Psykisk terror mod et barn der ikke aner hvad de skal stille op med den. Vold mod et barn der ikke har en kinamands chance for at forsvare sig. Mobning af et barn der ikke ved hvordan det skal håndtere de hårde ord og tager det til sig som sandhed. …Det har konsekvenser… Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
I mit sidste indlæg talte jeg om det der med at have svært ved at sætte grænser som kan gøre en til en pleaser af dimensioner, i håbet om at alle skal kunne lide, elske og anerkende en.
Jeg har lavet en lille video som ligger både på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning og på min Facebookside Hjerte Under Ombygning der hedder “Er du -også- en pleaser?” hvor jeg også taler om pleasergenet.
For mig kan “syndromet” have så stor mangt over mig at jeg kan føle mig forpligtet til at købe en vare i en butik, hvis ekspedienten har gjort sit job og været så venlig at vejlede og rådgive mig.
Jeg har også engang gået hos en kinesisk akupunktør og massør, og jeg lå altid og frøs som et lille espeløv og jeg sagde ingenting…
Tænk sig, jeg “turde” ikke sige at jeg frøs og at hun gerne måtte lægge noget over mine tæer.
Jeg havde jo fået et tyndt lille håndklæde over mig som lige akkurat dækkede min overkrop og hun er jo professionel og ved hvad hun laver, så hvor vover jeg!?
Og det gjorde jeg jo så heller ikke… Vovede at sige noget altså…
I stedet lå jeg altid stiv som et bræt og kunne slet ikke slappe af og nyde behandlingen. :-/
Dumt…
Bare fordi jeg ikke vil være til besvær og ikke vil sætte hende i forlegenhed.
I forbindelse med mit blogindlæg “Så sæt dog en grænse!” fik jeg en mail fra en læser som virkelig ramte mig og som fik mig til at indse at jeg slet ikke er færdig om at tale om dette emne.
Der er så mange lag i det, og vi kender det allesammen i større eller mindre grad derfor er det vigtigt at få kigget på det.
Jeg har fået lov til at dele vores korrespondance, så det gør jeg. (Tak, du ved selv hvem du er ? <3 )
Mail fra en læser:
“Jeg har læst dit blogindlæg.
Jeg genkender selvfølgelig en masse omkring det med at ville please…at ønske sig, at man kan være det eller gøre det, som folk håber på.
Det følger med at have en mor som min, der ikke rigtig ville mig.
Så bøjede jeg mig i alle mulige farver og former i håb om at ramme en farve og form, som hun kunne lide.
Det har jeg selvfølgelig taget med mig videre i livet.
Det kostede mig en omgang med stress, kæresteforhold som jeg blev i alt for længe, en masse relationer der gik i stykker osv.
Grænsesætning bliver et livslangt tema for mig, har jeg indset.
Det fylder mindre idag end for fx 5 år siden, men det vil altid være noget, som jeg skal være opmærksom på.
Jeg har lært, at hvis jeg forklarer, hvorfor jeg må sige nej, så hjælper det modtageren gevaldigt.
Det flytter nejet over til mig, fordi jeg siger nej pga noget over på min banehalvdel, og ikke pga noget hos modtageren.”
Her har læseren fat i noget der er helt essentielt, synes jeg.
At man forklarer sig.
Vi har så skide travlt med at vi ikke behøver at forklare os.
Nej, det er da muligt vi ikke behøver det, men er det ikke meget rart?
Synes du ikke selv det er rart at få ad vide hvad en afvisning skyldes?
Så man bedre kan forstå?
Det synes jeg i hvert fald, og grunden til at jeg har det sådan er nok at jeg selv har nemt ved at blive ked af det, skuffet og tage det personligt, og så føles det bare rigtigt rart når jeg så får ad vide at afvisningen skyldes 50 års fødselsdag i familien, andre planlagte aftaler eller manglende overskud på selskabskontoen.
Jeg er altid sådan en der selv forklarer mig overfor andre, fordi jeg ved at jeg selv ville blive glad for at få en forklaring.
Jeg gør altid mit bedste for at sørge for at andre ikke bliver kede af de valg jeg træffer.
Det ser jeg ikke noget galt i, tværtimod…
Min læser fortsætter ærligt og åbent
Grænsesætning har været et stort tema i min terapi. Der er især to ting, som har hjulpet mig:
1. Jeg husker meget tydeligt den terapisession, hvor terapeuten spørger, om han må prøve et udsagn af på mig.
Det var i forbindelse med, at jeg var stresset, men nægtede at sygemeldte mig, fordi der ikke er nogle til at overtage mine opgaver på jobbet…
Klassisk eksempel på ikke at kunne sige fra.
Han siger så: ville du sige om en person, som mener, at personens indsats er afgørende for, at en opgave løses rigtigt, er selvoptaget? Og hvis denne person er ansat i en virksomhed med 17.000 medarbejdere (som jeg var) kunne man så tænke, at denne person havde meget høje tanker om sig selv…at tro, at der ikke var en eneste kollega, der kunne træde ind og yde en kvalificeret indsats?
Det var selvfølgelig mig, som han mente….og for mig var det blive sat i verdens grimmeste lys…selvoptaget og opblæst…jeg var da anything but…men det var en stor erkendelse for mig, det at indse, at når man ikke kan sige fra, så kan andre faktisk tage det som et udtryk for, at man finder sin egen eksistens og personlighed så forrygende, at de går i stykker af et nej.
Det er ikke sådan, vi ser os selv, men det kan faktisk tolkes sådan.
Jeg vil hellere stå et nej igennem end at blive opfattet sådan, så det fik mig et godt stykke i den rigtige retning.
2. En anden indsigt fik jeg på psykoterapi uddannelsen.
Her lærte jeg, at der er tre faser i en grænsesætning:
1) at mærke behovet for at sætte en grænse. Altså at man skaber plads, tid og accept af sin egen følelse for at sætte en grænse.
2) at formidle sin grænse, dvs. helt konkret at overbringe budskabet. Det tager jo typisk ganske kort tid. Man kan øve sig og forberede, hvordan man siger det.
3) at stå sit nej igennem. Og denne fase havde jeg aldrig hørt om, men den er vigtig. Det er her, at man lærer at holde sin egne indre følelser ud og man lærer sig at tackle folks reaktioner.
Det er afgørende for, at ens nej forbliver et nej.
Man må lære at være i det, for det er denne del af de tre faser, som man ikke kan forudsige…man ved ikke på forhånd, hvordan modtageren reagerer…man ved heller ikke, hvordan man selv reagerer på reaktionen.
Og her er der fare for at grænseløse mennesker som dig og mig falder i…øj, han ser skuffet ud, så jeg skynder mig at sige, at jeg da alligevel gerne vil gå ud med ham på lørdag.
Men her skal man stå fast.
Idag, hvor jeg er leder, skal jeg hjælpe medarbejdere med at sætte grænser.
De skal have lidt hjælp til at sige fra fx overfor en kollega, som er trådt ind over deres felt, talt grimt til dem eller lignende.
Det, som er det mest bemærkelsesværdige ved det, er at se, hvor meget de vokser af at gøre det.
Når man tager vare på en grænse, vokser man indeni.
Over tid bliver de mere trygge ved, at de kan passe på sig selv.
Når nogen træder over deres grænse, ved de jo, at de kan sige fra.
Det er fedt at se.
Jeg tænker, at hvis man skal være fuldgyldigt medlem af det moderne liv, så vil man være nødt til at gå over sine grænser nogle gange.
Man strækker sig lidt over for en kollega, der har det svært.
Man tager imod hård tale fra en sur ekspedient.
Man tager til en kedelig barnedåb, fordi det synes man, at man da gør.
Jeg tænker, at når man går over sine grænser, så er det vigtigt, at man gør det bevidst.
At man siger til sig selv, at jeg gør det her, fordi det betyder noget for min veninde, at jeg ser hendes barn blive døbt.
Jeg vælger at gå ud over min egen grænse.
Og så skal man lige så aktivt tilvælge sig noget, som man giver tilbage til sig selv bagefter, om det er en lur på sofaen, en film i sengen eller noget helt tredje.
Pointen er bare, at man skal tanke sig selv op.
Ja, det var lidt om mine erfaringer med grænsesætning…på et tidspunkt blev det en sport for mig at sige nej så meget som muligt, der var jeg på en ret stejl læringskurve.
Nu har jeg vist fået et mere afbalanceret forhold til det.
Men jeg kan stadig forfalde til at lempe et hurtigt ja afsted…og sole mig i at være lige det, som folk håber på.
Jeg skal være på vagt :)”
Jeg tror også at det her er en ongoing proces som vi skal arbejde med resten af livet.
På den gode måde.
Den spændende, lærerige måde…
Igen synes jeg at læseren har fat i noget vigtigt; hvem er ikke stødt på den der totale “nay-sayer” der siger fra, bare for at sige fra, og som kommer med alt muligt “ævl” om at “jeg kan mærke dit og mærke dat og det overskrider bare totalt mine grænser” og det eneste man spurgte om var bare om vedkommende ville med i biografen! (For nu lige at sætte det lidt på spidsen, men I ved hvad jeg mener)
Jeg har ikke selv haft “fornøjelsen” af at ryge i den fælde og tror heller ikke jeg gør det.
Pleasergenet er ALT for stærkt. Haha
Men forhåbentlig får jeg også -som læseren- et mere balanceret forhold til det at sætte mine grænser.
Jeg mener også at der er stor forskel på at “ikke gide” og føle direkte ubehag.
Barnedåb, familie-tam-tam i andres familier osv kan være ting man ikke gider fordi det er kedeligt eller det bare ikke siger en noget, og der har jeg nu ikke svært ved at give mig og jeg føler ikke jeg ligefrem går på kompromis med mig selv eller at mine grænser bliver overskrevet og jeg føler heller ikke den der ubehagelige modstand i kroppen, bare fordi jeg skal hives med til Tante Oda’s jubilæum.
Hvorimod når det er mennesker jeg godt kan lide der spørger om noget jeg ikke har lyst til -som i ikke har lyst til fordi det hele snører sig sammen i min krop og ikke fordi jeg bare ikke gider- og når mennesker jeg holder af beder mig om noget hvor jeg ved at min afvisning måske kan såre dem. SÅ er det at det bliver kompliceret.
Jeg vil gerne please, men jeg kan ikke udstå tanken om om at skulle gennemføre det…
Så i min verden er der stor forskel. Jeg kan sagtens gå på kompromis når der er ting jeg egentlig ikke gider, uden at jeg føler at jeg siger nej til mig selv eller på nogen måde underminerer mig selv. Det er først når det er ting jeg ikke har lyst til, fordi de giver mig et direkte ubehag at jeg synes det bliver et problem….
MEN, men, men…
Der er lige en lille detalje her som vi ikke skal glemme:
Det er den følelse jeg vil få ved en lignende afvisning der gør den svær for mig.
Hvis jeg bliver afvist af en mand jeg viser interesse, så bliver jeg ked af det og straks er jeg tilbage i skolegården hvor drengene kaldte mig ugly og ingen af pigerne kunne lide mig.
Så det gør ondt. Og jeg tænker straks at det nok er fordi jeg er for grim. For tyk. For lav. For dum. Forkert!
Det har han aldrig sagt, men det antager jeg.
Jeg har ikke lyst til at give andre mennesker den følelse, og da slet ikke et menneske jeg godt kan lide!!!
Men det jeg gør er at jeg projicerer mine egne følelser omkring det at blive afvist, over på dem jeg selv gerne vil afvise.
Men han er jo ikke mig!
Så hvem siger at han bliver ked af det!?
Og hvis han gør, så er han jo ikke 7 år mere, så han ved jo at “der kommer et nyt tog”.
Jeg har lavet en lille video som både ligger på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning og på min Facebookside Hjerte Under Ombygning om det at projicerer egne følelser over på andre. Se den her.
Jeg svarede min læser og beskrev den der forskel jeg mente der er på ikke at gide, og decideret føle modstand og ubehag.
Hun skrev noget meget klogt som jeg også lige vil dele med Jer:
“Jeg forstår godt forskellen imellem ulyst og lede, som du beskriver.
Men jeg tror, at leden – som i at det hele snørrer sig sammen – kan være et resultat af en masse små ulyster, som man har gjort mod sig selv.
Altså en masse små ‘uskyldige’ ulyster, der akkumulerer sig til en stærkere følelse som lede eller afsky.
Det tror jeg, fordi kroppen er jo vores ven.
Når den har været igennem for meget stress igennem for lang tid, sørger den for at blive syg.
Den gør, hvad den kan for at få pause.
Det er almindeligt, at travle mennesker bliver syge på første dag i deres ferie.
Sikkert en krop, der sørger for, at ferien bliver brugt til det som den har allermest brug for: hvile.
Så jeg tænker, at kroppen også hjælper dig.
Den gør ulyst til lede, for at råbe højere til dig.
For at få dig til at sige nej.
Få dig til at tænke på dig selv.
Det gør den for at sikre, at du ikke kommer i alarmerende underskud.
Havde du været en bankkonto, ville det være på dette tidspunkt, at banken ringer og truer med at spærre kortet.
Måske har jeg ikke ret, men jeg synes, at du skal være obs på, hvad du gør af ulyst-ting…måske summer de op til en anselig mængde tid, som du i stedet kunne have brugt på lyst-ting?
Og måske når du ikke lede-stadiet, hvis du prioriterer lyst-ting højere i dit liv?
Fordi kroppen ikke har så hårdt brug for at få sagt fra.
Jeg tror, at ‘nej’ bliver nemmere at sige, når der ikke er så meget på spil for en.
Hvis du skal sige nej til noget, jeg foreslår…noget, hvor det hele snørrer sig sammen i dig, så tænker jeg, at dit nej kan risikere at blive mere bastant, hårdt, kort for hovedet.
Jeg som modtager (vi er her i fase 3) reagerer på det…og påvirker så igen dig.
Måske spidser det så lidt til, eller måske ville jeg trække mig lidt, eller trække mig meget…anyhow, det kan belaste dine relationer.
Havde det været en ulyst-ting, som du skulle sige nej til, ville du måske have lettere ved at sige nej på en ‘lighter’ måde.
Og jeg som modtager ville føle noget i retning af ‘godt, hun tager til yoga istedet for at tage i biografen med mig, det har hun brug for.
Nå, men min pointe er: det er lettere at sige nej, når det ikke er spidset så meget til indeni i en.
Og jeg tror, at man selv kan bidrage til, at det ikke spidser til ved at rydde op i ulyst-ting og gøre mere af lyst.
Og det er skrevet af en, som er blevet hjemme i seng idag. Her skal jeg arbejde i fred og ro i mit nattøj. Fordi jeg har brug for det og det kan lade sig gøre idag.
Den griber jeg.
Det er som at give mig selv et kram.”
Hun har igen fat i noget.
Men samtidig opdager jeg også hvor forskellige vi mennesker er, selvom det er de samme problemer vi kæmper med.
For i nogle af de ting min fantastiske læser her beskriver, har jeg den helt modsatte følelse.
Jeg skrev til hende:
“Det tror jeg at du har fuldstændigt ret i.
Man går og trækker på overskudskontoen og lige pludselig er der bare et kæmpe overtræk.
Tror bare det er vigtigt at man så selv er i stand til at kunne mærke hvilke kompromisser der så gør mest ondt.
For mig er tanters fødselsdage og veninders barnedåbe det mindste.
Der er mange andre ting der tærer langt mere.
Men du har ret, jeg skal være totalt meget opmærksom på hvad jeg gør af ulyst-ting, for som det er nu kan jeg ikke altid selv mærke det. Ikke før jeg står og skal ud af døren.
Når jeg laver aftalen så er velviljen der, men når så aftalen står for døren, så kan jeg ikke overskue det, men gør det alligevel, for man skulle jo nødigt skuffe nogen…
Jeg står et sted -lige pt- hvor jeg har svært ved at mærke hvad jeg oprigtigt gerne vil, og hvad jeg gerne vil for andres skyld. Så det er helt klart noget jeg skal være obs på.
Ingen tvivl.
For mig er det dog lige omvendt af det du beskriver; Jo mere der er på spil, jo mere vil jeg forsøge at skåne, stryge med hårene og være eftergivende.
Jeg er ikke i stand til at give en hård afvisning og slet ikke hvis der er meget på spil.
Omvendt, hvis der ikke er så meget på spil, så kan jeg lidt nemmere få sagt fra, men det vil dog aldrig være på en hård og bestemt måde.
Jo, hvis jeg ikke kender folk.
SÅ kan jeg være meget hård og bestemt. Som feks. når jeg skælder ud på Dell, boligselskabet eller teleselskabet.
Der kan jeg nærmest helt tabe besindelsen. (Også noget jeg skal arbejde med. Jeg kan få helt hjertebanken og være fuldstændigt arrig allerede inden jeg har ringet op.)
Det må være noget med at finde en rigtigt god balance.
Det er ok at miste besindelsen engang imellem, og det er også ok at gøre det omvendte og trække sig, bare det ikke bliver en dårlig vane.
Dem har jeg vist nok af…”
Kære læser, jeg håber at denne korrespondance kan være med til at sætte tankerne i gang hos dig, og reflektere lidt over dit eget pleasergen.
Mærke efter og blive bedre til at sige fra, men stadig med en vis balance.
Det har i hvert fald sat tankerne igang hos mig.Det gør mig trist at tænke på at issues som dette -svært hæmmende pleasersyndrom- kommer sig af at vi ikke har følt os elsket.
Ofte handler det om at vi ikke har følt os elsket og/eller tilstrækkelige overfor vores egne forældre.
Som min læser så hjerteskærende indleder med at fortælle, at hun prøvede at bøje sig i alskens farver og former for at få sin mors kærlighed.
Hun fik den ikke…
Jeg kan selv god genkende det tema, omend på en anden måde. Jeg fik tæv i stedet for. Jeg vidste aldrig hvornår de ville hagle ned over mig.
Små forseelser som at vælte et glas mælk kunne få absurde konsekvenser…
Som feks at blive slået hårdt i hovedet med en bestikkniv.
Jeg væltede et glas mælk… (Ikke med vilje!)
Jeg er blevet skreget ind i ansigtet “Gud, hvor jeg hader dig!” og “Jeg slår dig ihjel!”
Slået over alt på kroppen med knyttede næver…
Elsker du mig ikke mor?
Elskede hun mig ikke?!
Jo…
Det tror jeg hun gjorde.
Det ved jeg hun gør… I dag…
Jeg er overbevist om at hun også gjorde det dengang, men hun kunne bare ikke gøre det anderledes, på det tidspunkt, end det hun gjorde.
Det lille opmærksomhedshungrende menneske der kom ud af den behandling, var et barn som de andre børn ikke gad være sammen med.
Så deres afvisninger skulle jeg også deale med.
Det siger sig selv at det er en livstruende situation for et barn.
Jeg kunne ikke forlade hjemmet eller finde et andet sted at gå i skole… Fordi jeg kun var et barn…
Det kan jeg nu.
Det er på tide at forlade skolegården og på tide at “flytte hjemmefra” og afslutte kapitlet “Barndommen”.
Det betyder også at jeg ikke skal leve og ånde for at please alt og alle.
De slår mig ikke hvis jeg gør noget forkert.
De råber ikke ad mig at jeg er grim hvis jeg afviser dem.
Og hvis de gør, så har de formentlig som børn været igennem samme tur selv, eller det der er værre, og lider meget mere under det end jeg selv gør…
Når man behandler andre mennesker dårligt, er det et udtryk for hvor dårligt man selv har det inden i.
Helt uden undtagelse.
Jeg har lavet en lille video om hvordan man -måske- som et skridt på vejen kan blive bedre til ikke at ryge i pleaserfælden.
Den hedder “Hvordan tager du en afvisning?” og du kan se den her.
Vi er bare mennesker, og vi gør allesammen det bedste vi kan…
Med de ressourcer vi nu engang har…
Lige nu og her…
/Hanne <3
