Kære læser,
Hvad svarer du til dette ene spørgsmål?
”Hvem er jeg?”
Svaret på det spørgsmål er helt afgørende for kvaliteten af dit liv…
Lad os lige lege lidt med det:
Prøv lige at skrive en lille liste over de idéer og overbevisninger du har om dig selv og om ”hvem du er”…
(Det kunne f.eks. være: ”sjov”, ”doven”, ”introvert”, ”hysterisk”, ”langsom”, whatever, hvad der nu lige falder dig ind af karaktertræk som ”er dig”)
…
Har du gjort det?
Har jeg ret hvis jeg siger at mange af de ting der står på listen -hvad enten du har skrevet den ned på papir eller du har den i dit hoved- det faktisk er ting/egenskaber som du:
Langt hen ad vejen er vores personlighed blevet formet af andre og deres idéer, holdninger og overbevisninger.
Og af det lokalsamfund -og samfundet generelt- vi bor i, og den kultur og de normer der er der
Og i sidste ende har det også skabt den ”optik” vi ser på os selv igennem og lagt grundlaget for:
HVAD ER MULIGT FOR MIG? HVAD KAN JEG BLIVE, VÆRE, GØRE MED MIT LIV?
Tænk lige over det:
Tror du at du kan blive professor?
Hvis ikke, er det så fordi du som mig har fået ad vide at du jo var for doven til at læse en bog? -Og troede på det!?
Tror du at du kan blive sanger?
Hvis ikke, er det så fordi du har fået ad vide at du ikke havde en tone i livet, og så stoppede du med at prøve at synge, fordi du blev flov over at få sådan ad vide, og du troede på at det var rigtigt og at der bare ikke var noget at gøre ved det?
Tror du at du altid vil have et dårligt ”forhold” til penge?
Hvis ja, er det så fordi du er vokset op i en familie hvor det altid var lidt stramt med økonomien, og du lærte at dem der havde penge alle sammen var griske, uretfærdige og uhæderlige?
Dengang du skulle vælge uddannelse, valgte du så at gå uden om noget der i virkeligheden var din største drøm, såsom jordemoder, skuespiller, psykolog, læge, fotograf, filminstruktør, forfatter, sygeplejerske, konservatoriemusiker, jurist eller fysioterapeut, hvad ved jeg, fordi du enten var blevet fodret med den idé at det var ”umuligt” at komme ind, eller at du ikke var ”klog” nok eller at dit ”gennemsnit ikke var højt nok”, eller at det var ”umuligt at få arbejde” med den uddannelse og disse idéer stolede du bare blindt på og gjorde dig ikke engang tanker om hvorvidt det kunne blive muligt…?
…Eller om det overhovedet var sandt!!?
Jeg husker tydeligt alle de idéer og overbevisninger jeg blev fodret med, og som jeg troede fuldt og fast på og ikke stillede spørgsmålstegn ved, og som endte med at afgøre hvad jeg valgte at gå i gang med af uddannelse…
Jeg startede på uddannelsen som eksportingeniør, og det var slet ikke noget for mig. Jeg var på ingen måde tro mod den følelse jeg havde inde i maven der sagde at jeg skulle være skuespiller…
“Skuespiller, det var fjollet, og det var umuligt at bryde igennem medmindre man havde kendte forældre, og i øvrigt kunne jeg hverken synge, danse eller spille på instrumenter, og skulle det lykkes at slippe igennem nåleøjet var der alligevel ikke jobs og så ville jeg bare gå rundt der som arbejdsløs skuespiller. Så alt i alt var det bare noget pjat med mig…”
Sådan lød det, og jeg troede på det… Og stoppede med at gå til optagelsesprøver.
“Det var alligevel umuligt at nå videre til 2. og 3. prøve og jeg ville alligevel aldrig blive til noget når nu jeg ikke hed Lie Kaas til efternavn…”
Jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der har troet på den slags idéer fra vores forældre, eller hvem der nu har sat dem i hovedet på os.
Prøv en dag at lægge lidt mærke til hvor mange afenne her type overbevisninger du stadig har og styres af…
Bare for sjov.
Jeg droppede i øvrigt ud af studiet som ingeniør, for jeg r**kedede mig.
Så gik der en masse år hvor jeg dalrede rundt og lavede ufaglært arbejde. Jeg sad blandt andet på kontrolcentralen i et vagtselskab i 5 år.
5 år!!!
Hvor jeg bare hadede at stå op og gå på arbejde.
Jeg skulle jo bare “have smør på brødet…”
Til sidst blev jeg så led og ked af det hele at jeg -som 27-årig- gik i gang med at bygge min egen forretning som fotograf op. Jeg gjorde det bare. Tænkte ikke så meget. Gik bare i gang.
Jeg startede bare i det små og havde et job som lærervikar ved siden af.
Jeg fortalte ikke til nogen at jeg var i gang med at forsøge at komme til at leve af at fotografere.
Jeg gjorde det bare.
Så der var ingen der kunne fodre mig med idéer om, at ”det kunne jeg umuligt gøre uden en læreplads”, eller ”umuligt blive god til uden at have noget som helst kendskab til fotografi i forvejen”.
Men faktum er, at i dag har jeg været fotograf i små 17 år, og levet udelukkende af fotografi i 13 af dem.
Jeg startede helt fra scratch, helt uden at have den ringeste anelse om hvad lukkertid og blændetal var, og uden at have den mindste idé om hvordan man drev en forretning, og uden at få hverken grunduddannelse eller læreplads…
Og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der ikke var nogen der sagde jeg ikke kunne.
Den eneste jeg har kæmpet imod, var mig selv og mine egne overbevisninger om hvad der var muligt for mig, men stædigheden sejrede -heldigvis- og derfor lykkedes det, på trods.
Sikkert også fordi at tanken om at rådne op i et job jeg hadede, var motivation nok.
Nu har jeg kort lige prikket lidt til hvad alle vores overleverede overbevisninger kan gå hen og betyde for vores liv og fremtid, fordi vi træffer mange af vores valg ud fra dem.
Nu vil jeg kort prikke lidt til hvad tanker, stemninger, følelser og overbevisninger ellers kan gøre.
Det er nemlig sådan, at tanker og følelser faktisk også trigger kemien i vores hjerte og hjerne, jeg har også været inde på det før i det indlæg jeg skrev som handlede om kærestesorgens fysik og kemi.
Men al den kemi der trigges -signalstoffer såsom stress- og/eller glædeshormoner- strømmer så ud i vores krop og påvirker vores sindstilstand og vores ”følelse af hvordan vi har det” og det gør så at vi opfatter og reagerer på tingene der sker i vores liv på en bestemt måde.
Det kunne f.eks. være ”dette er skide sjovt og fedt” eller det kunne være ”dette er rigtigt ubehageligt og irriterende” helt afhængigt af hvordan DU opfatter situationen, og altså hvilke signalstoffer der sendes rundt i din krop.
Det kunne også være opfattelser såsom dette er ”muligt” eller dette er ”umuligt”.
Det er det der gør at nogle synes at det er pisse fedt at hoppe i faldskærm, og andre tænker at det er det mest vanvittige i verden og aldrig kunne drømme om at hoppe ud fra en flyver.
Det er det der gør at nogle er hysterisk bange for edderkopper og lammes bare ved synet mens andre samler dem op i hånden og sætter dem roligt ud i haven.
Det er også det der gør at nogle tror på at det er muligt for dem at blive raketforskere, mens andre tror at det er ganske umuligt for dem.
Det er også det der gør at nogle har nemt ved at finde nye kærester og andre ikke har…
Det er idéer og overbevisninger der enten blokerer eller muliggør.
Der er også en anden lille detalje og det er, at hvis vi har nemt ved -eller tendens til- oftest at reagere med vrede, ked-af-det-hed, bitterhed, irritation, frustration, foragt, had, hævn og andre negative sindstilstande, så vil den kemi der trigges mest være ”negative signalstoffer” og stresshormoner hvilket resulterer i at vi rent ud sagt går og har det jævnt ad helvedes til i det daglige.
Og her sidder jeg lige og peger på mig selv…
Så hvis vi generelt bare ikke har det godt, som jeg ikke havde indtil for 2 år siden, så er det værd at kigge på hvordan vi opfatter -og reagerer på- udfordringer og modgang.
Og jeg mener virkelig kigge på det.
Bare den mindste ændring i vores måde at opfatte ting på, kan gøre kæmpe stor, fuldstændigt livsforandrende forskel…
Det er faktisk ganske lidt der skal til for at starte en lavine af ”feel good” skylle ind over dit liv!
MEN… (For der er jo næsten altid et lille ”men”)
…Det er lettere sagt end gjort. Så meget ved jeg, for jeg står selv midt i det og har gjort det i ca. 2 år nu…
Det bliver dog lettere og lettere med tiden.
Det er som at lære at køre på cykel.
At se på en udfordring på en anden måde end man plejer, og tilmed også reagere på den på en anden måde en vanligt, det er altså temmeligt krævende og bestemt ikke noget man gør fra den ene dag til den anden.
Det sker gradvist.
Og det starter med bevidsthed.
Al ændring starter med bevidstheden om at der er noget der kan ændres eller gøres bedre/anderkedes.
Dvs. at man bliver bevidst om at ”Hov, det var vist ikke en særlig sund reaktion den jeg har her. Den gør vist ikkerigtigt noget godt for mig i længden”
Og det er faktisk skide svært, for ofte så kan man ikke selv se sine fejl.
Man er simpelthen ikke bevidst om dem.
Med mindre man virkelig sætter sig for at finde ud af ”hvad kan det være der gør at jeg hele tiden er så ulykkelig” eller ”hvad er det ved mig der gør at jeg hele tiden løber ind i de forkerte” eller hvad er det for vaner jeg har som gør at jeg altid ser så sort på tingene” osv.
Den indsigt kan være svær at få, fordi det virker vanskeligt at nå dertil. Men det er det egentlig ikke. Man skal bare ville det og turde det!
Når man så når dertil hvor man begynder at få bevidsthed om hvad ved en selv der godt kan tåle ændring, så skal man bare huske at være bevidst uden at dømme sig selv.
DET ER VIRKELIG VIGTIGT!
Ellers har det modsatte effekt af udvikling. Så vil det slå dig tilbage i stedet for.
Faktisk skal man klappe sig selv på skulderen over at man nu er blevet bevidst om det. Også selvom det er en indsigt man måske bliver lidt ked af…
For det er et stort skridt.
Og det er et MODIGT skridt.
Næste skridt er så at sætte en intention om at næste gang man stilles overfor en lignende udfordring, så vil man gøre sit allerbedste for at prøve at reagere anderledes.
Og når så udfordringen kommer igen -for det gør den, lige indtil vi har lært lektien- så vil man med alt sandsynlighed reagerer en lille smule anderledes.
OG DET ER GODT!!!
Hvor lille-bitte-bitte ændringen end er, er GODT! SUPER godt faktisk!
Mange -inklusive mig selv- vil blive skuffede over os selv, og irriterede over at vi ikke kan ændre os nævneværdigt med det samme, og så give op fordi ”det hele kan alligevel være lige meget og det der personlig udvikling virker ikke for mig, og jeg må bare indse at jeg er som jeg er.”
Men lov mig at du ikke falder i ned den gryde. For som sagt er bare den mindste lille, bitte smule ændring intet mindre end fantastisk, og det ligger fundamentet for et nyt og bedre liv!
Men det tager tid.
At ændre på et indgroet mønster man har fulgt hele sit liv, tager år at ændre, så fat mod, du er på rette vej.
For hver gang skal du blot sætte en ny -og bedre- intention for næste gang du møder modgang.
Små skridt.
Og husk at rose dig selv for din fremgang, også selv om den er beskeden.
For den er vigtig.
Rigtig vigtig.
Hvis du holder ved, så vil du, indenfor et års tid eller to, måske tre, nå dertil hvor din nye måde at reagere på er blevet naturlig for dig.
Hele humlen i det her er at det er bitte små skridt man kan tage… Det er ikke muligt at ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Så vil der være tale om at man undertrykker noget, og det vil give bagslag.
Det kunne se således ud:
NU
Jeg møder modgang og hidser mig op og er sur i flere uger.
Jeg tænker at det ikke var spor fedt og at jeg gerne ville lære at reagerer anderledes så jeg ikke er sur i flere uger.
NÆSTE GANG
Jeg møder modgang og hidser mig op, men jeg får tænkt lidt over hvordan jeg havde det med min egen reaktion sidste gang, og hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne ændre den. Tankerne om det -bevidstheden- gør at jeg kæler lidt hurtigere af, ved at prøve at sige til mig selv at det alligevel ikke nytter at blive så hidsig og sur. Og jeg er kun sur et par dage efterfølgende.
NÆSTE GANG
Jeg møder modgang og hidser mig op, men husker hvordan det var sidst, og jeg hidser mig lidt ned, men har stadig svært ved at styre det, men tænker faktisk ret meget over det imens det står på.
Jeg beroliger mig selv og køler meget hurtigere af end jeg plejer. Jeg er ikke sur og irriteret i dagene efter. Jeg har det bedre med det. Kan mærke at jeg kan se anderledes på det, selvom jeg synes det er svært og modgangen gør mig rasende og ked af det.
NÆSTE GANG
Jeg møder modgang og hidser mig ikke op med det samme. Jeg prøver at tænke på sidst, og jeg forsøger at få øje på best case scenarioes i dette her.
Osv. Osv…
Kan du se udviklingen?
Og det kan sagtens være at det går langsommere.
Husk på, det er maaaaaaaaaange års vaner der skal ændres. Det tager tid, kræver omtanke og ressourcer af os.
God søndag læser
/Hanne ❤
