Travel

Når fortiden spøger i nutiden…

By January 8, 2017 No Comments

Blogindlæg fra Søndags-Support 8. januar 2017

Hej Ombyggere!

Her er de ”vise” ord for denne søndag:

Det, der er det tricky ved denne, er at mange slet ikke selv er klar over at de lader fortiden definere dem.
Jeg havde ikke selv den fjerneste anelse om hvor meget min fortid egentlig dominerede mit liv.

Men set i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg se at den næsten 100 % har domineret alt lige fra mine relationer til andre, til mine valg i forhold til uddannelse og karriere, mine overbevisninger omkring penge -og i særdeleshed mangel på samme- mit kærlighedsliv, mit valg af bolig, mine tanker om mig selv, og dermed mit forhold til mig selv, herunder også mit selvværd.

Okay, lad mig komme med et helt lysende klart eksempel, og som jeg egentlig aldrig har tænkt over før nu hvor jeg er begyndt at arbejde med mig selv og min personlighed:

I starten af 90’erne, hvor jeg var i mine 20ere, der var på udkig efter en bolig fordi jeg var holdt op med at studere og derfor ikke kunne beholde mit kollegieværelse.
Jeg gik i første omgang på udkig efter en lejelejlighed, for det var det jeg kendte til. Det var sådan en jeg var vokset op i og som min mor stadig boede i. Dengang var lejelejligheder ganske billige mange steder,  ”…men man skulle som regel helst kende nogen som kendte nogen for at få foden indenfor”

…Jeg lader lige den sidste sætning i citationstegnene stå et øjeblik…

For dét jeg sagde lige dér var nemlig også en overbevisning som jeg var blevet fodret med og som jeg derfor -helt ukritisk- troede på uden selv at afprøve rigtigheden af påstanden. ”Sådan var det bare”.

Jeg begyndte -i et øjebliks vanvid og helt ude af trit med hvad jeg troede på var muligt for mig- at kigge på ejerlejligheder, meeeeen jeg ”vidste” jo godt at det nok var aaaaaalt for dyrt for “sådan en som mig” for det var jo kun sådan noget ”rigmandsbørn” gjorde.
Ikke desto mindre havde jeg fået forvildet mig ud og kigge på ejerboliger, og jeg var oppe og kigge på den skønneste, gamle 5. sals lejlighed på Amager, med stuklofter, ovenlysvinduer og hele baduljen. Den var super smuk og hyggelig. Men den kostede næsten 250.000,- (ak, ja, I knoooow, det var tider)

Men det var jo en heeeeeel kvart million jeg skulle låne! Gisp! Det var alt for mange penge at låne, det havde jeg jo nok slet ikke råd til… Det ville sikkert gå helt galt hvis jeg gjorde det.
Så jeg gjorde det ikke…

Og nu siger jeg det helt uden at pakke det ind: Jeg-skulle-fanden-fuck’me-ha’-købt-den!
Damn it!

Et realkreditlån var -også dengang- billigere end et banklån, og tænk lige på hvor meget den type lejligheder de steg i løbet af de følgende 10 år!
Christ altså!
Det havde virkelig været et røverkøb for nu at sige det som det er.
Det er slet ikke til at holde ud at tænke på, hahahaha.

Men jeg var så præget af -defineret af- det jeg kom fra og det jeg havde lært hjemmefra om bolig, penge og ”rige” mennesker kontra ”sådan nogle som os”.
Ejerlejligheder, uha, nej de var skam alt for dyre og det var faaaarligt at låne så mange penge. Det kunne kun gå galt medmindre man var rig.
Og som bekendt er de rige jo de onde.
Så det ville man jo i hvert fald ikke være…

Suk…

Det her mindset er gået i arv gennem generationer i min familie, og se lige hvor det bragte mig hen. Mit ”knapheds-mindset” fik lov til at bestemme hvorvidt jeg skulle kaste mig ud i at blive boligejer eller om jeg bare skulle fortsætte ”arven” og bo til leje for tid og evighed.
Og vupti gik jeg lige glip af at tjene et par millioner.
Fåååååååååårk!

Nå, easy now, Hanne 😀

Jeg brød dog mønsteret en smule da den lejebolig jeg så endte med at bo i blev lavet om til en andelsbolig og jeg købte min andel. Hele 15.000,- kroner kostede den! Jeg rystede nærmest på hænderne.
Uha, ja, det var skam mange penge!

At jeg så 10 år senere lagde den sammen med en lejligheden nedenunder -som jeg så gav 800.000,-kroner for og nærmest på den konto gik personligt konkurs da finanskrisen ramte og min sammenlagte andel var mindre værd end det papir andelsbeviset var skrevet på, dét er en helt anden historie.

Men kan du se, at der er et mønster? Et mønster der fulgte mit mindset. Et mindset der roterede omkring knaphed og mangel.

Og det her er jo bare et helt banalt eksempel på et valg jeg traf som jeg ikke tror der er særligt mange -inklusive mig selv- der ville beskrive som et valg fortiden definerede og prægede mig til at træffe.
Men det gjorde den da i allerhøjeste grad.

Den dag i dag bor jeg stadig i lejelejlighed, da jeg jo måtte gå fra hus og hjem under finanskrisen. Farvel andelsbolig og hej kæmpe gæld. :-/
Som sagt, mønsteret følger mindsettet, men det er så heldigvis det mindset jeg er ved at lave om på nu.

Et andet godt eksempel er mit kærlighedsliv:
Jeg er vokset op med en mor der var alene. Single-mor til tre børn. Jeg har aldrig -siger og skriver- aldrig set hende med en mand siden hun og mine brødres far gik fra hinanden… da jeg var 5!!!

I øvrigt var hendes generelle holdning, som hun ikke tøvede med at fodre mig med, at “mænd var svin”…

Jeg har været single det meste af mit liv. Det længste forhold jeg har haft har varet omkring 3 år.
Størstedelen af de forhold jeg har været i er endt ganske forfærdeligt med mig i rollen som bundulykkeligt offer, også selvom det var mig selv der skred.
Tror du at det er en tilfældighed?!
Næppe…

Min tanke om mænd har da også været noget i retningen af at ”de er bare nogle dumme svin” når jeg blev såret eller var utilfreds, i stedet for at tage ansvar.
Jeg har aldrig taget ansvar.
Før nu.
Blame, blame, blame! Og jeg har aldrig selv kunnet se det…

Sigende ikke?

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler som disse.

Og så er der jo alle de tunge ting.
Tævene jeg fik som barn, og hvad det har gjort ved mig.
Mobningen jeg blev udsat for og de ar det har givet.
Alt det der, der har smadret mig som person, ødelagt min dømmekraft, mit selvværd og min ansvarsfølelse og gjort mig til et offer.

Selvom jeg stadig kan få en klump i halsen når jeg skriver om min fortid, så er jeg fuldstændigt færdig med at være offer.

Det er selvfølgelig ikke noget man bare stopper med at være fra den ene dag til den anden. Man skal først ”lære” det, so to speak.
Og det kan man sagtens.

Det jeg startede med at gøre var at kortlægge mine tanker.
Vores tanker styrer meget mere end vi lige går og tror. De styrer hvordan vi oplever ting, altså hvordan vi ser på verden. Men de styrer også vores følelser, og det vil med andre ord sige at de styrer hvordan vi har det! Er vi glade eller er vi kede?

De fleste af vores mellem tres- og halvfemstusind daglige tanker, kører på autopilot. Det vil sige vi tænker ikke over at vi tænker dem…
Syret ik?
Jeg siger det lige igen:

Vi tænker ikke over hvad vi tænker…

Så derfor begyndte jeg at blive opmærksom på mine tanker når de kom og gik. For at få kortlagt hvad det egentlig var jeg overvejende gik og tænkte.

Og det kommer nok næppe bag på nogen at jeg fandt ud af at jeg var overvejende negativ, sortseende, pessimistisk, sur, ked, utaknemmelig og selvdestruktiv.

…Så langt så godt…

Jeg begyndte nu at øve mig i at være mere positiv og taknemmelig i mit sprogbrug, både når jeg talte, når jeg skrev og når jeg tænkte.
Når dårlige, triste og selvdestruktive tanker opstod, ”overskrev” jeg dem med nye og bedre tanker. I perioder hvor jeg havde rigtigt svært ved at ”finde på” gode tanker fordi jeg var så ked af det som jeg var, så lyttede jeg til lydbøger med positive budskaber. Typisk selvudviklingsbøger. (For man kan nemlig ikke både koncentrere sig om at lytte og tænke dårlige tanker samtidig)
Jeg stoppede også med at skrive de lange tårevædede blogindlæg, og begyndte i stedet at dele min proces med at lære at tænke, tale og skrive mere ”lyst”. Så jeg delte fremskridt og håb, i stedet for sorg og bekymring.
Det samme gjorde jeg når jeg talte med folk, så forsøgte jeg at fortælle om de gode ting i mit liv og jeg gjorde faktisk min omgangskreds opmærksom på -i en mail til nærmeste venner og familie- at jeg havde behov for at tale om positive ting og folk var faktisk overraskende imødekommende overfor dét ønske.

Næste skridt jeg tog var at øve mig rigtigt meget på ikke at lade temperamentet løbe af med mig i trafikken. Det gjorde jeg ved at være bevidst opmærksom på mine reaktioner i trafikken.
Altså, hele tiden lige tænke over, hvad tænker jeg nu? Hvad føler jeg? Hvad gør jeg? Og så bare lade det fare. Og ikke ”reagere” eller ”gøre” men tage en dyb vejrtrækning og bare smile og sige højt til mig selv: ”han/hun har sikkert haft en rigtigt skidt uge” når der var nogle i trafikken jeg syntes opførte sig dårligt.

Og så tænkte jeg på min nye tillærte viden om at ”sårede mennesker, sårer mennesker”. Det er nemlig lidt det samme både i trafikken, på arbejdspladsen og i parforhold at jo mere sårede vi selv er, jo mere sårer vi andre.
En anden måde at sige det på kunne være: ”Røvhuller er blevet præget af røvhuller” så når folk er idioter ligger der i virkeligheden meget mere bag, end at de ”bare” er idioter eller røvhuller.
De har formentlig haft forældre der var nogle rigtige idioter gennem deres opvækst eller måske har de en chef der er et rigtigt røvhulle-nul og som hiver dem igennem manegen hver dag.
Get the picture? (Sagde fotografen, hø hø)

Jo mere dårligt vi har det med os selv, jo mere har vi tendens til at fare op eller til at svine andre til.
Jo mere kede vi er af vores egen vægt, jo mere travlt har vi med at finde fejl på andres kroppe.

Og så fremdeles.

Anyway, lang historie kort, så startede jeg altså med at kortlægge mine tanker ved at begynde at blive bevidst opmærksom på dem, fordi så kunne jeg nemlig begynde at ændre på dem.

Jeg fortsatte med også at kortlægge mine handlinger, mine reaktioner, mine valg, mine beslutninger og mine overbevisninger, ved ganske enkelt at blive bevidst om dem.
Slå autopiloten fra og simpelthen ”betragte” mig selv sådan lidt udefra, og så langsomt begynde på at ændre på de forskellige egenskaber jeg havde men som jeg dybest det ikke var særligt godt tjent med.

Så nøgleordene her er altså ”bevidst opmærksomhed”.

Og jeg tror ikke det vil være særligt svært for nogen at identificere hvilke dele af ens personlighed der ikke bidrager til særlig megen lykke. Så det er ikke et problem at hitte ud af hvor det vil være snedigt at ændre på noget.
Medmindre man har meget lidt selvindsigt…
I så fald kan man søge professionel hjælp. ❤

Jeg har også brugt små bekræftelser. Affirmations som de også bliver kaldt. Jeg bruger dem stadig dagligt. Det er sådan nogle lige som den jeg har skrevet på billedet øverst i mailen her.
Sådan nogle har jeg brugt til hudløshed, fordi de er med til at ”træne mit sind i positiv tænkning”.

Ydermere har jeg afskaffet mit tv (kan ikke huske om jeg har fortalt det, men det skader nok ikke at gentage det, jeg ved hvor mange gentagelser det kræver for at få skabt nye vaner og holdninger 😀 ) og jeg er sgu også stoppet med at høre radio. I stedet for tv læser jeg bøger (sagde hun fromt, hahaha) og i stedet for radio hører jeg lydbøger.
Og ja, det lyder måske lidt frelst og hippie-agtigt, og der er ingen der siger at det er nødvendigt at gøre det, men det har virkelig rykket meget for mig, for nu vælger jeg selv hvad jeg ”fodrer” mit sind med.
-Og Hallelujah der er blevet tændt for lyset inde i mit hoved, hvor der før var ret mørkt og trist.❤

Jeg håber at du kan bruge dette lille cowboy-trick med ”den bevidste opmærksomhed” i din hverdag. Det er guld værd på den lange bane, det vil jeg gerne love dig.

Fortsat god søndag, det der nu er tilbage af den.

Masser af lååååw!

/Hanne ❤

GIVER FORTIDEN DIG STADIG UDFORDRINGER?

Måske er min lydbog noget for dig: (Klik på billedet og læs mere)

AT LEVE I FORTIDEN FORHINDRER OS I AT LEVE LYKKELIGT I NUTIDEN

Lydbog: 1 time og 10 min.

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply