Hej Ombygger!
Først skal der lyde en stor beklagelse fra mig, over 100 nye tilmeldte har ikke fået deres Søndags-support, fordi det plugin jeg brugte til at overføre de tilmeldte til mit emailsystem, ikke virkede. Det har så betydet at over 100 nye tilmeldte aldrig hørte en lyd fra mig. 🙁 Buuuhuuu!
Men det er nu rettet og I vil modtage Søndags-support så længe I ønsker det. Yaiiiii!!
Undskyld herfra.
Nu til søndags-sagen:
I mit arbejde med at få det bedre indeni har jeg opdaget at den måde jeg så på verden på ikke gjorde mig noget godt. Den var udpræget negativ og sortseende.
Det og det kan jeg ikke.
Det og det kan man ikke.
Når jeg har så mange overbevisninger om alt det jeg -eller man- ikke kan, så begrænser jeg mig selv, fordi jeg ikke engang overvejer visse muligheder.
Jeg ville f.eks. aldrig overveje at opsøge et kæmpe firma for at få dem som kunder. Det tror jeg simpelthen ikke nok på mine egne evner til.
Derfor har jeg ikke engang tænkt tanken.
I starten af min karriere gik jeg kun efter små kunder og satte også mine priser derefter.
Jeg ville aldrig have drømt om at gå efter highend-luksus -kunder og sætte mine priser højt og troet på at mit produkt, mine evner og den kvalitet jeg leverede ville kunne bære det.
Dén strategi, den skal laves om. Men det tager tid, for begrænsningen inde i mig er programmeret for mange, mange år siden, og den ligger godt og grundigt naglet fast.
Den har sin helt faste plads i mit “system” og kigger frem med sit grimme ansigt hvis jeg skulle være så fræk at få en god, innovativ idé til noget nyt og spændende, og således holder jeg mig selv tilbage…
Så hviler jeg mig bare her på middelmådighedens laurbær, i min egen lille kedelige det-kan-man-ikke-komfortzone. Hurra.
Da jeg var barn vill jeg være skuespiller, og jeg var god til det. Jeg spillede altid med når der blev lavet teater i børnehaven og på fritidshjemmet, og jeg lavede cirkus derhjemme med mine brødre og viste mine “shows” til min morfar.
Da jeg blev ældre fortsatte jeg med at spille teater, jeg var med i kortfilm, i revyer, i TV, jeg lavede standup og knoklede virkelig på med min drøm….
Men…
Jeg troede ikke på den…
Hvorfor?
Fordi jeg havde fået ad vide at “det kunne man ikke”. Det der skuespil var noget pjat. Jeg skulle hellere få mig en “ordentlig” og “rigtig” uddanelse.
Man kunne alligevel ikke leve af at være skuespiller, medmindre man da havde kendte forældre.
Og jeg kunne jo heller ikke hverken synge eller spille på guitar.
Så jeg ville bare uddanne mig til arbejdsløshed, fordi der var alligevel ingen jobs at få når jeg ikke “havde et navn” i forvejen og ikke kunne noget specielt.
Det var beskeden.
Og den blev så “kodet ind i mit system”.
Tak for det!
Og jeg troede på det.
Så det var sådan jeg så på verden.
Når jeg gik til optagelsesprøve og ikke kom ind, så fortalte jeg historien til alle omkring mig om at det var også bare fordi jeg ikke havde kendte forældre og at hele optagelsessystemet var pilråddent, ya-da ya-da ya-da.
Men hvad nu hvis jeg havde sagt “Selvfølgelig kan jeg det, også selvom jeg ikke hedder Kaas til efternavn, og også selvom jeg ikke kan synge, spille guitar eller gå på hænder, og hvis det er det der skal til, så lærer jeg det”.
Hvad nu hvis jeg havde valgt ikke at lytte til de “dårlige forslag”, og troet fuldt og fast på at jeg havde lige så stor sandsynlighed for succes som hvem som helst anden?
Havde jeg så været skuespiller i dag?
Det er selvfølgelig svært at sige.
Men formentlig, ja.
Hvorfor?
Fordi så ville jeg have kæmpet hårdere. Når man tror på noget, så bliver man nemlig ved. Man lader sig ikke slå ud.
Jeg ville ikke have haft den begrænsende overbevisning om at det alligevel ikke var muligt for mig. Og så havde jeg ikke givet op så let.
I stedet begyndte jeg at bygge min forretning op som fotograf, men jeg sagde det ikke til nogen.
Så der var ikke nogen til at fortælle mig at det kunne jeg ikke.
Der var ikke nogen til at sige at “man altså skulle have en læreplads ellers var det umuligt”
Der var ikke nogen til at sige at når jeg ikke vidste hvad blændetal og lukkertid var, så kunne jeg umuligt komme til at leve af at fotografere.
Og gudskelovb for det.
For gu’ er det ej umuligt!
Jeg har været fotograf i 16 år nu, og jeg har aldrig haft en læreplads. Jeg er autodidakt.
Jeg har lært mig selv alt hvad jeg kan.
Jeg lærte hvad blændetal og lukkertid gik ud på.
Jeg har ingen boglig uddannelse.
Jeg var i det der dengang hed Civilforsvaret og “lege” brandmand, men ellers har jeg ingen uddannelse, andet end folkeskolen og gymnasiet.
Jeg har intet “at falde tilbage på” som mine forældre var så besatte af at “man” skulle have. (Ellers gik jorden nærmest under og jeg ville nok ende i en papkasse på gaden)
Men det er jo for pokker ikke sandt.
Det syn på verden er simpelthen ikke sandt.
Og de begrænsninger vi er blevet lært er ubrugelige og passer ikke til tiden i dag.
Så hey, hvis du vil skabe dig en ny verden fuld af gode tanker, fuld af muligheder, fuld af glæde, fuld af chancer, fuld af eventyr og gå-på-mod, så begynd at se anderledes på ting.
Overskriv alt det du har lært som begrænser dig, med noget nyt som du lærer dig selv!
Yeah!
❤
Jo! Du kan godt læser!
Du kan godt lære at gå på hænder.
Du kan godt lære at synge.
Du kan godt lære at spille guitar.
Du kan godt åbne en onlineburtik med kurveflet!
Og ved du hvad du også kan? Du kan godt løbe 6 km selvom du ikke har prøvet det før eller selvom du ikke er i form. Du vil blive overrasket over hvad du egentlig kan.
Så med mindre du har nogle alvorlige skavanker, så kom med mig d. 26. november. Læs mere her: Løb OCR med Hjerte Under Ombygning
Jeg ville elske at have dig med!
❤
Ja!
Kom nu!
Det er op til dig læser, skab den verden du ønsker.
De rareste tanker fra Hanne, Hjerte Under Ombygning.
God søndag!
