Hej læser,
En stor del af at lykkes med personlig udvikling er selvindsigt…
Og ikke mindst selverkendelse…
Og det, der er det svære ved det, er, at det kan gøre ufatteligt ondt. For nok så mange gange må man konfronteres med ting man har gjort eller sagt som man mildest talt ikke er specielt stolt af.
Det er meget ukomfortabelt og giver virkelig anledning til at stikke halen mellem benene og løbe fra det, eller alternativt, straks gå i forsvar og komme med undskyldninger for hvorfor man gjorde eller sagde som man gjorde.
Som regel er der en situation eller omstændighed der får skylden for ens handlinger, og andre gange er det et eller flere andre mennesker der får skylden.
Det betyder, at vi for det første ikke tager ansvar, og for det andet at vi gør os selv til ofre der ikke har nogen magt over det vi selv har sagt og gjort i fortiden, og mønsteret fortsætter så i vores voksenår hvor vi heller ikke i nutiden -eller fremtiden- tager ansvar for hvad vi siger eller gør, hvilket ikke bare gør os ansvarsløse men også magtesløse.
Det kan måske umiddelbart føles meget rart at lægge ansvaret fra sig, det er jo derfor at vi gør det, for når vi placerer det på andet -eller andre- end os selv så bliver man jo ”uskyldig” og på den måde undgår man at folk pludselig ikke kan lide en og man bevarer ”sin plads i flokken”.
Tror vi…
Men vi lyver for os selv når vi går og tror på at det er en holdbar strategi…
Og det ved jeg alt om, for jeg har brugt den strategi hele mit liv. “Det hele var min fortids skyld og jeg kunne ikke gøre for det”:
Jeg er blevet forsømt og svigtet af min ene forælder, råbt og skreget af, hånet og tævet af den anden, jeg er blevet mobbet i skolen, i børnehaven og på fritidshjemmet og sågar også helt op i gymnasiet, så jeg har haft det svært og har lidt så frygteligt igennem hele min barndom.
Jeg har været plaget af selvmordstanker, lavt selvværd og paranoia så længe jeg kan huske…
Og det er da også rigtigt…
For jeg har jo higet efter kærlighed, og den eneste måde jeg kendte til kærlighed på var svigt, løftebrud, tillidsbrud, misrøgt, skuffelser, tæv, drama, råben og skrigen.
Så hvis jeg var i et forhold med et menneske som elskede mig, så havde jeg -og det kommer til at lyde skørt det her- brug for at blive forladt og svigtet…
For det var det jeg kendte….
Og hvis der ikke var nogen indikationer på at han ville svigte eller forlade mig så jeg kunne få opfyldt min -ubevidste- komfortzone-trang til at føle mig forrådt og efterladt, så skabte jeg selv dramaet der ville give præcis det resultat.
Selvfølgelig ubevidst.
Men det er en super dårlig undskyldning, udfordringen er bare at når man er det sted i livet hvor jeg var -særligt i min ungdom- så kan man ikke selv se det.
Men synes naturligvis ikke at dramaet er noget man selv skaber.
Det er de andres skyld.
Det er dem der er røvhuller.
Men de er røvhuller fordi jeg gør dem til det… Men ikke selv kan se at det er det jeg gør…
Formlen var som regel at en kæreste skulle være på en bestemt måde eller gøre bestemte ting for at jeg kunne føle mig elsket af ham, og hvis han ikke gjorde det, eller var det jeg ønskede, så skabte jeg dramaet…
Dramaet var min måde at sige ”så elsk mig dog!” på…
Men det havde -selvfølgelig- den modsatte effekt.
Fo naturligvis var der ingen der elskede mig højere når jeg skabte drama, fordi ofte fik jeg jo i min dramatisering skabt et grimt billede af det menneske jeg var kæreste med, som de slet ikke selv kunne genkende.
Og forståeligt nok.
Det var jo skabt inde i mit hoved.
Det var mit drama.
Det var ikke virkelighed.
Men jeg kunne ikke se det…
Det var virkelighed for mig…
Her i fredags var jeg en tur i byen med nogle gamle venner. Den ene har jeg kendt siden vi var teenagere, og vi var også kærester i vores teenageår. Jeg var 16 år dengang og jeg mener at han var 18.
Ud på de små nattetimer, godt fyldt op med promiller, så tager han min hånd og siger at ”…der jo også har været tidspunkter hvor han ikke har syntes at jeg var nogen særlig rar person…”
Mit hjerte sank…
Auch…
Jeg husker ikke hvad det kom sig af, og hvad vi havde talt om som fik ham til at sige det, men jeg ved at vi diskuterede emnet ”personlig udvikling” og så kom den altså lige pludselig.
Og på trods af at jeg havde fået lidt indenbords, så ramte den mig rigtigt hårdt…
Det var lidt af en mavepuster.
Ikke fordi jeg ikke vidste hvad han mente, for jeg vidste præcis hvilken situation han med garanti tænkte på…
Og jeg ved -fordi det sagde han og fordi sådan er han som menneske- at han aldrig ville sige noget for bevidst at såre mig, og som jeg skrev tog han også min hånd da han sagde det, nok fordi han vidste at det ville være hårdt for mig at høre…
Men jeg tror han havde brug for at få det sagt.
Og jeg er virkelig glad for at han gjorde det.
Det er der flere årsager til, og jeg vil liste nogle af dem lige om lidt, men først vil jeg lige hurtigt forklare hvad det handlede om:
Da han sagde den sætning i fredags, der tænkte jeg straks på en bestemt situation for år tilbage da vores forhold sluttede, og jeg håbede til det sidste at det ikke var den han tænkte på, og at han havde glemt alt om lige netop den.
Men det var den og han havde ikke glemt det…
Dengang for 27 år siden hvor vi var kærester, der flyttede jeg hjemmefra for at bo sammen med ham.
Kun 16 år. Jeg flygtede fra mit eget hjem hvor jeg fik bank. Det kan jeg da godt se i dag at det var det, det handlede om.
Det var da heller ikke gode odds vi havde:
Og lad mig lige notere at ingen af disse her ting blev fixet før jeg for to år siden startede min ”personlige udviklingsrejse” i en alder af 41 år.
Anyway, der gik ikke mere end 1/6 år så gik dette forhold i stykker og det kulminerer så i et skænderi til en fest vi holdt hjemme i vores lejlighed, hvor føromtalte situation opstår, da han i vrede smækkede en toiletdør, hvor jeg så uheldigvis fik fingrene i klemme.
Dét var mit cue til at skabe et kæmpe drama og straks fremstille ham som en voldelig og vanvittig person og blæse hele situationen op til noget den slet ikke var og på mest afsindige melodramatiske facon få historien om et par klemte fingre til at blive en historie om brækkede fingre og en sindssyg, hustru-voldelig kæreste…
Hvilket på ingen måde var sandt…
Han blev fremstillet i et lys han slet ikke selv kunne genkende, og det sårede ham dybt… Og det har jeg først fundet ud af nu her i fredags, 27 år senere…
Ja, som du nok kan forstå er jeg ikke ligefrem stolt af det den dag i dag…
For er der noget denne her fyr ikke er, så er det voldelig eller sindssyg. Han er faktisk nok den mildeste mandsperson jeg overhovedet kender. Blid og god som dagen er lang.
Intet ondt skabt i ham what-so-ever.
Nå, men tilbage til nutiden, nærmere bestemt i fredags hvor jeg så vover mig ud i at spørge ind til ”hvornår det tidspunkt da lige var at han ikke havde syntes at jeg var nogen særlig rar person?” og så var det altså at han nævnte denne her episode…
Min største frygt. Noget jeg havde håbet at han havde glemt for længst “fordi det ikke betød noget”…
Men det havde betydet noget…
Ikke nok med at det har naget mig selv, det har helt åbentlyst også naget ham, ellers ville det ikke komme frem nu.
Jeg fik ondt i maven med det samme!
Virkelig.
Jeg blev fysisk utilpas, men prøvede at skjule det.
Jeg kunne mærke en pinefuld følelse af skyld, skylle ind over mig. Og jeg blev ufatteligt trist, og begyndte også at græde under vores samtale og tristheden varede hele lørdagen også, og derfor fik jeg lyst til at skrive dette indlæg i dag søndag.
Og bedst som jeg sidder her med tårerne løbende ned af kinderne mens jeg skriver disse ord, så ringer telefonen og det er ham. Han og hans kammerat er kommet i mål, de har løbet Copenhagen Marathon og de ville bare høre om ikke jeg kommer forbi med nogle kolde øl.
Og jo, gu’ fa’en gør jeg så, så jeg vil prøve at runde af nu.
Jeg vil afslutte med en konklusion som jeg for længst er kommet til, men som godt kan tåle at se dagens lys igen, både for min egen skyld, men måske er der også noget du derude kan bruge af det her til at lære noget om dig selv?
Konklusionen er at jeg dengang løj for mig selv.
Så vandet drev.
Ellers havde jeg ikke kunnet holde mig selv ud, endsige se mig selv i øjnene…
Hvad mener jeg når jeg siger at jeg løj for mig selv?
Jo, altså dybest set, så løj jeg for mig selv når jeg fremstillede et menneske som jeg elskede i et dårligt lys, på den måde som jeg gjorde.
Jeg gjorde det nemlig kun for selv at se godt ud.
Så jeg kunne være hende folk havde ondt af og “holdt med”.
Så han blev skurken.
Jeg løj ved at overbevise mig selv om at det var helt fair at gøre.
Jeg fandt altid på alverdens årsager der kunne forsvare mine handlinger. Ikke bare i denne situation, men også i mange andre situationer.
Men problemet var at jeg løj for mig selv. Det hele var fantasi skabt for at forsvare mig selv og min egen urimelige adfærd.
Jeg løj heller ikke bare for mig selv, jeg løj også for alle andre og det ødelagde både mig selv og de andre…
Bare tænk på det faktum at han bringer det på bane her mere end 25 år efter, nu, hvor vi er bedste venner og for længst er videre i vores liv…
Det siger lidt om hvilken effekt det har haft.
Og det er jeg fandme ked af…
Det gør ondt at vide…
MEN…
Der er masser gode ting ved at han har sagt det her til mig i fredags, og her kommer så listen over alle de punkter der gør er jeg er glad for at gjorde det, selvom det gør helvedes ondt og fyldte mig med sorg, skyld og skam i det efterfølgende døgn:
- Det fortalte mig noget vigtigt, nemlig hvor meget nogle af de ting jeg har sagt og gjort egentlig kan have påvirket de mennesker det er gået ud over, uden at jeg har skænket det en tanke… Det har slet ikke krydset mit sind at det kunne have sådan en effekt fordi jeg har været så opslugt af mine egne problemer og lidelser at jeg ikke har været i stand til at tænke så langt.
- Han sagde jo ikke noget jeg ikke godt vidste, men jeg havde ikke hørt det fra ham før…
En ting er selverkendelse og selvindsigt, men noget helt andet er at høre det fra andre… Det er modbydeligt hårdt, men jeg er nået så langt i mit arbejde med mig selv at jeg rent faktisk var klar til at modtage budskabet, og jeg håber fra det inderste af min sjæl at det på en eller anden måde har lettet hans hjerte at få det sagt. - Jeg lærte at mod ikke -kun- handler om store muskler eller vilde præstationer, for når jeg kigger på det udefra lige nu, så kan jeg se at det har krævet en helt absurd stor portion mod af ham at sige det til mig, for er der noget han ikke ønsker så er det at såre mig, så meget ved jeg. Men han har haft brug for at fortælle mig det og fandt modet til at gøre det selvom han godt vidste at det ikke ville være rart at høre, og det er altså ret stort, det er der ikke ret mange der tør. Og jeg er glad for at han gjorde det, selvom det gjorde ondt. Fordi nu er jeg lettet. Nu er det ude og jeg kan sige undskyld og jeg kan give ham en forklaring.
- Det stillede også fokus på at det her med at min baggrund ikke kan blive ved med at være en undskyldning for mine handlinger i fortiden. Det kan være en forklaring som sagt, men hvis jeg fortsætter med at læne mig op ad den, som en undskyldning for, eller årsag til, mine handlinger, så kommer jeg ikke videre. Nu tager jeg ansvar i stedet for. Jeg erkender at jeg gjorde noget dumt.
- Det fik mig til at blive endnu mere bevidst om hvor vigtigt det er at tilgive mig selv og hvor vigtigt det er ikke at leve i konstant skyldfølelse over ting sagt og gjort i fortiden som jeg alligevel ikke kan ændre på nu. Skyldfølelse nagler os fast. Den udvikler os ikke.
Så derfor tror jeg mere på at læresætningen må være noget i retningen af: ”Det fik jeg vist fucket lidt op det der, men nu har jeg lært af det” – Det er fedt at stå her og bare total EJE mine egne dårlige sider og tidligere fejltagelser, og mærke tilgivelsen af mig selv for ikke at vide bedre dengang. Det er en rar følelse og den har han bidraget til ved at lette sit hjerte i fredags. - Jeg får nu også en oplagt mulighed for at komme med en dybfølt og oprigtig undskyldning til et menneske jeg holder uendeligt meget af, fordi det nu er ude i det åbne. Og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har tænkt mig at skrive et brev til ham og sige undskyld og tak.
NB! Der er forskel på at sige undskyld og komme med undskyldninger, det er to vidt forskellige ting, bare for lige at gøre det klart.
Det vigtigste ved min undskyldning skal -udover den velfortjente undskyldning i sig selv- være at den skal eliminere alle risici der måtte være for at han kunne føle sig skyldig over at have bragt dette gamle emne på bane.
Det er det sidste jeg ønsker mig.
Formålet med den skal være at undskylde for at have såret ham så dybt at det stadig sidder i ham mere end 25 år efter, og undskylde at have fremstillet ham i et grimt lys som han på ingen måde fortjente, og gerne også at bringe lettelse i hans sind og hjerte og lade ham vide at han bestemt ikke fortjente det. Og han skal vde at jeg godt ved at det var forkert og at det gør mig ondt.
Jeg gjorde det jeg gjorde dengang fordi jeg ikke vidste bedre og fordi jeg havde brug for ”hævn”.
Sårede mennesker sårer mennesker.
Sådan er det.
Han ”svigtede” mig fordi han ikke kunne elske mig som jeg gerne ville elskes.
Men det var der jo bare ingen der kunne, ikke engang mig selv. Så hvad jeg ikke vidste var at dette drama blot ville blive et af mange fremtidige…
Men jeg ville hævne mig fordi jeg følte mig svigtet.
Han skulle vide hvor ondt jeg havde.
Det kunne jeg kun fortælle ved at gøre ham ondt.
Men jeg vidste ikke at jeg gjorde ham så ondt.
Jeg ville bare have ham til at fortryde at han forlod mig… Så han ville komme tilbage.
Det var altså ikke hævn bare for hævnens skyld, det var faktisk et forsøg på at ”få ham tilbage” hvor absurd det end kan lyde…
Min ”logik” var, at når han nu fandt ud af hvor ”stor skade” han havde gjort på mig (da fingrene kom i klemme), så ville han komme løbende tilbage i mine arme og sige ”…jeg mente det ikke, undskyld, jeg elsker dig, det hele er min skyld, tilgiv mig!” og så ville vi leve lykkeligt til vores dages ende.
Og dette her kan meget muligt lyde absurd for mange, men for ligeså mange er denne her ”logik” meget virkelig…
Vi sårer mennesker, i håbet om at de kommer tilbage til os… I håbet om at de fortryder…
Men det har den stikmodsatte effekt…
Og vi ved som regel ikke vi faktisk sårer dem.
Vi tror vi gør noget andet.
Vi tror vi giver dem en grund til at elske os igen.
Vi tror at vi får dem til at indse at det er dem der er “de onde”.
Men det er en skør logik.
Det kan jeg godt selv se nu.
Alligevel har jeg gennem mit liv benyttet denne destruktive ”logik” igen og igen og igen, fordi jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre…
Jeg har da stadig rester af denne logik siddende i mig. Det er jeg helt overbevist om.
Men jeg arbejder på at fjerne den helt.
Og det gør jeg blandt andet ved at dele det med dig nu læser, og ved at ”tage ejerskab” af mine fejltagelser og -prøve at- lære af dem, og det, at jeg nu sidder her og grædende skriver denne indrømmelse til dig, er min måde at tage ejerskab af det på.
Jeg indrømmer den.
Jeg tager ansvar.
Jeg ved godt at jeg ikke var særlig rar da jeg gjorde det jeg gjorde, og jeg ved nu, at min baggrund ikke længere skal være en undskyldning for at behandle andre mennesker dårligt i fremtiden!
Jeg tager fuldt ansvar for det jeg har gjort i fortiden som ikke har været sødt, og jeg undskylder fra det dybeste sted i mit hjerte.
Selvom jeg “ønskede hævn” dengang, så har det selvfølgelig aldrig været min hensigt at såre en jeg holder af på den måde og dét undskylder jeg for.
Jeg anerkender også det kæmpe mod han har udvist ved at sige det til mig, og jeg er dybt, dybt taknemmelig for at det først bliver bragt op nu hvor jeg var klar til at tage det til mig, og bare lære, uden at føle trang til at gå i forsvar, uden at blive fristet til at bebrejde nogen eller noget for hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.
Det kom på det helt rigtige tidspunkt hvor jeg var klar til at lære noget af det…
Tak for det min ven.
❤
God Søndag læser
/Hanne
YES!
❤
