I dag vil jeg dele en meget personlig men vigtig beretning med jer.
Dens formål vil være at sætte tingene lidt i perspektiv, selvom jeg ikke mener at man kan sammenligne sorg og smerte.
Med andre ord er min sorg ikke værre eller lettere end din.
Selvom om min liste over ”lort livet har budt mig” er længere end din, behøver det ikke at betyde at du har det mindre svært, og omvendt, selvom jeg ikke mangler begge arme, betyder det ikke at ham der mangler begge arme har det sværere end jeg har det.
Man kan ikke sammenligne smerte. Den vil altid være meget rigtig for den der står med den, uanset om nogen -angiveligt- har det værre.
Som jeg også har nævnt før i mine blogindlæg, så er traumatiske reaktioner virkelige, uanset hvordan situationen der skabte den tager sig ud for andre.
Så alle de traumer -altså smerter- vi bærer rundt på, er virkelige for os. Også selvom andre måtte synes ”det er noget pjat” eller at ”andre har det værre”.
Men derfor kan det godt være sundt at høre andres historie og få sat tingene lidt i perspektiv.
Det er en oplagt mulighed for ikke at drukne sig selv i sin egen elendighed.
Andres historier kan vise sig at være netop den øjenåbner der blev præcis den katalysator vi havde brug for, for at rejse os op fra vores eget sorte hul af bekymringer, børste det tyngende støv af skuldrene, ryste frygten ud af kroppen som var vi et modigt byttedyr på savannen og en gang for alle beslutte os for stædigt at kæmpe for at lave om på vores egen historie mens vi stadig kan.
I respekt for dem, for hvem det er for sent at ændre på deres historie.
I respekt for dem der bruger deres sidste tid her på vores smukke jord til at inspirere os andre og som med deres ord og handlinger har overskud til at vise os hvor meget der egentlig er at leve for og hvor dyrebar vores tid her på jorden er.
Lad os rejse os op fra skidtet vi sidder fast i og love hinanden at vi i respekt for dem der ikke har flere chancer, vil gøre vores bedste for at kigge indad og finde det som er vigtigt og sandt for os, og finde det der gør os lykkelige, for dét er nøglen til at gøre verden til et bedre sted. At vi selv er lykkelige, for når vi er lykkelige kan vi kun gøre godt.
Når vi er lykkelige, så er vi også gode ved os selv, og når vi er gode ved os selv, så er vi også gode ved andre.
For os der stadig kan nå at ændre på vores historie er mennesker som ham jeg nu skal fortælle jer om en engel i forklædning.
Hans navn er Jacob.
Måske har du allerede set ham da hans Facebook-video gik viralt for ganske nyligt.
I déen med videoen var at få fortalt den kedelige nyhed om at lægerne nu har måttet give op i forhold til hans kræftsygdom, til sine venner og bekendte, og på en en, for ham og hans familie, overskuelig måde få fortalt til alle omkring dem, at det nu er et spørgsmål om tid. Jacob benytter også lejligheden til at komme med en kærlig opfordring. Se den her:
…Og en vigtig reminder til os om ikke at spilde denne dyrebare tid, for pludselig så er der ikke mere tilbage…
Den dag jeg blev ringet op af Jacob og Tine og fik beskeden om at lægerne havde kastet håndklædet i ringen og at de ikke vidste hvor længe der ville gå før det var slut, fik jeg mig en rigtig god og vigtig samtale med Jacob.
Jeg vil citere lidt af den her, fordi jeg mener at hans budskab er essentielt og måske kan det sætte tingene i perspektiv for nogle af alle os der rent faktisk har tiden og livet foran os.
Det gjorde det i hvert fald for mig, så derfor vil jeg -med Jacobs tilladelse- dele en lille snas fra samtalen med jer.
Både Jacob og jeg er selvstændige og derfor kender vi også begge til det her med at arbejdslivet kan give nogle vældige udfordringer og at det går op og ned, men også at det i perioder er gået nedad lidt for længe.
Sådan er det jo for os alle, også for lønmodtagere, og de her op og nedture finder vi både i vores hverdag, i vores kærlighedsliv, i vores økonomi og alle mulige andre steder, alle sammen.
Men hvad gør vi ved det når vi står overfor udfordringer?
Lader vi stå til?
Lader vi os lamme?
Eller gør vi noget?
Her er hvad Jacob sagde da jeg spurgte ham hvordan det føltes at være i hans sko ligenu, og det ramte mig hårdt fordi det er så sandt:
”…Vi har altid haft muligheden for at rejse os op igen og gøre noget andet, og prøve noget nyt for at løse vores problem. Vi har kunnet eksperimentere med forskellige muligheder og afprøve nye tiltag for at hjælpe os selv, vores familie eller forretning. Det er så mærkeligt at stå i en situation hvor ligegyldigt hvad jeg gør, så er det lige meget… Fordi det er for sent… Der er ikke flere muligheder… Døren er lukket..”
Jeg fik næsten ondt i hele kroppen da jeg hørte de her ord.
Og samtidig gav de mig også motivation.
For det er jo så rigtigt som Jacob siger, vi har muligheden for at gøre noget andet.
Hvis vi er utilfredse med vores job, ulykkelige i vores parforhold, eller bare generelt utilfredse med vores liv, eller hvis forretningen går ad helvedes til, så har vi muligheden for at prøve noget andet og se om det virker…
…Men en dag er den mulighed der ikke mere…
Vi er her kun i ganske kort tid, og skal den tid gå med at være utilfreds? Sur? Bitter? Ked af det? Vred?
Det er næsten respektløst for dem der ikke længere har mere tid. Det er den følelse jeg får.
Som jeg indledte med at sige, så vil jeg på ingen måde negligere hverken andres eller mine egne sorger og bekymringer, jeg vil blot med dette opfodre til at vi gør noget, hvis vi er kede, ulykkelige, bitre eller utilfredse.
En dag så er der ikke mere tid til at gøre noget, og så har vi brugt livet på at gå og være kede af noget vi alligevel ikke kunne ændre, eller bitre over noget der kunne have været tilgivet så man kunne være kommet videre, eller vi har ladet os nøjes med eller ladet os træde på selvom vi havde muligheden for at gå, eller vi har brugt vores tid på at være sure over noget som måske kunne have været løst med et simpelt undskyld.
Det ville være en skam ikke?
Gør nu noget! Ræk ud efter den hjælp du har brug for, for at komme i gang.
”Tid... Er den største værdi vi har her i livet” og der er ikke ret meget af den.
Her er en lille video fra i sommers hvor Jacob havde det væsentligt bedre end han har det nu. Der havde han overskud til at sige en stor tak til alle jer der donerer blod, den taknemmelighed er hermed videregivet:
Det gør mig ked af det helt ind i knoglemarven at være vidne til.
Jacob og Tine er to af de mest givende, hjælpsomme og søde mennesker jeg kender, og det gør det ikke mindre hæsligt at skulle overvære.
Udover det, er de begge to super dygtige til det de hver især laver, det er f.eks. Jacob der har skabt min fotograf hjemmeside og tegnet mit flotte HPK logo som min forretning har båret med stolthed i mange år.
De har også begge to kreative talenter udover det sædvanlige, Tine synger som en drøm og hun har brugt sin stemme til at hjælpe med at samle penge ind til Jacobs alternative behandlinger, ved at holde donationskoncerter hvor alt overskuddet går til behandlingerne.
Tine lavede også en sang til Jacob.
Jeg husker at Tine ringede til mig en dag og spurgte om jeg helt spontant lige havde tid til at hjælpe hende med noget. Det havde jeg heldigvis. Jeg skulle tage billeder og filme under indspilningen til sangen, så hun kunne forære sangen til Jacob som en video han kunne se på sin iPad.
Behøver jeg at sige hvor meget det betød for Jacob?
Teksten i sangen er Jacobs egne ord. Tine har brugt disse ord og fået lavet en melodi og altså selv indsunget den til ham og selv klippet videoen med billederne. Virkelig smukt.
Du kan se den her:
Det kan synes overvældende uretfærdigt at disse to mennesker der selv er så gode og givende, og som har små børn, skal igennem sådan en umenneskelig omgang, men desværre er det her jo virkeligheden for rigtigt mange gode, dejlige mennesker.
Men Tine og Jacob -som nok også er de mest positive og optimistiske mennesker jeg kender- de tror stadig på livet!
Så de har taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at samle penge ind til Jacobs alternative behandlinger. Det kan godt være at lægerne har givet op nu, og i juni fik Jacob dommen ”uger til måneder”. Men han er her endnu! Og troen på livet er der endnu.
Du kan hjælpe denne lille familie hvis du har lyst og ressourcer, ved at donere et beløb, der er stadig 3 dage tilbage af indsamlingen.
Donér her: Støt Jacobs livsvigtige kamp mod kræften
Du kan læse meget mere om Jacobs forløb og hele historien på deres blog Tro, Håb og Broccoli.
❤
Husk det nu. Vi lever kun en gang.
❤
”Tid… Er den største værdi vi har her i livet” ~Jacob Rossen
❤
UPDATE 4/12-2016
Det er i dybeste sorg at jeg må meddele at min kære, skønne, dejlige ven Jacob gik bort onsdag aften d. 30/11-2016 ved 20-tiden. :’-(
Han havde kæmpet som en drage de sidste par måneder og det har ikke været sjovt. Han har haft ulideligt mange smerter, så det var på ingen måde værdigt længere.
Det var tid til at han tillod sig selv at give slip….
Det gjorde han så onsdag aften.
Jeg er sønderknust. Det siger næsten sig selv. Men der er så afsindigt mange lag i sorg, særligt i den sorg man oplever når man mister et menneske tæt på en.
En ting er det tab man selv oplever og sorgen over at skulle undvære det menneske man holder så ufatteligt meget af.
Det ubegribelige i aldrig at skulle høre vedkommendes stemme igen, grine og pjatte sammen eller bare hygge sammen igen.
En anden ting er den sorg man føler på andres vegne. Den er næsten -for mig- endnu mere uudholdelig.
Jeg får en klump i halsen når jeg tænker på at Jacobs små drenge nu må undvære deres elskede far. Heldigvis har de en vidunderlig og fantastisk mor, men det må stadig være ganske forfærdeligt for to børn på 5 og 9 at få taget far fra sig på den måde.
Øv. Jeg holder det ikke ud.
Så er der jo drengenes mor, min dejlige veninde Tine som jeg har kendt siden 1999. Det piner mig at hun har måtte gennemgå alt det her. Jacob var syg i mere end 10 år. Tænk at gå igennem så mange år med kritisk sygdom, blot for at miste sin elskede til sidst. Det er fandme ikke til at bære.
Undskyld mit franske, men jeg er tung om hjertet og må bare have det ud.
Så er der Jacobs søster, mor og far… Jamen jeg kan jo slet ikke begynde at forstå hvor hårdt det her må være for dem…
Så var det jo også Jacob der lavede min hjemmeside og tegnede mit flotte HPK logo.
Design af Jacob Rossen
Og jeg har overhovedet slet ikke lyst til at andre end Jacob skal pille ved min hjemmeside for han var bare den bedste!
Øv, øv og atter øv, for fanden Jacob, jeg kommer til at savne dig på så mange planer.
Så er der alle tankerne, var der noget jeg kunne have gjort? Har jeg været en god nok ven?
Så er der samvittighedskvalerne. Sådan nogle kan jeg godt få. Hvor jeg nærmest får det dårligt ved tanken om at nogensinde skulle smile og være glad igen, når nu dette smukke, dejlige menneske ikke er her mere.
Rationelt ved jeg jo godt at det ville han da aldrig ønske for nogen af os, at verden skulle gå i stå og vi skulle gå og være kede af det hele tiden.
Jeg er heldigvis også blevet rigtig god til at styre mine tanker, så de ikke styrer mig, så når den slags dårlig-samvittigheds-tanker kommer er jeg god til at lægge dem fra mig hurtigt igen, men selvom jeg er blevet god til det med tankerne, så betyder det altså bestemt ikke at jeg er totalt fri fra irrationelle, negative og destruktive tanker.
Ja… Så der er mange lag i sorg. Det er der i hvert fald for mig. Mange spørgsmål. Mange tanker. Mange tårer og megen fortvivlelse og savn.
Men heldigvis var Jacob selv sikker på at der ventede han noget smukt på den anden side af livet, og dét er jeg også helt overbevist om.
Det her var sådan Jacobs historie skulle være, og det er der desværre ingen af os der kan lave om på hvorend vi gerne ville…
Jeg tror på at det hele vil give mening en dag. En dag vil både jeg, alle hans andre gode venner, Tine og hans to dejlige drenge Oskar og Charlie sikkert kunne se meningen med at det måtte gå som det gjorde.
Måske fordi det lærte os noget eller gav os nogle styrker som vi ellers ikke ville have fået.
Måske bliver Oskar forsker og finder kuren mod sarkomkræft!? Who knows!?
Måske åbner Charlie et nyt sportssted a la Club La Santa for at ære sin fars minde. (Jacob har været instruktør på Club La Santa og har mange venner fra dengang, og han fortalte også tit røverhistorier fra den tid)
Min pointe er, at ingen kan sige hvad denne frygtelige sorg kan fører med sig af fantastiske ting.
Og måske Jacobs alt for tidlige bortgang vil være katalysator for at en masse af os venner husker at udleve vores drømme og aldrig glemmer at “tiden er det mest værdifulde vi har” som Jacob huskede os allesammen på, kort før sin død…
I dag -søndag d. 4/12-2016- skrev jeg i min Søndags-Support et længere indlæg om vores allesammens “indvendige kritiker” og hvor meget vi sårer os selv når vi konstant kritiserer og nedgør os selv.
Som bekendt bliver alting altid lige sat lidt i perpektiv når vi mister nogen, og som Jacob sagde så er tiden det mest værdifulde vi har, og derfor stod lige pludselige bare endnu mere lysende klart for mig hvor vanvittigt dumt det er at bruge sin tid på at gøre sig selv ondt…
Jeg er stadig ikke 100% i mål hvad angår den slags. Jeg har stadig idéer om at jeg ikke er pæn nok, ung nok, slank nok, dygtig nok og alt det der, og det er jeg rasende god til at “huske mig sel på” og det er ikke særligt pænt gjort vel?
Det gad man i hvert fald ikke at en god ven gjorde.
Men man skal skisme da heller ikke selv gøre det.
Hvor er vi ikke henne hvis vi ikke engang kan regne med os selv?
Hvis vi ikke engang kan være trygge i vores eget selskab…?
Jeg håber at du sammen med mig vil gøre en indsats for at tale pænt til dig selv, både i ord og tanker.
Brug heller ikke din tid på folk der gør dig ked af det. Din tid er alt for kostbar.
De sidste par dage har himlen simpelthen været så umanerligt smuk. Det smukkeste lys og de mest fantastiske farver. Selvom jeg ingenting ved om hvor man bliver af når man ikke er her på jorden mere, så hygger jeg mig med idéen om at den enestående himmel skyldes at den har fået fint besøg! <3
Jeg vil slutte af med at linke til en video som jeg helt glemte at smide på da jeg skrev blogindlægget i forbindelse med indsamlingen.
Den sang Tine indsang -som du kan se ovenfor før denne update- var nemlig Jacobs egne ord. Det var tanker han havde fældet ned og dem blev en lille fin kortfilm ud af.
Den kan du se her:
Jeg skrev lidt om det i mit allerførste blogindlæg. Det kan du læse eller genlæse her: Selvalgt enlig mor
Kram til jer alle.
/Hanne ❤
P.S. Du kan stadig læse Tine og Jacobs egne beretninger her: Tro, Håb & Broccoli
