Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv

Blogindlæg fra 27. maj 2018

Hej,
Håber at du har haft en rigtig god pinseferie, det har jeg i hvert fald, men det er godt at være tilbage her på Søndags-Supporten, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, for vi skal kigge nærmere på det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv her de næste par gange.

I pinsen lavede jeg også en Facebook Live der omhandlede netop det, så hvis du ikke har set den, så synes jeg helt bestemt at du skal gå ind og lytte til den.
Den har virkelig ramt mange, og jeg deler også nogle meget personlige -og for mig- ret skamfulde ting og sager.
Du kan se den her hvis du tror det er noget du kunne få glæde af: Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv

Men lad os komme i gang med dagens emne: Der er mange måder at søge kærlighed på.
Og mange af dem er ikke særligt sunde…
…for os selv.

Ingen af dem er specielt gavnlige, alligevel er vi mange der gør det, fordi vi ikke ved hvordan vi ellers skal bære os ad, og fordi vores ”kærlighedsmangel” er blevet kronisk. Mere om det om lidt.

Lad os lige kigge nærmere på de her -ret håbløse- måder at søge kærlighed på og dissekere dem lidt:

Den lidende, syge kærlighedsjæger

-Kan man vel nærmest sige lider af en slags omvendt Münchausen Syndrom. Han/hun ”gør” sig selv syg og lidende for at opnå signifikans, og på den måde få opmærksomhed og omsorg fra sin omverden. Og det er jo i virkeligheden en stor del af hele essensen af kærlighed: Opmærksomhed og omsorg.

Problemet er, at al den sygdom og lidelse fuldstændigt slår hende i stykker.
Inden hun har set sig om er sygdom og lidelse en del af hendes identitet. Hun er blevet afhængig af at være syg eller lidende fordi det er blevet den måde hun gør sig ”vigtig og betydningsfuld” på.
Og vi har alle sammen brug for at føle os vigtige og betydningsfulde, ligesom vi alle har brug for opmærksomhed og omsorg.
Sygdom og lidelse er bare en virkelig selvdestruktiv manér at få den på.
Og det forfærdelige er også, at den omsorg man kan få på den facon er slet ikke nok til at mætte den hungrende kærlighedsjæger, så det vil være skruen uden ende, og man vil langsomt få ”behov” for at blive endnu mere syg eller gennemgå endnu vildere lidelser, for at føle ”tilfredsstillelse” i den omsorg der er at hente, så det bliver som et drug. Et rigtigt skadeligt drug!
Desuden vil hun også meget hurtigt dræne sit netværk ved at suge al kraft og energi ud af sine medmennesker, for til sidst at gøre sine omgivelser rigtigt trætte af hende hvilket vil få fatale konsekvenser for hende.
De vil nemlig med tiden begynde at tage afstand fra hende og mange af dem vil stille og roligt forsvinde ud i periferien, og det vil -nærmest med statsgaranti- forøge hendes lidelse (ved at smadre hendes i forvejen hårdt prøvede selvværd) fordi den nu kombineres med en følelse af svigt, håbløshed og ensomhed…

Den givende, pleasende kærlighedsjæger

-Giver for at få.
Helt enkelt.
Han/hun hopper og danser for andre, og farer rundt for at gøre tjenester og hjælpe til.
Hun står altid klar i kulissen når der er brug for hende og melder sig altid frivilligt til tjansen som den gode samaritaner.

Men hun gør det for at folk skal kunne lide hende…
Og hun gør det i håbet om at få det samme retur.
Der kunne lige så godt stå ”vil du ikke nok bare elske mig” i panden på hende.

Men…

Hun bliver som regel skuffet.
Slemt skuffet.
For når hun selv står med håret i postkassen, så erfarer hun at der ikke bliver betalt tilbage ved kasse ét.
Hun oplever igen og igen den bitre følelse af at ”her har jeg gået og hjulpet dem med alt muligt og givet dem i hoved og røv, og hvad får jeg!?”

Hun har -ubevidst- ført et nøje regnskab, og ifølge hendes eget indre bogholderi går regnskabet ikke op.
Der er et kæmpe underskud på kontoen.

Ingen vil nogensinde kunne give hende det retur som hun føler hun har givet. Hendes målestok vil aldrig komme til at passe med andres. Hendes millimeterdemokrati skader kun én, og det er hende selv.

Og dette er også skruen uden ende, for hun vil ikke stoppe med at please og give, hun vil blot gøre endnu mere for at være ”til tjeneste”, og det vil kun ende med at bekræfte hende i hendes overbevisning om at der aldrig er nogen der gør det samme for hende…

Den selvudslettende kærlighedsjæger

-Ja, han/hun udsletter sig selv i håbet om at være værdig og god nok til at få kærlighed.

Det er hende der finder sig i alt, hende der lader sig overrumple og trampe på.
Det er hende der gør sig lille og lader sig rive rundt i manegen i håb om at det en dag bliver anderledes og bedre.

Hun er som regel også overbevist om at hun kan (og skal?) redde den der bliver ved med at gøre hende ondt og træde på hende.
Hun tror -naivt- at den bedste måde at gøre det på, er ved at lade sig trampe på.

Hvad hun har glemt er, at ingen kan redde andre. Alle skal selv redde sig selv. Og der kommer heller ingen og redder hende.
Der er ingen der kan stoppe det smertelige cirkus hvor hun lader sig udnytte og trampe på, andre end hende selv, men også denne kærlighedsjæger vil opleve en skrue uden ende, en serie af hændelser der bare går i ring; hun lader sig trampe på i håbet om at det bliver bedre, det gør det ikke, så derfor lader hun sig trampe lidt mere på, og det bliver stadig ikke bedre, og så fremdeles, indtil hun en dag -forhåbentlig- selv siger stop og finder ud af at det er en alt for dyr pris at betale for en kærlighed hun alligevel ikke får.

Den overpræsterende kærlighedsjæger

-Slider sig selv op for at få den kærlighed og anerkendelse han/hun er i underskud af.

Det er hende karrieremennesket der nærmest ville give sin højre arm for at få nogle rosende ord og noget velment anerkendelse for alt det hun har opnået, fra den fraværende far.
Det er hende der som voksen konstant higer og søger efter kærlighed fra den mor der aldrig var i stand til at udtrykke den da hun som barn havde allermest brug for den.
Det er hende der altid tager lidt ekstra lækre gaver med til pakkeleg juleaften med familien.
Det er hende der tager lidt mere med end det hun var blevet bedt om, til sammenskudsgildet i fars sommerhus i pinseferien.

Ligesom den givende, pleasende jæger, så gør hun det hun gør for at få noget tilbage.
Noget kærlighed…
Hun overpræsterer for at få.
Men hun får ikke den kærlighed hun har brug for… Og hun er alligevel heller ikke i stand til at tage imod den, fordi hun er i kronisk kærlighedsunderskud.
Og ingen kommer alligevel og siger at hun da har haft nogle særligt flotte gaver med. Tværtimod vil nogle familiemedlemmer måske blive forlegne og irriterede fordi de selv kun havde købt ti-kroners crap til pakkelegen og de ikke føler at de kan hamle op med Peter Beier chokolade eller hvad det nu måtte være at hun (den overpræsterende) har medbragt til legen.
Heller ingen bemærker at hun har taget ekstra meget mad med i pinsen, de ænser heller ikke at der er gjort noget særligt ud af det eller at det er dyre, lækre, øko-råvarer hun har medbragt (så det er hun lige nødt til selv at sige højt så alle kan høre det) og ingen klapper hende på skulderen og anerkender hende for den ”ekstra gode indsats”…

Og skulle nogle finde på at komme med ros, anerkendelse eller skulderklap for præstationen, så kan hun som sagt alligevel ikke tage det til sig…
Det vil aldrig gøre hende ”mæt” og glad…
Det er skruen uden ende lige som med de to andre jægere. Det vil aldrig være ”godt nok” og hun vil aldrig være glad og tilfreds, der vil altid ”mangle noget”, så hun vil konstant føle en trang til at præstere endnu mere og det vil gøre hendes følelse af ikke at ”få tilbage” endnu tungere…
Det vil måske varme et kort sekund med et kompliment eller noget ros, og derefter vil det fordampe som dug for solen og føles som om det aldrig var blevet sagt overhovedet.

Hvorfor?!
Fordi det er blevet kronisk!
Vi har spildt vores tid på at jage kærligheden alle de forkerte steder, fordi vi har en kronisk lidelse som vi ikke har taget hånd om.
Manglen på kærlighed sidder nemlig som en kronisk lidelse i kroppen.
Og du kan ikke tage en pille!
Det er heller ikke løsningen at please eller give mere, eller at præstere hårdere, eller lade dig trampe endnu mere på, eller at opfinde en ny lidelse eller sygdom.

Du skal have fat i kernen til dit problem.
Kernen ligger og gemmer sig inde i dig. I din krop. I din underbevidsthed. I dit indre barn.

For mig, blusser denne kroniske kærlighedsmangel som oftest op i mig i form af bitterhed, foragt og nogle gange decideret had. Og altså særligt i parforhold.

Og bitterhed og foragt (og had for den sags skyld), det er kronisk vrede.
Og typisk stammer denne vrede så fra en kæmpe stor uforløst sorg. (Et uforløst traume)

Sådan er det næsten med al vrede, for hvis man bliver ved med at spørge ind til den, så viser den sig som regel altid egentlig at handle om en sorg.
Det kan også handle om en frygt, som politisk vrede f.eks. ofte bunder i.
Men for det meste handler det om en dyb og fortrængt eller indestængt sorg.

Uforløste, fortrængte og indestængte sorger der er direkte forbundet med vores tilknytning til vores omsorgspersoner, altså dem der burde have elsket os allermest, de har det med at genopblusse for fulde gardiner når vi møder kærligheden i vores voksenliv.
Det kan gøre kærligheden afsindig svær.
Sådan er det i hvert fald for mig selv.

Det skyldes at vi har så mange tillærte strategier (tilknytningsmønstre) -såsom f.eks. at please, at overpræstere eller at gøre sig lille- for at få vores behov dækket. Det var strategier vi brugte som børn, hvor det var et spørgsmål om liv eller død at få de mest basale behov dækket. De var -måske, måske ikke- nyttige dengang, men hvis tilknytningsmønsteret ikke er trygt, så er det ikke synderligt gavnligt at benytte det i sit voksenliv, men de fleste af os gør det bare alligevel, for vi jo ligesom ikke har lært andet!!
Men selvom vi er blevet voksne udenpå, så er vores indre stadig kun et lille barn, og dét barn det skal lære at bruge nogle nye strategier, ellers vil det blive ved med at løbe panden mod en mur i kærligheden, hvilket vil sige at det ikke vil føre andet end usunde og/eller forliste parforhold med sig.

Jeg har selv lige været igennem en ordentlig tur, i forbindelse med at jeg har fået kæreste igen.
Jeg så pludselig mig selv i en meget sårbar rolle, hvor jeg konstant følte mig usikker, nedprioriteret og ked af det, og det kun 2 måneder inde i forholdet hvor alt jo burde være ren lyserød fryd og gammen.

Med til min historie hører at jeg altid -som barn- har følt at jeg skulle ”konkurrere” med andre (brødre, halvbrødre og papbrødre) for at få mine forældres kærlighed.
Jeg har følt at jeg ikke var god nok på mange områder, og at det var derfor at ”de ikke kunne lide mig”.

Den usikkerhed og frygt for ikke at være god nok, den har jeg trukket med mig rundt i mit voksenliv og den kommer altså særligt til udtryk når jeg er i et parforhold; så snart der kommer følelser med og der er ”noget på spil”, så begynder jeg at lede efter fejl hos den jeg er sammen med.
Det er selvfølgelig en forsvarsmekanisme, det kan jeg se nu, til forskel for alle de andre gange hvor jeg har været overbevist om at det vitterligt var meget afgørende fejl den pågældende kæreste havde og at det derfor på ingen måde ville komme til at du for os.
Når denne fejlfindingsproces først går i gang -typisk efter kun få måneder- så går det stærkt, og jeg bliver mindre og mindre forelsket dag for dag og mere og mere foragtfuld:
Jeg ser ned på alt hvad han siger og gør, og jeg synes alle de valg han træffer er latterlige og alt hvad han står for er nederen og dumt og jeg distancerer mig mere og mere.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, for det er den behandling jeg selv har fået som barn.
Det er i hvert fald den oplevelse jeg har haft. (Her er mine forældre med al sandsynlighed ikke enige, men ingen kan jo sige at det jeg har oplevet ikke er rigtigt, for det er det jo for mig.)
Jeg siger på ingen måde at det har været mine forældres hensigt at få mig til at føle mig uelsket og uværdig, men det er nu engang det jeg har følt.
Jeg har følt at jeg blev nedgjort, nedprioriteret og overset og ofte -særligt fra min mors side- hånet.
Hos min far var det hele tiden min papbror og min halvbor der blev fremhævet, og det fik mig virkelig til at føle en dyb, dyb jalousi i forhold til dem, og ja, nærmest bitterhed, foragt og had.

Den kæreste jeg har mødt nu, han har børn, og det betyder at jeg -igen- skal konkurrere om kærligheden, og her er det jo en kamp jeg har tabt på forhånd. Jeg bliver aldrig hans førsteprioritet.
Det har han selv sagt ret klart og tydeligt, hvilket faktisk gjorde ret ondt, selvom jeg jo godt vidste det. Men det var nok den lidt hårde og bestemte måde han sagde det på…
Nok om det.
For mig, der betyder det ”fare!”.
Jeg ser det nemlig ikke som at jeg også kan være elsket, jeg ser det som at det betyder at jeg så ikke bliver elsket, hvilket naturligvis ikke er rigtigt. Men den oplevelse bor i min krop, og det er den jeg skal have bugt med, for den er usand.
Men det faktum at den -falske, men meget indgroede og for mig meget rigtige- overbevisning (om at jeg ikke også kunne blive elsket samtidig) blev trigget ret tidligt i forholdet, det gjorde at jeg gik i gang med at lede efter -og selvfølgelig finde- alt hvad der var galt med ham (for man finder jo som regel det man leder efter), og alt hvad det forhold ikke kunne give mig, i stedet for at fokusere på hvad der var godt ved ham og hvad forholdet kan give mig.
Jeg gjorde det for at beskytte mig selv. (Strategien er at hvis han er fuld af fejl og forholdet ikke kan give mig det jeg ønsker, så er jeg alligevel bedst tjent uden ham)
Og ”beskyttelsen” af mig selv består så i at når så jeg får ret i min -ubevidste- overbevisning om at hvis jeg ikke er nummer et så er jeg jo ikke elsket og så vil jeg jo nok blive svigtet før eller siden alligevel, så kan jeg lige slå op i min lille sorte bog og se den laaaaange liste af fejl og mangler ved min nye kæreste og den lige så lange liste over alle de ting der ikke kunne lade sig gøre i det parforhold, og så ville det jo helt sikkert ikke gøre så ondt at blive af med ham! Beskyttelses-mission completed!

Men det gør det!
Det gør faktisk nærmest endnu mere ondt, fordi, inderst inde, så er jeg godt selv klar over at jeg -igen- selv har ødelagt det hele og selv har skabt den ulykkelige situation.
Også selvom jeg har benægtet det i alle mine andre forhold.
Tro mig, jeg har gjort det SÅ mange gange!

Det, der er humlen her, som jeg selv har opdaget nu, og som jeg ønsker at du også skal kunne se, det er at det er min egen opførsel der saboterer det hele for mig.
Min frygt for at blive svigtet, og angsten der trigges så snart jeg bliver nedprioriteret den mindste smule -f.eks. i forhold til hans børn- den udløser en adfærd hos mig, som får netop det jeg frygter, til at ske!

Jeg begynder nemlig at komme med små sarkastiske stikpiller, eller små bitre udtalelser, og jeg begynder at være distanceret i min opførsel og tale til ham i en foragtfuld tone.
Og jeg er FULDT BEVIDST om at jeg gør det (hvilket ikke gør det mindre rædselsfuldt), og der foregår derfor et sindssygt virvar af forhandlinger inde i mit hoved; djævlen der mener at ”han får som fortjent” og englen der mener at jeg er nødt til at stoppe det. Men djævlen vinder som regel, for det er et mønster og mønstre er svære at ændre.
Det er blevet kronisk.
Det er en del af min personlighed.
Det er mig.
Jeg er sådan.
Jeg kan ikke lade være…

Men hvad tror du der sker inde i min kæreste, når jeg begynder på den opførsel?!
Han føler sig utilstrækkelig, han føler ikke han kan gøre mig glad og tilfreds og han oplever at der er en masse unødigt drama, alt for tidligt i forholdet, og ja, worst case scenario, så kaster han håndklædet i ringen!

Kan du de det!?

Jeg har selv skabt det jeg frygter allermest.
Med min opførsel.

Andre har et andet mønster og bliver måske needy og omklamrende, altså nærmest det modsatte af min strategi. Og der er med sikkerhed et hav af andre selvdestruktive strategier, som i sidste ende saboterer vores kærlighedsliv. Det her var blot en beskrivelse af en af mine.

Men nu skal jeg sige dig noget:

For selvom jeg troede at jeg var ude over problemer som det der lige er blusset op, og selvom det har været nedslående at måtte indse at jeg ikke er ”nået længere”, så har jeg faktisk fundet ud af at jeg er nået ret langt, og at det der sker lige nu er helt som det skal være.

For der er nemlig noget nyt jeg skal til at lære…

Og som jeg har sagt med så mange andre ting, så starter arbejdet med at lære og at ændre på noget, med at rette den bevidste opmærksomhed mod problemet/adfærden/mønsteret og dernæst lave en form for lille selverkendende analyse af det man så observerer og til sidst et eller flere NYE tiltag for at få det vendt, ændret eller stoppet. (Man kan ikke ændre på noget ved at bruge gamle metoder, så det med de NYE tiltag er en vigtig detalje!)

For mig så det således ud:

Læringen:

Jeg blev, i modsætning til i alle mine tidligere forhold, pludselig bevidst om at det nok slet ikke handlede om alle de fejl min kæreste havde og alle de mangler vores forhold havde, men om noget helt andet.

Løsningen:

Jeg rettede bevidst opmærksomhed mod min egen adfærd, fordi jeg nu -endelig- har mod nok til at erkende at det nok ikke både kan være min nuværende kæreste og alle mine andre gamle kærester der er (og var) noget i vejen med, men snarere mig der har en udfordring.
Så jeg prøvede at analysere på hvorfor jeg gør som jeg gør, altså hvorfor jeg som et lyn fra en klar himmel pludselig går i fejlfindingsmode og mister forelskelsen som følge deraf.

NB! Det kan være lidt vanskeligt at analysere sig selv, både fordi man jo er lidt forudindtaget når det kommer til en selv, og også fordi det er rasende fristende at lyve for sig selv for bedre at kunne holde sig selv ud.
Men jeg har øvet mig i selverkendelsens kunst de sidste tre år, så jeg er nået rigtigt langt hvad det angår, hvilket du også vil kunne læse dig frem til i mange af mine blogindlæg, for jeg lægger jo ikke fingrene imellem når det kommer til at indrømme mine egne fejl og mangler, og det kommer mig til gode -også- her hvor jeg skal prøve at analysere min egen adfærd lidt.

Jeg kom frem til at det nok handlede rigtigt meget om at beskytte mig selv fra at opleve svigt (igen) og dermed går i stykker (igen), og der er min bedste strategi -desværre- at skubbe folk væk med min nederen adfærd.

Mønsteret er så, at jeg jo får bekræftet at alle dem jeg elsker og som jeg troede elskede mig, de svigter mig.

Det giver mig ”ret” i min overbevisning om at det er sådan det er, og det er jo altid rart at få ret, men det gør jo bare at jeg tror mere og mere på den begrænsende overbevisning om at ingen vil elske mig, og at jeg derfor også efterhånden bliver mindre og mindre i stand til overhovedet at indgå i en kærlighedsrelation, og dét er min kedelige parforholdsstatistik vist i sig selv et lysende klart bevis for, eftersom jeg sammenlagt har været i parforhold max 5 år i de sidste 20 år!

Næste skridt var at fortælle det hele til min kæreste.
Så det gjorde jeg.
Jeg sagde at han skulle glemme den mail jeg havde skrevet til ham hvor jeg havde nævnt aaaaalle de ting der gjorde at det her nok ikke blev til noget, og indrømmede overfor ham at det handlede om noget helt andet.
Og jeg forklarede ham så hvad det var det handlede om.
Det var ikke nemt, og det var ikke rart, men jeg tvang mig selv til at gøre det, for jeg vidste at jeg ellers aldrig ville komme videre.
Det gav ham en dybere forståelse af mig og hvordan jeg tænker og hvad der sker inde i mit hoved, og det gav mig en nærmest magisk ro.
Jeg kunne pludselig hvile meget mere i mig selv.

Læringen:

Jeg bliver aldrig hans nummer et…

Løsningen:

Det er en af dem jeg har haft rigtigt svært ved, for jeg føler virkelig at jeg har et behov for at være nogens nummer et.
Jeg synes jeg har brugt rigeligt af mit liv på at føle mig second best eller på slet ikke at føle mig god nok overhovedet.
Jeg vil bare gerne være nummer et.
Jeg vil bare gerne elskes betingelsesløst og være ”god nok”.
Og der skal ikke ret meget til, før at jeg oplever at den position føles truet.

Men lige pludselig gik der noget op for mig, og det har faktisk givet mig ro:
HAN BLIVER HELLER ALDRIG MIN NUMMER ET!

Aldrig!
For ved du hvem der er det?!
Det er jeg!
Jeg er min nummer ét!

Og i øvrigt, så har jeg også mine elskede katte, og ja ja, jeg ved godt at de ikke er mennesker og ya-da ya-da ya-da, men for mig er de yderst vigtige og har en meget høj prioritering, nok også højere end min kæreste, forstået på den måde, at hvis han kom og sagde han havde katteallergi, så havde jeg ikke været i tvivl; så havde jeg valgt mine katte! De har fulgt mig i 13 år, og de er mit et og alt, og der kan ikke komme nogen ind fra højre og overtage deres plads. Det elsker jeg dem for meget til.
Det kunne også have været at jeg havde mødt en mand der hadede katte, og ved du hvad, så var han også røget ud til højre!
Men heldigvis er min nye kæreste hverken allergiker eller kattehader, tværtimod, så er han rigtigt sød ved dem.
Og ved du hvad!?
Denne her ”ligeværdighed” i kærligheds- og prioritetsregnskabet den hjalp mig faktisk.
Det lyder måske crazy, men det gav mig en super dejlig følelse at tænke tanken ”Hey, jamen han bliver da heller aldrig min nummer et, for den plads har jeg jo selv!!!”

 Det har på fortryllende vis nærmest gjort at jeg ligefrem glæder mig til at møde hans børn, hvor jeg før ikke havde så meget lyst til det, fordi jeg følte et nag i forhold til dem. Men det handlede slet ikke om dem, det handlede om barnet inde i mig, der var bange for at blive svigtet.
Hvor skamfuldt det end er at skulle indrømme at man kan føle nag og/eller jalousi over et par børn, ja, så er man altså nødt til at se den sandhed i øjnene og ERKENDE at det er sådan man har det, FØR man kan gøre noget ved det. Det er i hvert fald min erfaring!
Jeg følte at de børn var mine konkurrenter. Sådan har jeg det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald og det er en kæmpemæssig revolution for mig!

Men!
Hvis jeg IKKE havde indrømmet det her, i det mindste for mig selv, så var jeg ikke kommet videre, så havde jeg siddet fast i min frygt. Og det ER svært at indrømme, også over for en selv, fordi, hvem helvede gider, at være sådan en der har sådan en nederen følelse!??
INGEN!

Så igen, det der skete her var at:

Og ved at se på mig selv som min egen nummer et, og huske på at der jo også er andre -både dyr og mennesker (veninder f.eks.)- som er i ret høj kurs hos mig og som derfor også har ret høj prioritet set i forhold til en mand der kun lige er kommet ind i mit liv, så kunne jeg finde ro, selvsikkerhed og balance og hvile i meget mere i mig selv.

Læringen:

Fokusér på det forholdet giver dig, fremfor alt det, det ikke kan give dig

Løsningen:

Jeg har haft svært ved at fokusere på det gode. Så snart jeg gik i fejlfindingsmode ophørte min evne til at være i nuet. Jeg kiggede på alt det der (ikke) lå ude i fremtiden, og som jeg ikke så som ”særligt bæredygtigt”, f.eks. det faktum at vi ikke kan flytte sammen, da han bor i Hillerød hvor han og eksen er blevet enige om at der bliver de begge, for børnenes skyld.
Og jeg har på ingen måde lyst til at flytte til Hillerød, og derfor bliver det at flytte sammen nok ikke lige aktuelt foreløbigt, og børnene er også ret små, så det har virkelig laaaaange, laaaange udsigter.
Og det kunne jeg bruge rigtigt meget krudt på at gøre til et kæmpe problem. Pludselig var det næsten det eneste jeg ville med et parforhold; at flytte sammen!
Det her ringer bekendt… Det er en situation jeg har stået i før…
Så der er noget der siger mig at jeg får denne her ”lektion” igen fordi jeg ikke lærte noget af den sidst.
Jeg mødte nemlig for mange år siden en mad der boede i Århus, virkelig sød, sjov og lækker. Lige mig. Men han havde to børn og kunne derfor ikke rykke væk fra Århus, og jeg kunne slet ikke se mig selv bo i Århus.
Jeg havde jo alle mine venner her i København, og jeg har også en mor og far der er ved at være oppe i årene og som jeg derfor helst gerne vil bo i nærheden af, så det var bare ikke en mulighed at flytte syntes jeg. Desuden har jeg jo også alle mine kunder her i København, det skal man jo ikke glemme, det er jo trods alt mit livsgrundlag, og det magter jeg heller ikke rigtigt at skulle starte forfra med.

Kan du se hvad mit problem er her?

Jeg forudindtog.
Jeg forudindtog at det ville være et problem at være der for mine forældre hvis jeg boede i Århus.
Jeg forudindtog at jeg ikke ville komme til at få et godt netværk af venner i Århus.
Jeg forudindtog at jeg ville skulle ”starte forfra” med min virksomhed hvis jeg flyttede til  Århus og at det ville være alt for hårdt.
Kort sagt, alle mine ”livserfaringer” -typisk de dårlige- fik lov til at danne grundlag for alle mine tanker og ”kloge” forudsigelser.
Jeg stoppede ikke op og sagde, ”hey, ingen ved jo hvad fremtiden bringer, så chill!.”
Og dét, selvom ingen rent faktisk kunne vide det!

Jeg antog at sådan og sådan vil fremtiden komme til at se ud, baseret på negative informationer og forestillinger.
Men jeg vidste jo reelt set ikke hvad fremtiden ville bringe mig.

Sådan er det jo også med den nye kæreste, der er SÅ mange parametre i fremtidsligningen at det er umuligt at forudsige den, så hvorfor ikke bare helt lade være, og i stedet blive her i nuet og glæde mig over det?
Det kunne jo være at min kærestes ekskone møder en ny mand der bor i KBH og at der så åbner sig nye muligheder.
Det kunne jo også være at jeg pludselig får lyst til at bo i Hillerød.
Who the hell knows!
Det kunne også være noget helt tredje som jeg ikke en gang har fantasi til at komme i tanke om lige nu.

Vores hjerne er bare skruet sådan sammen at den er hardwired til at fokusere mest på det negative, så derfor er det rigtigt vanskeligt ikke at gøre det!
MEN hvis -eller rettere NÅR- man retter sin bevidste opmærksomhed mod det problematiske i ens egen adfærd og ens egne tankegange, så KAN man godt hjælpe sig selv ind på et mere positivt spor.
Hvis man vil.
Hvis det er vigtigt nok for en.
Og det er det blevet for mig nu, for ellers kommer jeg aldrig til at leve i tosomheden, som jeg så inderligt gerne vil.

Så det er det jeg nu er i gang med at gøre; at rette mig selv tilbage på det mere positive spor.
Jeg siger ikke det er nemt eller at jeg aldrig får en lille følelse af håbløshed, men jeg kan afsløre at jeg meget hurtigt har fået det meget bedre med at være i et parforhold.
Og det i sig selv er en sejr!
Det er ikke sådan at de ovenstående udfordringer nu med et fingerknips pludselig er væk, men de er meget mindre udtalte og de er slet ikke stærke nok til at ødelægge det hele eller bringe mig tilbage til meltdown-mode.
Og de følelser af forelskelse og kærlighed, som var ved at drukne og helt forsvinde i foragt, had og bitterhed (som egentlig er en kronisk sorg) de er kommet tilbage i fuldt flor. Det er rigtigt vidunderligt, og virkelig lidt af an aha-oplevelse for mig, for jeg var faktisk overbevist om at det nok -endnu engang- ikke holdt.

I stedet har jeg fået nogle rigtigt godt snakke med min kæreste, og jeg har fortalt ham alt, uden at bebrejde ham for noget (for der er heller ikke noget at bebrejde ham for, men det har jeg bare lige overset i alle mine tidligere forhold), jeg har i stedet fremlagt det på en måde hvor jeg tager ansvar for mine egne handlinger og hvor jeg ikke bare udtrykker et dybtfølt ønske om at lave det om, men også handler på det!
Og det kan altså godt betale sig skulle jeg hilse at sige.
Og jeg vil mene, at hvis en partner ikke kan tage det, så er han/hun ikke parate til at tage os som det menneske vi er, og så sker der det der skal ske; det går i opløsning, og så må man prøve igen.
Vi fortjener alle sammen en der virkelig vil HELE os, og ikke kun happyface os.

Det her, det er en måde at gøre sig selv stærkere på.

Jeg står stærkere nu, fordi jeg ved meget mere om hvorfor jeg gør som jeg gør, og om hvordan jeg kan hjælpe mig selv tilbage på den vej jeg gerne vil ned ad.
I stedet for at køre ad ”det gamle motorvejsspor” med de selvdestruktive mønstre, så har jeg hjulpet mig selv tilbage på den fine lille nye motortrafikvej jeg har været i gang med at anlægge de sidste tre år.

Det, jeg har lært og forstået af denne her ”tilbagegang”, det er, at den gamle motorvej med de dumme mønstre, som fører det sted hen jeg ikke har lyst til at være, den altid vil være der, og altid vil friste mig, men at jeg med bevidst opmærksomhed, selvanalyse og selverkendelse kan få guidet mig selv tilbage på den nye motortrafikvej og langsomt gøre den bredere og bredere så det bliver mere og mere komfortabelt og fordelagtigt at vælge den.
Så det er altså kun naturligt at ryge tilbage på det gamle spor af og til, det er IKKE tilbagegang.
Det er læring og FREMGANG!
Og så handler det egentlig ”bare” om hvor hurtigt man kan få sig selv tilbage på den nye motortrafikvej, og i øvrigt om hvor mange nye, gode og gavnlige læringer man kan tage med sig tilbage!

Hallelujah!

Næste gang fortsætter jeg lidt i samme spor, hvor jeg også vil komme lidt nærmere ind på den syge og lidende kærlighedsjæger, for det er nemlig også en jeg selv kender rigtigt godt, og som jeg heldigvis fik bugt med for lang tid siden, men jeg kan tydeligt genkende den når jeg ser den hos andre, og den kan være fuldstændigt invaliderende, så den vil jeg meget gerne belyse.

Indtil da, god søndag!

/Hannah ❤

SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå – HURTIGT!

Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!

I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!

Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.

”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.

Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.

Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.

Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme – men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!

Læs mere her: Sådan Heler Du Dit Hjerte – 4 ugers onlineforløb