Blogindlæg fra 15. APRIL 2018
Skab et bedre liv for dig selv, min bare r*v!!!
Er du også træt af at høre sætninger som ”du skaber selv dit liv” ya-da, ya-da?
Det forstår jeg godt.
Det var jeg selv.
Som regel trak jeg offerkortet når jeg hørte den slags ”ævl”:
”Jeg har fandme ikke selv skabt alt det lort jeg er gået igennem! Mit liv har budt mig så megen modbydelig modgang, har jeg måske selv skabt det?! Er det min egen skyld eller hvad!? Og hvordan skal jeg kunne skabe noget andet og bedre, med de kort jeg har på hånden!?”
Det -eller noget i den dur- har været min umiddelbare reaktion, hvad enten det har drejet sig om mit held, eller mangel på samme, mit udfordrede -nærmest ikkeeksisterende- kærlighedsliv, min barnløshed, mine selvdestruktive mønstre, min dårlige økonomi, min vægt, mit udseende, mit helbred, min jobsituation og karriere, eller min fabelagtige evne til at fucke up i relationer til både venner, kærester og familie.
Så jeg ved præcis hvordan du har det, hvis du synes det er pænt træls at høre på at du selv skaber dit liv
Hvis du har læst med her på bloggen i længere tid, så ved du at jeg ikke er en af dem der har haft det skide nemt (og JEG ved at det er et faktum at mange -alt, alt, alt for mange- kan sige det samme) og du vil vide at jeg har kæmpet det meste af livet for bare at holde sammen på mig selv og holde hovedet oven vande, og det har ødelagt- og slidt på mig selv og på andre, og selvom jeg har været tapper og stædig, så lykkedes det mig aldrig rigtigt at opnå den der fredfyldte følelse af fuldendthed og lykke i andet end få, flygtige øjeblikke, som så -oftest- var et produkt af noget udenfor mig selv, og dermed ikke noget jeg var herre over.
Det gjorde mig afhængig.
Afhængig af andre.
Af det de kunne give mig. Eller rettere, den følelse de kunne give mig.
Og dét skabte et helt skævt, absurd og misforstået fundament af tillærte ”strategier” for hvordan jeg skulle få det jeg cravede så forfærdeligt; kærlighed, anerkendelse og opmærksomhed…
Jeg husker en følelse jeg fik meget tidligt i livet og den vil jeg fortælle dig om i dag.
Den danner grundlaget for den måde jeg tænker på og for alt det jeg tror jeg skal, og alt det, jeg tror, er nødvendigt, for at jeg kan have det godt.
Det er tanker jeg ved mange andre også har, men jeg ved også at de færreste vil indrømme det.
Jeg vil også give dig et bud på hvorfor man bliver så træt i sit lille kranie når man hører selvhjælpsbudskaber a la ”du skaber selv dit liv”.
For mig handlede det om at jeg simpelthen ikke havde forstået kernen af det her udsagn.
Jeg tror det druknede i alt den perfektionisme disse budskaber ofte kommer pakket ind i.
Det kan både være coachen/terapeuten der i sig selv sidder og ser -alt for- perfekt ud, eller at billederne han/hun bruger til at formidle det med er billeder af unge, smukke -tilsyneladende- fejlfrie modeller med glat hud iført flagrende blomsterkjoler, dansende rundt i gylden bokeh belysning, alt sammen sat op i et indbydende, lyserødt websiteunivers.
Og selvom det talte nok så meget til min æstetiske sanser, så kunne jeg SLET ikke genkende mig selv i det, og derfor kunne jeg heller ikke tage det til mig.
Jeg kunne kun foragte, hade og se ned på det.
Da jeg var helt ung, i starten af mine teenageår, der havde jeg allerede gennemgået oplevelser de fleste nok helst ville være foruden.
En af dem var mobning.
Det tog alt for mange år for både min mor og lærerne at forstå at jeg var ved at gå i stykker af det.
Men i femte klasse blev der endelig taget aktion på det, og jeg skiftede skole.
Der har jeg så været omkring 11-12 år.
Jeg husker at jeg tænkte meget på hvilke repressalier jeg ville blive udsat for, hvis jeg mødte nogle af mine gamle klassekammerater på gaden.
Det i sig selv, var frygteligt stressfuldt og det var slet ikke noget nogle af de voksne omkring mig, kunne sætte sig ind i.
Men for en 12-årig er det et spørgsmål om liv eller død.
Sådan oplevede jeg det i hvert fald.
Sæt nu at det hele ville blive endnu værre.
Sæt nu de ville gøre noget rigtigt grimt ved mig hvis jeg mødte dem alene på gaden, uden en voksen.
Hvad ville de sige?
Hvad ville de gøre?!
Jeg husker tiden omkring skoleskiftet som ekstremt angstfyldt; både frygten for hævnagter fra de gamle klassekammerater, men også frygten for at starte et nyt sted.
Til min store forskrækkelse, opdagede jeg at flere af dem der havde mobbet mig på fritidshjemmet, rent faktisk gik på den nye skole og nogle af dem gik tilmed i den nye klasse.
Jeg var doomed!
Og jeg var rædselsslagen!
Voldsomme følelser (med et højt energiniveau) som dem jeg beskriver nu, de prenter sig som regel ind i vores underbevidsthed, netop fordi de er så voldsomme, og hvis ikke vi har et sted at komme af med denne energi (frygten/følelserne) så vil det sætte sig som et traume i kroppen, som jeg også fortalte dig om sidste søndag.
Jeg var ”heldig”. For jeg blev ikke drillet af de nye klassekammerater, tværtimod, de tog godt imod mig (Jeg gjorde også noget for det, det kom ikke bare ”af sig selv”, men det er en helt anden historie) og jeg blev heldigvis aldrig udsat for repressalier. Men traumet, det var -og er- der stadig, fordi frygten var så intens som den var.
Det betød at jeg tillærte mig selv nogle ”strategier” for at overleve. Strategier baseret på frygt, sorg og smerte. Strategier som jeg -desværre- stadig benytter mig af den dag i dag, men som jeg arbejder på at lave om.
Få år efter skoleskiftet, da jeg var de her 13-14 år, bliver jeg tilbudt at være med som vært i et tv program på DR der hed ”Børn Laver tv”. Og dengang var DR nærmest den eneste kanal vi havde, lige bortset fra Sverige 1 og 2, så det var STORT!!!
Det var på mit fritidshjem (jeps, dengang kunne man gå på fritidshjem til man var 14!!) at vi havde vores egen lille ”tv station” hvor vi lavede en masse -syntes vi selv- sjove indslag, men også en masse seriøse interviews (Jeg lavede blandt andet et interview med en af den tids store politikere, Pelle Jarmer, som i mine øjne var en rigtig skurk, hahaha)
Det var disse videoer der blandt andet blev vist i programmet ”Børn laver tv” og jeg var altså både med i indholdet og med som vært.
En dag hvor vi er ude og lave nogle optagelser til programmet, så sker der det, at en af mine gamle klassekammerater, en af dem der havde drillet mig meget, han går forbi på gaden, der hvor vi står og filmer.
Jeg husker suget i maven.
Suget af frygt.
Tankerne: ”hvad nu!? Shit, hvad gør jeg?!”
Men samtidig følte jeg mig sikker, fordi der var voksne omkring mig. Faktisk var der et helt filmhold fra DR! Så det var “seje” voksne. Sådan nogle der var lidt cool at stå sammen med.
Jeg husker det som var det i går; han gik stormåbende forbi.
Lige dér, der var det som om jeg kunne høre englene synge i kor.
Som om jeg var ”hævet” over ham.
Endelig!
Jeg kunne nærmest mærke hans forbavselse og misundelse og jeg følte mig totalt urørlig og uovervindelig.
Det var magisk!
Jeg tror faktisk ovenikøbet at han smilte og sagde ”hej!”
Jeg var i himlen.
Det, jeg havde været allermest bange for (altså at møde en eller flere af dem på gaden) var nu sket, og med et helt andet udfald end det jeg havde frygtet, det var bedste Ricki Lake stil mundet ud i et fænomenalt ”den der ler sidst ler bedst” scenarie som jeg ikke engang havde turdet drømme om.
YOU BULLIED ME, BUT LOOK AT ME NOW!
Kan du se talkshowet for dig?!
Det kunne jeg.
Og den følelse jeg fik der, den dannede grundlaget for hvad jeg kom til at tro på der skulle til, for at jeg var værd at elske…
Og jeg ved at rigtigt mange har haft nøjagtigt de samme tanker:
Jeg troede at jeg var nødt til at blive ”kendt” før folk kunne elske mig. Jeg var nødt til at ”være noget ved musikken” for at få venner, og for overhovedet at have en eksistensberettigelse…
Men…
For der er jo altid et men…
Jeg er et produkt af et samfund hvor man ikke skal tro man er noget, og den rettesnor er jo i direkte modstrid med idéen om at ”ville være kendt”.
Det inviterede nærmest til en livslang, udmattende indre kamp hvor jeg konstant benægtede og undertrykte de drømme jeg havde om at ”blive noget stort”, så meget at jeg i stedet foragtede idéen og i særlig grad foragtede andre der havde den slags drømme og håb.
Det betød, at jeg foragtede mig selv.
Dén del af mig selv…
Den del af mig selv der turde drømme.
Den del af mig selv der havde en ambition og et mål.
Fordi jeg var opdraget til at se ned på det…
Så i et miskmask af selvhad, selvforagt og undertrykte drømme, har jeg slentret igennem livet og troet at jeg kunne blive lykkelig alligevel.
Jeg forstod ikke at jeg ikke behøvede at være supermodel eller Hollywoodskuespiller for at være god nok, og jeg forstod heller ikke at det var helt okay at have en drøm om at blive supermodel eller Hollywood skuespiller!
Og begge dele er sandt.
Jeg behøver ikke være kendt for at blive elsket.
Og jeg er ikke en stor nar hvis jeg gerne vil være noget stort.
Kernen i det her at vi ”skaber” vores liv med vores perspektiver.
Hvis jeg ser verden fra et sted hvor jeg er nødt til at være ”noget stort” for at være god nok, så vil jeg for altid være en fiasko hvis ikke jeg bliver det.
Og dén ulykkelighed har jeg selv skabt med mit snævre syn på hvad det vil sige at være god nok og altså i sidste ende være lykkelig.
Og det værste ved det her er, at hvis jeg nu var gået hen og var blevet noget stort, så var jeg med statsgaranti løbet ind i den hårde realitet, at det ikke havde den ventede effekt og ikke fik mig til at føle mig mere værdig eller lykkelig for den sags skyld.
De mange kendisser der døjer med dybe depressioner, stof- og alkoholmisbrug, hvoraf flere når helt derud hvor de begår selvmord, er jo en sørgelig bekræftelse af dén realitet.
Rigdom, overflod og berømmelse gør os ikke mere værdige og lykkelige, det kan gøre livet lettere og til tider sjovere, bevares, men det gør os ikke mere lykkelige.
Lykken skal komme indefra, og det gør du ved at ”indstille dit perspektiv”.
Det er den måde du ”skaber” på.
Med din opfattelse.
Dit perspektiv.
Du behøver ikke have babyhud, veje 45 kg og hoppe rundt på en gul blomstereng i gyldent solskær med en flagrende, gennemsig kjole på, for at være fucking glad og lykkelig!
Men hvis dit perspektiv er indstillet på det, fordi -i øvrigt velmenende- selvhjælpsterapeuter uheldigvis er med til at fremlægge dét billede, så vil du for altid fejle, hvis ikke du er yndig, lille sylfide i silkekjole, happy-go-lucky dansende i solnedgang med lange, gyldne lokker sexet svajende i brisen.
Fuck det!
Glem det!
Indstil dit perspektiv.
SÅ kan du skabe!
Som jeg skrev tidligere, så gjorde jeg også noget for at ”skabe” et bedre liv for mig selv, da jeg kom ind i den nye klasse.
Ganske kort, så kan jeg fortælle at jeg begyndte at lave nogle ting om ved mig selv.
Jeg prøvede at huske på nogle af de ting jeg havde fået ad vide af de voksne at ”der var galt med mig”, og så undertrykke dem.
Og det er jo både godt og skidt.
Godt, fordi det virkede.
Skidt fordi jeg undertrykte en kæmpe stor del af mig selv.
Så jeg kunne blive elsket.
Så jeg kunne få lov til at være en del af fællesskabet.
Prisen var at jeg udviklede en kæmpe foragt for den ”forkerte” del af mig selv, og det er der RIGTIGT mange af os har gjort.
Og vi får det ikke bedre før vi lære at elske den del.
Vi får det ikke bedre før vi erkender den del, tager den til os og tager ejerskab over den.
Når vi har gjort det, så kan vi begynde at lave om på den, hvis det er det der skal til.
For vi må forstå, at nogle af de undertrykte, ”forkerte” dele af os selv, slet ikke er spor forkerte, det er bare noget andre synes, og ikke nødvendigvis en noget der er sandt.
Andre af de undertrykte dele kan måske godt være ”forkerte”, forstået på den måde at det er dele som skader, sårer eller underminerer andre. Det kan være grådighed, dovenskab, generthed, pessimisme, selvretfærdighed, egoisme, magtsyge, falskhed, skinsyge og neurotisk, løgnagtig, selvoptaget, nærtagende, kontrollerende, kommanderende eller dominerende adfærd.
Men det er dele vi alle sammen besidder, hvad enten vi vil det eller ej!
Så snart vi erkender det, og er okay med det, så kan vi arbejde videre mod det at ”skabe”.
Så kan vi begynde at indstille vores perspektiver, og gå på opdagelse i hvad det er vi selv gerne vil være, og ikke hvad det er der forventes af os, hvorfor vi gerne vil være det, og hvordan.
Jeg ved det er skide svært, men prøv at lade være med at lade dig farve af glansbilleder.
Vær den du er.
Du er den eneste af din slags, og det ville være så synd hvis du gik til spilde.
Din sjæl, din kilde, dit univers og dit hjerte skal nok hjælpe dig og vise dig vej, vær aldrig i tvivl om det.
Det eneste du skal gøre er at elske og acceptere HELE dig, og indstille dit perspektiv.
God søndag
/Hanne ❤
SÅDAN HELER DU DIT HJERTE
4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå – HURTIGT!
Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!
I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!
Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.
”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.
Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.
Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.
Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme – men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!
Læs mere her: Sådan Heler Du Dit Hjerte – 4 ugers onlineforløb
