Sådan heler du dig selv

Blogindlæg fra Søndags-Support 22. JANUAR 2017

Mange mener ikke at der er den samme værdi i at rose og anerkende sig selv, som der er i at få det fra andre.
Men det er direkte forkert.
Det har en kæmpe værdi at give det til sig selv og det vil jeg komme tilbage til på næste søndag, i dag vil jeg gerne fortælle lidt om hvorfor vi så gerne vil have ros og anerkendelse fra andre for det er der nemlig en rigtig god forklaring på, og den kommer jeg med lige om lidt.

Jeg kan godt gribe mig selv i at gå og vente lidt på at folk lige anerkender et eller andet jeg har gjort for dem, eller at de lige udtrykker deres påskønnelse overfor mig og måske kommer det slet ikke eller måske bliver det ikke sagt helt på den måde jeg havde håbet eller i det omfang jeg havde ønsket.
Det tror jeg at vi allesammen kender.

Og det er jo ikke fordi at jeg udelukkende gør gode ting for andre for at få ros og anerkendelse, men det er da dejligt at få, ikke?

Vores samfund og kultur har utroligt travlt med at banke os i hovedet med at hvis man gør noget godt når andre “kigger på” så gør man det bare for at “høste” ros og anerkendelse og så er det ikke oprigtigt eller ægte, og vi får ligefrem ad vide at det ikkeer lige så værdifuldt når man gør noget godt eller donerer penge når der er ”vidner”, for så gør man det kun for at få andre til at synes godt om en.
Hmmm…. “Og hvad så!?” fristes jeg lidt til at sige…
Jeg synes i hvert fald at det er helt hul i hovedet at konkludere at fordi man selv gerne vil opnå noget -som f.eks. ros eller anerkendelse- så har de gode ting man gør pludselig ingen værdi.

Vi råber og skriger op om at vi skal være gode ved os selv og at vi skal sørge for os selv før vi sørger for andre, jeg er selv en af dem der er med til at ”råbe op om det budskab”, men vi må -åbenbart- ikke gøre det samtidig med at vi også gør noget godt for andre…
…Så er det “alt for galt”.

Det er sgu noget mærkeligt noget synes jeg, så i dagens Søndags-Support vil jeg gerne slå et slag for at vi ikke skal skamme os over gerne at ville have ”vidner” når vi gør noget godt.
Vi skal fanden-fise-mig være stolte af at have lyst til at gøre noget godt.
Punktum.
Hvorfor skulle det være mere ærligt at gøre noget godt for andre når ingen kigger eller mere hæderligt at donere penge som anonym?

Hvis man gør noget godt, så gør man noget godt, og hvis man gør det når andre kigger, så er det vel stadig godt det man gør, ikke?
Desuden er jeg sikker på at de fleste mennesker rent faktisk gør mange rigtigt gode ting her og der, også når ingen kigger og stort set uden at skænke det en tanke og uden at søge ros eller anerkendelse for det.

Men nu vil jeg som sagt også lige komme med en forklaring på hvorfor ros og anerkendelse fra andre føles godt og hvorfor der er et ekstra kick i at gøre gode gerninger i andres påhør:

At blive rost, anerkendt, påskønnet og værdsat udløser nemlig nogle “rasende rare” hormoner i hjernen, som gør os godt, og giver os en dejlig følelse og dem vil vi naturligvis gerne have flere af.
F.eks. udløses det hormon der hedder Oxytocin -også kaldet kærlighedshormonet- når vi gør noget godt for os selv, men også når vi gør noget godt for andre.
Oxytocin er en af de der mange magiske ting ved den vantvittigt vilde opfindelse vi kalder for mennesket, det er blandt andet med til at stimulere kroppens organer til selvhelbredelse.
Hva’ be’har!?
Yes! Det er sandt.
Det styrker immunforsvaret og gør os mere rolige og glade.
Det fremmer også vores evner til at kunne give og modtage kærlighed og vores evne til at føle empati og taknemmelighed.
Det gør os mere generøse og tillidsfulde og faktisk hjælper det også på evnen til at huske og fokusere.

Det bedste ved Oxytocin er nok at det forøger vores evne til at elske os selv, (wooooooooooooop woooooooooooop) og som jeg har sagt tusind gange, så er det den vigtigste byggesten i dit liv. Du kan bygge stort set alt, hvis du blot har denne fundamentale grundsten: Selvkærlighed.
Så derfor er det altså ikke bare en floskel når man siger at man også hjælper sig selv, når man hjælper andre.

Menneskelig interaktion er helende!

Når vi interagerer med hinanden ved at hjælpe og glæde hinanden, så heler vi både os selv og hinanden, og det er uanset om det er psykisk eller fysisk heling vi har brug for.
Oxytocin udløses også ved kys, kram og berøring, hence navnet ”kærlighedshormonet”, og det giver os følelsen af være elskede.

Så det er altså et vældigt pragtfuldt hormon det her Oxytocin.

Når vi så har gjort noget godt for os selv og for andre og fået os et ordentligt skud Oxytocin, så er det også muligt at hente en lille bonus i form af neurotransmitteren Serotonin.

-Jeg håber altså ikke det bliver for nørdet i dag folkens, det er sgu bare fordi jeg synes det er så yderst vigtigt at forstå hvorfor vi gør som vi gør og føler som vi føler, og jeg vil gerne skyde et kæmpe stort hul i al den skyld og skam som vi konstant får trukket ned overhovedet at vi skal føle.
Nu kan man ikke engang få lov til at være et godt menneske uden at man skal føle sig falsk, opmærksomhedssøgende, blodsugende, dum og forkert blot fordi man bliver glad for at blive påskønnet for det.
Så til alle jer stolte Ombyggere: Væk med skyld og skam, vi kan ikke bruge det til noget som helst konstruktivt! I øvrigt er det tåbeligt at skulle skamme sig over noget der er naturligt.

Anyway, tilbage til bonussen.
Serotonin er det der drøner rundt i vores centralnervesystem når vi føler os værdsatte og specielle.
Aha!!!!
Så det er altså dét der gør at det føles så fandens rart når nogen anerkender og roser os.
Og hvorfor i himlens navn skulle vi fortænke nogen i at have lyst til at få den rare følelse?
Og hvorfor i alverden skulle vi skamme os over det!?

Det giver ingen mening!

I øvrigt er det, det der sker hele tiden når vi er på sociale medier og det er derfor vi bliver lidt afhængige af det der SoMe halløj.
Likes, ros, søde kommentarer og opmærksomhed frigiver stoffer i kroppen som giver os en slags ”rus”.
Nogle mennesker har viiiiirkelig meget brug for denne her opmærksomhed, og det kan blive helt anstrengende, men hvis man ser ind i de her mennesker som har det behov, så vil du formentlig finde et menneske der i bund og grund har et kæmpe behov for omsorg.
Det kan der være en hulens masse årsager til, og det vil jeg ikke gå ind i her.

Så er der alle ”shamerne”, alle dem der er ”opdraget” til at synes at de der anstrenende ”se mig!” typer er forfærdelige og sådan er jeg i hvert fald ikke!
De frarøver sig selv alle de gode og dejlige oplevelser man -trods alt- også kan få på sociale medier fordi de i hvert fald ikke vil være sådan nogen opmærksomhedssøgende typer og de vil i øvrigt heller ikke dele noget som helst fra deres liv med nogen som helst, for det er kun irriterende mennesker der gør det.
Nu er det her sat lidt på spidsen, I know!
Der er selvfølgelig et hav af andre årsager til ikke at orke sociale medier, og det er også helt fint og plausibelt nok, nu var det blot for at illustrere de to kontraster, den opmærksomhedsøgende og den antiopmærksomhedsøgende.
Der er jo selvfølgelig også alle dem i midten, der hvor de fleste nok i virkeligheden befinder sig, der prøver at finde en god og sund balance i det hele og som er meget opmærksomme på ikke at blive for afhængige, men som samtidig heller ikke vil afskære sig selv fuldstændigt og som søger opmærksomhed og bekræftelse i ny og næ og andre gange holder ting for sig selv og som viser medfølelse for de opmærksomhedssøgende af og til og andre gange foragter dem lidt.
Ying/yang, til/fra, op/ned, plus/minus, vil/vil ikke, gør/gør ikke.
Meget almindeligt, men noget vi sjældent indrømmer, for hvis vi en gang imellem gør det samme som dem vi har lært at forragte,så er vi jo nogle frygtelige mennesker der burde skamme os.
Sandheden er bare at sådan er de fleste af os…

Nå, det var lige et lille sidsespring, tilbage til Serotoninen:
Faktisk peger forskning på at depression kan skyldes for lave Serotonin-niveauer.
Sollys kan sætte gang i produktionen af Serotonin men det er der også noget andet der kan, og se, det er her det går hen og bliver interessant, og det er noget af det her jeg selv har brugt i mit eget arbejde med mig selv:

Du kan løfte dig selv og dit humør blot ved at fremkalde gode, glade, rare og lykkelige minder!

Jeps.
Weird?
Måske.

Men hør nu:

Dine glade minder ligger gemt nede i dit ubevidste sind, og dem kan du til enhver tid hive frem og bruge til at løfte dig selv med, og det sjove er at dit ubevidste sind kender ikke forskel på nutid og fortid.
Det kender heller ikke forskel på virkelighed og fiktion.

Nu skal du altså lige folde ørene ud… Eller rettere… Øjnene…

Jeg siger det lige igen:
Dit ubevidste sind kender ikke forskel på nutid og fortid.
Det kender heller ikke forskel på virkelighed og fiktion.

Nu bliver det spændende!

Du kan altså hjælpe dig selv hvis du er trist, ved at fremkalde glade minder. Vi gør det bare ikke for det ligger langt fra vores komfortzone og ville føles akavet og unaturligt!

Men det er præcis dét jeg har gjort i mit arbejde med mig selv. De af jer der har læst lidt på min blog Hjerte Under Ombygning og set nogle af videoerne på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning ved at jeg faktisk brugte gode minder til at hele mit knuste hjerte.

Det her kommer til at lyde vanvittigt, men lyt godt efter… Ja, eller læs… Du ved hvad jeg mener!

Jeg var fuldstændigt knust over at have gennemgået endnu en ufrivillig abort, denne gang med -hvad jeg troede var- manden i mit liv og over at han 3 uger senere iskoldt forlod mig. Nu stod jeg der uden mit barn, uden et hjem og med verdens mest sønderknuste hjerte.
Når jeg tænkte på ham og på os var det mest nærliggende -som det nok er for lang de fleste- at tænke på alt det jeg ikke havde mere, alt det jeg havde mistet, alt det jeg aldrig fik igen, alt det jeg nu ville mangle og når jeg tænkte på alt det så kunne jeg mærke smerten af min sorg, mit tab og mit savn brede sig i hele min krop og få det hele til at snøre sig sammen.

Og det var i den grad også det der skete.
Og det endte med at koste mig 12 dage på psykiatrisk skadestue.
Jeg var fuldstændigt helt og aledeles ødelagt indeni. Og jeg bidrog selv til masseødelæggelsen uden at være klar over det.

Men efter min indlæggelse var det som om der skete noget med mig. Faktisk skete noget af det allerede under min indlæggelse.
Jeg begyndte at række ud.
Jeg kan ikke sige Jer hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, jeg kan kun sige at det gjorde jeg af en eller anden årsag bare. Og i dag deler jeg alt hvad jeg gjorde, i håb om at inspirere dem der har ondt i livet, så de kan komme op af hullet og ud i lyset.
Nå, men jeg begyndte altså at række ud. Den veninde jeg havde håbet mest på ville være der for mig, hun var der ikke og senere skulle jeg blive svigtet big time, men det har jeg jo fortalt om i en tidligere Søndags-Support og i nogle af mine første YouTube videoer.
Så jeg søgte ”nye græsgange” so to speak.

Det er det bedste jeg nogensinde har gjort. De mennesker jeg rakte ud efter, de stod der med det samme og de var medvirkende til at hele mig.
Bare det at de var der, talte med mig, besøgte mig, gik ture med mig, sagde kloge og dybe ting der fik mig til at se nye perspektiver, det hjalp mig til at hele mig selv.

BRUG FOR AT LÆRE MERE OM HVORDAN DU HELER ET KNUST HJERTE?

TJEK DETTE 4 UGERS ONLINEFORLØB: SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

Det inspirerede mig til at gå dybere i arbejdet med mig selv.
En af de ting jeg havde hørt at man kunne gøre, var at man selv kunne bestemme hvilken værdi man gav tanker, ting og begivenheder, og at man selv kunne bestemme hvilke følelser man lagde i bestemte tanker, ting eller begivenheder.
Først tænkte jeg at det var noget forbandet vrøvl.

”Jeg kan da ikke selv vælge om jeg vil blive ked af det eller ej, når jeg støder på minder om min ex-kæreste!”

Men jo, det kan jeg faktisk, det må jeg jo ligge mig fladt ned og indrømme den dag i dag.

Se lige denne YouTube video som jeg lavede nytårsaftens dag 2015/2016 Lægger du negative følelser i gamle minder

Normalt ville jeg have lukket den der, og sagt at dét var umuligt selv at bestemme det og at dét kunne jeg ikke for jeg var i hvert fald ikke selv herre over mine tanker og følelser.
Slut prut.
Men det gjorde jeg af en eller anden grund ikke.
Jeg tror bare at jeg ville bare forandringen så meget at jeg var åben for at prøve hvad som helst.

Så jeg valgte at give det et forsøg:

Jeg traf simpelthen et valg om at jeg ikke ville være ked af det når der dukkede Facebook minder op med ham, eller Google Fotos minder (Og hillemænd, guderne skal vide at jeg er blevet bombarderet med billeder af ex’en fra disse to apps, geeeez!) og jeg besluttede mig for at jeg ikke ville lægge nogen dårlige følelser i ting vi havde købt sammen, ting jeg havde fået af ham, musik vi havde hørt eller steder vi havde været sammen.

I starten var det svært og jeg kunne -selvfølgelig- ikke undgå at det sædvanlige ubehagelige sug i maven kom, men jeg lod mig ikke slå ud. Jeg “overskrev” de dårlige tanker med gode tanker, så som ”det var sjovt dengang” og ”ih, hvor havde vi det dejligt der, det var nogle gode år”.
Og jeg gjorde det uden at fremkalde følelsen af tab og mangel, så når jeg tænkte “det var dejligt dengang” så undlod jeg at tænke “buuuh huuuh det har jeg ikke mere”.
Når og hvis der alligevel efterfulgte tanker om mangel, sorg, tab og svigt så fortalte jeg mig selv at der nok skulle komme masser af nye dejlige eventyr min vej, og at jeg skulle være glad for disse minder jeg havde med ham for det havde jo trods alt været dejligt og smukt da det stod på.
Jeg sagde det nogle gange højt til mig selv, andre gange tænkte jeg det bare.

Og jeg blev ved.

Og ved.

Og ved.

Selvom det var svært.

Og i dag føler jeg ingen smerte ved at gå med noget jeg har fået af ham, jeg har ingen krise når jeg ser billeder af ham eller opholder mig steder hvor ham og jeg kom jeg kan faktisk smile når jeg ser billeder af ham og os fra rejser og begivenheder.
Jeg har ikke haft behov for at skille mig af med alt hvad der havde med ham at gøre eller som mindede mig om ham og det er så befriende.
Jeg er fuldstændigt fri.

Jeg tror vist jeg har nævnt dette lille ordsprog før: “What you resist, persists”:
Så hvis jeg på traditionel vis havde forsøgt at skille mig af med alle minder og drønet alt ud jeg havde fået af ham og bare haft modstand, modstand, modstand, så var det blevet ved med at gøre mig ondt hver gang jeg så alligevel på en eller anden måde ville blive mindet om ham. For det kan jo for pokker ikke undgåes.
Nu rører det mig ikke.

Jeg har taget magten over det, fremfor at det har taget magten over mig.

Så cool. Det har jeg aldrig prøvet før.
Derfor skærer jeg det lidt ud i pap her, for jeg synes virkelig at du skal prøve det hvis du går med noget der er lidt svært, hvad enten det er knust hjerte, dødsfald eller hvilken som helst anden ting som man prøver at undgå for at skåne sig selv.
Man skåner nemlig i sidste ende ikke sig selv, man gør sig selv svag.

Yderligere har jeg tilgivet mig selv for alt hvad jeg har bidraget med som gjorde at det gik galt, og jeg har tilgivet ham for alt det han bidrog med som gjorde at det gik galt, og jeg er 100 % fri af sorg og smerte omkring ham og har derfor 100 % magten over mine følelser.

I dag kan jeg bruge disse minder om ham og det vi havde til noget positivt, sammen med alle de andre gode minder jeg har om alt muligt andet.
Det lyder måske vanvittigt, men det er altså sandt.

Så selvom ham og jeg er fortid har jeg altså kunne bruge minderne om os til noget positivt i min nutid! Nemlig til at hele mig selv og gøre mig fri.

Så påstod jeg jo også at det ubevidste sind -din underbevidsthed- ikke kendte forskel på virkelighed og fiktion og det er også sandt.
Og her kommer sådan noget som meditation og hypnoseterapi ind i billedet.
Du kan med stor succes også bruge selvhypnose (som er lidt det samme som at meditere på noget bestemt) til at ændre på meget smertelige oplevelser i din fortid, hvad enten de er helt tilbage fra din barndom eller de er fra sidste uge.
Så det vil sige at du faktisk kan hele og hjælpe dig selv ved at “forestille” dig noget. (Eller meditere på noget specifikt)
Altså ved at visualisere.
Og fordi det ubevidste sind kender ikke forskel på virkelighed og fantasi vil det kunne lindre din sorg og smerte.
Du kan altså forestille dig noget andet og bedre end det der er sket i virkeligheden.

Det lyder måske helt skørt, men jeg synes virkelig at du skal prøve det, hvis du går og kæmper med noget der er svært.
Jeg fortæller om hvordan jeg selv har brugt det i forbindelse med mine egne barndomstraumer i min lydbog “Sådan Slutter Du Fred Med Din Fortid”

Det omhandler både mobning og omsorgsvigt og selvom jeg jo selvfølgelig ikke kan lave om på hvad der er sket, så kan jeg altså godt bruge selvhypnose til at visualisere noget andet og i lydbogen kommer jeg med nogle konkrete eksempler på hvordan jeg har gjort og hvad resultatet har været for mig.

Nå, men der jeg vil hen med alt det her, er at vi kan i stor stil bruge os selv til at hele os selv.
Vi skal ”blot” beslutte os for at ville det.
Og det vil være lidt krævende for os da værktøjer som dem jeg lige har beskrevet ligger udenfor vores komfortzone. For vi har jo altid lært -og set fra andre- at minder om det vi har mistet er sørglige og triste, hvordan skal vi så lige pludselig kunne se på dem som gode og rare?!
Vi har også lært at vi ikke åbenlyst må vise godhed, for så er vi bare falske, hvordan skal vi så turde gøre det?
Vi har lfået læst og påskrevet at vi ikke må vise vores sårbarhed, for så er vi bare irriterende og opmærksomhedssøgende, hvordan skal vi så nogensinde få mod til at åbne os?
Mange af os lærer ikke hvordan vi rækker ud efter hjælp når vi har brug for det, hvordan skal vi så vide hvordan vi gør det?
Vi ved heller ikke ret meget om hvordan vi kan hjælpe os selv fordi vi har set at man jo kan “løse” alting med piller eller drukne det i alkohol, stoffer, sex eller andre “midler” der kan fjerne opmærksomheden fra vores invendige smerte.

Og hvis vi stædigt bliver i en overbevisning om at ”jeg kan ikke gå med dette her ur for det har jeg fået af ham/hende”, eller ”jeg kan ikke høre det her musik for det minder mig om ham/hende” (og det jeg ikke har mere) og ”jeg kan ikke tage herhen længere for der var jeg altid med ham/hende”, jamen så begrænser man bare sig selv og man brænder inde med noget nag/had/sorg som kan sætte sig til fysisk smerte og sygdom.

Så for alt i verden:

Det gør dig stærk at tage ejerskab over dit indre, få styr på dit negative tankemylder og få vendt det om til noget godt og positivt.

Lad ikke dine tanker og føleler styre dig.
Styr dem i stedet for.
Selvom det lyder max crazy, så kan man faktisk selv bestemme hvad man vil tænke, hvilken værdi man ligger i noget og dermed hvad det vil få os til at føle.

Når ikke vi formår at gøre det, så kan det ende i depression, angstanfald og stress (eller “dejlige” 12 dage på psykiatrisk skadestue) men det kan ligeså godt vise sig som rygsmerter, nakkesmerter, hoftesmerter, dårlige knæ, diskusprolaps og sågar cancer.

Det er min overbevisning i hvert fald.

Jeg ved godt at den sidste påstand kan være “too much” for mange, det havde det også været for mig hvis du havde spurgt mig for år siden.
Men for de af jer der synes at det kunne være interessant at grave lidt mere i det her med hvordan psyken kan påvirke vores fysik, så se lige denne video fra Inspire Nation: STEVE OZANICH: Heal Your Back Pain Permanently! | The Great Pain Deception | Based on Dr Sarno

❤ God søndag ❤

/Hanne ❤