Kærestesorg med barndoms PTSD
Hvordan heler man efter et brud uden -flere- ar på sjælen og uden -mere- tung bagage man slæber med ind i nye forhold?
Det kan man finde rigtigt mange bud på hvis man bare Googler lidt, men hvis du har barndoms PTSD, så er det ikke altid mange velmenende bud på den helt rigtige løsning på dét problem, virker for dig.
Faktisk er sandsynligheden for, at det gør mere skade end gavn, ret stor, fordi nederlaget i ikke at kunne implementere gode råd der åbenbart virker for andre, i sig selv føjer spot til skade ved at fjerne endnu et lag af det i forvejen tyndslidte selvværd!
Samtidig med at de mange mislykkede forsøg på at få rådet til at virke, tærer på ressourcer der i forvejen er nærmest ikkeeksisterende!
I dette blogindlæg vil jeg prøve at belyse hvorfor det kan være ekstra svært at navigere sig igennem en livskrise som kærestesorg, når man har barndoms PTSD (der har det kliniske navn Kompleks PTSD), og hvorfor tendensen til at sidde fast og ikke kunne komme videre er langt større hos dig der har barndoms PTSD end hos andre.
HVORFOR ER KÆRESTESORG SVÆRERE MED BARNDOMS PTSD?
For det første er det vigtigt lige at slå fast, én gang for alle, at sorg ikke har en tidsramme, så udlad at sætte sådan en for din sorg!
Der er ikke nogen nedskreven regel der hedder at det må tage max 6 måneder at komme videre.
Det kan godt være at du har hørt at det er normen, men normen er bare ikke normen for dig der har barndoms PTSD. (Og det gælder i øvrigt også for mange der ikke har barndoms PTSD)
Men med barndoms PTSD har du slet ikke samme fundament som andre har, fordi du har din rygsæk fyldt med tilknytnings-ar som din krop og dit sind husker OG arbejder ud fra.
Derfor kan du muligvis ikke lande stabilt på begge ben, på samme måde som mange andre kan.
Du har ikke lært at tage fra og du har ikke fået udleveret noget sikkerhedsudstyr.
Så du slår dig.
Hårdt.
Derfor er det i sagens natur også sværere at rejse dig op igen.
Du kan sammenligne det at falde på en cykel. Men du falder uden cykelhjelm på, og uden at tage fra, så du knalder hovedet direkte ned i asfalten!
Det er forskellen på at have et godt og trygt fundament, og på ikke at have det.
Kærestesorg og andre psykiske ”skader” rammer ligesom en forstuvning gør, når man har barndoms PTSD.
Så for dig er kærestesorg ikke bare heartBREAK men heartSTRAIN.
Altså du ”forstuver” dit hjerte.
Når du brækker en knogle gør det ondt, især lige når det sker. Men ”kuren” er for det meste nogenlunde lige til at gå til -selvom det er hårdt og trist- og efter 6 uger i gips så er det som regel overstået og armen -eller hvad man nu har brækket- er så god som ny, måske endda stærkere end den var før, i hvert fald lige dér på dét område hvor den brækkede.
Hvorimod når du forstuver et led, er helingen knap så ligetil, og der er ingen garanti for at blive så god som ny endsige stærkere end før, snarere tværtimod!
En forstuvning er bare mere kompliceret så det tager stort set altid længere tid end bare 6 uger, og det gør som regel også ondt i meget længere tid end hvis knoglen ”bare” var brækket, og du kan døje med din forstuvning i årevis.
Så DERFOR er kærestesorg sværere for dig der har barndoms PTSD.
Din skade er mere kompliceret.
Ganske enkelt.
Og hertil kan du lægge at der desværre ikke er samme mulighed for at hente hjælp når du slår dig mentalt, som når du falder på din cykel eller brækker din arm.
Både fordi det længe har været sådan at hvis man ikke kunne se det, så findes det nok ikke.
Men også fordi at nu hvor vi så endelig er nået til den erkendelse at der faktisk findes mere end det vi kan se med det blotte øje, så viser det sig, at løsningen ikke er så ligetil som løsningen på den brækkede arm, og heller ikke -faktisk langt fra- ens for alle.
Så…
Hvis du har barndoms PTSD så skal du give plads til tid og tålmod, og er der noget man har svært ved at mønstre når man har barndoms PTSD, så er det det.
Tid og tålmodighed matcher ikke med et system i konstant alarmberedskab!
Men det er en helt anden snak som jeg kan tage i et andet indlæg.
Men det faktum, at det der kræves af dig for at hele, er noget du -formentlig- også er udfordret på, gør jo kun det hele det mere sønderknusende i virkeligheden.
Men det jeg i første omgang prøver at slå et slag for her, er: Lad være med at sammenligne din proces med hvor lang eller kort tid det tager for andre at komme videre.
Tillad den tid der føles som den rette mængde tid for dig.
Og prøv om du med tålmodighed og selvkærlighed kan udholde at være i det, selvom det er svært og føles forkert.
Undlad at forcere en udvikling.
I dag skal alle nå det hele på den halve tid, og alting handler om at VÆKSTE og PERFORME. Og det er ikke engang nok, det skal helst være HIGH PERFORMANCE.
Heling tager tid når du har barndoms PTSD.
HASTVÆRK ER LASTVÆRK.
Og hvis ikke du tager det ind, så kan jeg godt fortælle dig hvad det næste med stor sandsynlighed bliver, for jeg har selv stået i det, nemlig at du går ned med stress eller ryger ind i en depression…
Når det så er sagt, så ved jeg, også fra egen bitre erfaring- at det at hele efter et forlist forhold for nogen tager alt, alt for lang tid, selv for en med barndoms PTSD.
Og så er der jo ikke længere tale om en proces, men snarere om at være gået i stå…
Og det er selvfølgelig heller ikke holdbart.
Så det er en hårfin balance.
Og da alle er forskellige, så kan jeg ikke her stå og sætte et facit på, og sige at det max må tage så og så lang tid, ellers er du gået i stå.
Det du skal holde øje med er om der sker en udvikling.
Kan du mærke at du rykker dig?
Om end det er ganske lidt, så er du på rette vej, hvis du mærker selv mikro små forandringer til det bedre.
Og jeg kan ikke sige nok gange hvor vigtigt det er at det er fremgangen du leder efter når du skal undersøge om hvorvidt du rykker dig.
Ret bevidst din bevidsthed mod din fremgang:
Osv. Osv.
Fordi du finder det du søger…
…På godt og ondt. Derfor er det vigtigt hvad du “søger” efter. Bevidst som ubevidst. Teknikker til det kan du lære meget mere om i mit Mindsetforløb som du får adgang til i min medlemsklub.
For lige at vende tilbage til det med at gå i stå og sidde fast, så er der, som jeg sagde før, en større risiko for at sidde fast i din krise når du har barndoms PTSD, fordi de ressourcer du blandt andet skal trække på i sådan en situation, såsom tålmodighed og evne til at udholde at være i noget der føles svært, er absurd svære at hive op af hatten for dig.
Men du er nødt til at finde/få skabt de ressourcer hvis du skal hele oprigtigt…
I bund og grund så er det der skal til for at hele, at du tillader følelsen af sorg at komme til udtryk i både krop og sind.
At du giver plads til den og har mod til at mærke den fremfor at undertrykke eller dulme den OG at du har tålmodighed til at give din sorg den tid den har brug for. (Som ikke er den samme som nogen andens!)
Det er altafgørende at du forstår, at både de fysiske, kropslige reaktioner skal have plads, og tid, lige såvel som de psykiske, mentale reaktioner skal have plads, og tid, men ikke for meget plads og tid.
I min medlemsklub giver jeg dig stærke værktøjer du kan bruge til at få skabt de ressourcer du har brug for, for at kunne hele, så du bedre kan finde balancen for den plads og tid der er rigtig for dig, altså hverken for kort eller for lang.
Det betyder at du vil kunne skære væsentligt ned på den tid det tager dig at komme ovenpå, hvis du har tendens til at sidde fast alt, alt for længe, som jeg selv havde.
Som eksempel kan jeg fortælle at jeg gik med en sorg over en ekskæreste i mere end 10 år, så da jeg blev ramt af endnu et brud, hvor jeg havde endnu mere investeret i forholdet, følte jeg, at jeg lige så godt kunne stoppe livet her!
Men det tog mig 9 måneder.
9 måneder!
Og 9 måneder kan måske synes længe at have kærestesorg, men holdt op imod årelange indre kampe for at holde smerten på afstand, kun for at opleve at den jævnligt blev trigget alligevel, er det ingenting!
I medlemsklubben lærer jeg dig også hvordan du kan give plads til de følelser der er svære for dig at håndtere, og mærke dem, både i kroppen og i sindet, uden at det kammer helt over, for jeg ved godt, at det er præcis det scenarie -altså at man ender nede i et stort, dybt, sort hul, som man ikke kan komme op fra igen- som mange er bange for, og derfor foretrækker at undertrykke eller dulme.
Men det har bare den kedelige konsekvens at du så aldrig heler rigtigt og at sorgen ”sidder fast” i din krop og dit sind og derfor vil blive trigget før eller senere i livet.
Ikke bare en gang, men utallige gange, resten af livet, medmindre det bliver helet en gang for alle.
Så…
Løsningen er aldrig at undgå at mærke sine følelser eller at lade stå til og tro at tiden læger dine sår, for det gør den ikke.
Tiden er vores ven og fortrolige partner, men den heler ingenting…
Jeg håber at dette indlæg har givet dig et indblik i, dels hvorfor det er sværere at gå igennem kærestesorg med barndoms PTSD og dels hvorfor du kan have en tendens til at køre fast i det hele og gå med din sorg alt, alt for længe uden at få den helet.
Jeg håber også at det giver dig modet til og lysten til at kigge lidt på hvad det er du har brug for, for at få helet din sorg, så du kan indgå i nye relationer uden at mønstre, tanker og reaktioner der er opstået grundet gammel sorg og smerte skal komme ind og spøge og ødelægge det for dig.
/Hannah ❤️🚀🙏🏼
Du kan se videoen om kærestesorg med barndoms PTSD her: