Ondt i livet Fotograf: Hanne Paludan Kristensen
Jeg troede jeg havde ramt den dybeste afgrund.
Men jeg var åbenbart ikke helt nede i det allermørkeste dyb.
Min kæreste har selv foreslået parterapi så vi kan komme videre. Det vil jeg rigtigt gerne.
En af mine veninder mener dog at jeg bør starte med selv at se en psykolog fordi jeg er så langt nede i et sort hul at det vigtigste må være at få mig selv på ret køl for at skabe balance i tingene. Hun har ret.
Jeg kan næsten ikke overskue det…
Jeg orker det ikke, for jeg ved hvor ondt det gør og hvor hårdt det er at gå til psykolog.
Jeg er flået helt i stykker og hvert et åndedrag jeg tager gør ondt.
Så jeg vil gerne hjælpes.
Men hold kæft hvor kan jeg nærmest ikke overskue det.
Til min veninde: Du ved selv hvem du er, tak <3 fordi du fik mig overtalt.
Cykler i dag ind til psykologen hvor jeg har en tid kl 11:15Jeg kører afsted med tårerne trillende ned ad kinderne, og vi er ikke engang begyndt endnu. Det er bare alle mine tanker. Alt hvad jeg tænker gør ondt.
Jeg tænker at jeg er 100meter mester i at ødelægge ALT for mig selv.
Ydmygende at tage hele turen gennem byen på cykel og ind i Føtex med røde, ophovne, våde øjne efter at have siddet 1 time hos psykologen og grædt.
Det skal jo gøres.
Uanset hvor udmattet jeg er.
Jeg er ikke bare udmattet. Jeg er komplet smadret inden i.
Og jeg har ondt i livet.
Rigtigt ondt i livet.
Jeg er ikke glad for mit arbejde længere.
Jeg får nok aldrig min egen familie som jeg så brændende ønsker mig. Min kæreste har ikke lyst længere. Han ved ikke engang om han har lyst til at være sammen med mig længere…
Måske får han lyst igen?
Måske finder han ud af at vi selvfølgelig skal have en fremtid sammen?
Men jeg kan ikke være sikker.
Og det er bare så ubeskriveligt hårdt.
Jeg vil så gerne gøre det rigtige. Gøre hvad jeg kan for at gøre det godt igen.
Men er det en kamp jeg har tabt på forhånd?
Jeg ved det ikke…
Jeg ved heller ikke hvad det rigtige er at gøre.
Der er en mærkelig stemning.
Han ved at jeg kæmper for at gøre det godt igen.
Jeg ved at han ved det.Det giver en mærkelig stemning.
Vi har snakket om tingene i går, og det var rigtigt rart at snakke om tingene, helt stille og roligt.
Men i dag er det bare som om der er en mærkelig stemning.
Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg har ondt i maven.
Ondt i hjertet.
Ondt i sindet.
Ondt alle vegne.
Ondt i livet…
Jeg har før haft ondt i livet, og før haft lyst til ikke at være mere. Jeg er altid senere i livet, når tingene er kommet på afstand, blevet glad for at jeg ikke valgte at tage mig selv af dage, men valgte at rejse mig og kæmpe for at komme ovenpå igen.
Jeg har før råbt om hjælp ved at gøre et meget forkølet og mislykket forsøg på at ende mit liv.
Dumt.
Jeg gør det ikke igen. Jeg tør ikke. Men jeg har vitterligt ikke lyst til at være her -i livet- lige nu.
Jeg ville ønske jeg kunne sove en tornerosesøvn og først vågne når alt var godt igen.
For jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…
Måske skal jeg ikke gøre så meget.
Måske skal det bare have lidt tid det hele.
“Måske” er lige ved at suge alt livsglæde ud af min smadrede krop og sjæl…
Et billede der hænger hos min psykolog – Det illustrerer meget godt hvordan jeg har det inden i. Koldt. Tåget. Dødt. Ensomt. Trist. Fotograf: Privat foto
