Travel

Mit livs efterår…

By March 8, 2015 No Comments

Det er forår, men jeg er midt i mit livs efterår. Mere ensom end nogensinde. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Temperaturen er mild.
Solen kigger frem.
Timerne er blevet lysere.
Par går hånd i hånd.
Gravide maver strutter overalt.

Det er forår.

Og her står jeg, midt i mit livs efterår…

Stemningen er fortsat mærkelig på hjemmefronten. Det er ubehageligt. Jeg har det fysisk dårligt. Hjertebanken. Ubehagelige sommerfugle i maven. Tynd mave. Kvalme. Nedtrykthed.

Jeg er ved at være drænet.
Drænet for kampånd, velvilje og tålmodighed.

Nu er jeg nok heller ikke verdens mest tålmodige menneske. Måske nærmere verdens mindst tålmodige.
Og de knap tre uger der er gået siden min abort, og alle de ulykkelige hændelser der kom i kølvandet på denne, er nok ikke helt nok tid til at få alting på ret køl igen.

Det ved jeg godt.

Der skal kæmpes.
Og det gør jeg også.
Vi er i krig.
I krig for kærligheden, og vi er nødt til at stå sammen.
Men jeg bliver mødt med modstand…

-Føler jeg i hvert fald. Jeg ved ikke om det er sandt. Men sådan oplever jeg det.
Ene kriger på denne side af krigsstien…
Hvis det fortsætter sådan, så dør kærligheden…
Gud forbyde det…

Men…

…Jeg kan allerede mærke at jeg er begyndt at distancere mig.
Tankerne kredser om alle mulige tiltag der skal tages “når” (ikke hvis) forholdet brister.

Skal jeg tage til udlandet, langt væk og bare starte på en frisk?
Hvis jeg gør det, hvad skal jeg så leve af?
Hvor skal jeg bo?
Hvordan skal jeg bo?
Kan jeg få mine to elskede katte med mig?
Hvad med vennerne og veninderne, kan jeg undvære dem?

Jeg kan bare mærke at jeg glider længere og længere væk fra det hele.
Jeg har bare lyst til ikke at være her.
Jeg vil væk.
Væk fra det hele.
Jeg vil være glad igen.
Jeg savner min “gamle” kæreste.

Han kigger heller ikke rigtigt på mig når jeg kommer ind i samme rum som ham, eller når jeg kommer hjem efter at have været ude.
Bare han dog gad kigge på mig så han kunne se at jeg smiler til ham.

De få gange jeg spørger min kæreste lidt ind til det hele -guderne skal vide at jeg holder igen med forespørgslerne, jeg skulle jo nødigt kvæle ham yderligere- bliver jeg mødt med samme svar: “Jeg er ikke blevet klogere siden sidst”

Ergo, jeg bliver bare holdt hen i uvished.
Mens jeg kæmper for os.

Jeg sørger for at gøre rent og tørre op efter mig, som min kæreste gerne vil have det.
Jeg sørger for at gå ud med skraldespanden lidt oftere, som han gerne vil have det.
Jeg sørger for at skifte kattebakken oftere, som han gerne vil have det.
Jeg sørger for at holde igen med brok og sure miner som han siger har kvalt ham.
Jeg prøver hver dag at spørge ind til hvordan han har haft det og om det har været en god dag på arbejdet.

Jeg prøver at gøre nogle af de ting, overfor ham, som jeg egentlig savner at han ville gøre, overfor mig:
Jeg rører ved ham når vi skal sove eller inden vi skal op, men får ingen respons retur.
Jeg sender søde og spørgende sms’er men får korte svar retur, som afsluttes med et “hyx” som om jeg var en buddy. 
Jeg prøver at virke glad og positiv når han kommer hjem, men han virker kort for hovedet og kold.
Jeg gør meget ud af at kysse og kramme. Men det hjælper ikke på stemningen.
Vi elsker med hinanden, men vi kommer stadig ikke tættere på hinanden.

Jeg har prøvet at sige til ham at jeg er nødt til at få noget igen. At jeg ikke kan kæmpe kampen alene. Han nikker anerkendende, men jeg får ikke noget retur. Her er bare en mærkelig stemning og vi taler ikke ret meget sammen.

Jeg har engang fået følgende læresætning printet ind: FAKE IT TILL YOU FEEL IT!
Det er præcis det jeg forsøger lige nu.
Jeg er ikke spor glad, men jeg VIL gerne være glad og derfor prøver jeg at agere som om jeg er det. Og nej, det er ikke let og føles ikke naturligt, men det er nødvendigt.

Jeg ville sådan ønske at min kæreste ville prøve at gøre det samme…

I dag gik vi en lang tur sammen i forårssolen. Jeg var fast besluttet på at jeg ikke ville spørge ind til “en status på tingene”, for jeg kan jo ikke blive ved med at forsøge at presse et svar ud af ham. Hvis han får lyst til at tale om tingene, så siger han vel noget.

Det skete ikke.

Vi gik over Fisketorvsbroen hvor vi har en lås hængende. En lås som er symbol på vores kærlighed. Der blev ikke sagt noget. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvor dejligt det ville være hvis han spurgte om ikke vi skulle prøve at finde vores lås blandt de mange andre, og bare kigge lidt på den.

Det gjorde han selvfølgelig ikke.

Under turen spørger han en flere gange, “skal vi ikke gå denne her vej?”, jeg siger “jo”, “skal vi ikke gå ad Slusen?”, jeg siger “det kan vi godt”, “skal vi ikke gå op ad volden her?”, jeg nikker og prøver således hele tiden at imødekomme ham, for i det store billede er det jo ligegyldigt hvilken vej vi går, bare vi går sammen.
Vi når som sagt til Fisketorvet og han spørger om vi ikke skal gå ind og se om der går en film vi gider at se. Det synes jeg at vi skal. Jeg imødekommer ham igen. Jeg lader som om at jeg er i tip-top humør til i bio tur. (Fake it till you feel it, fake it till you feel it, fake it till you feel it, fake it till you feel it!)

Jeg ved at han gerne vil se “Mænd & Høns” så den foreslår jeg og der er kun en time til den går. Så kan vi lige nå en frokost i mellemtiden.
Den vil han gerne se, men han synes vi skal se den senere. Hvorfor aner jeg ikke. Men altså, så gør vi da bare det. Jeg imødekommer ham igen. Jeg lader som om at jeg ikke synes det er spor fjollet ikke at se den nu, når nu vi alligevel er her. (Fake it till you feel it, fake it till you feel it, fake it till you feel it, fake it till you feel it!)
Jeg spørger så om ikke vi skal købe en billet -til den sene forestilling- med det samme. Det synes han ikke. “Dem bestiller vi bare senere”.
Why!?
Fordi jeg foreslår det eller…?!

Jeg VED det er en lille og top-latterlig bagatel, men jeg føler at alt hvad jeg foreslår bliver afvist.
Og det er jo nemmere at købe billetter med det samme. Så skal man ikke komme 3 kvarter før og hente dem.
Men det bliver altså fejet af bordet. Jeg “tør” ikke gøre indvendinger, for jeg skal jo ikke ødelægge den gode stemning… …Som ikke er der…!

Der er kommet en total skæv “magtbalance” i vores forhold.
Det er ikke bare de skide biografbilletter, men det er alle mulige dumme småting.
Men småting fylder bare meget lige nu.
Fordi alting er så fandens skrøbeligt!

Alt hvad der bliver gjort og ikke gjort bliver målt og vejet, alt hvad der bliver sagt og ikke sagt bliver vendt og analyseret.

Jeg prøver som før nævnt at gøre nogle af alle de ting, han nu har fortalt har irriteret ham, anderledes, så det ikke længere skal være et irritationsmoment for ham.
Ved at gøre rent efter mig her og der og allevegne, ved at samle ting op efter mig, rydde op, støvsuge og sætte i opvaskemaskinen. Gå ud med skralderen og skifte kattebakke oftere.

Men han gør ikke det samme den anden vej rundt.

Jeg har da også haft små issues som jeg har været irriteret over ved ham. Forskellen på mig og ham er bare at jeg har nævnt dem, hvor han har brændt inde med sine.
Det at jeg har nævnt de ting er blevet opfattet som brok, og dét forstår jeg godt, og dét vil jeg gerne lave om på.
Jeg har f.eks. brokket mig over at han ligger ting og tøj på alle horisontale overflader.
Det kan godt være jeg ikke har været god til at støvsuge krummer op efter mig og været slem til at sætte tallerkenen i håndvasken i stedet for opvaskemaskinen, men han ligger tilgengæld sine papirer, nøgler, hovedtelefoner iPhonepapæsker, laptop, cover til laptop, bøger og hvad ved jeg, alle vegne, på alle flader, og han ligger sit tøj ovenpå vasketøjskurven i stedet for nede i vasketøjskurven.
Jeg har også brokket mig over at han ligger sit tøj hen over kommoden, fordi jeg synes det er synd når kommoden er så pæn, Det er sådan en smuk mintgrøn antik fætter, og det, at der altid ligger tøj og flyder på den, skæmmer den.
…Synes jeg…
Han kan ikke klare mine krummer og opvask nede i håndvasken, men at hans egne ting ligger og flyder alle steder har han tilsyneladende ingen problemer med.
Han har argumenteret at jeg også havde en masse tøj liggende og flyde oven på varmeapperatet og dét kunne jeg da godt se ikke var i orden når jeg ikke gad at have hans tøj oven på kommoden og vasketøjskurven og  hans ting ovenpå skænken i stuen.
Så jeg har nu fjernet mit tøj fra varmeapperatet.
Men hans tøj ligger stadig oven på kommoden.
Og ovenpå vasketøjskurven.

Han hænger i øvrigt altid tøjet således på kommoden at det hænger ned foran skufferne, virkelig irriterende når man skal i skufferne…

Disse ting ved han godt.
Men han har jo magten nu.
Så han fortsætter ufortrødent med at gøre disse ting.
Nærmest som var det i trods.
Det er det måske også.

Det virker som en provokation eller magtdemonstration.
Måske mere eller mindre ubevidst.
Det ved jeg ikke.

Men jeg synes det er helt skævt.
Jeg har jo fjernet mit.
Jeg forsøger at vise velvilje og imødekommenhed.
Jeg kæmper for at gøre alting rigtigt.
Vise ham hvor meget jeg gerne vil os og vil ham.
Men jeg får ikke noget retur.
Heller ikke følelsesmæssigt.
Hvis jeg så bare fik det, så tror jeg måske at tøjet på kommoden blev mere ligegyldigt.

Jeg får bare et: “Jeg er ikke blevet klogere siden sidst”.

Jeg vil ham rigtigt gerne.
Jeg vil stadig gerne være mor til hans børn.
Jeg kan stadig se en fremtid med ham.

Men det er nødt til at være gensidigt.

Jeg er snart drænet for velvilje og kampånd.

Skal jeg virkelig smide skjold og lanse i ringen og give op?

Det “sjove” er, at vi har købt et gammelt hus på Amager sammen. For snart et halvt år siden. Vi går og venter på at det bliver færdigrestaureret.

En trist og frygtelig tanke har strejfet mig i dag:

Måske kommer jeg aldrig til at bo i det hus…
Måske skal vi alligevel slet ikke dele det liv og alle de skønne oplevelser som vi havde glædet os sådan til…

Jeg kan ikke bære tanken for jeg elsker ham jo helt ned i helvede, helt op i himlen og hele vejen ud i uendeligheden…

Men jeg kan snart ikke mere.

/Hanne <3

P.S. De åndssvage biografbilletter blev naturligvis aldrig bestilt…

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply