Det lysner… Jeg begynder at mærke små stumper af lykke… Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Det er ikke nogen hemmelighed at når man bliver indlagt på psykiatrisk akut modtagelse, så er man suicidal.
De tager slet ikke imod en hvis ikke man “står på kanten”, og de beholder nok ikke en i 12 dage medmindre det er “serious business”.
Nu, et halvt år efter kan jeg slet ikke begribe at jeg var så tæt på kanten…
Og alligevel, når jeg mærker efter i min krop kan jeg jo tydeligt mærke eftervéerne af linedansen på livets slackline: Den stadigt trykkende fornemmelse i brystkassen og på halsen. Om end væsentligt reduceret, og søvnen der stadig ikke rigtigt vil bide sig fast så jeg kan få de 7-8 timer jeg har brug for.
Men alligevel…
Var det virkelig mig der ønskede at dø?
Tage springet ud foran en stor, tung lastvogn så det kunne gå rigtigt stærkt og jeg var helt sikker på at dø. (Det var dét der var planen i mine forpinte tanker)
Har jeg vitterligt været der for bare 6-7 måneder siden…?
Jeg forstår det ikke nu.
Godt jeg ikke gjorde det. Det ville jo have været forfærdeligt. Forfærdeligt for min familie og alle de tanker og følelser de ville være blevet efterladt med. Måske endda følelser af skyld.
Og det er jo ikke deres skyld. Det er slet ikke nogens skyld.
Det ved jeg nu.
Heller ikke min.
Det ved jeg også nu.
…Men det er mit ansvar…
Hvorfor er jeg her så i dag?
Hvorfor og hvordan står jeg oprejst?
Det skal jeg sige dig: Netværk!
Alle de dejlige venner og bekendte jeg har i mit netværk er grunden til at jeg er her.
Hold kæft hvor er jeg heldig at jeg har det bagland!
Hvad jeg ikke har fået af dem af støtte og opbakning. Det er helt uvurdérligt.
Udover moralsk støtte, besøg og opringninger, har jeg fået alt lige fra healing, massage og ansigtsbehandlinger til bøger, frokoster og middage.
Bare fordi.
Bare tanken om alt det jeg er blevet givet får en strøm af “happy tears” til at løbe ned ad kinderne…
Nu hvor jeg sidder og tænker tilbage på det hele, så strømmer en varm følelse af oprigtig taknemmelighed igennem mig. Taknemmelighed for at jeg har så godt et netværk.
Tak for de mange samtaler og de lyttende ører. Tak fordi I er der og tak fordi I bekymrer Jer.
<3
Hvor er jeg bare heldig.
Der har også været ting der var svære.
Jeg kunne ikke rumme min mor midt i min sorg, og det gjorde mig rigtigt ked af det, og det gjorde min mor rigtigt ked af det… Og det at jeg kunne mærke at hun blev ked af det gjorde jo blot mig endnu mere ked af det og overvældede mig med skyldfølelser.
Særligt fordi jeg vidste at hun rigtigt gerne ville være der for mig.
Hun kæmpede.
Hun kæmpede virkelig.
Hun ville så gerne.
Og hvis hun kunne ville hun have gjort alting godt igen, så jeg kunne have rejst mig op, smilet og bare trække vejret.
Det ved jeg hun ville.
Og jeg ville gerne kunne tage imod.
Men jeg kunne ikke.
Jeg kæmpede en brav kamp imod mig selv og mine tankemønstre.
Jeg ville så gerne give slip på dem og tilgive alt og alle, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde, eller hvordan det skulle føles.
Jeg kunne godt sige til mig selv at jeg vil tilgive alle der har gjort mig ondt.
Men hvordan skulle jeg vide om det var lykkes, når jeg ikke vidste hvordan det ville føles?
Dét kæmpede jeg med. Og gør stadig til en vis grad.
Men jeg er blevet klogere på de to måneder der er gået siden sidst jeg skrev.
Meget klogere.
Jeg vil gå så vidt som til at sige at jeg har fundet en løsning.
Jeg tror jeg ved hvordan man gør. Tilgiver.
Den vil jeg gerne dele med dig, men det vender jeg tilbage med lige om lidt.
Først vil jeg gerne starte med at sige at jeg har det meget bedre end jeg har haft længe.
Der er som sagt sket rigtigt meget de seneste to måneder hvor jeg har været “væk” fra bloggen. Alt det skal jeg nok fortælle om.
Længere nede i teksten kan du læse hvad dét her handler om… Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Og det her… Fotograf: Privat foto
Og minsandten også dette… Fotograf: Privat foto
Men nu begynder jeg lige med begyndelsen:
Da jeg kom hjem fra Smukfest røg jeg ned i et kæmpemæssigt stort, sort hul som jeg også beskrev i mit forrige indlæg.
Jeg kunne slet ikke overskue mit liv.
Igen.
Jeg var ikke tilbage der hvor jeg ikke ønskede at leve, men jeg var bare ikke glad. Jeg var ikke glad inden i.
Jeg ledte efter alle årsagerne til min indre ulykkelighed i mine ydre omstændigheder: Job, penge, lejlighed, venner, familie.
Særligt på alt hvad jeg mente jeg manglede af ovenstående.
Jeg var nødt til at gøre et eller andet. Jeg var nødt til at give slip. Give slip på alle mine bekymringer omkring mit job, min økonomi og mine fremtidsudsigter, for de åd mig op.
Begrænsende, frygtsomme, bange tanker åd mig op.
Langsomt men sikkert.
Men hvordan skulle jeg så lige gøre det!?
Jeg kan jo ikke bare annullere at jeg har en bekymring!?
Jeg kan jo ikke bare slukke for alle tankerne og stoppe angsten for at komme snigende i daglige bagholdsangreb!?
Kan jeg?
Kan man det?!
Ja… Det kan man faktisk godt!
Jeg vælger faktisk selv mine tanker.
Lyder det woo-woo?
Det er det altså slet ikke.
Så hæng på lidt endnu.
Jeg vælger selv mine tanker.
Man vælger selv sine tanker.
DU vælger selv dine tanker!
Når du siger til dig selv (tænker) at du er “for fed”, “for grim”, “for dum” så er det faktisk et valg du har truffet om at tænke den tanke. For du kunne jo også vælge at tænke “hvor ser jeg bare godt ud”, “hvor er jeg bare slank og fin” eller “hvor er jeg klog og begavet”.
Men det gør du ikke vel?
Og hvorfor ikke?
Nu afslører jeg lige hvorfor jeg ikke valgte de positive tanker;
FORDI DET FØLTES FORKERT!
Jeg synes det var løgn hvis jeg sagde jeg var pæn, eller slank.
Men hvem helvede har fortalt mig det?? Hvem bestemmer om jeg er pæn!? Om jeg er slank nok!? (Udover min læge) Eller klog for den sags skyld…?
Hmmmm… Bum, bum… La’ mig se….
…Det er da vist de der 7-årige børn -der var mine såkaldte klassekammerater- som kaldte mig “Ugly” i skolen og holdt mig udenfor.
Og så er det vel de der kulørte, løgnagtige blade med photoshoppede modeller og lige så kulørte og løgnagtige TV reklamer der har sat barren.
Skide godt!
Og det tror jeg så stadig på i en alder af 42…?
Genialt…
Mmmmkay, men det er jo så lige 42 års programmering der “vupti” skal laves om hvis jeg skal føle at det er sandt at jeg er pæn.
Pæn… (Smager lige lidt på ordet)
Jeg kan nærmest ikke få mig selv til at bruge ordet “smuk”…
Så det blev nedgraderet til “pæn”.
Det er dér vi er…
Sørgeligt.
OG NEJ, jeg skal ikke gå ud og få lavet plastikkirurgi, gå på kålsuppekur eller læse jura for at blive glad.
Jeg skal fortælle mig selv at JEG elsker mig, at JEG synes jeg er smuk, at JEG føler mig klog. (Eller hvad nu issuet måtte være)
Og jeg skal MENE det!!!
Der er kun én vej, og det er hen foran spejlet og sige de her ting.
Akavet.
Grænseoverskridende.
Ubehag.
Løgnagtig.
Forkert.
Kikset.
Det er bare nogle af følelserne dén lille simple øvelse vækker i mig.
Prøv lige at kigge på ordende igen…
Tænk engang at jeg har følt sådan når jeg skulle sige at jeg elskede mig selv eller at jeg var smuk.
Wow….
Hvordan pokker kan jeg så forvente at andre skal kunne elske mig eller synes jeg er smuk?
Og hvis de gør, så er jeg jo ikke i stand til at tage det ind.
Tage imod det.
Omfavne det.
Glædes ved det.
Endsige tro på det.
Denne lille spejløvelse er blot et lille bitte mikro step i retningen af at ændre mit mindset, og det er præcis det jeg skal -ændre mindset- hvis jeg vil lære at overskrive og “annullere” frygtsomme, begrænsende og bange tanker.
Det gælder også for dig.
Du skal lære at elske dig selv.
Du SKAL lære at elske dig selv.
Kærlighed til dig selv er det allerførste skridt du skal tage hvis du -som jeg- ønsker at få det bedre inden i.
Det første skridt er altså ikke flere penge, flere ting, flere luksusrejser, en mere lækker lejlighed, en mere prangende bil eller mere magt for den sags skyld, men kærlighed til dig selv.
Og kærlighed til dig selv er ikke at gå ud og købe en ny taske eller et par dyre sko.
Kærlighed til dig selv er at kunne stå foran spejlet, kigge på dig selv, og sige “jeg elsker dig”, og MENE det!
(Kærlighed til dig selv er også at tage vare på dig selv og ikke arbejde dig selv ihjel, konstant sætte alle andre end dig selv i forreste række eller noget andet fuldstændigt dumt, men den tager vi på et andet tidspunkt)
Byg videre med at fortælle dig selv hvor smuk du er, og evt. hvilke dele af dig selv du synes er særligt smukke, og med at fortælle din krop at du elsker hver en lille centimeter af den, hver en lille cellulite-bule, hver en lille skævhed.
Sig det med kærlighed og men det.
Jeg ved godt du sandsynligvis ikke mener det og at du vil synes det føles akavet og kikset.
Det er x antal års programmering du er ved at lave om. Det synes krop og sind ikke om. Fordi vi er vanedyr. Og nu laver du jo om på den “fine gode” vane du har haft i så mange år og som kroppen kender og er “tryg” ved og bare kører på “rutinen”.
(Dine følelser er din krops sprog og dine tanker er dit sinds sprog, så du vil kunne mærke dine følelser og tanker “tale” til dig når du prøver at lave om på en gammel vane. Det kan vise sig ved at du f.eks. udskyder at gøre det der skal til, igen og igen og dermed aldrig får det gjort)
Når du bryder en vane, som du gør ved at sige disse uvante ting til dig selv, så vil det føles forkert. Og dine følelser og tanker vil hurtigt forsøge at overbevise dig om at “det er noget forbandet pjat det her” og at du skal “holde op med det fis, fordi det er da bare for underligt, og så gør vi i stedet det vi plejer for det er meget rarere”. (“Vi” underforstået dig, din krop og dit sind)
Paradoksalt nok kan man faktisk sige at det for nogen -inkl. mig selv- er nemmere at lide end at have det godt.
Jeg er mere vant til at lide og være offer…
Jeg er mere tryg ved at kalde mig selv for grim end for smuk.
Vanvittigt i virkeligheden, ik?
Du er nødt til at gå efter devisen “Fake it til you feel it!”
Og ligegyldigt hvor latterlig du føler dig, skal du blive ved.
Hver dag.
Gerne flere gange dagligt.
Det er svært at bryde en vane og det kræver vilje og vedholdenhed.
Vil du?
Vil du det nok?
For din egen skyld?
Jeg lover at det er det hele værd.
Prøv lige at “slet” det jeg lige sagde før om at det er svært. Og erstat ordet “svært” med ordet “udfordrende”.
For så snart du siger til dig selv at det er “svært”, så bliver det svært. Helvedes svært!
Og risikoen for at du dropper det og ryger tilbage til de gamle tankemønstre -der i øvrigt ikke gør noget godt for hverken dig eller dine omgivelser- er overhængende stor.
Og det er også svært at lade være med at sige at det er svært. Så det er en ond cirkel. Trust me, I knoooow!
Men prøv at lade være!
Undgå at bruge sætninger som “det kan jeg ikke” eller “jeg kommer aldrig til at…”
De gør ikke noget godt for dig i denne her sammenhæng.
De begrænser dig og forhindrer dig.
Det hjælper dig ikke og fører dig ingen vegne.
Igen, jeg taler af bitter erfaring.
Så langt så godt.
Alt det jeg lige har sagt om at elske dig selv hænger også sammen med den “løsning” jeg snakkede om vedrørende det at lære kunsten at tilgive. (Både sig selv og andre)
-Kommer til den lige straks.
Jeg elskede ikke mig selv og jeg boede i en offer-rolle hvor alting var synd for mig, og det var på grund af svigt og mobning i min barndom at jeg ikke kunne fungerer i parforhold og at jeg havde vanskeligt ved at håndtere visse situationer i sociale sammenhæng, i mit voksne liv.
Jeg har gået til psykolog et utal af gange både i min ungdom og i mit voksne liv, og alt er blevet vendt, drejet og trampet rundt i til hudløshed, men lige lidt har det hjulpet mig.
Lyder det som noget du kender??
Så læs med på bloggen her!
Der er nemlig stadig håb.
Nå, men det var det med at finde den indre glæde vi kom fra. Og punkt ét var at elske sig selv. PUNKTUM!
Punkt to er stadig ikke en større bil, flere penge eller en dyr taske -det vil blot være som at tisse i bukserne- men derimod noget helt andet…
…Meditation…
Jeg troede aldrig at det skulle komme over mig, hverken at sige det, eller dyrke det.
Jeg ved at mange står af her, for jeg har selv været en af dem, og jeg ved at det simpelthen bliver for woo-woo for nogle og at andre straks læner sig tilbage med korslagte arme og siger “Det kan jeg ikke!” og “Jeg har prøvet det men jeg kan ikke!”
Men jeg vil invitere dig til at hænge i lidt endnu…
Jeg sværger, nu siger jeg det selvom jeg ikke må; Jeg kan heller ikke!
Men hvis jeg bliver ved med at sige at jeg ikke kan, så kommer jeg heller ikke til at kunne…
Jeg synes det er rigtigt svært, men i stedet for konstant at sige til mig selv at det er svært, så tager jeg det som en udfordring.
Sletter ordet “svært” fra mine tanker og talte ord, og bruger udtrykket “udfordrende” i stedet for.
Man kan også bare se på det som en “opgave”.
Det er bare en opgave. Og jeg løser den lige så stille og roligt.
Tro mig, mine tanker myldrer også hele tiden væk når jeg prøver at “meditere”. Men så må jeg tilbage på sporet så snart jeg “opdager” det.
Og lad mig lige afmystificere lidt; meditation er ikke at sidde i en mærkelig skrædderstilling så benene begynder at sove og sige mærkelige summe-lyde og være helt fuldstændigt frelst og frigjort fra alle tanker.
Drop dét billede.
Det er bare dig, der sidder i en komfortabel, afslappet stilling og ganske enkelt prøver at slippe tankerne. Bare give dit sind lidt ro.
(Forestil dig den der snekugle man ryster i vildskab så det hele farer rundt, indtil man stiller den fra sig -giver den ro- og hvordan sneen så langsomt daler og lige så stille ligger sig. Sådan skal du betragte dine tanker. De farer forvirret rundt, men under meditation vil du -med tiden- være i stand til at give slip på tankerne og lade sindet falde til ro)
Og ja, tankerne myldrer rundt, også for mig, men så er det bare tilbage på sporet igen, og evt fokusér på din vejrtrækning. Og ja, minsandten om ikke de forpulede tanker vandrer på vildfart igen, men så er det tilbage til fokus på åndedrættet igen. Og så fremdeles.
Men hvad har alt dette så med tilgivelse at gøre spørger du måske dig selv.
Det skal jeg fortælle dig, for tilgivelse er i virkeligheden det samme som “at give slip”.
At tilgive er at give slip.
Og med meditation kan du lære at give slip.
Give slip på fortiden og leve i nuet.
Du kan opnå en indre ro og balance som skaber rummet til at give slip på det i din fortid som plager dig i nuet, en ro der også vil styrke dig nok til i hverdagen at have overskud til at “give slip” og ikke lade dig hidse op over fjolser i trafikken, klovne på arbejdspladsen og tro det eller ej, til at finde indre ro nok til ikke at bekymre dig om økonomi eller dvæle ved kærestesorg og mange andre ting som stresser eller piner dig i dine tanker…
Den indre ro og lykkefølelse -som jeg lige har nævnt og som er noget jeg har hørt fra andre der ved noget om det- man kan opnå, den vil jeg unde mig selv.
I bund og grund kan man vel sige det handler om at være lykkelig uden at det skal afhænge af nogle ydre omstændigheder, så som penge, kæreste, moderskab, succés på jobbet, luksusrejser, stor bil, prangende ur eller dyre mærkevarer.
Min lykke afhang åbenbart af om jeg blev mor og af samlivet med min kæreste…. For hvorfor skulle jeg ellers havne der hvor jeg ikke ønskede at leve mere, da jeg mistede mit ufødte barn og min kæreste forlod mig?
Det er en meget stor byrde at hænge op på andre mennesker. Det kan jeg da godt se nu hvor jeg sådan står og kigger helt nøgternt på det.
Nå, tilbage til det med meditationen; Hvis jeg øver mig 10-15 min dagligt vil jeg blive bedre og bedre til det. Det er jeg blevet lovet.
Det kræver jo så bare at jeg får det gjort!
Det skal helst være om morgenen inden jeg begynder på noget som helst andet. (Det har jeg fået ad vide derude hvor jeg går til nogle meditationstimer – Se links og info længere nede)
Min forbandede vane er jo at mit vækkeur er min mobiltelefon, så det første jeg gør om morgenen når jeg slukker alarmen i telefonen, er…..
Tadaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa!!!
Jeg tjekker mails, Facebook, Instagram, Twitter, Linked In og alt muligt andet gejl!
Og jeg tror ikke jeg er den eneste…
Vel?
MOBILTELEFONEN SKAL UD AF SOVEVÆRELSET!
Lige nu er min undskyldning at jeg ikke har noget andet vækkeur end min telefon, så jeg har lovet mig selv at jeg går ned og køber et vækkeur i dag.
I dag!
Og fremover vil mobilen blive lagt udenfor soveværelset. For hvis den er ved siden af mig når jeg vågner, så kan jeg simpelthen ikke styre mig for at tjekke nettet og aaaaaaaaaaaaalt det jeg er “gået glip af” i løbet af natten.
Når det så er gjort, så skal jeg nok prøve at implementere de der 10-15 minutters meditation hver morgen…
Indtil nu har jeg udskudt det.
Jeg har ellers gået til disse meditationsworkshops i nogle måneder nu, og jeg har siden jeg startede der, gerne ville gøre alt det de siger med “mobilen ud af soveværelset” og de 10-15 minutters meditation hver morgen…
Men hvorfor har jeg så ikke bare købt det forbandede vækkeur og bare gjort det??
Fordi der er rigtigt langt fra at ville noget, til at gøre noget!
Udfordringen i sådan en process som den jeg er i gang med nu, er skam ikke at læse, lære og forstå dit og dat, men simpelthen at implementere det i ens hverdag og efterleve det.
Hvorfor?
Fordi det er noget nyt, noget uvant, og det føles forkert og mærkeligt.
Nøjagtigt som det med at stå foran spejlet og sige “hold kæft hvor er du lækker og gud hvor jeg bare elsker dig” til sig selv.
Måske har jeg ikke engang tænkt så langt over det. Men bare ikke gjort det. Bare fordi.
Og det ER fordi det er noget nyt. Noget mærkeligt. Noget “andet end jeg plejer”, og mine følelser og tanker har fundet på en maaaaaaaaaaaaaaasse undskyldninger for hvorfor jeg ikke lige kunne få købt vækkeuret eller hvorfor jeg ikke lige kunne lade være med at tjekke nettet og i stedet sætte en timer på 10 min og “bare få det gjort”…
Og derfor er det blevet udskudt til imorgen. Til på mandag. Til weekenden. Til i næste uge. Til den næste 1. osv osv.
Tænk engang…
Tænk, at det skal være så svært. Og det er jo ikke ligefrem noget der gør ondt. Eller noget jeg bliver syg eller dør af. TVÆRTIMOD!
Så tro mig, jeg er med dig hele vejen når du siger at “det er svært” og “det kan du ikke”.
Jeg har bare lært at de sætninger ikke gør mig noget godt…
Ganske enkelt.
Så nu tager jeg “udfordringen” og jeg vil starte med at øve mig på at meditere.
Hver morgen.
Så vidt muligt.
For det ER vejen frem hvis du gerne vil finde indre glæde og mestre disciplinen at ændre dit mind-set.
Jeg håber du er med mig.
Noget jeg også har gjort mig rigtigt meget i, i denne process er at læse nogle bøger.
Jeg som ellers aldrig læser bøger!!!
Det har aldrig interesseret mig.
Men denne nedtur har været så stærk en smerte, mentalt og fysisk at jeg ville gøre hvad som helst for at få det godt igen, og en af de ting der har hjulpet mig på vej var at læse bøger om personlig udvikling og ændring af mindset.
Jeg startede med barndomstraumerne, for det var dem jeg følte var “skyld” i det meste.
Jeg fik anbefalet at læse Peter Levine’s bøger “Væk Tigeren! – Helbredelse af traumer” og “Helbredelse af traumer – En banebrydene metode til at gendanne kroppens visdom”
Er man plaget af barndomstraumer, det være sig alt fra svigt og vold til seksuelt misbrug, så er disse bøger virkelig anbefalelsesværdige.
Det kan også være helt andre barndomstraumer som ulykker, hospitalsindlæggelser, dødsfald og lignende begivenheder.
Væk Tigeren – Helbredelse af traumer af Peter Levine
Helbredelse Af Traumer – En banebrydende metode til at gendanne kroppens visdom af Peter Levine
“Væk Tigeren” er noget af en øjenåbner, og den blå bog “Helbredelse Af Traumer” er fuld af øvelser man kan -og bør- lave hvis man er hårdt ramt.
Det hele handler om at kunne -eller turde- mærke kroppen igen og om at få “forløst” de uløste traumatiske oplevelser der har sat sig fast som et traume fordi man aldrig -på helt fysiologisk plan- har fået forløst dem.
Bøgerne er dejligt befriet fra at man skal traaaaampe rundt i de traumatiske oplevelser og gå dem slaaaaavisk igennem triiiin for trin lige som hos psykologen.
Dét var virkelig en befrielse.
Faktisk siger skriver Peter Levine direkte at det kan være re-traumatiserende at blive ved med at skulle genfortælle den traumatiske oplevelse.
Væk Tigeren beskriver rigtigt godt hvordan traumatiserede mennesker rives rundt i manegen af de uløste traumer og gør dem overdrevent forsigtige, eller ufri, og trækker dem rundt i stadigt mere snævre cirkler hvor de gentager farlige eller dårlige og uhensigtsmæssige mønstre hvor de enten er til fare for sig selv eller igen og igen gør sig selv til ofre.
Den beskriver også alle de symptomer som traumatiserede mennesker kan have såsom frygt for afvisning, frygt for at blive forladt, frygt for egen vrede såvel som andres vrede, hovedpine, smerter i brystet, nervøsitet, stakåndethed, svært ved at synke, fryser altid, manglende følelse af tilfredshed og stor følelse af overvældelse, fortabthed, forvirring, håbløshed og hjælpeløshed og kampen med tungsind eller ukontrollable raserianfald.
Alt imens omverden måske bare snart synes at man “skulle tage at komme videre i sit liv.”
Men her er det at Peter Levine gør opmærksom på hvor vigtigt det er at huske at en traumatisk reaktion er virkelig. Uanset hvordan situationen, som skabte den, tager sig ud for andre.
Jeg siger det lige igen:
En traumatisk reaktion er virkelig. Uanset hvordan situationen, som skabte den, tager sig ud for andre!
Og et andet citat beskriver ligeledes ret godt den traumatiseredes situation:
“Ord kan ikke dækkende gengive den kval, som et traumatiseret menneske oplever. Oplevelsen har en styrke, som undrager sig beskrivelse. Mange traumatiserede mennesker føler at de lever i et personligt helvede, som ingen andre har mulighed for at fatte.”
Da jeg gik i gang med “projekt personlig udvikling” eller “projekt selvhjælp” om man vil, der lovede jeg mig selv at jeg ville gøre det 100% og at nu skulle det være! Nu gik det ikke længere at mine forhold går itu fordi jeg har det svært inden i.
Jeg skulle Ikke bare læse en bog eller tre og så tilbage til de gamle mønstre. Jeg skulle virkelig sætte mig ind i stoffet og få det implementeret.
Få-det-implementeret!
Ikke bare læse og forstå!
DET er hele humlen.
At få det integreret i min hverdag.
Og til at starte med ville jeg det hele; Læse alle selvhjælpsbøger, lave 100% om på mig selv, tilgive alt og alle, give slip på alle bekymringer og bare være glad og lykkelig.
Men sådan fungerer verden jo bare ikke. Små skridt ad gangen. Og desuden er der ingen grund til at lave 100% om på mig, for jeg er god nok, der er “bare” nogle vaner der skal omlægges og særligt nogle tankemønstre der skal omprogrammeres.
Der var også andre ting jeg skulle sørge for var på plads, for at kunne ændre mit mindset og begynde at tænke mere positive tanker, og det handlede om søvn, motion, kost og “social medicine”!
Yup!
Alt dette beskrives så fint i denne bog “Rewire Your Brain” af John B. Arden.
Den er virkelig god og forklarer med videnskabelige fakta hvorfor det er så vigtigt at få sin søvn, få motioneret, spise ordentligt og have et stærkt netværk.
Jeg hørte om bogen da jeg så udsendelse “Jeg vil være Ole Henriksen”, skide god dokumentar i øvrigt, hvor Ole Henriksen’s mangeårige ven Ole (der har været fotograf på mange af udsendelserne med Ole Henriksen) som har depressive tendenser og et særdeles negativt mindset, beslutter sig for at ville gå i sin ven Ole Henriksen’s fodspor og “bare” være happy face aaaaall the freaking time!!!.
I dokumentaren følger man så Ole og Ole for at se om det rent faktisk, med videnskabeligt og målbart bevis, kan lade sig gøre at blive mere positiv og lykkelig, når man ellers mest bare er depressiv og negativ, og hvordan.
Og det kan det!
Læs “Rewire Your Brain” og du vil forstå SÅ mange af de mekanismer der gør os til dem vi er og hvordan du kan komme ud af en negativ spiral.
Det er en skide god bog og da jeg startede med at læse den ville jeg rigtigt gerne efterleve alle de ting der stod.
Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne simpelthen ikke…
Den beskriver som sagt hvor vigtigt det er med søvn, god kost og motion når man står i en process hvor man gerne vil ændre sit mindset.
Men jeg kunne ikke sove om natten, så jeg havde ingen energi til at træne og intet overskud til at lave god og sund mad til mig selv.
Den beskriver også sukker som værende det reneste gift, men sukker var min eneste trøst.
Hvad gjorde jeg så?
Jeg kunne jo f.eks. slå mig selv i hovedet gentagne gange med alt det jeg ikke kunne opnå fordi jeg havde det så skidt at jeg ikke kunne sove om natten. Og det gjorde jeg for så vidt også. Sådan er jeg jo indrettet. Men det hjalp mig sgu ikke rigtigt…
Så i stedet fik jeg hevet mig selv op til at prøve at fokusere på det håb som bogen skabte hos mig.
Jeg fik jo vished om at det kan lade sig gøre.
Nu skulle jeg bare finde ud af hvor jeg skulle starte, for problemet var at jeg gabte over for meget. Jeg ville det hele nu og her for jeg ville bare have det bedre nu, nu, nu!
Jeg ville alt for meget på én gang, og det kunne bare ikke lade sig gøre.
Så jeg besluttede at starte et andet sted end ved søvnen. Jeg arbejde med en positiv tanke om at søvnen nok skulle komme.
Fokus blev sat på at komme i gang med at få rørt mig lidt igen. Men jeg måtte finde på noget andet end Crossfit og vægtløftning som jeg eller plejede at dyrke før alting gik galt, for det var bare ikke en option med så hård træning når jeg dårligt kunne trække vejret pga. sorg og angst og jeg ikke fik søvn nok pga. endeløse bekymringer og plagende tankemylder.
Jeg kom i tanke om at jeg engang havde købt et klippekort til noget hot-yoga på Downtown og at yogacenteret vist nok lå en spytklat fra min bopæl.
Så jeg startede til sgu til hot-yoga.
En af de bedste beslutninger jeg har taget, var at begynde til hot-yoga. Hårdt med blidt og faktisk også ret meditativt.
Og hold da kæft en god beslutning. Det var blidt, og alligevel også hårdt pga. varmen. Så man kan vel sige det var hård træning på en blid måde.
For at gøre en lang historie kort, så kom jeg i gang, og ganske automatisk fulgte søvnen lige så stille og roligt med og pludselig kunne jeg træne som jeg plejede igen.
Siden har jeg så brugt de to forgangne måneder på at løbe en masse sjove løb med mine dejlige venner. Jeg nævner i flæng: KMD 4-18-4, Reborn In Hell i Værløse, Toughest i KBH, Nordic Race The Beach i KBH, Nordic Race The Sprint i Malmö og på søndag går turen til sæsonens sidste Obstacle Race, nemlig Reborn In Hell i Horsens.
Det er så dejligt. Jeg kan slet ikke med ord beskrive hvor skønt det er at være nået hertil.
Meeeeeeeeeen jeg mangler stadig at lære det der med meditation, og så er der også liiiiiiige en masse andre ting jeg har gjort for at nå hertil.
Dem skal du høre om næste gang, for nu skal jeg ud og købe mig et vækkeur!
?
Fotograf: Privat foto
Fotograf: OCR Danmark
Fotograf: Privat foto
Fotograf: Nordic Race
Fotograf: Privat foto
Fotograf: Privat foto
Fotograf: Privat foto
Stedet hvor jeg har gået til meditationsworkshops er dette:
Stedet her har masser af små kortvarige workshops, der er foredrag og ofte også gratis events så man kan komme og lige snuse lidt til det.
Du kan bare trykke på billedet, så ryger du af sted til deres hjemmeside.
/Hanne <3
