ved ikke om jeg decideret skammer mig over fortiden, fortiden er som den er og den kan man lige så godt acceptere og så gerne lære en helvedes masse af… For en 7-8 år siden og som lyn fra en klar himmel og helt uventet, befinder jeg mig i en situation (sexuelt) hvor jeg er impotent, ikke bare lidt, totalt impotent…
Tænker at det bare er en engangssituation og får joket det væk…
Problemet er at det gentager sig og den sidste gang jeg er ude for det, blir det fulgt op at mega kæmpe lede ved mig selv…
Der starter min rejse faktisk til der hvor jeg er nu….
Jeg kan lige pludselig kun dyrke sex, hvis jeg har følelser involveret…
Jeg slår det hen og tænker bare at jeg er ved at blive voksen den dag i dag, i skrivende stund, kan jeg tælle 2 sexuelle oplevelser på 2,5 år.
Ikke fordi jeg ikke kan score, men simpelthen fordi jeg ikke har lyst til at gi den side af mig selv til hvilken som helst, når som helst og hvor som helst… Den sidste jeg datede eller forsøgte at få noget seriøst op at køre med, måtte pænt acceptere at jeg tog hjem den første måned, inden vi dyrkede sex…
Jeg har brug for at mærke om det er oprigtigt, eller at der en interesse i at lære mig at kende ordentligt og det ikke bare er sjov og ballade… Er det ikke lidt vildt?
Jeg har det helt fint med det, selvom rigtig mange ikke fatter en skid af det.. Rent faktisk er jeg lidt stolt af at være sådan indrettet, på trods af at jeg godt ved at jeg går glip af sex… Men sex er skide ligegyldigt, hvis ikke der ligger andet bag end få lettet trykket… Den dag jeg mærker at en oprigtig talt er interesseret i MIG, så gir jeg også alt hvad jeg har i mig og det er edderstjertme ikke så lidt.. Der er sparet op på den konto i rigtig mange år…
Det er seriøst ikke sort snak… Det er bare en fantastisk forvandling…”
Whoa…
Jeg mangler ord…
Tårene har trillet ned af mine kinder efter denne snak med min ven. Både fordi jeg er forbandet trist på hans vegne, og også fordi at der jo er en masse af de indre kampe han beskriver som jeg selv kan genkende.
Jeg begyndte at tænke tilbage på tiden i skolen, på at blive låst inde i skabe, hånet, gjort nar ad, holdt udenfor, slået på og kaldt for grimme ting.
Ting der har udviklet et selvhad så stort at det nok er de færreste der kan begynde at forstå det, og så alligevel ikke… Desværre er der rigtigt mange der kan forstå det…
Jeg husker hvordan jeg fandt på løgne for at få folk til at have ondt af mig (så jeg kunne få omsorg, positiv opmærksomhed og måske også nogle venner) blandt andet den med påkørslen som jeg nævnte i svaret til min ven på Facebook.
Men jeg husker også engang vi var af sted med klassen på koloni, jeg tror det var i Saunte, og jeg blev som sædvanlig holdt udenfor.
Jeg var ensom og desperat og jeg var bare et barn…
Jeg skrev en seddel hvor jeg skrev nogle rigtigt grimme ting om mig selv. Rigtigt grimme.
Med STORE bogstaver.
Jeg skrev det i 3. person, så det så ud som om at det var en af mine klassekammerater der havde skrevet det.
Så hang jeg sedlen på min køjeseng.
Så alle kunne se den…
…I håbet om at nogle ville finde det og få ondt af mig…
Og taktikken var at de skulle få så ondt af mig at de tilbød mig deres venskab…
Sedlen blev skam også fundet, og tilmed af en af plageånderne, og hun “sladrede til en voksen” og så startede dramaet ellers…
Så blev alle børn og voksne kaldt i samråd, og jeg sad på en stol ved siden af vores klasselærer som stod op og skældte og smældte på alle i klassen som var sat op på ræd og række på stole. Foran hende selv og mig…
Vildt ubehageligt.
Hun sagde at alle blev sidende indtil “synderen” meldte sig.
Og der var selvfølgelig ingen der meldte sig…
Til sidst måtte jeg simpelthen bryde sammen og tilstå…
…At jeg selv havde skrevet den…
Jeg ved ikke om du kan regne ud hvor “populært” dét var?!
Det var ganske forfærdeligt og dybt traumatiserende.
…jeg kan ikke sige mere om hændelsen, for jeg har fortrængt det… jeg kan simpelthen ikke huske resten…
Her er jeg med min elskede morfar. Han var som en far for mig. Men også en mand med mange ar på sjælen og et negativt sind som følge deraf… Fotograf: Privat foto
Her er jeg med morfars hat på… Når jeg ser billeder af mig selv som barn så forstår jeg sgu ikke at jeg skulle mobbes og selvfølgelig heller ikke hvorfor min mor kunne finde på at slå mig… Men det var jo dét hun selv havde lært og når jeg ser billeder af hende som barn, så begriber jeg ikke at nogle kunne gøre hende fortræd… Begriber det ikke… Fotograf: Privat foto
…Jeg husker tider hvor jeg har siddet hjemme hos mig selv og været bange for om der måske var skjulte kameraer oppe, som dem i klassen overvågede, så de feks. kunne se når jeg gik på toilettet eller andre ting…
Jeg var nærmest paranoid til tider… Og Virkelig ensom, og som du nok kan forstå ulykkelig og desperat…
Det har givet mig store ar på sjælen, og det er noget af det jeg kæmper med i dag.
Her er jeg på vandretur med fritidshjemmet. Her havde jeg heller ikke rigtigt nogle venner, så det der interesserede mig mest var den lille kat der fulgte med os noget af vejen… Det var min ven… Fotograf: Privat foto
Jeg har altid været glad for dyr. Her er jeg med min “Ninus”. Dyr var mine venner, de sagde ikke grimme ting og de var glade for mit selskab. Det er mine brødre ved siden af. Jeg har valgt at sløre dem da jeg ikke vil stille dem i en position hvor de skal tage stilling til om de har lyst til at figurere på min blog eller ej. Så jeg vil ikke være bekendt at spørge dem. Fotograf: Privat foto
Det er noget af det der gør at det kan være svært at få et parforhold til at fungere, for jeg kan ikke finde ud af at blive elsket, og det er noget af det der gør at jeg kan have svært ved at sætte grænser og sige fra, og dét har jeg skrevet et indlæg om, og det publicerer jeg ganske snart, og når dét så er udgivet, så LOVER jeg at vende tilbage til den cliffhanger jeg omtalte i forrige blogindlæg. ?
Men husk, det er ikke synd for mig.
Jeg er ikke et offer mere.
Jeg kan ganske vist ikke ændre på fortiden, men jeg kan bestemme hvordan jeg vil have det nu.
Lige nu.
I dag.
Ikke morgen og ikke om 14 dage, men lige nu.
Lige nu, er det eneste jeg kan gøre noget ved og bestemme over.
Selvom det er noget forfærdeligt lort at jeg har haft det så skidt, så er det jo ikke virkeligheden mere.
Det er passé og det kan ikke ændres.
Jeg er ikke et barn mere, i dag er jeg voksen, og jeg kan selv vælge hvem jeg vil være sammen med.
Hvis der er nogen der ikke vil være sammen med mig, eller bliver sure på mig, so be it.
Jeg skal ikke blive ked af det, det ved jeg nu, men bare lade være med at bruge tid og energi på dem, for der er heldigvis masser af andre der gerne vil være sammen med mig og som godt kan lide mig.
Dét har jeg da, om noget, fundet ud af i denne tid.
Fortiden er slut og den skal ikke have magt over mig længere.
Jeg tager ansvar nu.
Ansvar for mig selv.
Der skal omprogrammeres big time.
Jeg er i gang med at skrive noget ned…
…Noget helt specifikt jeg gør for at lære at omprogrammere…
Oooh yes!
Dét skal jeg også nok dele.
Men som sagt, først et indlæg om at sætte grænser.
Kommer næste gang.
Og så “cliffhangeren”, og så måske omprogrammerings-guiden.
Håber du er med mig.
/Hanne <3
