Kære læser,
Så blev det igen søndag, og jeg ved at jeg havde lovet at det skulle handle om tilgivelse i dag.
Men den kommer lige til at vente, fordi, i dag stødte jeg på et Facebookminde som jeg blev nødt til at dele med Jer i stedet for.
Dette billede poppede op i mine Facebookminder:
Det er min kat Døve-Mis der ligger på det opvarmede badeværelsesgulv og nyder varmen.
Billedet er taget d. 27. januar 2015 i mit og min eks’es fælles hjem..
Og det fik mig bare til at studse over hvor sindssygt det egentlig er at tænke på, at kun knap to måneder senere, skulle det være mig der befandt mig liggende på dét badeværelsesgulv, krøllet sammen i fosterstilling, fuldkommen utrøstelig og handlingslammet.
Jeg græd og græd og græd og kunne slet ikke stoppe, og den følelse af total håbløshed der regerede rundt i min krop, paralyserede mig fuldstændigt, og langsomt bedøvede den bare hele mit system.
Al livsgnist, håb og tillid var væk.
Helt væk.
Det eneste jeg kunne mærke var en fysisk elendighed jeg næsten ikke kan beskrive med ord.
Jeg kunne ikke være i min krop.
For smerte.
Fysisk smerte.
Og jeg kunne ikke være i mit sind.
For tanker der destruerede mit selv og min værdighed.
Den jeg elskede allermest var gået fra mig, og jeg følte at mit liv var slut og at jeg aldrig nogensinde ville rejse mig igen.
Sådan blev det heldigvis ikke…
I dag forstår jeg det slet ikke. Jeg kan ikke begribe at jeg kunne ende der.
Et sted så langt ude…
Og når jeg kigger på billedet af min ”lille” Døve-Mis, og husker stemningen jeg var i da jeg tog billedet, så er det virkelig vanvittigt at tænke på at jeg meget kort tid efter ville befinde mig på Psykiatrisk Skadestue, og ligge der -i verdens mest triste rum- og bare være en skygge af mig selv.
Jeg var så glad d. 27. januar 2015…
Jeg ventede vores fælles barn.
Vi havde lige købt hus.
Alt var så godt og fint…
Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at jeg kun 2 måneder senere ville ligge samme sted, bukket under for hvad livet bød mig af tragedier.
Det er virkelig prisværdigt at man ikke får den slags “oplysninger” på forhånd…
Det tænker jeg tit når jeg ser minder.
Tænk hvis jeg havde vidst hvad der ville ske…?
Hvordan ville jeg så have haft det?
Hvordan ville billedet så have set ud?
Hvordan ville jeg have forberedt mig på min deroute?
Ville jeg overhovedet have kunnet forberede mig på sådan en tur?
Vi kan nok alle sammen være enige om, at det er skide godt at man ikke kan ”se ind i fremtiden”, men når jeg ser på sådanne minder, så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke: ”Hvis jeg dog bare havde vidst hvad der ville ske ganske snart….”
Når man har været igennem sådan en rutsjetur, så er det ligesom om at livet bliver delt op.
Mit er nærmest blevet delt op i “livet før jeg mødte min eks”, og “livet efter” vores forhold.
Det er blevet sådan en slags målestok.
Har du det også sådan med nogle af de større begivenheder -gode såvel som dårlige- i dit liv læser?
Selve “det stykke liv” sammen med ham, det er nærmest forsvundet…
Det er som om jeg ikke rigtigt har placeret de år nogle steder på målestokken.
Det forhold til ham blev så kæmpe stor en milepæl i mit liv, eller rettere, det at forholdet gik i stykker blev en kæmpe milepæl.
Og derfor er det den del der er placeret på livslinjen.
Giver det mening?
Der er ”før” og ”efter” min eks.
Mærkeligt at tænke på…
Kender du det?
Og alligevel er det jo ikke mærkeligt, for det var jo det -altså bruddet- der startede min vej ind på opdagelse i mig selv.
Det var jo ikke de gode par år vi havde. Og det var ikke ham som sådan der var “grunden” til min tur ned i helvede.
Han var “bare” katalysatoren.
Og det er jeg jo faktisk ham dybt taknemmelig for i dag.
Jeg kan sagtens tilgive ham alt det lort han har budt mig, fordi jeg ser på nuet i stedet for at se tilbage og fordi jeg ser fremad, fremfor tilbage.
Tænk lige over de ord jeg lige sagde her,
For det er nemlig det der gør tilgivelse svær.
At vi lever i fortiden og bliver ved med at se os tilbage.
Men det emne skal jeg nok vende tilbage til i en Søndags-Support. Promise.
Jeg kunne da godt have været foruden den kolossale nedtur i 2015, men jeg er sgu bange for at den var nødvendig…
Jeg havde nok ikke været så åben og modtagelig for forandring, hvis ikke jeg havde fået så stort et gok i nøden.
Nogle gange skal vi bare helt derud på kanten for at vi kan se lyset.
Og det værste er, at vi ikke engang kan se lyset når vi står på kanten…
Det viser sig først bagefter.
Lykken kommer i de grimmeste indpakninger nogle gange.
Det skal man huske når man står midt i en livskrise.
I dagens lydversion deler jeg en personlig besked til en god ven som er i fuld gang med at udslette sig selv.
Lidt ligesom jeg var.
Men han forstår det ikke.
Han kan ikke selv se det…
I min besked til ham forsøger jeg at lægge kortene på bordet for ham, for det jeg kan se, det er at det er blevet hans identitet at være ”ham den ødelagte”…
Den identitet er blevet en ”dårlig vane” som han fodrer hver evig eneste dag og langsomt ødelægger sig selv med.
Og dén bane tror jeg at rigtigt mange kender!
Desværre.
Jeg har selv været der.
Med indlægget i dag, der vil jeg blot sige: Det ER muligt at rejse sig.
Selv fra den allerdybeste affgrund, og selvom man måtte føle at man sidder fast, så er der lys forude, hvis man er åben og klar til forandring.
God søndag
/Hanne ❤
I mit onlineforløb Sådan Heler Du Dit Hjerte, der får du forslag og ”How to’s” til forandring for fuld musik. Uanset om du måtte have kærestesorg eller anden form for livskrise, så er der guld at hente. Nemlig alt det guld jeg selv fandt på min vej op fra afgrunden. Det har jeg nemlig puttet ind i dette kursus.
Glæder mig til at starte forløbet på torsdag!
Yeah! ❤
Vil du med? Så kan du hoppe på for 1/3 af prisen her: Sådan Heler Du Dit Hjerte – Førstegangspris
