fbpx
Travel

Sådan påvirker vores tilknytningsmønstre vores voksenliv

Blogindlæg fra Søndags-Support 5. november 2017
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Jeg håber du læste med i søndags. Ellers kan du læse den her: Sådan rejser du dig efter et knust hjerte.
Jeg ved den var lang, men den tog fat i rigtigt mange vigtige ting der kan bruges hvis man går og kæmper med kærestesorg.
At få knust sit hjerte er som at få et gigantisk slag i maven der tager alt luft, fornuft og kraft ud af os.
Og efterveerne er svære at overse.
Mange mister tillid, tro og håb i den proces, og det kan være svært at bygge op igen.
Nogle får aldrig bygget det op og træffer helt bevidst et valg om at leve alene og måske endda få børn alene, fordi de ikke orker mere og ikke har mere tillid til kærligheden, de tror ikke på parforholdet længere og de har intet håb tilbage om at det nogensinde vil komme til at fungere for dem.

Andre reagerer modsat, og prøver desperat at finde en erstatning for det de “craver” og savner.
Så de serie-dater, dyrker one-night-stands og kører hele listen af gamle flammer igennem for at se om ikke der skulle være en enkelt eller to man lige kunne køre et booty-call af på så man kan få tilfredsstillet sit inderlige behov for bekræftelse og nærhed.

Der er faktisk en helt naturlig forklaring på det, og det er, at vi -når vi bliver forladt- pludselig kommer i underskud af de ”positive” signalstoffer, blandt andet hormonet Oxytocin som er det såkaldte kramme- eller kærlighedshormon.
Grundet den ulykkelige tilstand man er i, så vil der i stedet suse en masse stresshormoner såsom adrenalin og cortisol rundt i kroppen, og dét kombineret med at man måske hverken får spist eller sovet ordentligt i den periode -hvor man jo faktisk har allermest brug for det- lægger op til katastrofe.

Selvom det ikke lige er noget man går og tænker over når man står midt i en krise, så skal man altså ikke kimse af hvad den kemi der fiser rundt inde i kroppen den egentlig betyder, og hvor kæmpe stor en indflydelse den har på hvordan vi håndterer hjertesorg.

I det hele taget er mange af de ting vi kan mærke eller se på vores krop, såsom overvægt, appelsinhud, rødmen, ubehag i bryst, hals og mave osv., hormonelt betinget.
Altså ren kemi.
Hormonerne, altså de her signalstoffer, de kan udløses af vores egne tanker og derfor er måden vi opfatter ting på virkelig væsentlig for hvordan vores krop reagerer og hvilke følelser det udløser hos os.

Tankerne er sindets sprog, og følelserne er kroppens sprog

Så vores følelser, dem kan vi rigtigt ofte fysisk mærke i kroppen det kan være følelsen af sorg/tristhed/tab som kan mærkes som lysten til at græde, (medmindre man har lært at undertrykke den, i så fald er man ikke i kontakt med den følelse og kan ikke mærke den på samme måde) men hvis man kan, så kan det muligvis mærkes som en trykken i halsen, øjne der bliver våde og/eller varme, vejtrækning der ”hakker” eller bliver overfladisk, kæberne der bides sammen, hjertet der slår hurtigere, hage og/eller overlæbe der ryster, næse der løber, osv.

Personligt, så kan jeg mærke når stresshormonet adrenalin lukkes ud i min krop. Det kan godt være det er noget jeg bilder mig ind, men jeg føler virkelig at jeg fysisk kan mærke det.
Det er rigtigt svært at sætte ord på hvordan det føles, så du får lige en lille bid film der rigtigt godt illustrerer hvordan jeg synes følelsen -eller fornemmelsen- den er: (Klik på billedet nedenfor og se filmen, det er smukt…)

Som når blæk breder sig i vand…
Kender du mon den fornemmelse?

I denne her -i øvrigt super smukke lille film- der er det optaget i slowmotion, men den følelse jeg taler om, den går bestemt ikke i slowmotion men breder sig med eksplosionsagtig hast.
Men jeg forestiller mig, at det jeg synes jeg kan mærke, og som jeg er overbevist om er et gigantisk skud adrenalin, det ser nogenlunde sådan ud som i denne lille film, hvis man kunne se det ske inde i kroppen…
Bare i real time i stedet for slowmotion…

For eksempel har jeg mærket det når en jeg elsker, gør det forbi med mig…
Lige i dét sekund det bliver sagt, der mærker jeg nærmest en indvendig patron gå af…
Og ligesom en dråbe blæk i vand, forgrener denne her nærmest ”flydende” følelse af smerte og frygt sig lynhurtigt ud i hele kroppen, og ubehaget fylder mine kinder med varme, strammer i min hals og får mit hjerte til at galopere frygtsomt og hurtigt.
Til sidst kan jeg mærke det i hver en celle af min krop, og her går jeg enten i fight, flight eller freeze mode.
Hvis jeg vælger at kæmpe, fremfor at flygte eller fryse, hvilket jeg som regel gør hvis jeg er ved at miste, så kan min ”fight” bestå  i alt lige fra at jeg begynder at komme med undskyldninger og forklaringer, at jeg bryder grædende sammen, at jeg tigger og beder, til at jeg bliver vred, agrressiv og bebrejdende.

Nogle andre eksempler på hvor jeg får den samme følelse af et flydende ubehag der eksploderer og forgrener sig ud i hele kroppen med en ubehagelig temperatur og en galoperende puls er for eksempel i det sekund jeg opdager at jeg har begået en frygtelig fejl, sådan en af dem der kan få konsekvenser for mit eller andres liv.
Eller idet jeg får beskeden om at en jeg elsker eller holder af er kommet noget til eller gået bort:
Eller når der sker noget pludseligt og farligt i trafikken.
Eller hvis jeg slår mig rigtigt hårdt.
Jeg kan faktisk også få følelsen før et OCR løb (de her mudderløb jeg løber), og det skyldes nok at jeg i OCR løb får afprøvet rigtigt mange grænser og bliver konfronteret med mange ting jeg er bange for, som for eksempel højder, og det ved jeg jo, så derfor kan jeg mærke adrenalinet brede sig i kroppen, inden et løb.
De første mange, mange gange jeg skulle op i en kran i forbindelse med arbejde, har jeg også haft denne her følelse.

Prøv at tænk over om du kender denne her følelse, og se om du kan komme i kontakt med den.
Det er godt for os at ”føle vores følelser” også når de er mindre behagelige, fordi-som jeg tit har beskrevet- når du giver dine følelser plads og opmærksomhed, så giver du dem også mulighed for at kunne forsvinde igen lige så stille og roligt.

Og det forestiller jeg mig ser således ud: (Klik på billedet for at se filmen)

Som når mosekonen brygger…
Forestil dig du er søen, fuld at følelser og liv, og langsomt fordamper nogle af de svære følelser og driver væk. Lige så stille og smukt.
Men det kan kun ske hvis ikke du undertrykker dine følelser.
Hvis du undertrykker dem synker de til bunds som sort slam og suger alt liv og luft ud af din indre sø.
Sådan gik jeg rundt i 42 år.
Jeg var en stor, sort sø af slam uden ilt, med en ganske tynd og skrøbelig overflade af noget der mindede om rent vand, men man skulle ikke langt ned før man stødte på al slammen og man kunne se, høre, smage og lugte al dårligdommen, der lå og var undertrykt og ubehandlet.

Som Louise Hay ville have sagt, ”for at gøre rent i dit hjem er du nødt til at kunne se snavset”. Det var jeg også inde på indlægget Ryd Dit Rum. (I dette indlæg er også en smagsprøve på lydversionen af Søndags-Support)
Så for få renset ud i vores undertrykte følelser, så er vi nødt til at have dem frem i lyset så vi kan se dem og så vi ved hvor vi skal tage fat.
Det er ikke en opfordring til konstant at snakke om sine problemer, men en opfordring til at handle.
Snak er bare snak.
Det er ikke handling.
Gør hvad der føles rigtigt for dig, bare du handler.
Jeg beskriver ofte nogle af de ting jeg selv har gjort her i Søndags-Supporten, men da vi alle sammen er forskellige, er det ikke sikkert det alt sammen virker for dig.
Jeg har selv prøvet rigtigt mange ting af, jeg har blandt andet prøvet ”tapping” (det man på dansk vist også kalder tankefeltterapi)
Det vil sige jeg har “tappet” på smerter, det kan være fysiske såvel som mentale. Jeg har fulgt ham her: Nick Otner – The Tapping Solution og det har virket rigtigt godt på nogle af mine issues.

Så har jeg prøvet hypnoseterapi. Hypnoseterapi er egentlig en form for guidet meditation, og idéen er at man skal ligge og slappe helt af, så ”porten” til underbevidstheden står så åben som muligt -og det gør den når hjernebølgeaktiviteten er lav og man slapper af- mens terapeuten så, så at sige ”programmerer” nogle nye idéer ind i dig.
Det har virket fantastisk på mig, og jeg har brugt hende her.  Hypnoterapeut Jeanette Briem

Prøv dig frem og se om du kan mærke en ændring efter nogle gange med det du afprøver, og hvis ikke, så prøv noget andet. Lad være med at give op.

Jeg har også brugt lyd.
Det har været det absolut bedste værktøj til at hjælpe mig selv, og jeg bruger det stadig.
Jeg lytter hver dag til ting der kan inspirere mig til at tænke mere positivt eller til at se ting i et nyt perspektiv.
Nu kan man jo få Søndags-Support på lyd, så det synes jeg bestemt du skal prøve hvis du er glad for den. ❤
Og ellers kan jeg anbefale Ted talks og YouTube.

Jeg har prøvet masser af andre ting, men nu skal det ikke handle så meget om dem, for der er noget helt andet jeg gerne vil dele med dig i dag: Tilknytningsmønstre.
Fordi, en anden ting der også spiller ind, både når vi snakker parforhold generelt men også når vi snakker håndtering af krise og hjertesorg, det er vores tilknytningsmønstre og dem kunne jeg godt tænke mig at kigge lidt nærmere på i dag.

 

Først og fremmest, hvad er tilknytningsmønstre?

Det skal jeg fortælle dig.
Som mennesker er vi konstant udfordret af vores modstridende behov for henholdsvis trangen til frihed og uafhængighed og trangen til intimitet, accept og anerkendelse fra andre, især dem vi elsker.
Så selvom vi gerne vil være frie og uafhængige, så har vi samtidig også et stort behov for at knytte os til nogen og ”høre til”, og det er det vi kalder ”tilhørsforhold” eller ”tilknytning”.
Vores behov for tilknytning er rodfæstet i et ”tilknytningssystem” som vi er indrettet med fra naturens side, det er det system der gør at spædbarnet søger nærhed hos omsorgspersonen (som så typisk er mor eller far eller begge)

Det her system -tilknytningssystemet- det har en helt afgørende rolle i vores evne til at kunne “regulere” vores følelser i krisesituationer.
Hvis jeg skal sige det på en lidt mindre fagsprogsagtig måde, så er det altså tilknytningssystemet der hjælper os med at kontrollere og styre vores følelser i krise, og når vi er spæde så sker det altså ved at vi søger trøst og nærvær hos vores omsorgspersoner, hvis der opstår en ”truende” og utryg situation.

Med andre ord, så vil den interaktion der foregår imellem os og vores omsorgspersoner når vi er helt små, altså danne grundlaget for vores tilknytningsmønstre.
Tilknytningsmønstrene er en slags ”hvis… – så…” strategier a la: Hvis jeg slår mig,  løber jeg hen til mor og så puster hun og så gør det ikke ondt mere” og mor bliver så indbegrebet af tryghed og sikkerhed, og det betyder faktisk at bare tanken om mor kan være tryghedsskabende i sig selv.

MEN… For der er jo et men…
Hvis de omsorgspersoner vi havde da vi var små, til tider har været afvisende, utilregnelige eller upålidelige så har vi balladen, for så risikerer vi at danne nogle usunde tilknytningsmønstre, og da disse mønstre også følger os ind i vores voksne liv, så kan det skabe en masse problemer i vores relationer til andre mennesker og i særdeleshed også i vores kærlighedsliv.
I de tilfælde, der hjælper tilknytningssystemet lige pludselig ikke med at kontrollere eller styre vores følelser i krisesituationer, men bidrager snarere til at bringe vores følelser -og dermed reaktioner- ud af kontrol og få os til at se spøgelser, også når der ikke er nogle!

Når vi er voksne så er det som regel vores partnere og tætte venner der er dem vi knytter os mest til og derfor bliver det typisk også dem vi er mest afhængige af, og hvis man er meget belastet af usunde tilknytningsmønstre, så er man nærmest kronisk usikker når det kommer til tætte relationer og parforhold.
Det betyder at man konstant tvivler på sin partners (og andre tætte relationers) hensigter, rådighed og støtte og at man stort set også altid betvivler sit eget værd og hvorvidt man fortjener at blive elsket og værdsat af andre…

Mønsteret grundlægges altså allerede i den tidlige barndom, fordi det er her at man begynder at forme sine egne personlige små strategier til at tackle usikkerheden, utrygheden og frygten når omsorgspersonerne svigter.
Og det er de strategier vi kalder for ”tilknytningsmønstre”, og dem vil jeg gerne hive lidt frem i lyset i dag.

Selvom vi er født med meget stærke overlevelsesinstinkter så kan et spædbarn ikke overleve hvis det bliver ladt alene. Det er 100 % afhængig af en voksens pleje, pasning og beskyttelse, også derfor er babyer udstyret med en instinktiv drivmekanisme vis eneste formål er at få de allermest basale behov dækket, enten af forældrene eller andre vigtige omsorgspersoner i bartnets liv.
De her stærke overlevelsesinstinkter gør som sagt at vi helt fra vi er spæde begynder at udvikle vores egne strategier for at få de her behov dækket, og hvordan det mønster udformer sig afhænger af det ”følelsesmæssige miljø” der er i hjemmet og af hvilken form for pleje og omsorg der overhovedet er tilgængelig for os i det hjem vi vokser op i.

De strategier vi så udvikler, som vi altså kalder tilknytningsmønstre, de er delt ind i fire forskellige kategorier:

En tryg der blot kaldes

Den trygge tilknytning

Og to utrygge kaldet

Nervøs (ængstelig, ambivalent) tilknytning
og
Undvigende, afvisende tilknytning

Mens den sidste og fjerde kaldes for
Desorganiseret tilknytning og kendetegnes ved at der ingen “organiseret strategi” er udviklet hos vedkommende…

Jeg skal nok komme lidt nærmere ind på hvad de fire kategorier hver især betyder. To af dem tager jeg i dag og de sidste to tager jeg på næste søndag.

Det var i øvrigt psykologen John Bowlby’s forskning i hvordan tilknytningsproblemer blev overført fra en generation til den næste, der i samarbejde med hans studerende Mary Ainsworth, førte til teorien om tilknytningsmønstre.
Her kan du høre lidt mere om John Bowlby og tilknytningsmønstrene: School of Life – John Bowlby

De fleste af os vil nok kunne genkende lidt fra hver af kategorierne, men har typisk en overvægt i den ene af kategorierne.
Man kan altså sagtens have et overvejende trygt tilknytningsmønster, men alligevel genkende nogle af symptomerne fra de utrygge.
Og omvendt, så kan man godt have et overvejende utrygt tilknytningsmønster, men dog stadig genkende lidt fra det trygge også.
Hvorimod der for den desorienterede sjældent vil være nogle genkendelser i det trygge overhovedet.

Forskning har vist, at det afgørende for hvilket tilknytningsmønster vi udvikler, er vores omsorgspersoners evne til at ”være i harmoni”.
Det lyder måske højpandet, men hæng i lidt endnu, for det giver god mening:
Hvis omsorgspersonerne (altså typisk vores forældre) er i stand til at være i harmoni med først og fremmest sig selvmed andre og sidst men ikke mindst med omstændighederne, så er der grobund for at vi danner et trygt tilknytningsmønster.

DERFOR, mine damer og herrer, er det, at jeg endnu engang vil understrege hvor vigtigt selvkærlighed er.

HVIS man ikke er i stand til at være i harmoni med sig selv, og man har svært ved at tune sig ind på andres sindstilstand og man heller ikke er god til at tilpasse sig sine omstændigheder, så er der stor risiko for at man giver sine børn utrygge tilknytningsmønstre.
Også hvis kun er dårlig til en af tingene.
Det kunne f.eks. sagtens være at man er god til at tune sig ind på andres sindstilstand og man er god til at tilpasse sig omstændigheder, men ude af stand til at være i harmoni med- og elske sig selv, så vil der stadig være grobund for visse utrygge strategier hos barnet.

Jeg vidste intet om det her selv, og jeg lærte først om det efter min nedtur som 41-årig, hvor jeg blev fast besluttet på at NU måtte jeg tage fat på mig selv og få kigget ind i mig og finde ud af hvad h….. der var galt med mig, siden jeg fuckede alting op,inklusive mig selv.
Så hvis jeg skal forsøge at se positivt på det, og det skal jeg jo, så var det nok godt at jeg aldrig fik de børn jeg drømte om, for jeg ville have ført de utrygge tilknytningsmønstre jeg selv havde, videre til dem, fordi jeg var totalt, helt og aldeles ude af stand til at være i harmoni med- og elske mig selv.
Jeg var heller ikke god til at tilpasse mig omstændigheder, jeg levede i en offerrolle der gjorde det umuligt for mig at tilpasse mig og være glad og tilfreds med hvor jeg var og hvad jeg havde. Jeg så begrænsninger og forhindringer allevegne fremfor muligheder.
Jeg kunne derimod godt tune mig ind på andres sindstilstand, det har jeg altid været ret god til, i hvert fald i de fleste tilfælde.
Men på to afgørende punkter ville jeg have fejlet forfærdeligt og altså videreført et utrygt mønster til mine børn.

Så nu vil jeg igen RÅBE ud, hvor vigtigt det her er.

Det er faktisk næsten vigtigere for dine børn at du elsker dig selv og bruger tid på dig, fremfor at du hele tiden bruger al din tid og alt dit overskud på dine børn.

Fordi et menneske der ikke er i harmoni med sig selv og som ikke passer på sig selv og derfor tit mister overskuddet, er også et menneske der vil gøre et barn forvirret, usikkert og utrygt.
Også selvom det ikke er tilsigtet og OGSÅ selvom du tror du kan skjule det!!!

Okay, lad mig forklare lidt om de enkelte tilknytningsmønstre, hvorfor de opstår, hvordan de viser sig i vores voksenliv og hvad vi kan gøre for at hjælpe os selv:

Først har vi det trygge tilknytningsmønster, det vil jeg ikke bruge så meget tid på, for her er der ikke de store problemer.

Det trygge mønster opstår:

Når der er et trygt, forudsigeligt og pålideligt samspil mellem barnet og dets omsorgspersoner, og når de voksne er nærværende, interesserede, ikke-fordømmende, beskyttende og generelt aldrig er ufølsomme eller afvisende når barnet har behov for trøst, leg eller opmuntring.

Voksne med et trygt tilknytningsmønster er typisk overvejende:

Tilfredse
Hengivne
Kærlige
Uafhængige
Ærlige
Åbne
Støttende
Optimistiske
Fleksible
Rummelige
Tillidsfulde
Og robuste
Empatiske

De har et højt selvværd og kan kommunikere deres egne behov og finde ud af at sige fra.

Så er der det nervøse, også kaldet det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster.

Det kendetegnes ved at personen med dette tilknytningsmønster overvejende er:

Needy
Følelsesmæssigt sulten (umætteligt behov for omsorg og nærhed)
Angst (særligt i forbindelse med afsked, afvisning og adskillelse)
Mistillidsfuld (i forhold til andre og deres hensigter)
Skeptisk (i forhold til andres intentioner)
Bange for at miste
Usikker (både på sig selv og på andre)
Pleasende
Bebrejdende
Anklagende
Omklamrende

De har også en tendens til at fokusere mere på deres egne behov end på partnerens, de har konstant behov for bekræftelse (men kan ikke rigtigt tage det ind når de så får det), de giver typisk for at  og de besidder et lavt (eller intet) selvværd.

Det nervøse (ængstelige, ambivalente) mønster opstår:

Når omsorgspersonerne er responsive, interesserede, medfølende og sympatiske det ene øjeblik og ufølsomme, fordømmende, formynderiske og følelsesmæssigt utilgængelige det næste.
Omsorgspersonerne har i sidstnævnte tilfælde formentlig været mere optagede af deres egen indre uro end barnets, og denne her uforudsigelige adfærd hvor der jævnligt skiftes mellem de to ender af følelsesbarometret, gør barnet forvirret og usikker fordi det ikke ved hvilken reaktion og behandling det kan forvente.
Barnet mister tillid og bliver mistænksom, og er konstant på vagt overfor omsorgspersonernes behov, humør og tilstand.
Barnets strategi for at blive set og for at få sine behov dækket, bliver så at klamre sig til omsorgspersonen, i desperation for at få trøst og opmærksomhed, og nogle gange får barnet så sine behov mødt og andre gange gør det ikke, og udfaldet er et nervøst og ambivalent tilknytningsforhold hvor barnet bliver opmærksomhedshungrende men aldrig rigtigt finder hverken ro, trøst eller tilfredsstillelse.
(Den omklamrende adfærd er i øvrigt noget omsorgspersonen ofte forveksler med oprigtig, dybfølt kærlighed fra barnet, men det er det ikke, det er desperation.)

Sådan påvirker det nervøse tilknytningsmønster voksenlivet:

Voksne med dette tilknytningsmønster er kendetegnet ved at det næsten altid er dem der ”forfølger”.
Jeg husker det selv fra min tidlige ungdom hvor jeg altid forfulgte den umulige kærlighed. Jeg kastede altid al min kærlighed på præcis den person der var allermindst interesseret og som måske ovenikøbet ikke engang ænsede min tilstedeværelse.
Måske er det noget du også kan genkende?

Os der som voksne har dette tilknytningsmønster, vi bruger også oceaner af tid på at spekulere over hvor vi mon passer ind.
Vi er ofte plagede af selvhad og usikkerhed og har et umætteligt behov for andres accept og bekræftelse som alligevel aldrig stiller os tilfredse eller giver os mere tro på sig selv, uanset hvor megen accept og anerkendelse vi end måtte opnå.

Vores tilknytningssystem er i konstant alarmberedskab.

I parforhold betyder det store behov for bekræftelse at vi bliver ekstremt afhængige af vores partnere og derfor ofte også omklamrende og needy, en ubalance der er ufatteligt selvdestruktiv og som kan skubbe selv den mest trofaste partner væk.
Karakteristisk for os er også at vi ofte føler at vi elsker mere end vi bliver elsket, vi er typisk mistroiske og usikre, og hele tiden bekymrede og bange for at blive afvist og forladt.
Tit er vi også plaget af meget selvkritiske tanker og indre stemmer der konstant nedgør os selv, andre og verden generelt og denne indre kritiker er ikke sen til at understøtte de begrænsende overbevisninger vi har om at alle har onde hensigter og verden er et frygteligt sted fyldt med usikkerhed og potentielle svigt og tab.
Det kunne f.eks. være tanker som ”Det er da krystal klart at min kæreste er ved at miste interessen for mig!”, ”Hvorfor er han/hun ikke mere på/kærlig/hengiven?”, ”Hvorfor har han/hun aldrig lyst når jeg har, det er nok fordi han/hun ikke elsker mig mere eller har mødt en anden!?”, ”Jeg er også bare så irriterende og needy, det er da ikke så underligt at han/hun ikke kan holde mig ud”, ”XXX er også meget mere smuk og lækker end jeg er, det er da åbenlyst hvorfor min kæreste er mere interesseret i ham/hende”, ”Han/hun elsker ikke mig lige så meget som jeg elsker ham/hende”…

Og det er klart, når man har de her selvdestruktive tanker, så har det naturligvis en kæmpe indflydelse på hvordan man så agerer i forhold til sin partner.

Det kan vi gøre for at hjælpe os selv:

Heldigvis kan man godt omvende et nervøst tilknytningsmønster igennem nye oplevelser.
Det bedste man kan gøre er selvfølgelig at finde en partner med et trygt tilknytningsmønster.
Den er naturligvis lidt tricky, for man kan jo ikke se det på folk.
Men som udgangspunkt, så ved du nu, at hvis en person virker omklamrende eller needy og hele tiden vil have svar på sms’er indenfor kort tid eller som hele tiden craver opmærksomhed og bekræftelse, eller som konstant er mistroisk, anklagende og bebrejdende, at så har vedkommende formentlig ikke noget sundt tilknytningsmønster, og så kan det være en god idé at genoverveje om det er et forhold der er godt at være i for dig hvis du også har et utrygt tilknytningsmønster.

Udover at finde en partner med et trygt tilknytningsmønster, så er en anden måde at få vendt sit eget utrygge mønster om til et trygt, at finde ”mening” med sin fortid og sin historie.
Hvad mener jeg så med det?
Jo, vi er simpelthen nødt til at finde betydningen af vores egne barndomsoplevelser, og få overblik over hvilken indflydelse de har på vores voksenliv, og så begynde at ”skrive historien om”.
Dermed ikke sagt at vi kan gøre det gjorte ugjort, det kan vi naturligvis ikke, men vi kan, som jeg også har nævnt masser af gange før, gå ind og tage ansvaret for hvordan vi vil lade disse oplevelser influere og påvirke vores liv, blandt andet ved at vælgehvilken en historie vi vil fortælle om os selv og hvordan vi vil lade den historie definere os…
Jeg ved godt at det her kan virke lidt abstrakt og højtflyvende, for hvordan gør man lige det!?
Derfor vil jeg lige komme med et eksempel, for så bliver det måske lidt nemmere at forstå hvad jeg mener med det her:

For mit eget vedkommende har det f.eks. været følgende omvending:

Jeg var hende det var synd for.
Hende der virkelig havde det svært grundet en rigtig hård barndom.
Hende der havde psykiske problemer.
Hende der var meget sensitiv.
Hende der ikke kunne få forhold til at fungere.
Hende der altid blev svigtet.
Hende som ingen kunne forstå.
Hende alting altid gik galt for.
Hende der var ked af det evig og altid…
Hende der var blevet slået.
Hende der var blevet mobbet.
Hende der havde det svært med vennerne.

Men efter jeg begyndte at fortælle en ny historie om mig selv og lade mine oplevelser definere mig på en ny måde, så er jeg nu i stedet blevet hende her:

Hende man ikke skal have ondt af.
Hende der handler.
Hende med viljestyrke.
Hende med robusthed.
Hende der har rejst sig stærkere end nogensinde før
Hende der har taget alt det hun har lært af en svær barndom og brugt det konstruktivt.
Hende den virkeligt seje og stærke som har arbejdet intenst på at få hjulpet sig selv ud af krisen.
Hende der kan hjælpe og forstå andre der har mange issues fordi hun har haft dem alle sammen selv.
Hende der kan stå imod, og skulle nogen svigte, så ved jeg at jeg har mig og at jeg kan regne med mig og at alt er trygt og godt her hos mig og at jeg ikke går i stykker… (!!)
Hende der ved, at hendes forældre gjorde det bedste de kunne med det de havde.
Hende der er klar over, at hvis hun havde haft de forældre hun havde ønsket sig, så var hun ikke blevet den hun er i dag, og ikke haft den forståelse og indlevelse hun har i dag.

Det er dét jeg fortæller om mig selv nu.
Jeg hverken fornægter eller undertrykker min fortid, jeg fremhæver bare alle fordelene jeg har fået ud af den!

Selv-tale og vores egen definition af os selv det er et RIGTIGT godt værktøj til at omvende det utrygge mønster.

Så tal pænt til dig selv.
Altid.

En anden ting du kan gøre for at vende et utrygt mønster om, det er at sørge for at stille dig selv spørgsmålene: ”Hvad kan få mig til at føle mig sikker og tryg her og nu og hvad har jeg brug for at vide og for at spørge om?”
Det er især nogle rigtigt gode og vigtige spørgsmål hvis du er i et forhold, for det er spørgsmål der kan være med til at belyse om din partner er i stand til at give dig det du har brug for, og være den partner du ønsker dig, og hvis ikke han/hun kan -eller vil- det, så er det vigtigt at du er tro mod dig selv, og ikke bliver ved med at forfølge et forhold der aldrig vil lykkes.

Jeg har selv måtte lære at stoppe det mønster med at forfølge det umulige, så jeg ved godt hvor svært det er, men det skyldes at vi er blevet dybt afhængige af noget vi tror en bestemt person kan give os, men det er i virkeligheden noget vi kan give os selv.

Husk også at det er vigtigt at du er lykkelig, glad og tryg inden du kaster dig ud i et forhold.
Så forholdet skal ikke have den opgave at gøre dig lykkelig, glad og tryg. Forholdet skal kunne forstærke din lykke, glæde og tryghed.
Og hvis det gør det modsatte, altså gør dig ulykkelig, skuffet og usikker så er det ikke værd at forfølge.

Og med det vil jeg ønske dig god søndag.
/Hanne ❤

…Fortsættelse følger næste søndag, hvor jeg kigger på det undvigende/afvisende tilknytningsmønster og det desorganiserede…

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.

Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens “system”.

Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

Gør som mere end 5.000 andre

Få viden, indsigter, værktøjer og inspiration til at blive den bedste leder af dig selv.
Så du kan sætte retningen for dit liv i stedet for at andre gør det.
Du får -selvfølgelig- også først besked om nye kursusdatoer og gode tilbud.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Privatlivspolitik

.

Leave a Reply