Jeg har fundet noget frem i mine små arkiver som jeg synes jeg ville dele med jer i dag.
Det er et blogindlæg jeg skrev 17. februar 2015 lige efter min abort, men jeg har aldrig før udgivet det.
Det var egentlig bare tanker jeg griflede ned og jeg deler dem med jer i dag fordi jeg gerne vil slå et slag for at vi lærer at styre vores negative tankespind.
Vi plager vores sind med frygt, bekymringer og skyldfølelser, ofte for ting der ikke engang er sikkert vil ske, begivenheder der muligvis aldrig vil komme og situationer der slet ikke endnu er hændt.
Andre gange så bruger vi vores tid og tanker på at straffe os selv med skyldfølelser over noget vi ikke havde nogen kontrol over og dvæle ved hændelser vi ikke kan ændre på.
Selvfølgelig må vi gerne blive kede af det, vrede, bange og ærgrelige, men vi må bare ikke lade det tage over og lade negative følelser blive et “drug” som vi bliver afhængige af og dyrker.
Vi er faktisk som mennesker wired til at være mere negative end positive, og det er vi fordi at dengang da vi var urmennesker, der var det vigtigt at vi huskede de negative situationer -som feks. når en sabeltiger pønsede på at æde en af os til frokost- så vi kunne genkende situationen hvis den skulle opstå igen, og hurtigt beslutte om vi skulle flygte eller kæmpe.
Den dag i dag hvor faren ikke lurer lige om hjørnet, er den for-programmering bare ikke altid lige genial, for det betyder at vi som udgangspunkt er mere sortseende end hvad godt er.
Prøv lige at se denne TED talk:
Som Allison Ledgerwood her er inde på, så kræver det en arbejdsindsats at ændre på det forud-programmerede negative mind-set.
Men man kan træne sit sind i positiv-tænkning ved at øve sig.
Ret enkelt i virkeligheden.
Let at gøre, men -desværre- er det også let at lade være.
Men hvad vil du helst:
1) Være negativ og have det ad helvedes til med det?
ELLER
2) Træne dit sind op til at blive mere positivt og have det forrygende med det?
Valget er dit.
Som Allison Ledgerwood også er inde på, og som jeg har sagt og skrevet tusindvis af gange efterhånden, så kan man booste sit velbefindende -og faktisk også sit helbred- markant, ved blot at skrive små ting ned som man er taknemmelig for.
Vi kan også øve os i at dele gode nyheder. Det er næsten altid drama, utilfredshed, irritation og dårlige nyheder vi deler.
Jeg har sagt det før blandt andet i det ugentlige nyhedsbrev “Søndags-support” med de små positive huskeregler til livet, at man skal forsøge at fremhave det man elsker fremfor at angribe det man hader.
Giv ikke de mennesker der er nogle røvhuller den ære at du bruger din tid på at fremhæve dem som de røvhuller de er, de vil sole sig i det og fryde sig, også selvom du kalder dem røvhuller.
Lad dem være.
Dét vil irritere dem grænseløst.
Du får det ikke bedre af at tale om hvor dårlig din dag har været og det ændrer heller ikke på det der gjorde dagen dårlig, snarere tværtimod.
Så tal om de gode ting. Der er altid en eller anden lille god ting vi kan fremhæve.
Vores sind er muligvis bygget til at lede efter negativ information og til at holde fast på den, men vi kan også træne vores sind op til at finde de positive ting, hvis vi gør en indsats.
I det -ikke før offentligtgjorte- blogindlæg fra 17. februar 2015 du kan læse nedenfor, var der ikke så meget som en flig af positiv tænkning.
Og måske var det også derfor at det hele endte som det endte.
Det jeg skulle have tænkt på, i stedet for at drukne mig selv i skyldfølelser, var at barnet nok ville have haft en alvorlig hjerneskade eller hjertefejl hvis det havde overlevet, og at min krop derfor ikke havde svigtet, som jeg også har følt (og skrevet et blogindlæg om) men derimod hjulpet både mig og barnet ved at afbryde graviditeten.
At den så lige glemte at give mig et tegn på at graviditeten var afbrudt er en anden snak.
Det er bestemt ikke sjovt at komme til noget man tror bare er en almindelig skanning, og så gå derfra med alle sine drømme knust, mens man lige på gangen, med tårerne stadigt trillende ned ad kinderne, så lige skal “hilse” på alle de lykkeligt gravide kvinder med store, struttende maver.
Den er røv hård.
Men måske er det bare ikke meningen at jeg skal være mor, måske er der noget andet i sigte til mig?
Det kan også være at jeg lige når det.
Who knows.
Jeg vælger at stole på livet…
Og stole på at det livet bringer mig, er præcis det jeg skal have…
Og jeg vælger at tro på at det bliver godt!
Det her det er altså HELT nye toner fra mig, tro mig, jeg har været længere ude end de fleste, så jeg ved hvor håbløst det hele kan synes. Og nej, det er ikke fordi mit liv nu er en lang dans i glimmer og succés, jeg har masser af små nederlag, men det er måden jeg vælger at se på tilværelsen på der er ny og bedre og måden jeg vælger at håndtere mine nedture på der er ny og bedre.
Og skal jeg sige Jer noget?
-Det føles mega fedt!
Og skal jeg sige Jer noget andet?
-Alle kan gøre det.
ALLE!
I dag vil jeg heller aldrig igen gå og være bange for at blive vraget af en kæreste. Det er uværdigt. Både for mig og for ham.
Jeg vil stole på at jeg er god nok som jeg er.
Og skulle det ske at en kæreste vrager mig over det ene eller det andet, så vil jeg stole på at det er bedst for os begge ikke at være sammen. Præcis som jeg gjorde med den mand jeg mødte i foråret 2016. Vi var ikke på samme side, og vi ville ikke det samme. Jeg valgte at være tro mod mig selv og ikke blive hængende i noget der ikke var godt for mig og ikke blive hængende i en tro på at han pludselig ville ændre mening. Hvis jeg var blevet havde det blot ført til at jeg havde udsat mig selv for frustration, skuffelser og svigt.
(Hvis du ikke har hørt om den historie, så er det muligvis fordi du ikke abonnerer på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning, så skynd dig ind og abonner på den, der kommer masser af guld :-D)
Hvis jeg var blevet havde det været et sikkert tegn på at jeg ikke havde lært en skid, og så er der en ting der ville være helt 100% sikkert, og det er at han ville være skredet før eller siden og jeg ville være blevet ulykkelig igen, og det ville med garanti have gentaget sig med endnu en.
Ofte når vi ryger ind i det samme problemer igen og igen, så er det fordi vi ikke har lært af dem.
Denne gang traf jeg selv valget, i respekt for mig selv og for ham. jeg blev selvfølgelig pisse ked af det og ærgerlig, men jeg blev ikke ulykkelig, og vigtigst af alt, jeg behandlede mig selv med respekt og værdighed, fordi jeg var tro mod mig selv om mine egne ønsker og behov.
Hvis man gerne vil have en kæreste, så skal man ikke fedte rundt med en mand som ikke har lyst til en kæreste lige nu.
Det siger næsten sig selv.
Hvis man gerne vil have et barn, så lad være med at indlede et forhold til en mand/kvinde der ikke vil have (flere) børn.
Det er simpelthen for dumt at gå og vente på at de måske ændrer mening og det er totalt mangel på respekt for sig selv, og i øvrigt også for det menneske man er sammen med som ikke ønsker en kæreste eller et barn eller hvad det nu måtte være.
Vi kan -og skal- ikke lave om på andre eller på deres ønsker og behov, vi må “nøjes” med at lave om på os selv, og gå andre veje hvis den man har mødt ikke er på samme side som os. Det er det eneste værdige og respektfulde at gøre.
Amen!
P.S. Du skal heller ikke gå på kompromis med dig selv og tvinge dig selv til at lade som om at du synes det er A-okay at kneppe rundt, hvis det ikke er det du har lyst til, eller tro at du godt kan undertrykke din lyst til at få børn. Don’t go there. INGEN af Jer bliver glade.
Reflektioner. Skyldfølelser. Var det min skyld? Var der noget jeg kunne have gjort for at forhindre aborten? Foto:Hanne Paludan Kristensen
Skrevet 17/2-2015
Jeg tumler med mangt og meget efter min ufrivillige abort…
…Nummer 4 i rækken…
…2 spontanaborter…
…2 missed abortions…
Jeg tumler med humørsvingninger varierende lige fra det hele kan være lige meget – agtigt til dyb tungsindig nærmest depressiv tilstand hvor tårerne bare triller ustandseligt ned ad mine febervarme kinder.
Kinder der er knastørre af den linde strøm af salte tårer der bare har silet ned ad dem som en uudtømmelig kilde af tristhed i væskeform.
Jeg tumler med en krop i total forvirring.
En krop med en masse overflødigt fedt som den havde skyndt sig at lagre så den var klar til at modstå hvad som helst under den 9 måneder lange graviditet.
En krop der stadig har ømme bryster selvom der ikke er noget foster længere.
En krop der efter aborten reagerer med små, stikkende jag i underlivet, hovedpine og udmattelse.
Mine hænder er ømme, pga et drop der drillede fordi jeg var dehydreret. Det var jeg fordi jeg skulle være fastende inden indgrebet, og dét indgreb fik jeg lov at vente længe på. Mere end 9 timer.
Når man skal have foretaget en kirurgisk abort så kommer man ind på “akutprogrammet” og der er altid patienter der er mere akutte end en selv.
Alle de mange kvinder der skal føde for eksempel. Så skal der lige laves et tvillinge sectio og så må lille ubetydelige mig med det døde foster i maven altså vige pladsen.
I forvejen har jeg stået i kø på afsnit 537 med alle de lykkeligt gravide kvinder med store struttende maver der skal ind og skannes og snakke med jordemoder og hvad ved jeg hvad de ellers skal, alle disse lykkeligt gravide.
Bagefter når man så endelig er blevet indlagt, så kan man altså ligge og vente i timevis uden mad og drikke, fordi der er andre der er mere akutte. Fair nok. Men det krævede et drop så jeg ikke tørrede helt ind. Jeg var dog næsten allerede tørret helt ind, og det gjorde det nærmest umuligt at sætte droppet i.
Sygeplejersken forsøgte med venstre albuehase. Det gik ikke. Derefter med højre håndryg. Det gik heller ikke. Så tilkaldte hun en læge der forsøgte sig med venstre håndryg. Det gik, men det gjorde fandens ondt og nu er den bare øm. Og blå.
En øm hånd. I virkeligheden det mindste af det hele, men dog det eneste synlige “bevis” på at der er “sket noget”… Resten foregår inden i. Derinde hvor ingen kan se hvor ondt det gør. Foto: Privatfoto
Hertil kommer alle de tanker der rider mig som en mare:
Var det min skyld at fosteret døde?
Det er jo ikke første gang.
Kunne jeg have gjort noget for at forhindre det?
Har jeg spist for stærk mad?
Har jeg spist forkert?
Har jeg spist for meget sukker?
Fik jeg for lidt søvn?
Er jeg blevet for varm under dynen om natten?
Har jeg “kogt” barnet med mine varme bade?
Var det de piller jeg fik -før jeg vidste at jeg var gravid- for noget betændelse i ørerne?
Eller var det måske den forstoppelse jeg fik af pillerne?
Var det den -ellers meget moderate træning- jeg har forøvet?
Skal jeg mon helt lade være med at træne?
Er det al den angst og bekymring der skaber et dårligt miljø for fosteret?
Eller endnu værre, er det faktorer jeg ikke kan gøre noget ved:
Er det mine æg der ikke virker?
Er det min livmoder der ikke virker?
Forinden en fertilitetsbehandling får man målt en masse ting og sager, halvdelen aner jeg ikke hvad er. Men jeg ved at min læge fortalte mig at de tjekkede et tal der ikke måtte være under 3. For så var sandsynligheden for graviditet li nul. Mit tal var 4,2. Det er ret lavt. Uhyggeligt tæt på 3. Men dog ikke 3 eller derunder. Men kan det være røget derned i mellemtiden?
Jeg er ved at gå til over alle de tanker. Tanker om at jeg ikke “duer”. At min krop ikke “virker” mere.
For hvad så?
Hvad så med mit forhold?
Hvad så med fremtiden?
Når noget ikke virker, så bliver det som regel smidt ud. Ender jeg med at blive smidt ud? Vraget fordi jeg ikke duer?
/Hanne <3
