Travel

Nøglen til at slutte fred med fortidens smerte

By April 8, 2018 No Comments

Blogindlæg fra 8. april 2018

Så er søndagen over os igen.
denne søndag skal det handle om at få bugt med noget af den gamle smerte vi går og bærer rundt på.

Smerte fra fortiden er et issue for rigtigt mange; for nogle handler det om ulykkelig kærlighed, for andre handler det om omsorgssvigt i barndommen, men det kan også være ulykker, tab, venner der har svigtet og mange andre ting der har mærket os for altid, uanset hvornår i livet det har fundet sted.
Og hvis man ikke har fået aflad for det for det høje energiniveau den traumatiserende hændelse medfører, så sætter det sig i kroppen som et traume.

Vores krop har en bevidsthed, ligesom vores sind har det.
Kroppens bevidsthed er vores underbevidsthed, og det er her traumet bosætter sig.
Og alt det der bor i vores underbevidsthed, det kører på autopilot.
Det gælder også for traumet, og det vil sige at det bliver en slags vane.
Eller en slags afhængighed.
Det betyder i bund og grund, at hvis et traume sætter sig i kroppens bevidsthed (underbevidstheden) så bliver dette traume altså også en ”vane”, og det betyder at der er en ret væsentlig risiko for re-traumatisering, fordi vaner er noget vi -helt automatisk, uden at tænke over det- gentager igen og igen.
Og når et traume gentages, så er det en re-traumatisering.

Og hvorfor bliver traumet til en vane?!
Jo, det skal jeg sige dig; for det første fordi vores hjerne er wired til at prioritere autopilotfunktionerne i underbevidstheden for at spare energi og for det andet fordi hjernen ligeledes er wired til helt automatisk at opsøge det der ligner noget velkendt, og i det øjeblik traumet indprentede sig i kroppens bevidsthed, så blev den en del af noget velkendt, og for det tredje fordi hjernen også er wired til at vægte navigering indenfor komfortzonen (det velkendte) højest, fordi der i det -teoretisk set- burde være mindst fare på færde (da vi jo stadig er i live) og fordi det er her den har flest velafprøvede strategier…

En ”velafprøvet strategi” er ikke ensbetydende med en strategi der ”virker” i den forstand at den nødvendigvis løser et problem, heler en sorg, eller kurerer en frygt, det eneste der skal til for at hjernen ”stempler” strategien som ”virksom”, er at du stadig er i live, og altså ikke at du er lykkelig, helet, glad, frygtløs, ovenpå eller noget i den stil.

Og det at hjernen får os til at opsøge det der ligner noget velkendt, betyder at de af os der er vokset op i utrygge omgivelser, vil opsøge utrygge miljøer og mennesker der gør os utrygge, fordi det er det utrygge vi er vante med og det miljø vores hjerne har flest strategier til at navigere i.
Så selvom der -i teorien- burde være mindst fare på færde i det velkendte, så er det som regel langt fra realiteten.
Det her gælder ikke kun oplevelser tilbage fra vores opvækst, det kan også være oplevelser i vores ungdom og voksenliv, såsom f.eks. erfaringer i kærlighedslivet.
Hvis vores hjerne har flest efterprøvede taktikker i nedbrydende parforhold, så er det de nedbrydende parforhold hjernen har lært at fungere i, og det vil være dem der er mest velkendt og dermed dem den opsøger…

Og risikoen for at man i sin ungdom ryger lige lukt ind i et dysfunktionelt parforhold, er helt klart betydeligt større hvis du også har haft har haft en dysfunktionel opvækst eller været vidne til et dysfunktionelt forhold imellem din mor og far.
Fordi, det dysfunktionelle er det mest velkendte og det du har lært at operere i…

Kan du spotte den onde cirkel her?

Så helt enkelt, så opsøger vi altså selv mennesker, miljøer og situationer som ligner det vi kender og er vant til, OGSÅ SELVOM VI IKKE SELV MENER AT VI GØR DET (!!) og det betyder at vi ofte faktisk selv er medvirkende til at re-traumatisere os selv, uden at vi er klar over at dét er det vi gør.
Vi føler på ingen måde at det er selvforskyldt, tværtimod føler vi os som ofre for noget andre gør imod os, og vi har ikke den ringeste idé om at vi tit selv har ansvaret for den re-traumatiserende situation vi står i.
Vi oplever og føler at det er noget andre der ”gør mod os”, men i virkeligheden kan vi faktisk skrive vores eget navn øverst på den liste over dem der gør os kede af det, bange og utrygge.

Den utrygge hjerne, som har flest velafprøvede taktikker til utrygge omgivelser, er -i det lange løb- yderst selvdestruktiv!

Lyder det helt vanvittigt?

Lad mig komme med et eksempel som jeg også bragte i min Facebook Live video i torsdags (Wuuuhuuu, min allerførste af slagsen! …I hvert fald sådan rigtigt…)

Jeg var engang af sted på en CrossFit ferie sammen med en gruppe andre CrossFittere, og i løbet af ugen havde der været en del situationer hvor jeg havde følt mig udenfor, overset og mindreværd.
Et af de traumer der bor i mig er fra da jeg gik i skole og blev mobbet og holdt udenfor.
Når dette traume genoplives udløser det præcis de følelser jeg lige nævnte; følelsen af at være lukket ude og være overset og mindreværd.
Og desværre, så kan rigtigt mange situationer vække det traume, så jeg lever det igen og igen og igen.

Ofte handler det om den måde jeg opfatter situationen på, og intet andet.
Det er dog kun noget jeg kan se i bagklogskabens ulideligt klare lys, det er ikke noget jeg spotter i selve situationen. Der føles det virkeligt.
Meget virkeligt.
Og rigtigt modbydeligt.
Det vil altså sige, at jeg ofte opfatter en situation som truende/farlig uden at den er det.
Jeg ser spøgelser hvor der ikke er nogle, og tolker en given situation helt anderledes end de andre implicerede.

Det skete i høj grad på denne ferie, og en af de mest beklagelige episoder skete til sidst på ferien:

Vi havde tre udlejningsbiler som vi brugte til at fragte os alle sammen til og fra træning, og hvad vi nu ellers skulle til og fra. Vi var tre mennesker der måtte kører disse biler (noget med forsikringen der gjorde at det var billigere kun at lade der være én chauffør pr. bil) og jeg var en af dem.
Den sidste dag vil jeg gerne hurtigt videre efter træning, fordi jeg vil ud og nyde solen den sidste dag, men de andre i gruppen falder over en eller anden live transmission af CrossFit Games på computeren og ønsker tilsyneladende at blive hængende inde i gymnastiksalen for at se det.
Men jeg prøver alligevel at spørge ud i plenum om der er andre der vil med videre, så vi kan komme ud og nyde solen. (For jeg var nødt til at have mindst tre andre med i bilen, for der var ikke plads til alle i de to andre biler)
Ingen svarer.
Ingen reagerer.
INKLUSIVE min daværende kæreste.
Jeg føler mig ignoreret, overset og udelukket af gruppen og jeg føler mig svigtet af min kæreste.
De følelser munder ud i et gigantisk vredesudbrud, hvor jeg råber, skælder ud, smækker med dørene og tager den ene bil, alene… (Jeg var ligeglad med hvordan de så ville få fragtet alle hjem i de to andre biler)
Det ender med at jeg i raseri ikke taler med de andre resten af dagen, heller ikke min kæreste, og atjeg vader rundt i byen alene og bestemt ikke nyder min dag.
Jeg siger heller ikke farvel til gruppen i lufthavnen, og jeg føler det som et ULTIMATIVT svigt at min kæreste har det super fint med alle i gruppen, og valgte at blive med dem den sidste dag og kramme dem alle sammen farvel i lufthavnen.
Det var en hæslig oplevelse, som ødelagde en masse ting for mig selv, og som i den grad re-traumatiserede mig.

Okay, lad mig prøve at dele det, der skete her, lidt op:

  1. Jeg reagerer med vrede, selvom jeg i virkeligheden er såret, bange og ked af det.
    I bund og grund skammer jeg mig over at være ”sådan en som folk ikke kan lide” og derfor er det for sårbart for mig at vise min egentlige følelse som er ”jeg er ked af at de ikke kan lide mig”.
    Men med al sandsynlighed er der slet ikke tale om at de ikke kan lide mig, men blot at de ikke gider det samme som mig.
    Men jeg opfatter seancen helt
    Fordi den vækker noget velkendt fra min opvækst: Mobningen, og det at blive holdt udenfor.
  2. Jeg reagerer med vrede fordi det er det jeg har lært, og fordi det er for sårbart for mig at gøre andet. Men også fordi vreden ”bor” i mig. Gammel vrede der er et produkt af frygt, angst, sorg, stress, afmagt, skræk og rædsel som jeg ikke har fået aflad for.
    Og alt det jeg ikke fik aflad for da jeg var barn, det bor i min krop i dag; de traumatiserende oplevelser i skolegården, har prentet sig ind i min krop, fordi jeg som barn ikke kunne ”regulere” de følelser der opstod i forbindelse med mobningen.
    (Når jeg siger ”regulere”, så mener jeg, at der ikke var nogen trøst og beroligelse at finde. Det var ikke noget de voksne tog sig synderligt meget af, så jeg erfarede at der ikke var nogen eller noget jeg kunne søge hen til for at få dæmpet eller fjernet min frygt, angst og sorg, som så bare galoperede derud af for fuld musik.)
    Udover at jeg ikke kunne regulere mig selv, så fik jeg som sagt heller ikke noget aflad for alle disse høj-energiske frygtsomme følelser, fordi jeg ikke kunne udtrykke dem. Enten fordi det var ”for pinligt” og skamfuldt at græde eller hvad der nu ellers måtte have givet aflad, eller fordi jeg oplevede at det kun blev ondt værre hvis jeg alligevel græd eller blev vred og ”sagde noget til dem”.
    Så altså manglende regulering (trøst) og manglende aflad (at komme af med det ved at udtrykke det) gjorde altså at det satte sig som et traume, og dét traume trigges så snart en situation, der minder om den gamle, opstår i nuet, som det f.eks. var tilfældet med hændelsen på CrossFit ferien.
  3. Min reaktion skubber folk væk.
    Folk kan ikke udstå hysteri, og de bliver frastødt af vrede de ikke forstår, og de forstår ikke min vrede, det er kun mig selv der forstår den, for det er kun mig der kender historien bag den og kun mig der kan mærke smerten i den.
    Selvom jeg så forklarede dem min historie og beskrev min smerte, så ville de formentlig stadig ikke forstå den, og derfor stadig have svært ved at håndtere den og dermed trække sig fra mig.
  4. Når folk frastødes af min reaktion, sker det som jeg er allermest bange for, nemlig at de undgår mig eller holder helt op med at kunne lide mig…

Kan du se at jeg på den måde selv har medvirket til at kreere en re-traumatisering af mig selv?

Selvfølgelig er det ikke min skyld at ingen reagerer eller svarer når jeg stiller et spørgsmål ud i plenum, men det er mit ansvar hvordan jeg vil opfatte situationen, og hvordan jeg vil reagere på den.

Kan du se forskellen?

Tro mig, jeg ved godt at det her ikke er nemt!
For man føler sig meget ramt og meget magtesløs og stakkels, når man oplever en situation der vækker noget der gør ondt, og man føler sig svigtet når den der er tættest på en, ikke forstår eller rummer en i den situation, ligesom jeg oplevede det med min kæreste.
Og jeg ved at det er håbløst udfordrende at tage ansvar for, at en situation der vækker et iboende traume, ender godt og lykkeligt og uden en re-traumatisering.
Men det ER det eneste der er at gøre.
Andre kan ikke redde os.
Andre kan ikke tage ansvar for os.
Andre kan ikke opfatte for os.

Så hvis man vil reddes, så må man gøre det selv, og det gør man ved at tage ansvar.

Der er tre måder du kan tage ansvar og skabe forandring på, i sådan en situation:

Den ene er at ændre på den måde du opfatter/forstår situationen på
Og den anden er at ændre den måde du handler/reagerer på situationen på
Den tredje er at fjerne dig fra situationen

I den situation fra CrossFit ferien som jeg lige har beskrevet, der kunne det havde set således ud:

Ændre min opfattelse
At jeg bevidst gik ind og sagde til mig selv; ”Hanne, det er ikke rationelt at tro at de ikke kan lide dig, og grunden til at de ikke reagerer handler nok mest om at de er opslugt af det de sidder og ser på computeren. At din kæreste ikke bakker dig op, handler sikkert mere om at han måske også hellere vil sidde indenfor og se CrossFit Games, eller at det sikkert ikke er så vigtigt for ham at komme ud og nyde den sidste sol, og at han måske bare synes det er bedst at blive sammen med gruppen”
Hvis jeg havde formået at ”regulere mig selv” ved at forsøge at se således på det, så var det formentlig ikke endt som det gjorde, og jeg ville sandsynligvis have været bedre i stand til at finde en god løsning, såsom f.eks. bare at lægge mig i græsset ude foran CrossFit hallen, indtil de andre var klar til at tage med derud af.

Ændre min reaktion
At når jeg mærkede min gamle smerte blive vækket til live, så i stedet for at reagere på min sædvanlige facon, så i stedet gik ind og rettede bevidst opmærksomhed mod den ubehagelige følelse der strømmede igennem mig, tog en dyb indånding og brugte min bevidsthed omkring min smerte til at berolige mig selv. Ved at anerkende følelsen, og give den lov til at være der, men ”forhandle” lidt med den.
Det, at jeg retter bevidst opmærksomhed mod denne her smerte der er på vej op til overfladen, hjælper mig nemlig til at bremse op, og regulere og kontrollere den. (Før det løber af sporet)
Så i stedet for at reagere vanemæssigt, kunne jeg i stedet have styret min reaktion ved altså at bruge min bevidsthed. Fordi, når vi bevidst retter opmærksomhed mod vores følelser, så slår vi autopiloten fra for en stund og på den måde kan vi altså nå at vælge en anden reaktion end den vanlige (som i mit tilfælde er afmagt og sårede følelser udtrykt med irrationalitet, vrede og hysteri).
Jeg kunne f.eks. også have valgt at vise min sårbarhed overfor min kæreste og fortælle ham at det sårede mig at han ikke reagerede (uden at bebrejde ham), og jeg kunne have forsøgt med at henvende mig personligt til en eller flere i gruppen, eftersom det at spørge ud i plenum ikke gav nogen rektion.
På den måde ville jeg sikkert også have erfaret at de -naturligvis- ville svare, og at det med garanti ikke handlede om at de ikke gad mig, men at der blot var noget andet de hellere ville end at tage med mig tilbage til byen. Men det gjorde jeg ikke, for jeg opsøgte det velkendte og opførte mig ubevidst på en måde som så skabte den så velkendte situation.

Fjerne mig fra situationen
Jeg kunne også have trukket mig, og fået aflad et sted for mig selv.
Det vil sige trukket mig tilbage, raset ud eller grædt, og så være kommet tilbage til gruppen når jeg havde fået det ud af systemet.
Det er dog ikke alle situationer denne strategi er lige optimal i, og det er heller ikke alle situationer man sådan lige kan fjerne sig fra.
Denne strategi er bedst til situationer man på forhånd ved kan/vil opstå.
Så hvis du ved at et bestemt selskab gør dig utilpas og utryg, så hold dig helt væk fra det selskab.
Eller hvis du ved at en bestemt begivenhed vil gøre dig utilpas og utryg, så aflys den.

Det at fjerne sig fra en situation er egentlig også mest noget man kan bruge i forbindelse med ”umiddelbar vrede”, altså den form for ”almindelig” og ”ny” vrede der kan opstå i hverdagen.
Her kan det nemlig tit være en god løsning at trække sig tilbage, gå ind og slå i en pude eller tage i svømmehallen og skrige under vandet, sætte sig i et rum alene og meditere, se en sørgelig film og få grædt ud eller hvad der nu virker bedst for en.
Men der er stor forskel på den umiddelbare vrede som er ”ny”, og på den ”gamle” vrede som er den der bor i dig og som er et produkt af svære høj-energiske følelser du er brændt inde med tidligere i livet og som har ”sat” sig i dit system.
Den nye vrede kan du få aflad for, ved at udtrykke den, den gamle vrede skal ”bearbejdes” noget mere og tilgås med bevidsthed, anerkendelse og (selv)kærlighed.

Det her med skyld og ansvar, er et tema du kan genbruge i forhold til al din gamle smerte; det er ikke din skyld at din kæreste slog dig, forlod dig eller på anden måde gjorde dig ondt, men det er dit ansvar hvordan du vil lade det styre dig og dit fremtidige kærlighedsliv.

Det er heller ikke din skyld at dine forældre omsorgssvigtede dig, men det er dit ansvar hvordan du vil lade det påvirke din tilværelse nu og her og i fremtiden.

Husk, at traumer er en slags vaner, og ja, vi er afhængige af vores vaner, ellers ville det jo nærmest ikke være vaner, for så kunne vi jo bare gøre noget andet…
Ikke sandt?
Derfor kræver det bevidsthed, vilje, tålmodighed og (selv)kærlighed at lave om på traumernes påvirkning af os og slukke for smerten de giver os.
For traumer er ikke fortid blot fordi de er overstået, fordi vi altså kan risikere opleve dem igen og igen og igen, hvis ikke vi selv tager ansvar og hjælper os selv, eller rækker ud efter professionel hjælp.

Husk også, at et af de vigtigste elementer i at komme videre og slutte fred med gammel smerte, det er ved at acceptere at det er sket.
Ikke at det er OKAY at det er sket, men at det er sket.
For det kan du ikke lave om på.
Og hvis bliver ved med tærske rundt i et uladesiggøreligt ønske, en uopnåelig drøm eller et håbløst håb om, at det kunne, burde eller skulle have været anderledes, så fastholder du dig selv i din smerte, fordi du ikke kan lave om på at det skete er sket.
Så det allerførste step er at acceptere at det er som det er, og så arbejde videre derfra.

Jeg hepper på dig!

Her får du lige yderligere tre gode tips, som jeg tænker er relevante i denne sammenhæng, nemlig tre måder at nå ind til din underbevidsthed på.

Eftersom det er i vores underbevidsthed at vores traumer (og negativt tankespind for den sags skyld også) bor, så er det essentielt at kunne nå ind til den og omprogrammere nogle af de mønstre og vaner der ligger der, fordi de er destruktive og hæmmende og forhindrer os i at føle os som lykkelige og hele mennesker.

Here goes:

3 måder at ”programmere” underbevidstheden på:

Så gør dig selv den tjeneste at hjernevaske dig selv med noget der er godt, opløftende, inspirerende, rart, motiverende og positivt, så det kan bringe glæde, udvikling og opblomstring ind i dit liv, fremfor frygt, foragt, afmagt, had, vrede, irritation, fordomme, stilstand og lukkethed, hvilket realityshows og nyheder -generelt- er en stor bidragsyder til!!!
Så vær yderst selektiv med hvad du eksponerer dig selv for, vælg det du lytter til og ser på med omtanke, for det påvirker dig mere end du aner.

/Hanne ❤

1.
Højt energiniveau uden efterfølgende aflad:
Som f.eks. en ulykke, et kærestebrud, et tab af en elsket eller et kæledyr, omsorgssvigt, mobning, overgreb, slåskampe osv.
Kort sagt oplevelser der trigger intense følelser af f.eks. frygt, skræk, rædsel, dødsangst, smerte, sorg, vrede, raseri, skam og lignende og som får dit hjerte til at galopere men som du efterfølgende ikke får aflad for og ikke får reguleret, de programmere sig ind i din underbevidsthed.
Lykkelige begivenheder kan også have et højt energiniveau, og kan dermed også prentes ind i vores underbevidsthed, men da hjernen er wired til at være opmærksom på farer og trusler (for at sikre overlevelse) så vil det være de negative oplevelser du husker bedst og dem du tenderer til at have mest fokus på.
Det kan du ikke lave om på, sådan er hjernen bare. Derfor skal du arbejde med bevidst at sætte fokus på noget andet, for at kunne skabe ændring i dit liv. Bevidsthed er altså en vigtig nøgle!!

Bevidst observation af vanen (tanker/fokus/adfærd) –> Bevidst ændring af vanen (tankerne/fokussen/adfærden)

Men det gode ved det her er, at eftersom dine traumer programmeres på denne måde, altså via en oplevelse med et højt energiniveau, så kan du også omprogrammere på denne måde.
Det vil sige at du f.eks. kan bruge bevægelse til din omprogrammering, eller lyde eller hvad som helst ellers der sætter gang i intens, høj-energisk oplevelse.
Du kan altså så at sige danse dig til at få det bedre, eller skrige, eller dyrke kampsport eller hot-yoga (hvor pulsen i den grad også stiger pga. de hårde øvelser du udfører i varmen)
De mange kraftfulde poses der findes i både dans, yoga og kampsport vil løfte dit selvværd og åbne dit hjerte, og intensiteten (den høje energi) vil give aflad for gammelt iboende ”skrald” så som traumer, nag, vrede, sorg skam osv.
SÅFREMT MAN SÆTTER EN INTENTION OM AT DET ER DET AKTIVITETEN SKAL GØRE!!!
Vigtig detalje! At du sætter en intention om at det du vil er at skabe aflad for noget gammelt der bor i dig.

2.
Gentagelser:
som f.eks. tanker tænkt mange gange og gøremål gjort igen og igen.
At programmere med gentagelser kræver rigtigt mange gentagelser. Altså, som i rigtigt, rigtigt mange. Hundreder, nogle gange tusinder! Dagligt. Gerne flere gange dagligt.
Derfor bliver tanker let vaner. Fordi vi har så mange af dem hele tiden og mange af dem er de samme.
Så vælg dine tanker med omhu, for dine tanker er med til at skabe din virkelighed.
Og vælg også de ting du siger og gør med omhu, for også de er med til at forme din verden.

3.
Påvirkning ved lav hjernebølgefrekvens:
Som når du f.eks. lytter til ting imens du udfører rutinepræget arbejde (cykle, køre bil, stryge tøj, løbe/gå en tur, træne, bade, snitte grøntsager osv. osv) , eller når du lytter til ting lige inden du falder i søvn (og faktisk OGSÅ når du sover) eller lige når du er stået op. Men også når du f.eks. slapper af på sofaen.
Det er derfor at både tv og radio ”hjernevasker” dig.

Har du brug for at gå mere i dybden med at hele din fortid?

Så kan denne lyd-guide måske være lige noget for dig:

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.