Blogindlæg fra Søndags-Support 13. november 2016
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support
Vi er bange for at blive bange.
Vi undlader at kaste os ud i nye eventyr, fordi vi frygter at det vil være usikkert og dermed bringe os frygt i fremtiden.
Tro mig, jeg er selv ret god til at undvige ting pga. frygt, og frygten for fremtidig frygt.
Når der opstår angstprovokerende situationer øver jeg mig i at bruge frygten, fremfor at lade den stoppe mig, og jeg ved alt om hvor svært det kan være.
Men frefor at fortælle hvor svært det er, vil jeg meget hellere fortælle en historie om engang hvor jeg “sked på det hele” og tog chancen uden at overveje konsekvenserne.
Det er iøvrigt dem der gør os bange.
“Konsekvenserne”.
Så snart vi begynder at analysere på “konsekvenserne” bliver vi bange og lader os stoppe. Det er en skam, og problemet med disse “analyser” er at vi som regel helt glemmer at medtage alle de muligt positive konsekvenser.
Nå, men tilbage til histoien jeg ville fortælle:
Jeg sendte en jobansøgning til et produktionsselskab engang for mange år tilbage, og jeg pyntede virkelig på mine “skills” i ansøgningen.
Jeg skrev f.eks. at jeg havde “masser af erfaring” med at redigere film, fordi jeg bare så gerne ville have foden indenfor i branchen, koste hvad det ville.
Jeg havde kun lige snuset til tv-produktion og videoredigering, men jeg tænkte for mig selv “Hvor svært kan det lige være?”.
(Det gør vi iøvrigt alt for sjældent i vores voksenliv. Som regel tænker vi i stedetfor “Det er nok for svært, så jeg må hellere lade det ligge” eller “Det er jeg nok ikke god nok til, så jeg må hellere søge/gøre noget andet”)
Skæbnen ville at jeg fik jobbet dengang, og nu skulle mine “mange talenter” og “megen erfaring” jo så tages i brug.
OMG…
Shit, shit, shit…
Problemet var jo, at jeg havde ikke rigtigt så mange erfaringer med tv-produktion som jeg havde givet udtryk for og ikke rigtigt så mange redigerings-talenter som jeg havde luftet i ansøgningen, så jeg var sgu virkelig på den.
Og så alligevel ikke…
Frygten for at blive “opdaget” kunne have lammet mig totalt.
Men “alt er jo relativt” tænkte jeg, så når jeg siger “meget erfaring”, så kan det jo lige sp godt være 10 timer såvel som 10 år, det kommer jo an på hvordan man ser på det.
Så jeg forestillede mig at den skulle jeg nok “redde hjem”, og at jeg jo bare måtte knokle lidt ekstra og spørge nogle af de erfarne til råds.
(Læg lige mærke til noget her, jeg tror nemlig at det har været helt afgørende, at jeg havde evnen til at “forestille” mig et godt udfald! Dét skal jeg i fremtiden selv bruge meget mere tid på at blive god til igen)
Jeg kom til at sidde med min egen lille ugentlige produktion af små film til nettet. Jeg skulle både tilrettelægge dem, filme dem og klippe dem, og det der “klipperi”, det var jeg sgu’ ikke specielt ferm til. Men jeg havde jo en deadline hver uge, og heldigvis var arbejdspladsen meget “frihed under ansvar” agtig, så man kunne komme og gå lidt som man ville, bare man overholdt sine deadlines.
For mig kom det til at betyde at jeg også måtte af sted på arbejde i weekenderne og jeg sad derinde, i den store kolde bygning i Vermundsgade, i timer og atter timer i weekenderne, og nogle gange sad jeg og stortudede imens jeg arbejdede, fordi det var så svært og drillede så meget at jeg kunne have revet håret af mig selv. Men jeg blev ved og ved og ved. Knoklede og kæmpede.
Og nu kommer det gode:
Frygten for at blive opdaget -og smidt ud på røv og albuer- var min motivator. Jeg skulle bare lykkes, ingen skulle få nys om at jeg var total “talentløs” og i virkeligheden ikke kunne en klap af de ting jeg havde lovet jeg kunne.
Jeg sled, og sled, knoklede og knoklede og der gik faktisk ikke ret lang tid før jeg kunne lave mine ugentlige indslag med venstre hånd.
Jeg vil tro det tog 5-6 måneder at nå fra at kunne nærmest ingenting, til at kunne lave dem med venstre hånd OG lukkede øjne.
?
Det var alle tudescener og ufrivillige weekendophold i en stor, tom bygning i Vermundsgade værd.
I did it! -Det var lidt den følelse jeg havde.
En dag til en julefrokost, besluttede jeg at jeg ville sige sandheden til min chef Line. Jeg kunne ikke lade være, for jeg synes selv at det var lidt sjovt, og nu var det jo ikke længere “farligt” at afsløre mine små hvide løgne, for nu gik alt jo super godt.
Så jeg fortalte hende at jeg altså ikke havde haft “for 5 kroners erfaring” da jeg startede, og at jeg vist havde pyntet lidt vel meget på min ansøgning dengang.
Line grinte og kiggede på mig, så sagde hun “Det vidste jeg faktisk godt!”
Så hun havde åbenbart hurtigt gennemskuet mig, men hun havde værdsat mit mod og min kampånd, og derfor havde hun ladet mig bevise at jeg godt kunne.
Den havde jeg ikke lige set komme.
Stort af hende, ikke?
Min opfodring denne søndag -også til mig selv- er at bruge frygten som en drivkraft fremfor en stopklods.
Hvad enten det drejer sig om kærlighed, sygdom, penge eller hvad som helst ellers, så se frygten som din benzin til at opnå dine mål.
I kærdlighed går vi tit på kompromis fordi vi er bange for at blive alene, og frygter at alenetiden skal gøre os bange og usikre, så i stedet bliver vi i parforhold der ødelægger os og flår vores selvværd i småstykker.
Det samme sker ofte i venskaber.
I helbredsøjemed undlader nogle at gå til lægen fordi de frygter at få en besked der vil gøre dem bange og utrygge, så de frygter altså en fremtidig situation hvor de skal gå og være bange og usikre.
Det siger næsten sig selv at det er det dummeste man kan gøre…
Som en struds der gemmer sit hovede i jorden…
Eller som at ville spare pengene på tandlægen, fordi man har frygt i forbindelse med sin økonomi, kun for at erfare at det var blevet langt billigere hvis man ikke havde sparet tandlægebesøgene væk på det tidspunkt hvor de kunne have været forebyggende.
Vi skal ikke være bange for at være bange.
Alting løser sig som regel.
Gør det ikke?
Frygt er okay, og det er en del af livet.
Når vi ser den i øjnene gør den os stærkere.
/Hanne ❤
