Travel

Jeg er så bange for at blive afvist…

By February 25, 2018 No Comments

Hej læser,

I dag skal det handle om noget så hæsligt som afvisning.

Så spænd sikkerhedsselen, for der vil helt sikkert komme ting der ellers vil kunne få dig til at “falde af vognen” i svingene.

Jeg har jo før fortalt om ting ved mig selv som måske er lidt ”underlige”, og i dag bliver ingen undtagelse.

Afvisning er et gennemgående tema i mit liv.
Det tror jeg at det er for mange.
Men det er først indenfor det sidste halve års tid at det er gået op for mig, hvor omsiggribende det egentlig er og hvor meget det påvirker mit liv og mine beslutninger.

Frygten for afvisning har styret det meste af min tilværelse, og det er der for så vidt ikke noget underligt i, for da jeg var barn, der kunne min far ikke rigtigt lide mig, og min mor kunne heller ikke rigtigt lide mig…
Det var i hvert fald min oplevelse.
Jeg er sikker på, at hvis du spurgte mine forældre, så elsker de mig selvfølgelig, og det vil de nok mene at de også gjorde da jeg var barn.
Og jeg tror faktisk også at det er sandt, men det var bare ikke det der kom til udtryk…
I hvert fald ikke i min oplevelse, og dén er jo sand for mig.

Jeg vil ikke trætte jer med de lange historier om hvordan had, ringeagt, skuffelse, irritation, afmagt, vrede, aversion, nag, foragt og afsky var det min mor havde nemmest ved at udtrykke, og som oftest kom det til udtryk med vold, råben, skrigen og trampen, en hård trampen i gulvet der altid gjorde mig rædselsslagen fordi jeg vidste at der var tæv i luften når hælene trampede hårdt i gulvet, og jeg kunne høre dem hele vejen fra stuen og ind til mit værelse.
Eller om hvordan min far aldrig viste mig den store interesse, anerkendelse eller kærlighed når jeg var på besøg hos ham hver anden weekend (Min mor og far gik fra hinanden da jeg var 1 ½ år) hvilket kom til udtryk både ved at han forfordelte hans nyes kones søn (der var på alder med mig) og det barn (min halvbror, som i øvrigt er en dejlig dreng!) han fik med hende, og ved, at der -flere gange- var årelange perioder hvor jeg slet ikke havde kontakt til ham.

Der er tusinder og atter tusinder af andre der deler denne her historie med mig. Både nogle der er børn nu og som gennemlever sådan et helvede lige nu og her, men også alle dem der nu er voksne, ligesom jeg selv, og som døjer med konsekvenserne.
Så derfor behøver jeg slet ikke fortælle en lang ”offerhistorie”, for rigtigt mange har samme, eller næsten samme historie og kender så rigeligt til følgerne.
Som du ved, er jeg nu også kæmpe fortaler for at man bryder ud af den offerhistorie, selvom jeg først selv formåede at nå dertil i en alder af 41, men hellere det, end aldrig. Men dog kan jeg godt se at der stadig er rigtigt meget tilbage at arbejde med for mig, og en af de ting, det er afvisning.
Alt hvad jeg har truffet af valg igennem livet, har bygget på -og gør det til dels stadig- frygten for afvisning.
Med andre ord, frygten for, ikke at “høre til” og blive elsket.

Historien du får i dag har ikke til formål at fortælle dig hvor synd det er for mig, men snarere at skabe bevidsthed omkring emnet, fordi jeg tror som sagt at rigtigt mange har afvisning som et gennemgående tema i deres liv, men -måske- uden at de tænker over det.

Nu skal jeg fortælle dig noget om mig selv, og det er her det ”underlige” kommer ind i billedet.
Grundlæggende, så er jeg mere knyttet til dyr end til mennesker…
Sådan føler jeg det i hvert fald.
Weird?! Tjah, sikkert…

Men det er ikke det eneste, nu kommer der noget der nok er endnu mere underligt, jeg vil tro den topper listerne over ”underlighed”:

Jeg lever i en ”tro” på, at ting (måske) også har følelser…

Ej, okay, det lyder helt gakkelak, jeg kan godt selv høre det, men lad mig forklare:

Det er ikke sådan, at når jeg slår i bordet, og det gør jeg tit, at så tror jeg at det “gør ondt” på bordet.
Og så igen, nu jeg tænker over det… Hmm… Kunne det måske gøre lidt ondt…?
Hahaha.

Ej, forstå mig ret, det er ikke en overbevisning som sådan. Det er nok nærmere en tvivl.
Måske kender du det godt?
Bare lidt?
De fleste af os har i hvert fald nok kendt til det da vi var børn, men er så ”vokset fra det”, fordi vi har lært at det var ”noget pjat”.
Men hvis jeg nu beder dig om at være 100 % ærlig, har du så aldrig -da du var barn- tænkt tanken at dit tøjsovedyr måske kunne mærke smerte eller føle følelser?
Som kærlighed måske?
Eller…
Afvisning…?

Har du aldrig nogensinde projiceret menneskefølelser over på dyr eller ting?
Helt ærligt…?
Det kan jeg i hvert fald afsløre at jeg har.
I høj grad.
Det har været, og er stadig, sådan at jeg tænker en del over, om de ting jeg kasserer eller vælger fra fremfor en anden ting, mon kan blive ”kede af det” eller ”føle sig svigtet og afvist”.
Følelsen af svigt og afvisning er så dybt forankret i mig, og er følelser jeg forbinder med så ubeskrivelig en indvendig smerte, at jeg slet ikke kan overskue at nogen eller noget andet skal opleve den følelse.
For mig findes der ikke en værre følelse end afvisning.

Jeg kan for eksempel have det sådan, at hvis jeg står i grøntsagsafdelingen og putter en citron i indkøbskurven, men så ser en anden citron der er lidt større og pænere, og bytter den jeg havde lagt i kurven ud med den, at så ”sårer ”jeg den citron jeg havde taget først…
Nogle gange bliver følelsen så intens, at jeg beholder den citron jeg havde taget først…
Jeg kan også finde på bevidst at vælge en grøntsag der har nogle pletter eller som ikke er så frisk, fordi jeg synes det er “synd for den” at ingen andre formentlig vil have den, og at den så vil ende med at blive kasseret. Og dén tanke kan jeg ikke holde ud, og derfor tager jeg den…

Lyder det skørt?
Det gør det nok for de fleste.
Men det er ikke desto mindre en stor del af min indre verden at have det sådan.
Jeg er panisk angst for at forårsage følelsen af svigt og afvisning hos andre, så meget at det altså også er noget jeg tænker over i forhold til ting. Og det begrænser sig bestemt ikke til citronerne i grøntsagsafdelingen. Jeg kan få den følelse med alt.
Jeg er også bange for at skuffe og afvise folk der prøver at sælge mig noget, så meget at jeg nogle gange bare køber det de sælger mig, for ikke at gøre dem kede af det ved at afvise dem…
Shit, jeg har anskaffet mig mange ting jeg ikke har vidst hvad jeg skulle bruge til, på den måde.

Har du det på samme måde, eller noget der ligner lidt? Lad mig endelig høre dine kommentarer inde på Facebooksiden Hjerte Under Ombygning hvor jeg har lagt et opslag op som du kan komme med inputs til og kommentere på, i forbindelse med dagens emne.

Okay, så var der den der med dyrene. Som sagt føler jeg mig mere knyttet til dyr, end til mennesker.
Det er i samme boldgade, for det bagvedliggende tema er igen afvisning.
Det er gået op for mig nu, at grunden til at jeg føler mig så tæt forbundet med dyr, det er, at her er der ikke er den samme risiko for afvisning, som ved mennesker.

I bund og grund er det vigtigste for os mennesker, vores tilknytning og forbindelse til andre.
Det gælder især når vi er spæde og små. Der er vi dybt afhængige af vores omsorgspersoner, uden dem, overlever vi ikke. Så det ligger helt instinktivt i os, at vi har brug for at nogen elsker os nok til at ville tage sig kærligt af os.
Den tilknytning og forbindelse vi får til de mennesker vi er afhængige af som børn, den er altafgørende for hvordan vi tilknytter os til andre som voksne, og for hvor ”sunde” de tilknytninger vi får etableret i vores voksne liv er.
Alt det her gennemgik jeg jo også i de to afsnit om tilknytning. Hvis du ikke har dem og gerne vil høre dem, kan du få dem her: Tilknytningsmønstre del 1 & 2
Dette instinktive behov -for tæt forbindelse og tilknytning til andre- det følger os igennem hele livet og viser sig ved et stort behov for at ”høre til” det være sig både i vennegrupper, i parforhold, hos kollegerne og i familien, så derfor søger vi naturligvis altid en vis form for anerkendelse og bekræftelse af at vi er ”gode nok” og ”værdige” nok til at høre til her.

Men…

Hvis man er vokset op et sted hvor man ikke følte sig ønsket og elsket, men afvist og uelsket, så har man et problem, for så mangler man evnen til at skabe den forbindelse, fordi man hele tiden tror at man ikke er god og værdig nok til at få den connection med nogen… Den betingelsesløse kærlighed…
Jeg har fundet den forbindelse hos dyr, og i ting.
Min lyserøde tøjpanter, jeg havde da jeg var barn, -som jeg stadig har, selvom den er helt gennemhullet og afbleget, den afviste mig aldrig. Og den slog mig ikke. Den kunne jeg altid regne med.
Og mine dyr, som jeg har nu som voksen, de dømmer mig ikke. De kan godt lide mig, endda også de dage jeg ikke selv kan. De afviser mig ikke. De er der altid, og de har altid brug for mig.

Og det er præcis dét der giver mening her i livet; når der er brug for os.
Det gælder både i vores relationer med kærester og familiemedlemmer, men også på vores arbejde. Vi har brug for, at der er brug for os.
Ellers giver livet ikke mening.
For når der er brug for os, så er der også forbindelse og tilknytning.
Man er “noget værd”.
Man er accepteret.
Man hører til.

I min opvækst oplevede jeg konstant at ”forbindelsen blev afbrudt”, og at jeg skulle kæmpe for at genetablere den, så jeg kunne overleve, men jeg fik aldrig 100 % den forbindelse jeg længtes efter.
I stedet blev jeg tæt forbundet til mine ting. Særligt mine sovedyr.
Min lyserøde panter var min mest trygge forbindelse. Sammen med resten af alle mine tøjdyr.
Jeg husker engang jeg var af sted på en koloni, hvor nogle af de store drenge så tog min tøjand fra mig og kastede rundt med den og gemte den for mig. Jeg gik fuldstændigt i opløsning. Jeg var panisk angst fordi jeg var overbevist om at min tøjand led uden mig, lige som jeg led når min mor og far ikke var der for mig, og jeg var sikker på at det også gjorde ondt på den, når de kastede rundt med den, og jeg var fuldstændigt slået ud over det faktum at jeg ikke havde kunnet passe på den. Tænk nu hvis den blev væk for altid og jeg aldrig fik den tilbage, hvad ville der så ikke ske af grumme med min stakkels and?
Jeg kunne slet ikke bære tanken.
Det var en fuldstændigt gennemsyrende følelse af total magtesløshed, frygt og panik, og jeg har ikke været mere end 6-7 år tror jeg.

Det samme gjaldt når jeg mistede eller tabte ting; jeg blev så ulykkelig på tingens vegne. Hvad skulle den nu gøre, og hvor ville den ikke havne, og hvor svigtet ville den ikke føle sig over at jeg ikke passede på den!?
Jeg ved godt at det lyder vanvittigt, men det er altså sådan jeg har haft det, og som sagt kan jeg stadig den dag i dag funderer lidt over om hvorvidt ting mon ikke har følelser, bare lidt…
…Selvom jeg rationelt set, godt ved at de ikke har…

Dog er jeg helt overbevist om at både dyr og planter har, og den dag i dag, er dyr og planter mine mest ”trygge forbindelser.”
Jeg arbejder på at opnå det samme med mennesker, men det kræver at jeg bliver i stand til at klare og håndtere afvisning, uden at ”gå i stykker”, og dén del skal der til stadighed arbejdes lidt mere på hos mig, før jeg kan sige at jeg er der.
Men én ting har jeg da lært her igennem de sidste tre år med masser af personlig udvikling, og det er, at i takt med at selvkærligheden vokser, så vokser også min evne til at kunne bære afvisninger uden at min verden styrter i grus, og det er en fantastisk følelse.

I dag er min forbindelse til min mor meget bedre end den var da jeg var barn, men grundet den ubalance der har været i min opvækst, hvor jeg ikke rigtigt fik den kærlighed, bekræftelse og anerkendelse jeg havde brug for, hverken fra min mor eller min far, så føler jeg stadig en ubændig trang til at vise og fortælle min mor når jeg har opnået noget.
Se, hvor god jeg er mor! Kan du se det? Er det ikke flot? Er jeg god nok nu? Elsker du mig så nu!?
Og den må jeg også godt have, det er der ikke noget galt i. Jeg ville bare ønske at jeg også havde fået den da jeg var barn.
Men heldigvis har jeg fået andre ting med mig, og dem fokuserer jeg på i dag. Det er en vidunderlig drivkraft.

Jeg har opgivet at forsøge mig med den slags overfor min far. Jeg kommer aldrig til at få den lovprisning, de skulderklap eller den anerkendelse og kærlighed jeg higer efter, og jeg kommer aldrig til at få det der far/datter forhold jeg drømmer om.
Det er ligesom lidt ”for sent” nu, så der vil nok bare altid være et lille hul lige der.
Dét hul må jeg selv udfylde. Med selvkærlighed.
Og det kan godt lade sig gøre.
Hvis ikke jeg vil leve som offer, så er det det eneste der er at gøre!

Jeg er også god til at huske mig selv på at min far jo også har lidt da han var barn, og at han -lige såvel som min mor- blot er et produkt af de oplevelser han har haft. Hvad min fars oplevelser som barn præcis har været, ved jeg ikke, det taler han ikke om, men jeg ved jo at der altid er en sammenhæng der.
Også selvom jeg husker min farmor og farfar som søde, gode, velfungerende mennesker, der altid havde sådan et pænt hjem og som virkelig havde mange penge. Hvilket også står i stærk kontrast til de kår min mor er vokset op under hos min mormor og morfar.

Med venner har der også altid været en risiko for at forbindelsen kunne blive afbrudt, og at jeg ville kunne blive svigtet eller afvist. Og det oplevede jeg da også gang på gang i mine unge år, hvor livet i børnehaven, i skolen og på fritidshjemmet var fyldt med mobning, drillerier og afvisninger.
Og den risiko der er jo stadig.
Både i mine venskaber og i min familie.
I dag er der heller ikke nogen garanti for ikke at blive svigtet eller afvist af venner, veninder og familie.
Jeg fortalte jo blandt lydabonnenterne om et rimeligt nyligt eksempel på dette i et af indslagene om tilgivelse.

 

Du kan læse mere om, og købe pakken med 3 x mp3 lydfiler om tilgivelse her: Tema om tilgivelse, del 1, 2 & 3 

Det eneste sted der ikke er den risiko, er med mine katte. De elsker ikke andre højere end mig, de siger ikke grimme ting til mig, de går ikke fra mig og de afviser mig ikke…
Jeg har aldrig været i stand til at skabe den form for forbindelse -som jeg har med dem- med andre mennesker, og derfor har jeg også levet alene det meste af mit liv, og de gange hvor jeg har følt at jeg næsten havde sådan en forbindelse, typisk med kærester, men også med et par veninder, er jeg gået totalt i stykker når den er blevet afbrudt. Endda selvom det mange gange var mig selv der afbrød den fordi jeg ikke kunne “være i den”.

Ja… Weird, men sandt.
Måske kender du lidt af det selv?
Eller måske er det bare mig der er wacko. Men det lever jeg så med. 😀
Lad mig endelig høre fra dig på Facebook. ❤

I dag vil jeg dele min egen lille lommefilosofi omkring det her emne, med lydabonnenterne, fordi jeg har nemlig min egen lille teori om hvor vi ser det her komme til udtryk i stor stil, og vanen tro deler jeg også en meget personlig erfaring.

VIL DU LYTTE MED, SÅ KØB DAGENS AFSNIT HER: Jeg er så bange for at blive afvist, Lydafsnit 25/2-18

God søndag!

/Hanne ❤

OBS! Søndags-Support udkommer ikke d. 11/3 og d. 18/3 pga. ferie!

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at træne det menneske du gerne vil være mere af.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det!
Du får en dejlig meditation med og -selvfølgelig- får du også først besked om nye kurser og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.