Kærestesorg

Kærestesorg og ensomhed

Hej læser,

Det er søøøøndaaaaaaaaaaaaag!
Så jeg kommer lige og banker på din virtuelle dør med lidt ord og tanker jeg har “skriflet” ned til dig.

Jeg får af og til henvendelser omkring det her med at blive forladt, hvilket jo også er ganske oplagt, da Hjerte Under Ombygning og Søndags-Support jo er grundlagt på en gedigen røvtur hvor hovedtemaet var, at jeg blev forladt…
Udover at jeg blev forladt, så mistede jeg jo også en masse:

Jeg mistede jobs, for sådan går det når man er selvstændig, ens forretning følger ens sindstilstand, og det er ikke noget jeg bare finder på, nu har jeg haft min egen virksomhed i 17 år, så jeg ved at det forholder sig sådan, hvorfor er jeg ikke 100% sikker på, men noget jeg er ret sikker på er, at det her med at drive forretning versus hvordan man har det med sig selv, og hvordan de to ting hænger sammen, er helt sikkert noget jeg også vil komme til at fortælle mere om på et tidspunkt her i søndags-supporten. For den erfaring jeg har samlet på dét område, den kan bruges i mange andre livssammenhænge, ikke kun i “forretningsøjemed”. Men det er ikke der vi skal hen i dag dog…
Jeg mistede også mit hjem. Pludselig havde jeg ikke noget sted at bo. Jeg havde jo opgivet min gode lejlighed for at flytte sammen med min kæreste, og nu stod jeg så der uden noget som helst… Det er noget af det mest hæslige jeg har prøvet. At blive revet op med rødder på den der ubarmhjertige facon. En ting er at flytte frivilligt, men når man bliver skubbet ud i det pga. en skilsmisse/kærestebrud, så er det nærmest totalt uoverskueligt og angstprovokerende ud over enhver forstand.
Jeg har også prøvet at blive puffet ud af mit hjem af økonomiske årsager: Da finanskrisen ramte i ’08, der måtte jeg gå fra hus og hjem og bo på et 8 kvm “stort” værelse hos min mor, med to katte og en kattebakke, og hvor alt hvad jeg havde var en madras på gulvet og to IKEA poser med lidt tøj og makeup. Prøv at spørg mig om det var sjovt!?
Men der kom igen jobs… Fra den ene dag til den anden var kalenderen ét stort hul.
Lejligheden kunne jeg ikke få solgt, så den måtte jeg fremleje. En lejlighed jeg lige netop havde lagt sammen og sat i stand. Det var sønderknusende. Efter to år fik jeg den solgt med et tab på over 800.000,- kr.
Tillykke!
Så det med at miste mit hjem er ikke nyt for mig, jeg har også prøvet det i forbindelse med kærestebrud tidligere i livet, så jeg er vel nærmest “udlært” og jeg ved hvad det gør ved et menneske at miste sin base.
Men det vil jeg ikke gå i dybden med i dag.
Jeg mistede mit ufødte barn. Og det var ikke min første ufrivillige abort. Faktisk var det den fjerde i rækken, og det var ubeskriveligt smertefuldt for sind og sjæl. Og jeg er stadig i dag et sted hvor jeg er i tvivl om, om jeg skal give det et skud mere, alene… Jeg ved det sgu ikke. Det er en svært beslutning.
Jeg kan se en masse fordele ved livet uden børn. Jeg kan se masser af muligheder og masser af andre glæder og oplevelser som kunne berige mit liv. Men nogle gange er der bare en lille stemme indeni der fortæller mig at jeg vil fortryde…
Og snart, som i ganske snart (hvis ikke det allerede er) er det for sent…
Nå, men nok om det, det kan være jeg tager det op en anden god gang. For det er heller ikke det, det skal handle om idag.
Jeg mistede nemlig også min bedste ven…
Jeg mistede den mand jeg anså for at være min soulmate.
Jeg mistede det menneske som jeg troede forstod mig og som jeg troede var den eneste der nogensinde ville forstå mig så godt…
Problemet var, at han forstod mig ikke…
Og det forstod jeg ikke.
Jeg så det ikke.
For jeg følte mig forstået.
Og det er det, det skal handle om i dag…

Måske har du allerede kunnet nikke genkendende til noget af det?
Jeg ved at rigtigt mange har haft en oplevelse af at “blive forstået” i et parforhold, hvorefter man “pludselig” bliver cuttet. Lige de´r hvor man troede at alting var så godt…
Auw… Av, helt ind i hjertekulen.!
Der er vel nærmest ikke nogen mere dejlig følelse end at føle sig mødt og forstået i et parforhold, og næppe noget mere knusende når man pludselig bliver forladt, bedst som man troede at man havde fundet “den rigtige”.

Jeg husker mine egne tanker: “Åh, han fortsår mig så godt! Han er bare så god til at håndtere mig og tackle alle mine dårlige sider. Han ved præcis hvordan sådan en som mig skal tages”

Men pas på, siger jeg bare!

…Jeg forvekslede at tavshed med forståelse…
…Det ser jeg nu…

Nu, hvor jeg ser tilbage, så er jeg næsten 100% sikker på, at han ikke hverken “tacklede” mig eller forstod mig.
Han “åd” bare mit lort…
Ja, excuse me.
Han sagde ikke noget til det, når jeg teede mig eller brokkede mig, han gjorde ikke oprør eller modstand.
Derfor troede jeg at han forstod mig. Jeg troede at han “tacklede” mig…
Det gjorde han ikke.
Langsomt gik han istedet og opbyggede mere og mere foragt.
For mig altså…
Uden at jeg havde den ringeste idé om det…
Det er ikke engang sikkert at han selv havde den fjerneste anelse.

Måske er han opvokset i et hjem hvor det at brokke sig, eller skændes ikke er “noget man gør”. Jeg ved det ikke. Det er et forsigtigt gæt.
I hvert fald kan jeg konstatere at det gjorde han ikke.
Han skændtes ikke med mig, han gjorde ikke oprør og brokkede sig ikke.
Og jeg troede fra den dybeste bund af mit hjerte, at jeg endelig havde fundet et menneske der forstod mig.
For det fede ved at han ikke gik ind i kampene var, at jeg hurtigt kølede af og at tingene derfor aldrig kammede over eller gik op i en spids, som det havde gjort i mine andre forhold, og det var vidunderligt for mig at opleve, og jeg følte det som om at jeg havde fundet et menneske “der fortod at tackle mig”…

Men nu skal jeg sige dig noget læser, jeg kunne jo for pokker ikke engang hverken tackle eller forstå mig selv!!!
Hvordan kunne jeg dog gå der og tro at han så skulle kunne?!
Jeg kan godt se nu, at det virkelig var dumt og lidt naivt.

Han åd det bare. Det var vel sådan han har lært at “man gør” tænker jeg, og til sidst gad han altså ikke mere.
Det siger lidt om hvor VIGTIGT kommunikation er. Han han dog bare sagt noget…
Men ahn mente nok at det ville være omsonst, og det havde det måske også været… Det er svært at sige nu.

Nu vil jeg lige skynde mig at sige, at der altid er to til tango, og lige nu lyder det som om at jeg har været det reneste gift, og sådan forholder det sig altså ikke, der var masser af ting han også kunne have gjort bedre, som f.eks. at åbne munden, lige så vel som der altså var ting jeg kunne have gjort bedre, men her i søndags-supporten og i mine artikler til blade, på min blog og hvor jeg nu ellers boltrer mig, der beskæftiger jeg mig så vidt muligt kun med min egen banehalvdel, for det er den eneste jegkan gøre noget ved.
Jeg ved godt at jeg hurtigt kan få malet et billede af at jeg har været en skrækkelig kæreste, hvilket på ingen måde er i overenstemmelse med sandheden, men det er i princippet ligegyldigt, for den eneste jeg kan ændre på er mig selv, og de eneste handlinger jeg kan tage ansvar for, er mine egne.
Så derfor kigger jeg altså ikke så meget på eksens “fejl” eller for den sags skyld min mors, min fars, mine brødres, mine venners eller mine kunders, men mere på hvad min andel er og hvad jeg kan gøre ved det og hvor jeg eventuelt kan ændre mig eller blive bedre til noget.

Så selvom det kan lyde som om at han bare har været en sød, perfekt og uskyldsren fyr der bare fandt sig i en masse crap, så er det selvfølgelig kun den halve sandhed. Han har “ædt” noget, bevares, men jeg har også “ædt” noget, og det jeg skal og vil koncentrere mig om, er der hvor jeg selv kan blive bedre, der hvor jeg selv kan se i bagklogsskabens klare lys at jeg ikke har været fair for det er her at jeg udvikler mig. Det er her jeg kan skabe gode ændringer i mit liv.

Til det bedre.

Hvis jeg ikke gør det, så er der ingenting der ændrer sig.

Ingenting.

Og så vil jeg opleve de samme kriser igen.
Og igen.
Og igen.

Tro mig, det har allrede været sådan for mig i 43 år, og jeg har desværre først indset det nu…
Først nu kan jeg se et mønster.

Og nu er jeg klar til at tage ansvaret for det.

Så jeg kan få det bedre.
Og bare være glad.
Helt uden nogen grund.
Helt uden at der skal være en mand, eller nogle børn der skal elske og forgude mig.
Helt uden at jeg skal have, eje eller besidde alt muligt.
Helt uden at jeg skal være eller se ud på en bestemt måde.
Bare være glad.
Bare fordi jeg er.
Bare fordi…

Men som jeg indledte med at sige, så får jeg ofte henvendelser der omhandler det at blive forladt.
Og vi kan godt blive enige om at det ikke er nogen fest.

Men…

Det kan det blive…!!!

Og det er nok her vi stopper med at være enige.
Men jeg vil vildt gerne have dig med på “mit hold”. Så her er hvad jeg har at sige om forladthed:

Hvad gør vi med den ensomhed der kommer i kølvandet på kærestesorg og/eller skilsmisse?
Vi starter med at “date” os selv!
Yup!
Du hørte rigtigt.

Mange har så skide travlt med at kaste sig over dating apps, eller bladre telefonen igennem for gode gamle b-venner -eller potentielle nye- eller med at kamp flirte med mænd/kvinder man egentlig ikke gider, men som man ved vil bide på krogen.

Den rutine den droppede jeg denne gang, og det har fungeret så godt for mig!
Nu skal jeg ikke fortælle dig hvad du skal gøre med dit liv læser, men jeg kan fortælle dig hvad der har virket for mig, og så kan du jo tage det af det du synes du kan bruge, og så smide resten væk.
For mig, der har det “virket” at fjerne min opmærksomhed fra mænd, dating, jagt og kæresteri, og fokusere udelukkende på at lære mig selv bedre at kende.
For dybest set anede jeg ikke hvem jeg var, og det jeg engang imellem anede kunne jeg ikke lide…
Og der er stadig et stykke vej.
Men det er klart.
Når man i 43 år har levet for at please, og prøvet at leve op til andres forventninger, ønsker og behov, så er det svært pludselig at skulle prøve at mærke, hvem jeg er, hvad jeg vil, hvad jeg kan lide og hvad jeg har lyst til…

For jeg aner det ikke…
Og jeg har levet det meste af livet med at sige “ja” til ting jeg ikke gider, bare for at folk skulle kunne lide mig, så jeg kunne ikke længere mærke hvad jeg selv ville…
Men det er så småt ved at komme igen, men det tager tid.
Og jeg giver det den tid det skal have..
Og det gør jeg for min skyld.

Lang historie kort: Vi kan ikke date os ud af kærestesorg.
Det er i hvert fald min teori.
Jeg kan ikke.
Jeg har forsøgt utallige gange, og det har aldrig virket efter hensigten, så jeg kan nu efter 43 år berette: Det virker ikke. For mig.

Jeg har en veninde der konstant dater og antallet af dates der ender med at slutte næsten før de er begyndt, er lige så konstant, ergo hun kommer ingen vegne og bliver mere og mere modløs.
Og desperat.
Jeg sagde så til hende om ikke hun skulle overveje at holde en pause og bare være sig selv lidt.
For efter min mening er man nødt til at kunne holde sit eget selskab ud, i laaaang tid ad gangen, før man på nogen måde overhovedet skal overveje at kaste sig ud i dating.
Svaret jeg fik var, at hun jo heller ikke havde datet i flere måneder!!!
Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt inde i mig selv.
For det første snakker vi højest to måneder, for det andet er “flere måneder” ikke særligt lang tid, når det drejer sig om plads til at lære sig selv dybere at kende, hvilket er det jeg mener der skal til, før at vi bliver klar til et nyt parforhold, hvor vi ikke ramler ind i de samme problematikker som vi har gjort i vores tidligere forhold.

Så vi er nødt til at stoppe op, trække stikket og tage os af os selv. Sådan rigtigt. Ikke bare på overfladen, med et par psykologbesøg, en enkelt selvhjælpsbog og så kører vi igen, men sådan rigtigt, dybt og inderligt. Og det tager tid. Men det er det der skal til hvis der skal ske ændringer. For ændringer kræver tid og vedholdenhed og det kræver at vi er klar over hvor vi vil hen, og for at vide hvor vi vil hen er vi nødt til at lære at lytte til os selv, og det kan vi kun hvis vi kender os selv. Ellers lyver vi for os selv istedet for at lytte til os selv.

Så flere år ville være mere realistisk…

Okay, jamen siger jeg så at man skal gå i flere år og være single før man bør date igen!?
Tjah…. det er faktisk lidt det jeg siger…

Og her, der har jeg allerede tabt de fleste, det er jeg godt klar over, men som jeg også sagde, så kan du tage det af det du kan bruge, og smide resten væk.
Det hele afhænger jo også altsammen af hvor vi hver især er i livet. Hvor ondt i sjælen har vi? Hvor mange problemer har vi? På hvilke områder? Og hvor dybt og godt sidder de fast?

Jeg gjorde én ting, og det var at love mig selv at jeg ikke gik igang før jeg var klar.
Det har jeg overholdt.
Jeg holdt mig væk fra datingscenen, byen og fester, og det gjorde jeg fordi jeg ikke var klar og jeg vidste at jeg ville blive ked af det eller udsætte mig selv for unødig smerte og skuffelse hvis jeg gjorde noget jeg ikke følte mig klar til.
Og jeg har undgået at “lyve mig klar”.
For det er nemlig fælde nummer ét!

Så lyver vi -igen- for os selv, og melder os klar, blot fordi vi ikke kan holde ud ikke at “have gang i noget” og bare være os selv.

I min venskabskreds hørte jeg engang en af tøserne stolt sige at hun ikke havde haft “gang i noget som helst i 4 måneder!” og hun var helt oppe og ringe over hvor vildt hun selv syntes at det var.
Og jeg var i chok..

Lidt a la sådan her:

I 4 måneder havde hun ikke haft kontakt med en mand, og ikke haft gang i en eller anden… Og end ikke sms-flirtet… Det blev så rettet til at hun vidst nok alligevel havde sms-flirtet med en alligevel…

Holy cow…! 4 måneder… For mig går der ofte år imellem…

Jeg læser én ting ud af det: FLUGT!

Jeg får også mails fra læsere der fortæller at de kæmper en kamp med ensomheden efter skilsmisse/kærestebrud, og ofte ses de dog med “en eller anden” som de da også smider alt hvad de har i hænderne for at se når han/hun gider at beskæftige sig med dem.
Bare det faktum at man føler sig ensom selvom man “ser en”, bør være nok til at man stopper op og kigger lidt på hvad man egentlig “har gang i”…

Det med partout at skulle “have gang i noget” om så det er med en der kun gider at ses når det passer ham/hende, det læser jeg en anden ting ud af: AFHÆNGIGHED!

Okay, lad mig sige det som det er:
Hvis du gerne vil ovenpå efter et knust hjerte, så lad være med at flygte. Flygte fra dig selv altså. Man kan ikke flygte fra ensomhed. Man kan i det hele taget ikke “flygte fra” noget, for alt hvad du prøver at undgå, vokser bare. Det har du sikkert også erfaret, men desværre bliver mange af os sjældent klogere af vores erfaringer. Vi bliver ved og ved med at gøre de samme åndssvage ting og benytte de samme strategier igen og igen selvom vi ved at de ikke virker. Menneskelig logik når den er mest selvdestruktiv, og desværre helt almindelig, så hvis du sidder på det tog, så stå af. Det kan varmt anbefales.

Hvis du gerne vil ud af forladthedsfølelsen og ensomheden, så lær dig selv at kende, bliv din egen bedste ven, find ud af hvordan du kan blive bedre til at elske dig selv sådan helt oprigtigt, find ud af hvad der virker for dig, altså det der, hvor du virkelig kan mærke at det er sandt at du begynder at elske dig selv mere når du bruger de og de værktøjer eller læser de og de selvhjælpsbøger, blogs eller nyhedsbreve, for når du finder nøglen til det der taler til dit hjerte og dit sind og som kan hjælpe dig med at skabe ændring, så vil det virke, og når det virker så kommer løsningen på din ensomhed helt af sig selv, og den hedder uafhængighed. (Og den opnår du når du elsker dig selv… Oprigtigt)

CAPISCE?

Jeg er helt med på at det er dejligt at blive bekræftet, men som jeg har skrevet før så er der altså noget magisk ved at lære at bekræfte sig selv. (Selvom man skulle tro at det slet ikke har samme effekt, men det har det, og mere til)
Jeg siger ikke det er det samme, men jeg siger at det har SAMME EFFEKT (Jeg vil endda påstå at effekten er bedre), og jeg siger at hvis du lærer at gøre det, altså at bekræfte dig selv, så kan du gøre dig uafhængig og dét vil eliminere enhver form for needy, klæbende og desperat adfærd. (Alstå den der adfærd hvor du bilder dig selv ind -og siger til andre- at du overhovedet ikke er klar til noget seriøst så derfor er det bare helt fjong-ballon med denne her mand/kvinde der kun gider dig når det passer ham/hende for det passer heeelt perfekt i dit liv lige nu, men i virkeligheden klæber du dig op af et håb om at denne mand/kvinde skal opdage hvor dejlig du er og elske dig præcis som du er. Det sjove er bare, at du har ikke vist vedkommende hvem du præcis er, for du har løjet for dig selv og for ham/hende all the way i håbet om at få hele manden/kvinden selvom han/hun kun gav dig en lillefinger, og du har sagt og/eller vist at en lillefinger var nok, selvom du i virkeligheden ønskede noget andet og mere, og dét har du forveklset med at være “ikke desperat” selvom det i virkeligheden er noget af det mest desperate og det har gjort dig needy fordi du på ingen måde har fået det du ønskede, men i stedet det du selv bad om… Og nu higer du efter det du egentlig ønskede dig… Gensidig kærlighed…)

Mærk lige efter om du kender den adfærd…?

Jeg gør…

Men jeg tog en beslutning for to år siden. Og det er her hele humlen ligger og gemmer sig.
I beslutningen.
Og jeg stod fast ved den.
Der gik et helt år, før jeg vovede mig en tur i byen, og der mødte jeg en jeg kyssede lidt med. Og jeg følte mig klar til det. Så det var skønt. Det var ikke en flugt. Det gjorde ikke ondt. Det var ikke mærkeligt. Jeg var ikke desperat. Jeg var ikke needy. For jeg havde ikke brug for ham. Alt var godt.

Så fandt jeg ud af at han var gift.
Nitte.

Men så smuttede jeg bare hjem og så var det ligesom det. Jeg lod mig ikek slå ud. Vi havde haft det hyggeligt, og ikke andet. Det havde været rart og fint, og ikke andet.
Og jeg var ikke ked af det, jeg havde det helt fint. Skuffet, ja, en smule. Men så var det også det. Jeg var ikke afhængig af hans opmærksomhed selvom den havde været fantastsik, og jeg kunne alligevek ikke gøre noget ved det faktum at han var gift.
End of story.
Det var hans problem.
Ikke mit.
Og jeg lod det forblive hans problem ved bare at lade den aften være den aften og slut prut.

Ikke noget med at falde i for fristelsen med at kontakte ham. (Hvilket “mit gamle jeg” med statsgaranti ville have gjort, for her var der jo sikkert “mulighed for at få mere” opmærksomhed og flere kys, men jeg skulle ikke have mere af ham, for han var gift, og da han sagde det, så var vores “arrangement” slut i min verden. Fordi det var det der ville være bedst for mig! Og jeg havde lavet en pagt med mig selv om at være tro mod mig! Også når det var fristende at gå på kompromis for at “få bare lidt mere”.)

Et par måneder efter det med ham den gifte, så mødte jeg en mand som jeg kærestede lidt rundt med, men han var “ikke klar til det helt store”, og igen var jeg tro mod mig selv, og gav slip… (Det havde “mit gamle jeg” heller ikke gjort, det havde hængt i med næb og klør. Jeg siger ikke at det var nemt at lade det gå, men jeg gjorde det alligevel. For min skyld! Fordi jeg er min egen bedste ven, og sådan en skal man knne regne med i tykt og tyndt. Right?)
Jeg var klar til mere end “hygge”, så derfor skulle det ikke være os. Vi var IKKE på samme side.
Der var desværre ikke noget match. Og der var ingen grund til at gå og prøve at få det til at ligne et match, når nu det bare ikke var der. Det havde jeg jo prøvet en milliard gange før, altid med det samme resultat: Skuffelser og svigt.
Det er lidt over et år siden nu og der har ikke været nogen siden. HELLER ikke sms-flirt! 😀
Og jeg føler mig på ingen måde ensom eller forladt.

Jeg har jo mig…

Og det er dér jeg gerne vil have dig med hen.

Hen til den tilstand hvor du finder glæde og tilfredshed ved “bare at have og være dig”.

Jeg mangler ikke noget:
Jeg har få, men gode venner.
Jeg har masser at lave i fotoforretningen.
Jeg dyrker masser af oplevelser, og mange af dem alene.
Jeg har min søndags-support hvor jeg deler ud af det jeg bænder for.
Jeg har en dejlig lejlighed. Nogen vil kalde den en beton-ghetto. Det har jeg selv gjort. Men i dag ser jeg på den med taknemmelighed, og jeg ser på alle de vidunderlige ting der er ved min lejlighed: Beliggenheden, lyset, luften, størrelsen, pladsen, indretningen og jeg ser nu det skønneste sted.

Så jeg mangler vitterligt ikke noget.

Jeg er blevet god til at tale pænt til mig selv. Jeg er blevet god til at rose og bekæfte mig selv. Jeg er blevet god til at være taknemmelig for alt det gode der sker og alt det dårlige der ikke sker (vigtig detalje).

Alt det her, det kunne jeg ikke have gjort hvis fokus var på at jeg skulle have en ny kæreste, eller en “fling” eller en b-ven eller whatever!
Alt det her kunne jeg ikke have gjort hvis jeg havde koncentreret mig om at date og date og date og lede og lede og lede efter kærligheden, blot fordi jeg ikke kunne føle kærlighed når jeg bare var mig…
Alt det her kunne jeg ikke have gjort hvis jeg ikke havde købt ind på hele pakken. Det sure med det søde. Altså den der pakke hvor jeg har måtte se alle mine fejl og dårlige sider i øjnene, indrømme dem og sige undskyld, og tilgive mig selv for mine fejltagelser og min uvidenhed.
Alt det her var ikke sket hvis jeg bare var fortsat i det gamle spor…

Jeg er i gang med at hæve mine standarder, jeg er i gang med at lære mig selv hvad jeg er værd. For det er nemlig noget jeg skal definere, ikke noget andre skal diktere. Og eftersom jeg -nu- er min egen bedste ven, så vil jeg gøre mig umage for at vise mig selv at jeg er rigtigt meget værd.

Jeg håber at du vil gøre det samme for dig.

Kh Hanne

God søndag ❤

Det her morer mig:

Ironi på højeste plan. Man får lige nogle lussinger på en sjov måde! Se den, det er hysterisk sjovt!

Dette citat rører mig:

If you were hurt by people you trusted, you do not heal by mistrusting everyone.
Nor will you heal by wishing them harm.
To do so is to punish your own soul with their act of betrayal.
You cannot allow what they did to you determine the direction of your life.
— Dodinsky

Gør som mere end 5.000 andre

Modtag mails med viden, værktøjer og tilbud om kurser og forløb der alle er skræddersyet specielt til dig med barndoms PTSD. Du vil få indblik og teknikker der gør dig bedre til bevidst at sætte retningen for dit liv fremfor at fortiden bliver ved med at gøre det!
Du får en dejlig meditation med som tak for at blive en del af mit univers.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply

Seneste indlæg

Hvad er barndoms PTSD? Barndoms PTSD / Kompleks PTSD
July 13, 2022

Hvad er barndoms PTSD?

Tak fordi du læser med på her på bloggen. Mit navn er Hannah Paludan, og i dette indlæg vil jeg forsøge at gøre dig lidt klogere på hvad barndoms PTSD det er.   Hvis du har læst flere andre indlæg her på bloggen kan du muligvis regne ud at jeg selv har kæmpet med det hele livet. Hvis du kan…
Kærestesorg med barndoms PTSD Barndoms PTSD / Kompleks PTSDKærestesorg
June 30, 2022

Kærestesorg med barndoms PTSD

Kærestesorg med barndoms PTSD Hvordan heler man efter et brud uden -flere- ar på sjælen og uden -mere- tung bagage man slæber med ind i nye forhold? Det kan man finde rigtigt mange bud på hvis man bare Googler lidt, men hvis du har barndoms PTSD, så er det ikke altid mange velmenende bud på den helt rigtige løsning på…
Personlig Udvikling
July 8, 2018

Du er ansvarlig for alt det du gør, men også for alt det du ikke gør

Hvad kræver det egentlig at skabe ændring? Få et par gode tip i dette indlæg. Og husk, du er altid ansvarlig, både for det du gør, og for det du ikke gør. Dit liv, din beslutning. Du er den du er fordi du har øvet dig i at være sådan. Det du gør, bliver du god til. Det er derfor…