Hej læser,
Sidste søndag sluttede jeg af med en lille reminder om, at hvis ikke vi selv tager ansvar for at få skabt forandring i os selv, så kører alt det svære på repeat.
Og bare lige for en god ordens skyld, så er det en god idé at læse indlægget fra sidste søndag, hvis indholdet i dag skal give mening.
Apropos det med at skabe forandringer i os selv, så er en af de ting jeg gerne vil fremhæve, vigtigheden i at det er os selv der føder den forandring vi ønsker og ikke andre.
Fordi hvis det er andre end os selv der spiller hovedrollen i forandringen, så risikerer vi for det første at effekten forsvinder hvis det menneske pludselig ikke er en del af vores liv længere, og det betyder i bund og grund at man har gjort sig afhængig af dette menneske for at kunne opretholde forandringen, og for det andet kan der være overhængende fare for at det er en forandring der nedbryder os, fordi den vil være et udtryk for deres ønsker, ikke ens egne.
Jeg siger ikke at det altid er sådan, man kan sagtens møde mennesker der påvirker en i en positiv retning og som kan få os til at blomstre, udvikle og ændre os på den gode måde.
Sagtens.
Når vi er børn er vores hjerne ikke færdigudviklet, f.eks. vi ikke udstyret med en komplet forståelse for hvad der er rigtig og hvad der er forkert eller for hvad der er godt for os og hvad der ikke er, og vi har heller ikke ressourcerne til eventuelt at ændre på det der ikke er godt.
Vi er afhængige af at nogen lærer os det. Vi er nødt til at få fortalt ”reglerne” for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er godt for os og hvad der ikke er osv. osv.
Så hvis ikke de voksne mennesker der er omkring os bakker os op i situationer hvor vi bliver mobbet og de eksempelvis fortæller at vi bliver drillet fordi vi er dumme og irriterende og at vi derfor selv er ude om det, ja, så er vi nødt til at tage den besked for gode varer og tro på at vi er dumme og irriterende…
Vi kan ikke andet fordi den prefrontale cortex i hjernen, som er den der blandt andet hjælper os med at vurdere hvad der kan passe og hvad der ikke kan passe, den er slet ikke færdigudviklet. Det bliver den først når vi er i starten af 20erne!
Så hvis du -lidt groft stillet op- får ad vide af en lærer, en pædagog eller en klassekammerat at du er en idiot, at du selv er ude om at du bliver lukket inde i brandskabe og bliver kaldt øgenavne i årevis, og/eller at du også får ad vide af din egen mor, far, bror eller søster at de fandme også godt kan forstå at de andre i klassen ikke kan lide dig når nu du er så skide dum og irriterende, jamen så bliver det sandheden.
Som barn har du ikke andre muligheder end at tro på den…
Og det er det jeg har gjort.
Og det er det er den ”sandhed” der har hæmmet mig, såret mig, afskåret mig, fortvivlet mig og slukket mig i så mange år.
Men jeg er jo ikke den eneste. Det her, er det vi allesammen har gjort da vi var børn, fordi vi havde ikke andet valg.
Det har vi heldigvis som voksne.
Problemet er bare, at mange af os -ubevidst eller bevidst- fortsætter med at lade andre vurdere og definere os, og fortsætter med at lade andre om at sætte rammerne for hvad der er rigtigt og forkert og hvad der er godt for os og ikke godt for os, og det er desværre bare sjældent at disse menneskers formål og prioritet er vores højeste gode.
Så vi er altså nødt til at lære selv at sætte de her rammer, og tage ansvar for at definere os selv værdigt og selvkærligt.
Men tilbage til skolegården hvor vi også var på besøg sidste søndag: Det, der skete for mig, og som jeg også var inde på sidste søndag, det var, at jeg simpelthen blev paranoid…
Og nu kommer vi til en anden ting som jeg også har gået med alene altid, og med fare for at fremstå som en total freak -fordi jeg vitterligt er den eneste der har haft sådan nogle tanker- så vil nu alligevel driste mig til at lufte den:
Jeg var dybt paranoid…
Jeg var bange for alt og alle, endda også mig selv. Alt hvad jeg tænkte, sagde og gjorde.
Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvordan det er at have det sådan?
Ikke at turde ”være i sig selv” og konstant måle og veje alt hvad man selv siger og gør, for sæt nu at jeg blev hånet, hængt ud, gjort til grin eller lagt for had.
Jeg begyndte på en strategi med ”frivilligt” at lade mig ydmyge og foregive at jeg var med på den.
Jeg husker f.eks. en børnefødselsdag hos en fra klassen hvor jeg gik med til at få tværet lagkage i hovedet selvom jeg på ingen måde syntes det var sjovt. Men jeg lod som om.
De andre elskede bare at få lov til at tvære løs, men de kom ikke til at elske mig mere.
Så strategien virkede ikke.
Jeg husker også en anden svært dum strategi jeg har afprøvet: Det var engang hvor jeg på en koloni med klassen fik den idé at skrive en nedsættende seddel om mig selv, og så hænge den op på min køjeseng, så alle kunne se den. Der stod de mest modbydelige vederstyggeligheder. Den var ondskabsfuld. Men jeg havde skrevet den præcis sådan som jeg følte at mobberne kunne have skrevet den.
Jeg gjorde det i håb om at de andre skulle få ondt af mig og lade mig være med i kliken.
Efter jeg havde hængt den op, så ventede jeg bare på at nogen skulle finde den og reagere. Som sagt, helst ved at synes det var synd for mig og straks tilbyde mig evigt venskab.
Men det endte ikke helt sådan…
Den blev fundet, oven i købet af en af mobberne, præcis som jeg havde håbet, og der blev et vældigt drama!
Alt gik efter planen. Lige indtil vores klasselærer, som ellers aldrig havde været specielt agtpågivende i forhold til det faktum at jeg blev mobbet systematisk, hun kaldte alle til samling, satte alle i klassen på hver sin stol en lang række ved siden af hinanden, med mig overfor, så alle kunne se på mig, og bedyrede at ingen kunne rejse sig før ”synderen” havde meldt sig.
Gisp…
Shit…
Fuck…
Naturligvis var der ingen der meldte sig…
Det føltes som evigheder at vi sad der og jeg blev mere, og mere nervøs og utilpas.
Til sidst måtte jeg bryde sammen og tilstå.
Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvordan dét lige var!?
Jeg har vel været 11-12 år.
Max.
Og det har nok været en af de første gange hvor jeg følte at jeg ikke havde lyst til at leve mere…
Og der har jeg jo desværre været et par gange.
Fordi jeg har ladet andre definere mig.
Fordi jeg har ladet andre sætte rammerne.
Fordi jeg har troet på usandheder.
Og det har jeg fortsat med, selv efter jeg blev voksen og den prefrontale cortex var fint færdigudviklet og jeg derfor havde rig mulighed for at eftertjekke om nogle af de ”sandheder” nu også var så valide som jeg gjorde dem til.
Jeg havde slet ikke overvejet at se mig selv i et andet perspektiv, endsige prøvet at ændre på nogle af mine overbevisninger om mig selv, for jeg har ikke anet at det var muligt…
Men det fandt jeg så ud af som 42-årig og har arbejdet på det lige siden. I dag er jeg 44 år og jeg har det markant bedre end jeg kan sige at jeg nogensinde har haft.
Og jeg har ikke flere penge, jeg er ikke blevet smukkere, jeg har ikke en federe bolig, flere ting, eller flere venner, tværtimod hvad angår venner.
Til gengæld har jeg de rigtige venner.
I takt med at jeg er begyndt at synes bedre om mig selv, er der kommet nogle helt andre typer mennesker ind i mit liv.
Livet er ét kæmpe spejl.
Det reflekterer alt hvad du er.
Så hvis du er paranoid, bange og fuld af selvhad, så vil du få en masse mere du kan blive bange, paranoid og selvhadende over!
Lige indtil du selv formår at stoppe cirkusset.
Hvordan stopper du det?
Du tager ejerskab over lortet!
Dit liv – dit lort!
Havde jeg lyst til at være en bedrevidende, irriterende idiot der selv var ude om at andre ikke kunne lide mig?
Mest nej!
Så jeg måtte jo starte med at finde ud af om det virkelig var sandt at jeg var sådan en.
Og det er skide svært at være ærlig overfor sig selv her. For jeg har måttet spørge mig selv: ”Har det været min hensigt at være nedgørende overfor andre med min bedrevidenhed, eller har det oprigtigt været min hensigt at hjælpe?”
Og den er sgu svær…
Men når jeg prøver at sætte mig ned og genkalde mig oplevelsen fra skolen, hvor jeg nogle gange i timerne synes jeg skulle hjælpe ved at svare for dem der ikke kunne svare selv, eller som bare var meget længe om at svare, og jeg mærker efter i maven hvad jeg synes det får mig til at føle, så kan jeg oprigtigt sige at jeg på ingen mådehar haft til hensigt at nedgøre nogen, og jeg kan også med 100 %’s ærlighed sige at jeg absolut havde til hensigt at hjælpe.
Men!!! For der er jo altid et men…
Det var også mit mål at få ros og anerkendelse fra læreren. At få ad vide at jeg var god og dygtig.
Så der var, hvor surt det end er at måtte indrømme det, også en implicit selvisk agenda.
Og det er dér det er gået galt.
For havde jeg ikke haft den agenda, så havde måden jeg valgte at hjælpe på sikkert været anderledes, og så havde modtagelsen måske -måske ikke- også været det.
Men jeg var et barn, og jeg søgte, ligesom alle andre børn, efter kærlighed og anerkendelse, men jeg fik det modsatte fordi det jeg gjorde ikke var passende. I stedet for at få forklaret hvorfor, på en pæn og ordentlig måde, så fik jeg ad vide at jeg skulle ”lukke” og at jeg i øvrigt var et dårligt, tarveligt og irriterende menneske.
Men allerede da jeg skiftede skole i 5. klasse begyndte jeg selv at arbejde på at ændre mig og ikke være et dårligt, tarveligt og irriterende menneske.
Det gjorde jeg ved simpelthen at ”lade som om” at jeg var en anden end ”sådan en”. Uden at vide at det var det jeg gjorde. Men jeg kan se nu, at det var præcis det der skete.
Jeg begyndte at agere som en der ikke er ”sådan en”.
Snakke som en der ikke er ”sådan en”.
Tænke som en der ikke er ”sådan en”, og det bedste er, at jeg selv definerede hvordan jeg syntes at en der ikke er ”sådan en” hun er.
Jeg gættede og prøvede mig lidt frem. Jeg har dog nok været temmelig farvet af hvad andre mener, det er man jo i den alder, så jeg har helt klart stræbt efter at definere hende ud fra hvad jeg troede andre ville synes om.
Hvilket jo også er naturligt nok. Jeg ville jo gerne have at de nye klassekammerater skulle kunne l kunne lide mig og -ubevidst- håbede jeg at det ville betyde at jeg også ville komme til selv at kunne lide mig selv…
Det burde selvfølgelig have været i den omvendte rækkefølge.
Men der var jo ingen der havde fortalt mig hvordan jeg skulle gøre det.
I dag der ved jeg med sikkerhed at det er den omvendte rækkefølge der batter. Jeg skal starte med at definere mig selv -og alle fremtidige nye mig selv’er jeg ønsker at stræbe efter at blive- ud fra hvad jeg kan lide, og så skal jeg lære at stole på at det jeg kan lide det er godt nok, rigtigt nok, smart nok, fint nok og værdigt nok. Og så snartjeg kan lide det jeg står for og den jeg er, og så snart jeg tror på mig selv og elsker mig selv, så vil det komme helt automatisk at andre -altså dem der er værd at samle på- også kan lide mig.
Og jo bedre værdier jeg får, jo flere mennesker med gode værdier kommer der ind i mit liv.
Fordi livet er et spejl.
Et spejl der reflekterer det jeg er og det jeg giver.
Jeg ved godt at det lyder lidt kliché agtigt det her, men det er ikke desto mindre sandt: Jeg kan selv styre hvad det er jeg stiller foran livets spejl, og altså hvad der reflekteres tilbage til mig.
Hvis jeg ikke bryder mig om det jeg får tilbage af livet, så kan jeg ændre på en stor del af det selv.
Ved at kultivere ændringer i mig og min personlighed.
Hvis jeg forsøger at skabe dem ved at ændre på andre mennesker eller noget andet udenfor mig, så går det galt.
Lad mig komme med et par eksempler på ting jeg har gjort som har ændret mig radikalt.
Jeg starter med et helt banalt eksempel, som er nemt at forholde sig til, og du vil sikkert pludselig komme i tanker om tilfælde hvor du faktisk selv har gjort det, uden at du måske har tænkt over det:
På den nye skole -Østrigsgades Skole- jeg kom over på i 5 klasse, der forelskede jeg mig hovedkulds i en af mine klassekammerater. Claus hed han.
Claus var vild med Run DMC.
Det var jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne ikke fordrage rapmusik, jeg kunne lide Kylie Minougue, Donna Summer, Rick Astley, Mel & Kim, ja, altså alt hvad Stock, Aitken og Waterman kom med, det var bare lige mig! Og så Madonna selvfølgelig.
Men jeg ville så gerne være ”sådan en” som Claus kunne lide.
Så jeg begyndte at lade som om jeg var ”sådan en.”
Handle som ”sådan en.”
Tale som ”sådan en.”
Bevæge mig som ”sådan en.”
I det hele taget tænke, sige, gøre hvad jeg nu forestillede mig ”sådan en” ville tænke, sige og gøre.
Det indebar blandt andet at jeg begyndte at lytte til Run DMC. Så meget at jeg kunne flere af deres numre udenad.
Og det ændrede mig, fordi jeg kom til at elske Run DMC og den dag i dag elsker jeg dem stadig betingelsesløst!
Det ændrede min musiksmag. Eller rettere, det tilføjede til min musiksmag, fordi jeg kunne stadig godt lide al popmusikken, men nu kunne jeg bare også godt lide rap og hip-hop. Så sent som for et par uger siden var jeg til dansk hip-hop’s 35års jubilæum i Amager Bio og det var verdensklasse.
Hvis ikke det havde været fordi jeg tog et valg om at ”lære” at kunne lide hiphop, så var det aldrig sket.
Det var et valg jeg tog og det ændrede mig.
Og det har haft stor indflydelse på de oplevelser jeg har haft. Fordi det har vores valg.
Jeg kender da også det her fænomen som voksen: Så snart jeg møder en mand jeg synes er interessant, så er der noget på spil, og så kan jeg mærke at jeg straks begynder at opføre mig anderledes.
Det er både godt og skidt.
Godt fordi jeg så måske kan opnå at tiltrække hans opmærksomhed.
Skidt fordi at både han og jeg risikerer at købe katten i sækken hvis jeg sælger ham noget jeg ikke er!
Men hvis vi lærer at tro på os selv og tro på at den vi er, er god nok, altså kort og godt hvis vi elsker os selv, så kan vi også bedre sælge os selv på en måde som er tro mod den vi er.
Når vi ikke er tro mod den vi er i ”salgsøjeblikket” så ender vi op med den forkerte!
Noget jeg har mange udmærkelser i!
Mærk dig mine ord: Hellere være tro mod din person når du ”sælger” dig selv, og få et afslag, end ikke at være det og ende op i et forhold hvor I slet ikke passer sammen, og måske endda nedbryder hinanden.
Jeg har faktisk lige haft en personlig oplevelse med netop det her. Hvor jeg har mødt en interessant mand, og pludselig ryger alle mine værdier ud med badevandet. Det kommer der en video om på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning en af de kommende dage, så hop ind og abonnér hvis du har lyst, og husk at klikke på det lille klokkeikon, så får du en notifikation så snart den nye video er oppe.
Du kan se den seneste video ved at klikke på billedet nedenfor. Det handler om hvordan man kan “måle” og definere hvad selvkærlighed egentlig er. Hvis du -ligesom mig- er et temperamentsfuldt menneske, så vil du måske kunne genkende noget i den video. He he.
En anden ting jeg har gjort som har ændret mig, den er knap så banal men fuldstændigt gjort af samme stof:
Det var da jeg besluttede mig for at jeg skulle være fotograf. Jeg gik ind i det uden at kunne noget og uden nogen uddannelse for jeg havde ikke formået at finde en læreplads.
Så jeg kastede mig bare ud i det, og lod som om jeg allerede var fotograf.
Jeg aflurede hvordan andre fotografer var, og gjorde som dem. Jeg kopierede dem. Alt fra kropssprog til fagsprog.
Ren method acting i virkeligheden.
Jeg begyndte at kalde mig selv fotograf.
Jeg begyndte at gøre som en fotograf, bevæge mig som en fotograf, tale som en fotograf og se ud som om jeg havde helt styr på sagerne.
Og langsomt så blev jeg det jeg gjorde. Jeg blev fotograf. Og selvom det var noget gevaldigt bras jeg lavede i starten, så blev jeg hele tiden bedre, og bedre og bedre, fordi jeg holdt fast.
Jeg blev ved, og det ændrede mig.
Hvis jeg i stedet havde ladet alle afslagene om elevpladser eller assistentmuligheder definere om jeg skulle være fotograf eller ej, så var jeg ikke blevet det. Det er helt sikkert.
Men jeg lod som om… Arbejdede mig ud fra det… og det ændrede mig. Det ændrede mit liv.
Når det så er sagt, så kan jeg godt afsløre at jeg heller ikke på daværende tidspunkt anede hvad jeg gjorde. Ligesom jeg heller ikke var bevidst om det dengang jeg skiftede skole.
Det var ikke sådan at jeg dengang gik og tænkte i de der baner med at ”manifestere” eller bruge mine tanker, følelser og forestillinger som værktøjer til at nå mine drømme. Sådan nogle ting er jeg først blevet bevidst om for ca. 2,5 år siden hvor en livskrise gav mig et kæmpe wakeup call.
Den slags anede jeg ikke noget om dengang da jeg var 27 hvor jeg startede med at bygge min fotografvirksomhed.
Men nu kan jeg jo se at det er det jeg har gjort. Jeg har tænkt, følt og handlet.
Og jeg har været vedholden, fordi det var vigtigt for mig.
Et andet eksempel fra i dag, det er et valg jeg traf for nogle måneder siden om at jeg ville være ”sådan en” der ikke spiser kød. Fordi det mest i tråd med hvordan jeg inderst inde har det med dyr og miljø.
Så jeg er blevet vegetar. Fra den ene dag til den anden.
Og det har faktisk ikke været svært.
Det kan dels tilskrives det faktum at det har været vigtigt for mig, men også at jeg efterhånden har ”øvet” mig så meget i at skabe forandring, at det forekommer mig nemmere og nemmere.
Jeg har et andet eksempel på det her, som ikke er mig, men en god ven, nemlig Thomas Bigum. Måske har du hørt om ham? Han er Facebookekspert. Ja, egentlig har det nok udvidet sig til at han er ekspert i sociale medier generelt.
Han havde ingen fancy business/SoMe uddannelse, og ingen anden professionel baggrund for at kunne kalde sig ”Facebook ekspert”, derimod havde han havde lavet alle mulige andre skøre ting, jeg ved at han blandt andet har spillet poker og arrangeret undergrunds rap battles lidt a la MC’s Fight Night, han har haft mange små sjove ting i ilden.
Jeg lærte ham at kende, før jeg blev fotograf, mens jeg arbejdede på det hedengangne produktionsselskab Skandinavisk Filmkompagni, hvor han og hans kammerat Lennart troppede op en dag og sagde ”Hej, vi vil gerne lave noget sjovt, og vi har nogle idéer!”
De blev sendt ned til mig og sammen skulle vi stykke en ”pilot” sammen, som det hedder. (Det er en demo-video der viser idé og koncept og få tv kanalerne til at købe konceptet.) Og det var fandme sjovt, og skørt. Vi kaldte det Slug Kamelen, og det var et underholdningsprogram med en masse skjult kamera og de mest vanvittige udklædninger.
Programmet blev pitchet for både DR og Nordisk Film, men desværre aldrig solgt. Men sjovt var det.
Thomas og Lennart i vidunderlig udklædning
Klar til skjult kamera inde i FCK butikken! Det var HYLENDE morsomt bare at lave de optagelser!
Need I say more!?
Slug kamelen…
Mig i mine yngre dage på Skandinavisk Film Kompagni
Min pointe er, at Thomas ingen baggrund havde for at ende som Facebookekspert.
Han havde egentlig ”bare” siddet derhjemme og nørdet rundt på Facebook, suget viden til dig og prøvet ting af.
Så han havde pludselig ret meget viden. Langt mere end de fleste almindelige Facebookbrugere og han havde egentlig heller ingen idé om at nogle kunne være interesserede i at købe den viden af ham.
Men så søgte han lidt på nogle af de amerikanere der solgte rådgivning i sociale medier, og lagde mærke til at de kaldte sig ”experts”, så det begyndte han så også at gøre, og som han selv siger det: ”Lidt senere fandt jeg ud af at det var et godt skaktræk, fordi journalisterne så ringede til mig når de fandt mig på Google”.
Thomas begyndte altså at kalde sig ”ekspert”, han agerede som en ekspert, talte som en ekspert, og blev en ekspert!
Og i dag har han en af landets største SoMe kursusvirksomheder!
True story!
Det er ikke altid at de valg vi træffer, som ændrer os, er gode for os!
Det kan være et valg om at tro på, når andre siger man er grim, dum eller hvad ved jeg, eller det kan være et valg om at led og ond ved andre.
Når vi er børn har vi ikke selv de store ressourcer til at træffe valg, det skal vi have hjælp til, så hvis ikke der er nogen der hjælper os til at se de positive sandheder om os selv eller guider os i en retning hvor vi ikke er ondskabsfulde overfor andre, så er vi prisgivet, og så er det at vi som voksne kan få brug for at ændre på nogle af de gamle tillærte mønstre så vi kan lære at træffe nye og bedre valg der både gavner os selv og dem omkring os.
I første omgang kræver det dog at vi bliver bevidste om hvad vi gerne vil ændre, og ikke fornægter vores fejl, men tager ejerskab over dem og tager ansvar for at ændre dem.
Hell yeah! ❤
Din hjerne er kun indrettet til at sørge for din overlevelse, ikke til at sørge for at du har det godt med dig selv, så det er noget der skal tillæres.
Og det kan det.
Men det kræver at du tager dig tid og tålmodighed til ”ombygningen”, for den kommer ikke overnight.
Hvad enten det er dit hjerte der skal ombygges, dit selvværd, dine overbevisninger, dit arbejdsliv, din tro på dig selv, din tro på andre, din krop, din musiksmag, din kræsenhed, den type du forelsker dig i eller nogle specifikke vaner så kan det lade sig gøre, og nogle af tingene forandrer sig endda helt af sig selv -til det bedre- i det du begynder at bygge dit fundament op på selvkærlighed og selvaccept.
Ombygning starter med bevidsthed, og den kan også være svær og tricky, fordi man, som jeg også nævnte sidste søndag, ikke har så nemt ved at se sig selv i et klart og tydeligt lys, fordi mange af de ting vi gør og siger, gør og siger vi uden at tænke over det.
Vi analyserer ikke os selv
Og tillad mig lige at drage en parallel her: Det er nemlig blandt andet derfor at der var rigtigt mange der gerne ville købe den viden Thomas Bigum havde tilegnet sig, fordi det er skide svært at lave en annonce på Facebook der sælger.
Det ved alle selvstændige.
Vi knokler og knokler med at skrive alt det rigtige så folk skal kunne se potentialet i vores produkter og få lyst til at købe dem, men vi aner ikke hvordan vi skal gøre, fordi vi aner ikke hvad det er der får os selv til at klikke på en annonce og købe.
Vi gjorde det bare!
Autopilot!
Klik!
Slut færdig.
Vi analyserede ikke os selv da vi klikkede og købte.
Og når så vi selv sidder en dag og skal sælge et produkt og skrive en annonce der kan sælge produktet, så aner vi ikke hvordan vi skal bære os ad, fordi vi ikke er i stand til at se os selv klart i det lys -den potentielle købers lys- og analysere hvordan vi selv ville reagere på den annonce vi sidder og laver.
Lad mig komme med et rasende klart eksempel:
Forleden blev jeg ringet op af -ja, lad os bare kalde den ”Bureau X”, og det første manden siger til mig er ”Hej, jeg ringer fra Bureau X, og jeg ringer ikke for at sælge dig noget”.
Hvad tror du det første jeg tænker her er!??
Ja, selvfølgelig.
Gu’ vil han da sælge mig noget!
Så langt er jeg trods alt nået i min egen bevidsthed om hvordan jeg selv reagerer på ting, at jeg aldrig ville ringe og sige ”jeg ringer ikke for at sælge dig noget” når jeg laver opsøgende arbejde.
Damn det er dumt, og sådan en bemærkning får mig til at stå af pronto!
Jeg gider ikke engang høre hvad han har at tilbyde!
Kender du ikke det?
Der jeg vil hen er, at hvis vi arbejder på at se os selv i et klarere lys, og bruge den viden til vores fordel, så kan vi nå langt.
Måden at gøre det på er ved at være dybt taknemmelig hver gang nogen pisser dig af.
Ja, du hørte rigtigt, for lige dér har du en super chance for at finde ud af, hvad var det du synes var irriterende, og så kan du bruge det til at spørge dig selv ”Er jeg selv sådan af og til?”
Det befordrer igen at vi tør være ærlige overfor os selv. Det gør alt det her arbejde med os selv. Vi er nødt til at ”sluge nogle kameler” (he he, apropos Slug Kamelen)
Og husk igen, det er i smerten vi udvikler os.
Vist har det gjort ondt på mig at måtte erkende at jeg var irriterende, når nu det ikke var hensigten, men jeg har kunnet bruge den smerte til at udvikle mig.
Man bliver i øvrigt en sand mester i at tilgive sig selv for alle de dårlige sider man har haft, og at mestre det vil bidrage til at man også får lettere ved at tilgive andre.
Win-win, for når vi bliver i stand til at tilgive andre den fortræd de har forvoldt os, så begynder vi virkelig at danse kinddans med lykken.
Må jeg byde op til dans?
God søndag.
/Hanne ❤
DETTE VIL JEG GERNE DELE MED DIG I DAG:
Jeg stødte lige på dette lilel blogindlæg i dag, på en venindes Facebook profil.
Som mange af jer læsere nok ved, så startede min blog Hjerte Under Ombygning jo faktisk med at hedde Venter På Storken og her skrev jeg om mine fertilitetsbehandlinger og de medfølgende frustrationer.
Jeg delte også nogle af mine følelser i forbindelse med at miste et ufødt barn.
Jeg har aboteret ufrivilligt rigtigt mange gange og to gange er den dårlige nyhed om at fosteret er dødt, først kommet ved nakkefoldscanningen.
Det er så ubeskriveligt hårdt at jeg har svært ved at sætte ord på det, og det er stadig noget der trækker tårer.
I dette blogindlæg beskriver en mor det med at miste et ufødt barn så fint…
Og faktisk, så er jeg blevet inviteret i Go’ Morgen Danmark for at tale om det her med ikke at have fået børn endnu, og det er sgu i morgen!
Jeg håber du vil kigge med og give mig mental opbakning. ❤
