Travel

Vaklende fundament

By August 19, 2015 No Comments

Jeg har det som om mit fundament er ved at blive flået ned… Selvom jeg nok burde have det bedre efterhånden. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen</

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet.
Gennem længere tid har jeg manglet overskud, overblik og ro til at hele.
Det har gjort mig depressiv, mismodig, trist og ked af det helt ind i sjælen.

Mit fundament skrider…

Jeg står midt i en eksistentiel livskrise, og jeg har truffet en stor beslutning som vil gøre en drastisk ændring på mit liv.
Men jeg kan ikke tale om den…
For jeg sidder inde med en oplysning som jeg pludselig  fik i går aftes og den må jeg ud med…
Det kommer jeg ind på lidt senere.
DET GØR JEG SÅ IKKE ALLIGEVEL DA JEG PGA ET UDEFRAKOMMENDE ØNSKE -SOM JEG HAR VALGT AT RESPEKTERE- HAR SLETTET DENNE DEL AF INDLÆGGET.

Først noget helt andet:
Jeg har lige været en tur på Skanderborg Festival. Før jeg tog afsted brugte jeg næsten hver dag på at sidde og græde lige så snart jeg kom hjem og var alene. Jeg kunne nærmest ikke overskue tanken om at skulle på festival, og ovenikøbet skulle arbejde for armbåndet fordi jeg ikke nåede at få billet før der var udsolgt. 2 vagter á 17 timer. I streg. Fra 11 morgen til 04 nat.
Jeg kunne ikke overskue det.

I øvrigt har jeg en tendens til hurtigt at føle mig forbigået, udenfor, ensom og overset når jeg er sammen med mange mennesker der kender hinanden på kryds og tværs.
Uden tvivl et levn fra skoletiden der var fyldt med mobning og “holden udenfor”.
Umiddelbart ved jeg godt at det oftest bare er noget der sker inde i mit hoved fordi en eller anden bestemt situation fremkalder minder om en ubehagelig oplevelse i skolegården som barn, og at kroppen og hjernen derfor reagerer ud fra dette minde.
Jeg ved også godt at min reaktion er uhensigtsmæssig fordi den faktisk er en reaktion på noget der er sket for mere end 30 år siden og ikke en hensigtsmæssig reaktion på den egentlige hændelse der udspiller sig lige nu og her… En situation i øvrigt inderst inde er vel bevidst om -formentlig- er hel harmløs, men jeg opfører mig alligevel som om jeg var over 30 år yngre når jeg reagerer på oplevelsen.

Uhensigtsmæssigt og irrationelt… jeg ved det godt…
Men alligevel ufatteligt svært at styre eller undertrykke.

Min krop og min hjerne husker oplevelsen fra skoletiden, og kroppens fornemmeste opgave er at passe på mig, så reaktionen kommer derfor promte når der opstår selv det mindste lille forhold der kunne minde om de ubehagelige øjeblikke da jeg var barn, hvor jeg ikke vidste hvordan jeg skulle forsvare mig eller hvordan jeg skulle ændre på hverken situationen eller udfaldet…

Anyway, det gør det ofte svært for mig at tage på festival, fordi jeg er bange for at der skal opstå for mange situationer hvor jeg føler mig holdt udenfor eller overset.

Jeg kunne slet ikke overskue at skulle deale med sådan noget også..

Igennem de sidste måneder har jeg siden bruddet kæmpet for at komme ovenpå igen og for at komme videre i livet med smilet i behold.
Det har været to skridt frem og et tilbage langt henad vejen.
Og det er fint nok.
Sådan er det.
Jeg forventer ikke at det går hurtigere end det.
Jeg har mistet alt og må starte helt forfra og se tunge kendsgerninger i øjnene -såsom at jeg nu nok ikke når at blive mor- og det er ikke sådan noget man bare lige rejser sig op fra, børster støvet af skulderen og går videre.
I hvert fald ikke mig.
Så jeg ved godt at det tager tid.

Min kæreste betød alt for mig.
At stifte familie med ham var det eneste jeg ville.
Og jeg har indset at det nok i virkeligheden er der “fejlen” ligger.
At min kæreste betød alt.
Han betød mere for mig end “mig for mig”…
Forstår du hvad jeg mener?

Jeg havde presset mit liv ned i en form; en forventning om hvordan det hele skulle være og hvordan fremtiden skulle se ud.
Forventninger er kodeordet.
Det er forventningerne der skaber skuffelserne og alle frustrationerne.
Og naturligvis det manglende selvværd. (Men det vil jeg vende tilbage til en anden god gang.)

Hvis ikke jeg gik og havde alle de store forventninger om at vi bare for alt i verden skulle være mor og far og at vi selvfølgelig skulle leve sammen for evigt i det dejlige hus vi lige havde købt, så havde sorgen over aborten måske ikke været så alt ødelæggende og vores brud havde muligvis ikke betydet min totale nedtur… Og 12 dages indlæggelse.

Muligvis ikke….

Men kan man lade være med at have alle de forventninger?
Kan man virkelig lære at leve så meget i nuet at man helt dropper de der små romantiske film der -konstant- spiller i ens indre biograf?
Det er der jo flere der siger at man kan og der er skrevet mange kloge bøger om emnet. Jeg har -naturligvis- allerede købt en hel del af dem.
Jeg har sat mig for at jeg vil blive klogere på dette her, og det vil jeg naturligvis fortælle om her på min blog, og også dele hvilke bøger jeg har læst og hvad jeg har fået ud af dem.
Jeg læste en yderst interessant lille artikel om netop det her med forventninger som jeg gerne vil dele med dig, du kan læse den ved at klikke her.

Tilbage til emnet. Jeg tog på festival og jeg havde det faktisk rigtigt godt og hyggede mig. Så det var dejligt. Jeg følte mig på intet tidspunkt udenfor og jeg klarede mine to 17 timers vagter til UG med kryds og slange.
Virkelig skønt.

Men så kom jeg hjem fra festival….
…Og røg ned i et kæmpestort, sort hul….

Lykken er at komme hjem til mine små katte…

Men…

Det næste der rammer mig efter gensynet med mine to elskede pelskugler, er min computer, en masse arbejdsrelaterede papirer jeg skal tage stilling til. Regninger jeg ikke kan betale fordi der ikke kommer jobs nok ind til at få det hele til at løbe rundt.
Pludselig kom virkeligheden tilbage og bed mig i min festivalglade hale og igen stod det soleklart hvor meget jeg har manglet overskud til at være opsøgende i min virksomhed og hvor store konsekvenser det har. En ond cirkel der har præget både mig og min forretning de sidste mange måneder. Også før “P” forlod mig…

Langvarige fertilitetsbehandlinger er ikke ligefrem overskudsgivende skulle jeg hilse at sige.

Bedst som jeg stod der og stenede over papirer og regninger kunne jeg bare mærke at jeg ikke orkede det længere…
Kampen om jobsne er næsten umulig; flere og flere kalder sig fotografer selvom de lever af at være revisorer, politimænd eller mavedansere, og de sælger gerne sig selv og deres “arbejde” for 500,- kr. -Det kan jeg konkurrere med som professionel.
Folk er også stille og roligt blevet opdraget til at de kan få alt for 199,- gennem dealsites. Det hverken kan eller vil jeg konkurrere med.

I kraft af at man jo nærmest kan tage sig en hel uddannelse på YouTube, så er der blevet flere og flere -i øvrigt rigtigt dygtige- hobbyfotografer, og af samme årsag færre og færre jobs til de professionelle fotografer der lever af at tage billeder.

Nu skal det ikke være en lang klagesang, men jeg har følt at jeg ikke har fået lov til at hele. Jeg har ikke kunne bearbejde min sorg over tabet af mit ufødte barn, tabet af min store kærlighed og tabet af alle mine drømme og forventninger om fremtiden, fordi jeg er nødt til at bruge det overskud, som jeg alligevel ikke ejer for en krone af, på at hænge i med neglene for at kunne betale regningerne.
Der er ikke noget der kan give mere mavepine og søvnløse nætter end økonomiske bekymringer…

Hvordan skal jeg finde ro til at hele og fred til at se antydningen af opklaring når jeg hele tiden skal være bange for om jeg kan klare næste måned, og jeg er nødt til at bruge de penge jeg skulle betale moms og skat med, til at leve for?

Jeg har ellers gjort rigtigt mange gode ting for mig selv den seneste tid, i håbet om at få det bedre, og få ændret mit mind-set til et mere positivt et af slagsen.
Så jeg kan lære at se de måske knapt så fede begivenheder -også denne livskrise jeg står i nu- som springbrættet til noget bedre.

Jeg vil vove den påstand at det er en umulig disciplin… Sådan ser det ud lige nu…
Men jeg håber da at gøre den udtalelse til skamme.

Jeg er startet på yoga, jeg går til meditationskurser, fået en masse terapi blandt andet hos hypnoterapeut Jeanette Briem, psykoterapeut og coach Kristina Van Kampen og psykoterapeut Helle Dueholm, alle tre nogen jeg har været rigtigt glad for at gå hos og som har givet mig rigtigt meget, og så har jeg læst en masse lærerige bøger.
Det har bestemt også hjulpet mig godt på vej.
To skridt frem og et tilbage.
(Jeg har også gået hos flere psykologer, men det rykker desværre ikke rigtigt noget hos mig…)

Men de sidste 2-3 uger har det mere været et skridt frem og to tilbage.
Tankerne vandrer og myldrer.
Jeg har ingen fred for bekymringer.
Og jeg vil bare gerne hele og bearbejde min sorg fremfor at bruge mit krudt på bekymringer om økonomi og job…
Jeg vil bare gerne være glad igen.
Smile.
Føle lethed og overskud.
Grine.
Være åben, fri og ubekymret.
Glædes.
Være noget for andre.

Jeg kan ikke holde ud at være i denne her ked-af-det-hed længere.

Minderne om min eks-kæreste dukker op og leger kispus med mig, men jeg får ikke lov at bearbejde dem, for jeg har ikke overskud til det da jeg er overvældet af bekymringer.

Det har været svært for mig at acceptere dette brud, ganske enkelt fordi jeg ikke forstår det.
Jeg forstår ikke hvordan han kunne være færdig med mig på den måde, uden at jeg anede uråd om at sådan en beslutning var undervejs.
De tre-fire uger der gik fra aborten til bruddet var hårde og ubarmhjertige for os begge, (Du kan læse om dem i nogle af de første indlæg her på bloggen) men det kan umuligt være nok til at smadre et ellers godt forhold med masser af visioner og drømme.
Så han må have gået med noget.
Uden at sige det.
Så unfair.
Og jeg begriber det ikke.
Det gør mig ulykkelig at tænke på.
Følelsen af at jeg har været utilstrækkelig er ulidelig at bære rundt på.

Tankerne myldrer hober sig op og fylder mig til randen med frustration, sorg og mismod.

Jeg overvældes og græder og græder og græder og alligevel finder jeg ingen lettelse, fred eller ro og ingen heling fordi jeg simpelthen bare ikke forstår det…

Jeg forstår heller ikke hvorfor det var nødvendigt nærmest at blive ondskabsfuld og tale til mig i en hård og formel tone, med en stemme jeg næsten ikke kunne genkende.
Hvorfor det var nødvendigt at true mig med alt muligt og stille scenarier op for hvornår jeg skulle være “ude af klappen”.

For det gjorde han…
Hvorfor?
Hvad havde jeg gjort?
Er det ikke ham der går fra mig?
Kunne han så ikke være lidt mere blid?

Det kunne han ikke…
Og jeg forstår det ikke….

Jeg kunne ikke kende det menneske som jeg havde elsket så meget, og som jeg havde følt mig elsket af.

Skræmmende.
Sårende.

Det var mit ønske at det skulle afsluttes på en god måde så man stadig kunne tale med hinanden.
Det blev det ikke.
Det er naturligvis ikke alene hans skyld.
Slet ikke.

Jeg er bare umådeligt trist over at jeg ikke fik mulighed for at afslutte ordentligt med de mennesker jeg kendte igennem ham, særligt med hans forældre som jeg holdt rigtigt meget af.
De svarede aldrig på det brev de fik fra mig.
Det gjorde vanvittigt ondt.
Jeg forlangte ikke at de skulle tage stilling til indholdet, men måske blot sige “tak for brevet” og “det gør os ondt at det ikke gik, vi ønsker dig alt godt fremover”.
Men måske gjorde det dem ikke ondt? Måske ønskede de mig ikke alt godt fremover?
Jeg overvældes af følelser af skyld og skam.
Endnu en gang.
For hvad er det jeg har gjort der skulle fordre at de ikke ønskede mig det godt?
Jeg ved det ikke, og det piner mig.

Det føles så syret og ubehageligt at al kommunikation med “P” nu foregår gennem hver vores advokat.
Det er så sørgeligt at jeg næsten ikke kan bære det i mit hoved og i min krop.

Alle disse sorger, bekymringer og følelser tynger min sjæl og det trykker på min hals.
Halsen er så presset og sammensnøret at jeg næsten ikke kan trække vejret.
En konstant trykken som ikke vil gå væk, ligegyldigt hvor meget jeg prøver at give slip på mine tanker.

Nogle af mine venner og veninder er stadig venner med “P” på Facebook.
Mange af dem faktisk.
Den er svær synes jeg…
Jeg har blokeret ham, så jeg intet kan se om ham. Heller ikke selv om han er venner med mine venner og kommenterer på deres opslag og lignende.
Men jeg synes stadig det er svært.

For hvorfor vil mine gode venner være venner med en der har såret mig så dybt?
Den er rigtig svær…

Jeg kan heller ikke lade være med at føle det som et svigt. En illoyalitet…
For hvordan kan de sidde der og kommentere på hans indlæg eller billeder som om intet var hændt, og som om han var den flinkeste i verden når de ved hvor ked af det han har gjort mig?
Jeg ved godt at det skal jeg ikke føle og at mine venner holder lige meget af mig stadigvæk og at jeg i øvrigt heller ikke skal blande mig i hvem der er venner med hvem og hvorfor…
Men det er super svært når man står her som en såret kriger der føler sig slagtet, såret, og overvældet af hjertesorg, fysisk smerte og uretfærdighed.
(Der var den berømte offerrolle vist lige igen…)

…Og hvad så når “P” møder en anden kvinde -hvis ikke han allerede har gjort det. Hvad vil de -mine venner- så gøre med den viden?
Vil de fortælle mig det?
Vil de fortælle mig når hun flytter ind i det hus ham og jeg valgte ud sammen?
Vil de fortælle mig når han får de børn med en anden kvinde som jeg så inderligt ønskede at få med ham?
Eller vil de holde informationen tilbage for at “skåne” mig?
Og hvis de fortæller mig det, starter det så forfra med at være bundulykkelig og have ondt helt ind i sjælen?
Og hvis de ikke fortæller mig det, hvordan kan jeg så -den dag jeg selv finder ud af det- undgå at føle mig stødt, såret og holdt for nar, når de har gået med sådan en viden uden at fortælle mig det?

RESTEN AF DETTE INDLÆG ER SLETTET I RESPEKT FOR ET UDEFRAKOMMENDE ØNSKE.

Men i bund og grund handlede det egentlig om at jeg via mine venner får nogle informationer -som de får via Facebook- jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. Det kan være informationer der gør ondt, eller informationer der på anden måde piner mig eller “messer” med mine tanker og følelser.

Det er et skidesvært dilemma og en hårfin balance, både hvis veninder/venner rager uklar og stadig har fælles venner/veninder men i særdeleshed også når par går fra hinanden.
Vi skal ikke blot håndtere akavede situationer ude i den virkelige verden, men nu også på de sociale medier, så vi bliver i langt højere grad konfronteret med historier og billeder som vi ikke ønsker at blive konfronteret med, eller som er svære at kapere.

Nå det så er sagt, så ved jeg også at der med tiden kommer en dag hvor det ikke længere påvirker en følelsesmæssigt.

Lad mig komme med et eksempel:

Før jeg mødte “P” havde jeg et kortvarigt forhold -ca. 1/2 års tid- med en ung 21-årig fyr (jeg var selv 38 på det tidspunkt) fra Nordjylland.
Vi blev meget forelskede og tog hver weekend flyveturen til hhv KBH eller Aalborg for at se hinanden.
Det var ret intenst når man kun kunne se hinanden i weekender på ferier og når vi også skulle rejse så langt for at ses.
Der opstod hurtigt en masse store spørgsmål, særligt pga aldersforskellen, og det endte med at vi måtte indse at det simpelthen ikke kunne blive os.
Og jeg var sønderknust.
Kunne ikke sove, ikke spise og næsten ikke være til.
Jeg havde også været noget mere indstillet på at kæmpe for det end han havde, men den dag i dag kan jeg jo godt se at det aldrig var gået og at vi selvfølgelig ikke skulle være sammen.
Og den følelse af at det var sgu nok det bedste, den kom jeg hurtigt frem til. Jeg vil tro der gik nogle måneder.

Det er desværre ikke gået lige så hurtigt denne gang, men jeg ved at det nok skal komme….

Men dengang, altså med ham den unge, der var min største frygt at skulle se billeder af ham og en eventuel ny kærlighed på Facebook. Så jeg slettede ham som ven. Men jeg blokerede ham ikke. Og dum som jeg jo er, så kiggede jeg da lige forbi hans profil i ny og næ, og en dag var profilbilledet ændret fra at være et billede af ham til at være et billede af ham og en pige.
Tal om at få en stor nedrivningskugle lige i maven…

Men nu, i dag… Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg håber de har det dejligt og alt det der, bevares, men jeg er ikke påvirket af hvem han er sammen med eller om han overhovedet er sammen med en mere.
Og i dag er jeg heller ikke så dum at jeg piner mig selv ved at kigge på min ex’s profil eller bruger krudt på at spørge ind til ham hos alle mulige der er i kontakt med ham. Faktisk vil jeg helst være fri.
For min egen skyld.
Og så kommer der en dag hvor jeg fint vil kunne rumme diverse informationer omkring ham, og hvor jeg sikkert endda også kan glædes på hans vegne.

Men det tager tid…
Og nu skal jeg koncentrere mig om min egen rejse.
For som de kloge hoveder siger, så er der en mening med alt, og ofte udspringer noget helt fantastisk ud af noget helt forfærdeligt.
Som regel er der også et eller andet man skal lære af de ting der sker…

Jeg vil gerne tage ved lære…

/Hanne <3

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply