Hej læser,
Så blev det søndag igen.
Vi er nået til den tredje og sidste lille del af serien om tilgivelse her i Søndags-supporten.
Grunden til at jeg over hovedet har taget emnet op er at det er ret så essentielt for vores eget ved og vel, at vi er i stand til at tilgive, altså give slip.
Jeg sagde sidste søndag at jeg i dag ville komme med nøglen til hvordan vi gør det.
Det er nemlig sådan med følelser, at hvis vi fornægter dem, eller undertrykker dem, så bliver de stærkere.
Som Carl Jung engang så rigtigt sagde:
What you resist, persists.
Altså noget i retningen af: Det du gør modstand mod, varer ved.
Denne lille tommelfingerregel passer særligt godt til følelser.
Så alle de følelser vi hårdnakket forsøger at modarbejde, de bliver ved med at være der, nogle gange vokser de endda i takt med den modstand vi prøver at yde mod dem…
Okay, du har sikkert godt hørt det før, det antager jeg. Men har du virkelig forstået dybden af det?
Det tror jeg ikke at jeg selv havde…
Det er med det her, som det er med så meget andet, nemlig at vi læser det, forstår det også, og deler måske ovenikøbet budskabet ved at lægge små citater á la dem her op på sociale medier:
Men uden at vi på nogen måde selv lever dem… Vi tror vi gør… Eller ønsker at vi gør… Og ønsker at andre skal tro at vi gør… Men det gør vi ikke…
Skyldig!?
Jeg må i hvert fald erklære mig pænt skyldig, for det er først nu, indenfor de seneste par år, at jeg er begyndt virkelig at forstå dybden af udsagn som disse, og startet på vitterligt at implementere dem og leve dem så godt jeg kan.
Og det er ikke gjort på en uge, kan jeg godt afsløre!
Det kommer i bitte små steps, efterhånden som man forstår dybden og tager den ind.
Så lad os tage et kig på det her med de følelser vi har modstand på, for det er afsindigt vigtigt i forhold til at kunne tilgive ægte og ærligt med hele kroppen og sindet, og ikke bare med ord.
Hos de fleste af os, anses de følelser der gør os kede af det, bange eller stressede, som værende ”negative følelser”, og det skyldes vel -logisk nok- at det ikke er rart at føle sig ked, bange eller stresset.
Men… Er de nu også negative?
En negativ følelse er jo egentlig bare et “call to action”.
Altså et vink om at noget skal ændres.
Så set fra den vinkel er det vel godt at de er der?
Lad os lige se på hvad den britiske filosof Alan Watts sagde engang:
”At ønske en positiv oplevelse, er en negativ oplevelse.
At acceptere en negativ oplevelse, er en positiv oplevelse.”
For det første, så har vi ingen kontrol over hvad andre tænker, siger eller gør, så hvis nogen svigter os kan vi ikke forhindre dem i det.
Derfor giver det ikke mening at have et ønske om at kunne det.
Forstår du hvor jeg vil hen læser?
Det, at en kæreste forlader os, eller er os utro, det kan vi ikke forhindre dem i, hvis det er det de vil…
Og hvis vi går og bruger vores energi -i tanker og handlinger, på at prøve at kontrollere det, så bliver vi skøre i bolden. Vi bliver mistroiske, mistillidsfulde, desperate og ulykkelige.
Hvis vi derimod accepterer den risiko, og ikke bruger krudt på at prøve at kontrollere den, så vil vi have det meget bedre med os selv.
Når skaden er sket, og et andet menneske har svigtet os, på den ene eller den anden måde, så er det ligeledes ude af vores kontrol. Vi kan heller ikke gøre dét ugjort.
Derfor vil det heller ingen mening give at prøve at få kontrol over det, eller at gå og bære nag over det, for det æder os op, og vi kan alligevel ikke ændre på hændelsen.
Hvis vi derimod accepterer at det er sket -og det er ikke det samme som at sige at det er okay, husk det!!- så vil vi have det meget bedre med os selv.
For det andet, så kan det faktum at man går og fokuserer på at få eller opnå en eller anden bestemt positiv oplevelse/ting/situation/tilstand, være en “fælde” man sætter op for dig selv, fordi:
1) Man ofte bliver skuffet når man har forudindtagede forventninger
2) Man -imellem linjerne- bestyrker at man pt. ikke har den oplevelse/ting/situation/tistand
Så altså, hvis man går og bruger krudt på at fokusere på hvor skønt livet bliver ”den dag man får sig en kæreste”, eller ”den dag man kommer til at få lidt flere penge mellem hænderne”, eller ”den dag man får en lidt større bolig”, eller ”den dag man får et mere interessant job”, eller ”den dag knæet ikke gør ondt mere”, eller ”den dag man får råd til den der rejse”, eller “den dag det og det menneske ændrer sig”, eller ”den dag man får den der bestemte bil”, eller ”den dag man får sin eks ud af hovedet” osv. osv., der siger man jo samtidig -imellem linjerne-at man ikke har det, og dét i sig selv er en negativ oplevelse…
Ser du?!
Hvis man nu i stedet accepterer, at pt. gør mit knæ ondt, pt. har jeg ingen kæreste, pt. har jeg ikke det fedeste job, pt. spiller min boligsituation ikke max, pt. tjener jeg ikke helt nok til at det jeg gerne vil, pt. opfører det og det menneske sig sådan, osv. så vil man opleve en meget større ro i sig selv.
Jeg ved godt at det ikke altid er lige nemt, men det er en rigtig god øvelse at begynde bevidst at fokusere på alt det man har, og alt det der spiller og alt det der gør en glad, fordi man vil opleve hvor megen grund man egentlig har til faktisk at være ret glad og tilfreds.
Også selvom man bor i lidt af en ghetto, ikke har en kæreste, har haft en elendig opvækst, og aldrig fik de børn man ønskede sig, som for eksempel er tilfældet for mig.
Men jeg ville have det elendigt, hvis jeg gik og fokuserede på det jeg ikke har, fremfor at acceptere at sådan er det.
Tro mig, jeg ved det, for det det har jeg nemlig gjort. Been there, done that, og det kan ikke anbefales.
Så hvad har det her med tilgivelse at gøre?
Jo, det er samme mekanisme.
Vi er nødt til at acceptere det der er sket os. Ellers vil det aldrig give slip i os, og så vil vi lide under det for evigt.
Nøglen til at give slip på det, den ligger i at give plads til de svære følelser.
Så nu er vi tilbage til det jeg skrev allerførst, nemlig at vi skal passe på med ikke at prøve at undertrykke de såkaldt negative følelser.
Selvom det ikke er spor rart at være bange, være ked af det og jaloux eller på nogen måde rart at føle sig forrådt, trådt på eller stresset, så er det nødvendigt at komme igennem de følelser man har, hvad end det måtte være for følelser.
Man kan ikke flygte fra disse følelser.
Hvis man undertrykker dem, og tror man er kommet videre, så vil de dukke op i ubehagelige flashbacks fra tid til anden, og måske vil de endda blive værre og føles mere presserende.
De vil sætte sig i kroppen, og kunne mærkes -eller blive trigget- hver gang vi oplever noget der minder om det der gav os denne følelse tidligere.
Så man slæber altså sin dårlige erfaring med sig rundt, (i kroppen) og lader den sabotere andre nye oplevelser.
Hvis jeg er blevet svigtet godt og grundigt at en veninde eller en ekskæreste, så vil jeg altså bære rundt på den oplevelse i kroppen, hvis ikke jeg tilgiver den, og den starter med først og fremmest at føle den følelse, svigtet efterlader hos mig.
Når man bliver forrådt bliver man vred! Meget vred. Og vrede bunder som regel, hvis man kigger godt efter, i at man bliver ked af det. Men vores primære reaktion er at udtrykke det med vrede.
Det er naturligvis fordi det gør os meget mere sårbare at udtrykke ked-af-det-hed.
Selvom det ikke er rart at være vred, så vær det alligevel.
Jeg ved godt, at rigtigt mange igennem deres opvækst har ”lært” at vrede er en forkert/ forbudt følelse. Men det er det ikke!
Vrede er din ret!
Så bliv vred.
Men udtryk den med værdighed. Lad være med at gå ”total retard”. Det gavner dig ikke. Sig goddag til mit gamle jeg!!! Hahaha, jeg gik næsten altid bersærk, hvilket ødelagde en masse for mig selv, men jeg lærte sjældent noget af det, fordi jeg følte mig ”i min gode ret” til at gå amok, men selvretfærdighed hjælper ikke en, en skid.
Så’ det sagt! Tag det fra en der ved det af -bitter- erfaring.
Næste stop: Analysér din vrede. Hvorfor er du vred?
Det er naturligvis fordi du er blevet svigtet.
Hvad gør svigt ved dig?
Den får dig til at føle dig uværdig, den får dig til at tænke tanker om hvad du dog har gjort for at fortjene sådan et svigt.
Tanken om alt det gode du har villet den person der svigtede dig, gør ondt helt ind i knoglerne, fordi den person altså åbenbart ikke har villet dig det godt på samme måde. I hvert fald er der gået et eller andet galt på vejen.
Og den følelse man får nede i maven, når et menneske man stoler på, og holder af og kun gør gode ting for, så forråder ens tillid, den er så ubehagelig at det næsten ikke kan beskrives.
Man får lyst til at hævne.
Man føler sig måske dum eller naiv.
Man føler fortvivlelse.
Afmagt.
Skuffelse.
Når alt kommer til alt; man er pisse ked af det.
Mærk den ked af det hed!
Mærk den helt ud i hver en celle.
Græd!
Skrig!
Gør noget!
Snak med nogen.
Få det ud.
Men lad nu for guds skyld være med at drukne dig selv i den følelse! For så fastholder du dig selv der…
Det handler om balance.
Og det er der mange går galt i byen. (Inkl. undertegnede) Og så bliver vi ofre. For pludselig kan vi ikke fokusere på andet, og i stedet for at arbejde os igennem følelsen, så sidder vi fast i den.
Og det er som regel os selv der fastholder os selv i de følelsestilstande. Ikke andre.
Det kan godt være at det var andre der var ”skyld” i at vi fik følelsen. Men der er ikke en skid vi kan gøre ved det nu. Så hvis vi vil videre, og det vil vi da, ikke læser? Så er næste step, efter at du har mærket følelserne, og været i dem, at acceptere dem, og begynde at rette fokus på noget nyt og bedre.
Lad være med at blive ved med at kigge bagud og spekulere på hvordan personen kunne gøre dette her imod dig, kig fremad og fokusér på nye mennesker, nye oplevelser, nye tilstande.
Giv slip og acceptér.
Du får sådan en ubeskrivelig fred.
Hvor lang tid tager det så?
Det er forskelligt.
For nogen kan det tage månedsvis med vrede, ked-af-det-hed og bitre opstød, for andre er det kun uger.
Men nogle døjer med det i årevis.
Det kommer selvfølgelig an på hvad svigtet består i. Det vil i sagens natur være sværere og tage længere tid at tilgive at ens datter er blevet myrdet, end at ens ekskæreste var utro.
Og så igen, vi kan faktisk ikke sammenligne smerte. Den enes smerte er ikke ”større” eller ”mindre” end den andens.
Hvis jeg mangler en arm, så hjælper det mig ikke at tænke på at nogle rent faktisk mangler begge arme.
Så vi kan ikke sammenligne smerte, og det vil også altid være individuelt hvor meget tid det tager os at komme videre.
Men jeg vil påstå, at jo mere vilje vi har til det, des hurtigere vil det gå.
Vilje er en anden vigtig nøgle.
Desværre har mange ikke viljen… Heller ikke selvom de måske siger at de har… Og derfor sker det ikke… Det triste er, at det er dem selv der betaler prisen…
Som jeg sagde sidst så er vrede, sorg, hævntørst, had, bitterhed, forurettelse, forsmåethed og lignende nagende følelser er som det rene gift i vores system der nærmest ætser os op og ødelægger os indefra.
Men det er fortrydelse, anger, ærgrelse, bagklogskab og deslige også
Så en anden vigtig ting er at lære at tilgive sig selv.
Igen, hvis man starter her, altså med sig selv, så vil der være skabt et fantastisk grundlag for også at kunne lære at tilgive andre.
Lidt ligesom hvis man starter sin selvudviklingsproces hos sig selv, altså med at lære elske sig selv, så er det meget nemmere at elske andre, og her mener jeg ikke kun kærester, men også bare andre mennesker generelt. Man har ikke samme trang til at nedgøre andre for selv at føle sig godt tilpas, når “godt tilpas” lige pludselig er en grundindstilling man har.
Så altså, så længe man går med nag, bitterhed og vrede rettet imod sig selv, hvilket mange gør, måske uden de tænker over det, så er det nærmest umuligt at begynde at dele ud af tilgivelse til andre.
Begynd med at tilgive dig selv for det der er brug for at tilgive.
Det kunne være at du har saboteret dine parforhold, det kunne være at du har svigtet en god ven, det kunne være at du har været en klovn med din økonomi, det kunne være at du har været for hård ved dine børn, osv.
Humlen er, at du ikke vidste bedre. Du gjorde det bedste du kunne på det tidspunkt.
Nu ved du bedre… Måske?
Og så kan du lave om på det.
Det samme gælder jo så for andre mennesker, også dem der har gjort dig fortræd.
Du ved fra dig selv, at alle de ting du går og kæmper med i dag, er formet og skabt af dine tidligere oplevelser.
Sådan er det også for den person der har såret dig.
Tilgivelse handler altså i høj grad også om at forstå baggrunden for ondskab, grusomhed og svigt.
Jeg siger ikke at det at man har haft en svær opvækst eller nogle grimme oplevelser, det er nogen god og plausibel undskyldning for at have gjort andre fortræd, men det er en forklaring… En baggrund…
Jeg siger heller ikke at det er okay at gøre andre fortræd fordi man selv har haft det svært. Men det kan være en årsag.
Bare husk, at også du har været ubarmhjertig. Også du har været årsag til et andets menneskes håbløshed og fortvivlelse. Nogle gange med fuldt overlæg, andre gange måske helt uden at det var det du ville, men du vidste bare ikke hvordan du ellers skulle bære dig ad.
Bare tænk tilbage på nogle af de nedrige måder man har gjort det forbi med en ekskæreste på?
Eller de gange man har svigtet en god veninde, blot for at høste lidt popularitet eller opnå et eller andet der var godt for en selv, men som lige “kostede” et stik i ryggen på en anden…
Eller hvad med de gange hvor man har været medløber i mobning og drillerier, bare for at redde sin egen røv?
Eller alle de gange man har sagt noget ondskabsfuldt, blot for at hævde sig selv?
Jeg kan komme med utallige eksempler på ting jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes, og ting jeg ville ønske jeg kunne trække tilbage.
Men det kan jeg ikke.
Det eneste jeg kan gøre er at tilgive mig selv, og dernæst bede om tilgivelse.
For mig hjalp det afsindigt meget at se på min mor med disse øjne og huske mig selv på hvordan hun som barn var blev tævet med bøjler. Jeg kender ikke detaljerne, men jeg ved at det bestemt ikke altid har været en dans på roser at være min mor.
Hun har mange dybe ar på sjælen, men hun har desværre aldrig fået hjælp til at hele dem. Nok mest fordi hun ikke tror på at det kan lade sig gøre. Og fordi det at skulle indrømme at hun har et problem, ligger så langt fra hendes natur som det overhovedet kan komme.
Det gjorde det også for mig, jeg er jo støbt af samme stof som min mor, for hun er jo netop den der har formet mig, eller i hvert fald noget af mig.
Når jeg ser billeder af min mor som en lille, sød 10-årig pige med små, sorte hornbriller på, så får jeg lyst til at holde om hende og trøste hende, og når jeg tænker på hendes historie, og baggrund, så kan jeg tilgive hende.
Jeg ved selv hvor svært det er at lave om på sig selv.
Og hun har ikke haft ressourcerne eller overskuddet til det. Og hun er fra en genereation hvor man ikke tror på “selvhjælp” og selvudvikling.
Og det gør mig faktisk rigtigt ondt at hun har gået rundt sådan.
Det er sørgeligt at det også er gået ud over mig og mine brødre på den måde som det gjorde.
Men jeg kan ikke ændre på det nu.
Det eneste jeg kan gøre…
Er at tilgive.
Min mor har aldrig bedt om tilgivelse, men det skal ikke forhindre mig i at tilgive hende.
Det er heller ikke altid vi har adgang til baggrundshistorien hos de mennesker der har svigtet os, men det bør heller ikke forhindre os i at tilgive.
Tilgivelse er ikke noget man giver til gengæld for noget andet.
Tilgivelse er ikke noget den der har gjort en fortræd skal “gøre sig fortjent til”.
Tilgivelse er noget man giver for sin egen freds skyld.
Tilgivelse er noget man selv fortjener, også selvom tilgivelsen er af et andet menneske…
Husk det.
For din skyld.
God søndag.
/Hanne ❤
Og hey, husk også:
